Heiberg, Johanne Luise Indledning, Varianter og Oplysninger, Registre

↩

III. BIND

✂ 10,21. Menneskeverden: I IVB, antageligt af A. D. J., rettet fra: Menneskevrimmel, og han har vist i Stilhed om Aftenen, naar han granskede Stjernernes Gang, gjentaget i Tankerne sit skjønne Digt "Stjernehimlen", hvori det hedder: "- - - Men du,... som Stene"1).

✂ 10,25-26. Forfængelighed... hedde: Saaledes har A. D. J. i IVB ændret Teksten fra: "Hujen og Skrigen", Forfængelighed, Ærgerrighed, Intriger og Lyst til Magt, der ofte fører til deres egen Fordærvelse. Og spørger du mig nu, hvorledes Heiberg til syvende og sidst tog al den Uret, der efter min Mening var vederfaret ham af Publikum, af Pressen, af Skuespillerne, da læs det Sidste han har skrevet, en lille Afhandling om "Anerkjendelse"2), og ifald du kan læse mellem Linierne, da vil du se, at til Trods for hans store Herredømme over sig selv, til Trods for den Frihed for Forfængelighed, der var ham egen, vil du dog fornemme, at man kan stikke og prikke saa længe med Knappenaale, at Saaret kan blive slemt nok at læge.

*1) Poet. VIII, 217 f. *2) Poet. IV, 497. 231

✂ 11,17. være tilgivet.: Herefter følger disse i IVB af A. D. J. overstregede Linier: I, som have siddet ved et Dødsleie, i de sene Nattetimer, I vide, hvilken forunderlig Stilhed, ja, man kunde gjerne sige Tomhed, der følger ovenpaa Dagens Spænding, Min stakkels Heiberg var stille og bedrøvet: men han sagde: "Det var Synd at ville ønske hendes triste Tid forlænget."

✂ 12,4. Omskiftelser: Saaledes Teksten i IV, antageligt af A. D. J., rettet fra: Omskiftelser, Tryk.

✂ 12,19. trække paa Smilebaandet ad: Saaledes har Frk. Verdelin skrevet i IVB; IVA har: smile, trække paa Skuldrene over.

✂ 12,28. ensomme Timer.: Herefter er fra IVB borlskaaret og henlagt i IVA: Det Billede, jeg i sin Tid - i Anledning af hendes litteraire Testamente til hendes Søn Johan Ludvig Heiberg - skizzerede af denne eiendommelige Personlighed, synes mig her har sin rette Plads, og derfor tillader jeg mig at gjentage det tilligemed Fortsættelsen, som ikke tidligere har været trykt, da det egentlig oprindeligt var bestemt til at staa i disse mine Optegnelser. De Venner, der i Livet stode hende nær, have gjenkjendt og underskrevet min Bedømmelse af hende som et sanddru Billede af deres tabte Veninde. Herefter følger ovenomtalte Skildring af Fru Gyllembourg2), dog mangler "Fortsættelsen, som ikke tidligere har været trykt"; den har formentligt omfattet MSs S. 23-27. Paa et Omslag om denne Sag staar (men overstreget): "P. 23-27 ere flyttede tilbage til Saisonen 55-56." - Paa samme Omslag har Krieger skrevet, øjensynligt med Henblik paa den hele Sag: "*dolgoe O* Skal bortfalde paa Grund af Bogen om P. A. Heiberg og Fru Gyllembourg".

✂ 12,37. os til hinanden: Herefter er flg. Linier i IVA stærkt overstreget:, og at Baandet...1) var fæstnet end løsere i vort Samliv.

✂ 13,5. studerede.: Herefter er i IVA overstreget: "Den sande Digter tager mandigt mod de Kaar, Skjæbnen byder ham, og søger med dem at gjøre sit Liv harmonisk; den falske Digter bærer sig ad som den daarlige Arbeider, der skyder Skylden paa sit Værktøj; han taler i høje Toner om, hvad han kunde have været, hvis Omstændighederne havde været ham gunstige." (af Lewes). 3)

✂ 13,36-37. forstod jeg... og Foragt: Saaledes er Teksten af A. D. I. i IVB og øjensynligt yderligere i Korrekturen til 1. Udg. ændret fra: vilde jeg kunne forstaa, at Dolken, hvis den som hos Spanierinderne sad i Strømpebaandet, ovenpaa et saadant Svar øieblikkeligt blev benyttet. Ja, øieblikkeligt maatte det være; var der Betænkningstid, da fik et saadant Gjensvar en anden Character.

✂ 16,3. mit Sind atter: Saaledes er Teksten i IVB ændret fra: jeg atter glad og mit Sind.

*1) Prikkerne markerer 3-4 ulæselige Ord. *2) Se "Samlede Skrifter" af Forf. til "En Hver dags-Historie", Fru Gyllembourg-Ehrensvärd, I, 2. Udg. (1866), 6-18, sign. ***. *3) H. G. Lewes: Goethes Levnet og Værker, overs. af Anna W. Horn (1874), 263. 232

✂ 16,22. Professor Dorph: Herefter er i IVA overstreget:, der overtog Tjenesten uden Gage.

✂ 16,37-38. Muligvis... dette, der: Saaledes har A. D. J. i IVB ændret Teksten fra: Men netop dette.

✂ 17,3. sammen med Ministeren: Saaledes er Teksten i IVB af A. D. J. ændret fra: med Hall bagved.

✂ 17.22. et Theater.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Med Forbitrelse mærkede han, at de vigtigste Punkter i Forretningsgangen vare holdte hemmelige for ham, at indgribende Beslutninger bleve tagne og udførte bag hans Ryg, uden at han anede det, og at han dagligt havde med en snu Procurator at gjøre, der beviste klart, som to og to er fire, at igrunden Alt beroede paa den Committeredes Mening, Ønske og Villie, en Anskuelse, Ministeren paa alle Punkter støttede 1).

✂ 18,1-2. Et uventet... Bestyrelse: Disse Ord er af A. D. J. i IVB indsat i Stedet for flg. overstregede Linier: Høedt og det Nielsenske Hus vare himmelglade over endelig at være blevne af med Heiberg. Nu var det deres Tur i Forening med Vennen Christensen at styre det Hele efter Ønske, og man saae en lysende Fremtid imøde for Theatret.

✂ Men Himlen vilde det anderledes.

✂ 18,20. Og saaledes... Erindring: Disse Ord er af A. D. J. i IVB sat i Stedet for nogle bortklippede. De tilsvarende i IVA lyder: Efter dette Samliv med hende i Drømme vaagnede jeg altid let og glad om Hjertet. Det var mig umuligt ikke at se noget heri, og jeg udbrød ofte: "Hun er nu oplyst og ser klart." Herefter fulgte vistnok i IVB dette Stykke, som A. D. J. ligeledes maa have fjernet (Det ligger nu i Lægget: B. Manuskripter): Dorph kom nu2) oftere for at udtale sine Klager over den Maade, hvorpaa Ministeren men især "Snogen" behandlede ham, og alle de Hindringer og Anmasselser, hvormed man standsede hans Virksomhed.

✂ 19,24-25. uskikket hertil.: Herefter i IVB overstreget: Han erholdt 300 Rdl. til Løn for denne for Dorph usalige Hjælp, medens Berner beholdt i Indtægt, hvad han tidligere havde.

✂ 20,2. eneraadende." ": Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: At et saadant uimodsigeligt Princip er bleven ubetinget haandhævet af en Autoritet som Heiberg, er det ikke glædeligt i denne principvaklende Tid!

✂ 20,4. Fru Heiberg?: Herefter i IVB, vist af Fru Heiberg selv, overstreget flg. Fortsættelse af Brevet: Naar faaer vi dog et ordentligt Skuespil engang? Hertil maa jeg svare: "Det faaer vi nok igjen, naar vi faaer Fru Heiberg igjen." Men nu maae vi jo bruge, hvad vi har. - - - Men hvad skal jeg gjøre i Resten af Saisonen? Alt mit Haab stod til Fru Heiberg" etc., etc.

✂ 21,29. et fælles Maal: Saaledes er Teksten i IVB, uvist af hvem, rettet fra: fælles skjønt Maal, som Lykken havde begunstiget.

*1) Ordet Alt er understreget med Blyant, og ud for dette og de flg. Linier er ligeledes med Blyant i Marginen sat en Klamme og et Spørgsmaalstegn, muligvis af Hauch. *2) Saaledes er Teksten af A. D. J. rettet fra: Efter vor Hjemkomst kom Dorph. 233

✂ 21,31. en Anden": Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:, og mit Hjerte isnede i Livet paa mig ved denne Tanke.

✂ 22,3. dine Læber: Herefter er i IVB overstreget, uvist af hvem: Du fortryder uden endnu at ville tilstaa det for dig selv eller Andre, og det er denne Kamp, denne stive Haardnakkethed, der fordreier Trækkene og stiller dem i Confusion til hverandre, saa at deres tidligere skjønne Harmoni er tilintetgjort. Som Hjob kunde jeg udtrykke den Smerte, som mine forrige Venners Holdning foraarsagede mig. Han sammenligner saadanne Venner med den Bæk, Karavanen haabede paa, men som viser sig udtørret, naar Toget naar dens Bred.1)

✂ 24,33-34. Først og... selve Spillet.: Indføjet i IVB af A. D. J.

✂ 25,9. Velkommen!": Herefter er i IVB, øjensynligt af A. D. J., bortskaaret og i Lægget: B. Manuskripter henlagt flg. Afsnit: Men: "Ingen har Fred længere end Ens Nabo vil!" -

✂ Allerede i nogen Tid havde et Rygte sagt, at Hall alt inden Dorphs Afsked havde staaet i Underhandling med H. P. Holst om at være Dorphs Afløser; ja, at han endog havde sendt ham udenlands for at studere Theatrene i dette Øiemed. Vi troede ikke dette Rygte og tænkte ikke videre herpaa. Alt som Rygtet mere og mere udbredte sig, hævede Kritiken sig stærkt mod dette Valg hos de Fleste, saa vel udenfor som ved Theatret.2)

✂ En Formiddag som jeg sad i min Stue og "tænkte paa Ingenting", som man siger, blev H. P. Holst meldt. Han traadte ind og, som mig strax syntes, i en ophidset Stemning. Han sagde, at han ønskede uforbeholdent at spørge mig om en vigtig Sag ham angaaende. Jeg bad ham tale, og nu udtalte han, at han alt i lang Tid havde anset sig paa Grund af Ministerens Tilbud som Dorphs Afløser, ja, at han var vendt tilbage fra en Udenlandsreise, hvis Maal havde været yderligere at sætte sig ind i Theateradministration, men at Ministeren nu pludselig havde ladet ham vide, at han maatte opgive denne Stilling, da jeg havde erklæret, at i saa Fald fratraadte jeg min Stilling ved Theatret, - og han spurgte mig nu, om det forholdt sig saaledes. I høieste Grad forbauset og fortørnet over den Maade, hvorpaa man tillod sig at bruge mit Navn, svarede jeg: "Dette kan Ministeren umuligt have ytret; thi der er ikke vexlet et Ord mellem Hall og mig Dem angaaende. Jeg har aldrig troet Rygtet, vil jeg rent ud bekjende, saa der ikke fra min Side er gjort et Skridt eller vexlet et Ord i denne Sag. Det er dog virkelig sørgeligt," vedblev jeg, "hvor lidt man lader til at kjende mig. At true og paa den Maade opnaa mine Ønsker ligger slet ikke for mig. Ifald det, at De blev Directeur, var mig imod, da stod det jo til mig at opgive min Stilling, men true hermed vilde aldrig faldet mig ind, thi alt Sligt er mig i min inderste Sjæl forhadt.

*1) Sml. Jobs Bog 6,15. *2) Herefter er i IVA overstreget: Under et Besøg hos mig af Geheimeraad Treschow - en stor Velynder og Tilhænger af Hall - ytrede denne: "Tror De, at der er noget om, at Hall tænker paa H. P. Holst som Directeur?" Jeg svarede, at jeg aldeles intet vidste herom. "Nei," udbrød han, "dette maa ikke ske, jeg skal tale alvorligt med Hall herom." Efter dette hørte jeg ikke mere Tale herom. 234

✂ Jeg opfordrer Dem derfor til at udtale for Hall, hvad jeg her har ytret, og at jeg erklærer denne Paastand som usand." - "Vilde De da anse mit Valg som ønskeligt for Theatret," vedblev Holst, "og tror De mig skikket til denne Post?" - "Ja, dette Spørgsmaal," svarede jeg, "er et andet, og siden De tvinger mig, saa vil jeg ærligt svare: Nei! Jeg tror Dem ikke skikket til denne Post. Men fra denne Mening og til at arbeide imod, at De erholder den, ser De vel, er et stort Skridt, og jeg beder Dem fremdeles om at meddele Hall, at jeg i Et og Alt benegter at have gjort noget Skridt, talt noget Ord til ham eller nogen Anden, denne Sag angaaende. Men jeg mærker desværre, at man bruger mit Navn paa en utilbørlig Maade for at hjælpe sig selv ud af Forlegenheder, som man fortryder at være kommen ind i." Hermed havde Samtalen Ende, og han gik.

✂ Et Par Dage efter kom Hall til mig og bad mig, endelig ikke at tage mig Holsts Besøg nær, hvilket han fandt meget upassende. "Ja," svarede jeg, "Ingen kan jo bedre end De vide, i hvor høi Grad man her gjør mig Uret; thi imellem os er jo denne Sag aldrig omtalt, end mindre at jeg skulde have truet med min Bortgang ." - "Ja, visselig," svarede Hall, "er det Hele Passiar af ham at blande Dem ind i denne Sag, og jeg skal nok berigtige denne Misforstaaelse af mine Ord til ham."

✂ Hvorledes hang nu i Virkeligheden alt dette sammen? Her min personlige Mening: Hall havde virkelig i Stilhed bestemt sig til at ansætte Holst og med den Plan for Øie sendt ham til Udlandet. Men alt som dette Valg blev bekjendt, vakte det stor Misbilligelse i den offentlige Mening, og Hall veg tilbage for denne, men var ligeoverfor Holst gaaet for vidt og trængte til et Paaskud for at trække sig tilbage. Han tillod sig da at bruge mit Navn for selv at vikle sig ud af det Løfte, han havde givet ham. Denne Uret mod mig havde jeg meget ondt ved at tilgive Hall.

✂ 25,30. ikke Noget om det": Saaledes har A. D. J. ændret Teksten i IVB fra: aldeles Intet herom". A. D. J. synes først at have skrevet: dette forhastet".

✂ 26,11. altfor rimelig.: Herefter i IVA overstreget: Man vil se af Christensens senere Indlæg, hvorledes han undskylder sine Ord til mig, nemlig at det endnu under vor Samtale ikke bestemt var afgjort, men først senere; dog denne Undskyldning kan jeg ikke lade gjælde; thi ifald hans Forhold til mig havde været ærligt, hvad havde da været rimeligere, end at han, da Sagen med Høedt var besluttet, havde underrettet mig herom, overladende til mig, hvad Parti jeg da vilde tage.

✂ 26,18., der nu var: Indsat i IVA i Stedet for flg. tilføjede, men atter overstregede Linier:. Offentligt havde man i Pressen beskyldt ham for, at de hadefulde Kritiker mod Heiberg og mig skyldtes hans Pen, en Beskyldning, han ikke havde havt Mod til at fralægge sig offentligt. Han var nu.

✂ 27,7. fra ham: Herefter i IVA overstreget:, fuld af en Del Fordreielser og Upaalideligheder i Referatet. Først havde Fru Heiberg skrevet:, fuld af en Del Procuratorkneb, som jeg ikke taalte.

235

✂ 27,8. mit Navn.: Et Tillæg til IVB med Fru Heibergs Haand, som atter er udgaaet og findes i Lægget: B. Manuskripter, passer nærmest ind her. Det lyder: Han siger heri, at han kun optræder som min Secretair. En Forfatter som Heiberg kan dog ikke, selv med sin bedste Villie, indskrænke sig til at skrive med paaholden Pen eller efter Dictat, og den, der læser Heibergs Svar til Christensen, vil sikkert ligesom jeg selv finde Bekræftelse herpaa i hele Fremstillingsmaaden.

✂ 27,43. Fru Heibergs Anmærkning findes paa en Afskrift af Brevet i IVB.

✂ 28,47. Anmærkningen findes paa en Afskrift af Brevet i IVB. Smst. har Fru Heiberg ud for L.28-29 i Marginen skrevet et Nei, hvilket dog er overstreget, antageligt af A. D. J.

✂ 42,46-47. Anmærkningen er Brevskriverens.

✂ 43,8-19. Af Koncepten til dette Stykke (i IVA) ses, at Krieger har været med til at formulere Teksten her.

✂ 44,26-45,4. Dagen efter... Pension.: Indsat i IVB af A. D. J. Sml. Var. til III, 50,33.

✂ 46,33. at sige: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: - ja ved at berette dette bygger jeg paa en Tro hos Alle paa min samvittighedsfulde Sanddruhed -.

✂ 47,17-18. Snildhed, en saa stor: Disse Ord er i IVB sat i Stedet for: Snuhed, en Underfundighed. - Rettelsen af Ordet Snuhed skyldes A. D. J., Resten Fru Heiberg.

✂ 47,21-22. Kløgt og over deres Mangel paa Evne: Disse Ord er af A. D. J. i IVB sat i Stedet for: Snuhed og over det Indskrænkede hos dem.

✂ 47,38. bar Spor.: Herefter i IVB overstreget af A. D. J.: At denne, som mig altid syntes, ubetydelige Mand havde kunnet drive det hertil, viste jo unegteligt en vis Kløgt, men at han ikke saae, hvorhen denne hans Kløgt førte ham, viste jo som sagt atter en Indskrænkning i at bedømme Situationen og dens Resultater. Han fortabte sig kun i den Indbildning, at han i Ro vilde kunne nyde sin Triumph og som Theaterdirecteur opbygge, hvad Heiberg formentligt havde nedrevet.

✂ 50,33. min Bortgang.: Herefter i IVB, øjensynligt af A. D. J., dels overstreget, dels fjernet og i Lægget: B. Manuskripter henlagt flg. Parti: I Rigsdagen fremkom imidlertid det Spørgsmaal, om jeg, hvis jeg tog min Afsked, af saadanne Grunde som dem, jeg havde angivet i min Ansøgning, var berettiget til at erholde Pension. Vor gamle Ven Tscherning var af den Mening, at jeg ikke var kvalificeret hertil, med mindre jeg kunde vedlægge Lægeattest om et svageligt Helbred. Andre gjorde gjældende, at det vilde være en evig Skam, om jeg efter en saadan Tjeneste, som jeg havde ydet i 32 Aar, ingen Pension fik. Man anmodede mig derfor fra flere Sider om at vedlægge en Lægeattest. Dette vilde nu have været mig en let Sag, da min Læge tilbød mig en saadan og ofte havde ytret, at jeg aldrig blev rask, saa længe jeg vedblev med mit anstrengende Arbeide ved Theatret. Men en saadan Attest vilde jeg ikke benytte; thi vel havde de sidste Aars Kamp og Strid, 236 Krænkelser og Bagvaskelser gjort mig lidende, men den rene Sandhed vilde være omgaaet, ifald jeg byggede Ansøgningen om min Afsked herpaa, og jeg vilde ikke bruge et saadant Paaskud.

✂ Flere af mine Venner vare bekymrede ved Tanken om, at man for at faa mig til at blive i min Stilling virkelig vilde sætte mig i den Situation at maatte forlade Theatret uden ringeste Pension. Imellem disse bekymrede Venner var den gode, trofaste Suhr. En Dag kom han og sagde til Heiberg og mig: "Jeg hører paa Tschernings hele Tale, at Pensionen i Tinget vil volde Vanskeligheder; men jeg er enig med Dem Begge i, at Ansøgningen ikke bør ledsages af en Sygeattest. Viis mig nu det Venskab, at De, ifald Thinget negter Pension, da vil modtage Pensionsbeløbet aarligt af min Haand. Jeg vilde skamme mig paa mine Landsmænds Vegne, om De skulde lide ved en saadan Uridderlighed mod et Talent, der i de 32 Aar har arbeidet mere end mangt et andet Talent i 50 Aar. Lov mig, kjære Heiberg, til min Beroligelse," vedblev han, "ikke at afslaa denne min Bøn til Dem." - Enhver kan vel tænke, at vi bleve rørte over vor trofaste Vens Tilsagn. Imidlertid haabede vi dog endnu, at en saadan Gave ikke skulde blive nødvendig.

✂ 51,27. i Hjemmet: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:, uagtet hans og Heibergs politiske Anskuelser afvege fra hinanden i mere end eet Punkt.

✂ 55,33-36. Kun et... lød saaledes:: Disse Ord er i IVB indføjet af A. D. J., som tillige har anbragt det efterfølgende Digt her. Sml. Var. til III, 58, 8.

✂ 57,2. faaet fjernet.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Om Dette og meget Andet fik man ham ved Løfte om Understøttelse til i Øieblikket at tie. Det er ikke godt at være fattig! Men Tausheden varede rigtignok ikke længe; thi hans Oplysninger om Theaterforholdene i 1849-58 udkom inden Udgangen af Aaret 1858.

✂ 58,8. hvor jeg... mit Liv.: Disse Ord er indsat i IVB i Stedet for flg.: hvoraf saa godt som hele mit forrige Liv havde været opfyldt og betaget. Herefter er smst. overstreget, øjensynligt af A. D. J.: Man maa imidlertid ikke tro, at jeg i mit tilbagetrukne Liv var uden alt Samkvem med Publikum. Kun faa Dage hengik, uden at de deiligste Blomster anonymt sendtes mig, med Tak fra deres Givere, hvori snart en af mine Roller, snart en anden blev fremhævet som uforglemmelig. Breve og Vers, der alle indeholdt Beklagelser over min Bortgang, var som oftest min Morgenlæsning ved Caffen. Et eneste af disse Digte maa jeg have Lov at gjenkalde i Erindringen, fordi jeg havde en Anelse om, at det skrev sig fra en af vore første lyriske Digtere. Skade, at han ikke havde havt Mod til at sætte sit fulde Navn under, men valgte Bogstaver, der kunde lede paa Vildspor m. H. t., hvem Forfatteren var1).

✂ Ak, misund mig ikke al denne Hyldest! den fordærvede mig ikke; med Ydmyghed tog jeg imod den og glædede mig over dette "Tøbrud", som En kaldte de Digte, der læstes rundt om i de forskjellige Blade.

✂ 58,13. "som alle... af ham": Anførselstegn og Slutningstegn er her *1) Digtet er af A. D. J. anbragt III, 56.237indsat af Afskriveren Frk. Verdelin i IVB; i IVA findes de ikke, men de paagældende Ord er dèr understreget af Fru Heiberg.

✂ 58,20-22. Hans Bane... Grunde: Disse Linier har A. D. J. indsat i IVR i Stedet for flg. overstregede: Den offentlige Mening om Hr. Høedts hele Fremgangsmaade var imidlertid blevet bitrere og bitrere. I hans anden Saison fandt den 13de December atter under stor Tumult en Udpibning Sted mod ham. Men da Tumultuanterne kun bleve paalagte en Pengemulkt af Politiet, fandt Hr. Høedt Straffen for mild og var ikke at bevæge til oftere at fremtræde.

✂ 58,27. Kapitlet om Høedts nye Skole indledte oprindeligt 1. Red. af Sæsonen 1854-55 og er vistnok skrevet før Edvard Brandes' Artikel "Et Vendepunkt" i April 1875 fremkom1). Fru Heibergs ældste Udkast (i IVA) begynder:

✂ "En ny Apostel i gamle Klæder". Naar jeg som Barn holdt min Aftenbøn, trykkede jeg Hænderne fastere sammen ved de Ord " Giv os i Dag vort daglige Brød ", i Ungdommen ved de Ord " Led os ikke i Fristelse ", i den modnere Alder " Forlad os vor Skyld, som og vi forlade vore Skyldnere ".

✂ Allerede i længere Tid havde Høedt gaaet og declameret om en ny Skole i Skuespilkunsten, som det var hans Mission at indføre. Talen strømmede fra Læberne som fra en Fontaine, og den lyttende Mængde, først af udannede Kunstnere, siden udannede i Publikum, spilede Mund og Øren op for at inddrikke al denne hans Visdom. Fru Nielsen - den Første, der alt tidligere i hendes Hjem var taget i Skole, forinden det store Publikum vidste, hvem Student Høedt var -, da hun gik ind paa, at alle disse Declamationer vare nye, geniale, sande og det eneste Rette, da fulgte efter Aars Paavirkning M. Wiehe efter og saae i Høedt en ny Seer paa Skuespilkunstens Himmel, og da han først havde sagtja og Amen til den formentlige nye Apostels Aabenbaringer, da hjalp intet fornuftigt Ord længere, intet Modraisonnement, intet Bevis for, at dette formentlige Nye var saa gammelt som Gaden. Nu havde han engang sagt, at Høedt havde et nyt genialt Syn paa den hele Skuespilkunst, og derved blev det: "Bomuld i Ørene, Laas for Hjernen".

✂ I et (i Lægget: B.Manuskripter) bevaret Brudstykke af 2. Red. af "Hr. Høedts nye Skole", skrevet 1877, ses flg. overstregede Indledning: Maanedskriftet "Det nittende Aarhundrede for Litteratur og Kunst" har 1875 optaget Tanken om en ny Skole i Skuespilkunsten, der blev - er der paastaaet - forskjærtset ved den Modstand, som Hr. Høedt, dens "Reformator", mødte, ikke ved som andre Reformatorer at brændes paa Baalet, men ved Heibergs og en Del af Publikums Uret mod Samme [ved] at tvinge ham til at opgive sin "Mission" og trække sig tilbage fra den Scene, der i saa høi Grad trængte til en aandelig Fornyelse, idet det Usande, det Sentimentale, Lyriske havde faaet Overhaand, saa at Sandhed, Natur i Kunsten var forsvundet fra den *1) Se IV, 19.238 danske Scene, og som han, den "nye" Apostel, atter vilde have kunnet indsætte paa sin gamle Plads og i sine gamle Rettigheder.

✂ 59,13-14. nok saa... Grund: Saaledes har A. D. J. i IVB ændret Teksten fra: til Lykke for dets Fremtid, efter franske Mønstre, dels ved den Indflydelse, Molière havde udøvet paa de første danske Comedier gjennem Holbergs Geni, dels gjennem franske Skuespiltalenter, der gjæstede Kjøbenhavn i Holbergs Tid og senere; Skuespillerne vare saa vel hist som her ledede i de rette Spor ved disse fremragende Digteres Aand, Sandhed, Natur og Genialiet.

✂ 59,24-25. dengang... fundet Sted: Saaledes har A. D. J. i IVB ændret Teksten fra: da Reformationen dèr forlængst var begyndt.

✂ 60,2-6. Det maa... Sentimentalitet: Disse Linier er i IVB af A. D. J. indskudt i Stedet for: Man tramgte til falske, rystende Nydelser, og man fik dem i fuldt Maal. Ligeoverfor de rørende tyske Skuespil og Melodramer fandt man snart Holbergs Comedier plumpe, kjedelige, prosaiske, og det danske Publikums naturlige Sans for det Comiske, for Satiren blev tilbagetrængt af Datidens Ridderspil, Tragedier og rørende Melodramer.

✂ 60,17. kun meget ufuldkomment: Saaledes har A. D. J. i IVB ændret Teksten fra: ikke.

✂ 60,31. Scenen, udeblev.: Herefter i IVB slettet, antageligt af A. D. J.: Skuespillerne og det store Publikum vare ved lang Tids usunde Føde begge blevne saa forkvaklede, at de første ikke kunde opfatte, det sidste ikke modtage, hvad de høie Guder havde skjænket Skjalden at give sit Folk.

✂ 60,34-35. for at opfylde sit Kald: Saaledes Teksten af A. D. J. i IVB ændret fra:, idet han ideligt gjentog for sig selv.

✂ 60,36. kraftige Stemme: Herefter i IVB slettet, antageligt af A. D. J.:, opgav sin ansete Stilling som Læge og reiste trods al Modstand fra Slægt og Venner til Kjøbenhavn.

✂ 61,9. skyldes ham.: Herefter i IVB overstreget flg. Stykke, antageligt af A. D. J.: Naar vore unge Nutids-Critici, der i hine Aar endnu ikke vare fødte, kjækt vove at benegte dette, da bør Samtiden være saa retfærdig ikke at fæste Lid til deres overilede Ord. Desværre ere de store Vidner ikke længere iblandt os. Oehlenschläger og Heiberg vilde stadfæste min Dom om Ryge. Men dette Genis Betydning for vor Scene er nu glemt, glemt! Og Digterens Ord (Schillers) ere sande, naar han udbryder: "For den mimiske Kunstner fletter Efterverdenen ingen Kranse".1)

✂ 61,14. i Luften.: Herefter i IVB overstreget, øjensynligt af A. D. J.: Ryges Hakon Jarl gaar stadig igjen paa vor Scene; Per Degn synger endnu den Rygeske Scala og drikker sin Snaps paa samme Maade, med samme Kast med Nakken som i hine Aar. Traditionen dør ikke saa let, den har et langt Liv.

✂ 61,33. at oplære: Herefter i IVB overstreget, øjensynligt af A. D. J.: et forvildet.

*1) Schiller: Wcdlensteins Lager. Prolog, v. 41. 239

✂ 62,5. sin Dvale: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:, jublede som ellevilde.

✂ 62,31. ligesom at sove hen: Saaledes har A. D. J. i IVB ændret Teksten fra: at slaas ihjel.

✂ 63,38. nogle Aar, i hvilke: Saaledes har A. D. J. i IVB rettet Teksten fra: en Tid, i Aarene 51 til 56, da.

✂ 66,30. Virksomhed.: Herefter i IVA en Blyantstilføjelse i Fodnoteform, som smst. er overstreget: Maaske laa noget i, at Heiberg ikke var Historiker? Her ogsaa flg. Fodnote (uden Henvisningstegn): Se hans Afhandling i "Fædrelandet" om Shakespeare 1).

✂ 69,21. godt nok.: I et overstreget Tillæg til 1. Red. af "Høedts nye Skole" (i IVA), der nærmest maa henføres hertil, staar: Det er characteristisk for den unge Slægt, der har saa lidt at give, at den stadig udtaler og haaber, at Alt det store og berømmelige i Fortiden igrunden har været uden Værd og paa gal Vei. Saaledes mener man, at den meget berømte Goethe'ske Theaterskole i Skuespilkunsten intet havde at betyde, var en Declamationsskole uden Natur og Sandhed i Fremstillingen. Jeg kan kun sige, at medens jeg og Heiberg i 1836 besøgte de fleste tyske Theatre og fandt Spillet paa disse, naar tildels undtages Burgtheatret 2), affecteret, hult, uden Aand, Sandhed og Natur, var det lille Theater i Weimar det eneste Sted, hvor en rørende Simpelhed og Natur i Fremstillingen gik gjennem Spillet. Vilde det være urimeligt at tro, hvad vi Begge følte, at dette Spil, forskjelligt fra, hvad vi ellers havde set, var bygget paa en Tradition, der havde bevaret sig fra Goethes Theatervirksomhed og Skole i Weimar?

✂ 70,13. og Natur.: I et overstreget Tillæg til 1. Red. af "Høedts nye Skole" (i IVA), der nærmest passer ind her, staar: Talma og Mile. Mars vare dog vist virkelige Skuespiltalenter. De rørte hele Verden ved deres skjønne Fremstillinger; at disse Fremstillinger tillige vare beherskede af Sandhed og Natur ligger i, at de bevægede og begeistrede uafbrudt i en hel Menneskealder; hvor der ikke er Sandhed og Natur forenet med Skjønhedsidealet, der er Kunstnerlivet og dets Triumpher af kortere Varighed.

✂ 72,12. Gjælden betalt.: Herefter i IVA overstreget: Ja, ligesom det havde været dette Talents Opgave at sætte Folk med lidt Erindring paa Forundringsstolen, [blev] den af ham og Kritiken mishandlede Frøken Beyer, " Shakespeares Ødelæggerinde", til hendes egen store Forundring strax tilkaldt, da han havde Magten ihænde, for at overlade den nye Bestyrelse et af hende bearbeidet Shakespeare-Stykke, der ikke tidligere havde været opført, nemlig "Kjærlighed paa Vildspor", hvori det samme Talent, hvis dybe Indignation over Sille Beyers Virksomhed under Heiberg var udtalt som forkasteligt [!], med stor Interesse udførte en af hendes "forkvaklede" Figurer. Ja, selv de ved Publikums Gunst, men ved Kritikens ustandselige Nedriven *1) Ikke fundet. *2) Paa Pariserrejsen i 1836 besøgte Heibergs ikke Wien. Fru Heiberg var der første Gang i 1854. Sml. Heib. Hjem, 98-132.240 udødelige "Duft-Vaudeviller", for hvis Opførelse man har villet frakjende Heiberg al kritisk Sans, gik under det nye Regime ret lystigt over Scenen uden anden Forandring end den, som en tyndere og talentløsere Udførelse medførte.

✂ 72,14. klassiske Roller. ": Herefter i IVA overstreget: Han skriver fremdeles i sit Anklageskrift til Ministeriet 1), at "Richard den Tredie" kunde udføres bedre end nogen anden Tragedie for Øieblikket. Det vilde have været interessant, om Hr. Høedt ved denne Leilighed havde ladet medfølge en Personliste af de Kræfter, som Theatret var i Besiddelse af paa dette Tidspunkt. Interessant at se, hvem der iblandt andet skulde udført de tre største og mægtigste tragiske Kvindeskikkelser, som nogen Tragedie indeholder, og hvem de Skuespillere vare, der skulde udført den mandlige store Besætning? Hvor letfærdigt hans hele Raisonnement er, ses bedst af, at han endvidere skriver, at denne store 5 Akts Tragedie over alle Tragedier kunde opføres " uden synderlig Forberedelse og saa godt som uden Bekostning." Skulder der virkelig gives Nogen, som har mindste Kundskab til, hvad en Indstudering Her slutter Stykket ufuldendt, og da der efter Pagineringen at dømme ikke mangler noget, synes Fru Heiberg da at have ladet dette Parti udgaa straks efter Nedskrivningen, Fortsættelsen lyder i den forudgaaende 2. Red.: af hvilket som helst større Stykke har at betyde, endsige et Stykke som "Richard den Tredie" kræver, der ikke studser over denne Udtalelse?

✂ Længere nede staar i samme Skrivelse: "Etatsraad Heiberg indstillede mig strax efter min Debut til fast Ansættelse med en saa stor Gage, som endnu ikke er bleven nogen begyndende Skuespiller tildel."

✂ Maaske man dog vil faa et Indtryk af, hvor vanskeligt det var at gjøre dette Talent tilpas, naar man fremdeles læser følgende Udtalelse i hans Skrivelse som Anklage mod Heiberg netop paa dette Punkt: "Jeg vil kun erindre Hr. Ministeren om, hvad De selv bedst ved, at Etatsraad Heiberg ikke engang gjorde mig den Ære, at vise mig sin Indstilling mig betræffende, og at jeg rimeligvis slet ikke var kommen til Theatret, dersom ikke Hr. Ministeren godhedsfuldt havde rettet Etatsraad Heibergs Fejl og afæsket mig min Erklæring om, hvorvidt jeg var tilfreds med det Engagement, man havde tiltænkt mig."

✂ Altsaa, han indrømmer selv, at Directeuren havde indstillet ham paa saa gode Vilkaar, som endnu ingen Debutant havde opnaaet , men ikke desmindre anser han det for en dyb Krænkelse, at Heiberg ikke først spurgte ham til Raads, forinden Indstillingen, en Feil, "som Ministeren var saa god at rette".

✂ Hvad om nu Heiberg ved denne sin Indstilling om hans aarlige Gage, ligesom Hr. H. selv, ogsaa mente, at de Vilkaar, som her bleve ham tilbudte, vare store og "enestaaende"; hvad om han havde tænkt: "Nu haaber jeg dog ved denne "enestaaende" Indstilling engang at stille dette Talent tilfreds, ja maaske at erhverve mig hans Paaskjønnelse. Men nei, ogsaa dette var en *1) De flg. Citater er til Dels frit gengivne. Sml. Note til III, 70, 25. 241 Fornærmelse. Directeuren maatte ikke engang gjøre en for ham overraskende og smigrende Indstilling uden først at spørge ham, om han tillod, at han blev overrasket.

✂ Jeg veed ikke, om den Form er antaget i Forretningslivet, at Cheferne, forinden de gjøre en Indstilling til Ministerierne i Faveur af deres Undergivne, først have at indhente de Undergivnes Tilladelse hertil? Er dette virkelig Skik og Brug, har Heiberg unegteligt feilet.

✂ 75,3. egen Sø.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Dog det Haab maa ikke opgives, at de virkelig aandfulde Arbeider, om de end ikke i Pieblikket ere i Kurs hos Mængden, ville faa deres Løn om end sent. At den nuværende Tids Digtere ere slemt afficerede af dens realistiske Sygdom, ligger der Beviser nok for i den nyere saa vel episke som dramatiske Litteratur. Tiden gaber efter alt dette, "men Hvad kaster man i sligt et Gab!" 1)

✂ 75,5-7. har f. Ex.... "De Unges Forbund": I Stedet for disse af A. D. J. i IVB redigerede Linier stod der o pr.: have Norges to Digtere viist i "De Unges Forbund", men vel at mærke beaandet af den comiske Muse, og i "En Fallit".

✂ 76, 9. Kunststykke: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:, idet Blomsterbouquetter suse hende om Ørene.

✂ 76,25. og Atheisme: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:, deres ødsle Godgjørenhed, hentet af deres Elskers Pung, gaar for Hjertensgodhed.

✂ 77,38. i Opfyldelse.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Det eneste Kys, jeg modtog af Suhrs Læber, var efter hans Død, da jeg, kort Tid efter at vi havde mistet ham, en Nat drømte, at han stod foran min Seng, smukkere og gladere, end jeg nogensinde havde set ham. Han bøiede sig over mig og trykkede to lette Kys paa mine Øine, idet han sagde: "Levvel! Tak for Deres trofaste Venskab!" - Jeg vaagnede i samme Øieblik og følte mig saa glad; thi jeg troede paa min Drøm. Naar man i mange Aar har staaet i Venskabsforhold til et Menneske som Suhr, hvor deiligt er det da ikke at kunne tænke tilbage paa disse Aar, uden at Noget stiller sig iveien, der forbitrer Erindringen! og jeg tør nok sige med en god Samvittighed, at hans Venskab for Heiberg og mig var af en saa fin og ren Natur, at Erindringen om vort Forhold kun havde en eneste stor Lysside. At erholde slige ædle Venner hører til Livets bedste Glæder; de ere saa sjeldne, at den fordærvede Verden har ondt ved at tro, at de existere, ondt ved at tro, at der ikke bagved en saadan Godhed, en saadan Hengivenhed skjules egoistiske Hensigter af en uren Natur. Men Gud være lovet, at saadanne Mennesker som Suhr findes!

✂ 81,22-28. følgende Ytring... dette Ansigt: En Koncept med Kriegers Haand til disse Linier findes paa et løst Blad i IVA.

✂ 82,37. Kunstvenner.: Herefter i IVA med mange Streger slettet: Om *1) Sml. Citatet II, 238, 24.242 Aftenen, naar han sad og talte med Hustru og Børn, sad han og kradsede den ene Pennetegning op efter den anden, som om det Hele var en Leg. medens enhver saadan henkastet Tegning var ubetalelig. Selv betragtede han dem med en elskværdig Beskedenhed som noget, der var frembragt halvt i Spøg. En Dag kom han paa min Opfordring til mig for at vise mig alle disse løse Blade, der saaledes vare blevne til. Paa ethvert bifaldende Udbrud af mig sagde han i den godmodigste Tone og halvt forlegen: "Vil De have det?" Og virkelig gav han mig det ene efter det andet, saa jeg tilsidst blev helt skamfuld over at modtage saa meget.

✂ 85,16-87,2. Et Udkast til Fremstillingen af Monrads her omtalte Besøg hos Fru Heiberg findes paa en Lap Papir i IVA. Det maa vistnok have udgjort et Tillæg til en tidligere, ikke bevaret Version af dette Parti. Det lyder: [Monrad] var neppe udnævnt, før han endnu samme Dags Eftermiddag kom til mig og sagde: "Min første Gjerning som Minister skal være at erobre Dem paany for vort Nationaltheater. De har ikke villet arbeide under den nuværende Ordnen [!] af Bestyrelse ved Theatret, dette forstaar jeg og kommer nu for at tilbyde Dem en anden. Siig, hvorledes De ønsker det? Forlang, hvilke Vilkaar De vil, og jeg skal tilveiebringe begge Dele." Nu begyndte en Underhandling mellem os i længere Tid, og virkelig omordnede han Alt i kort Tid, satte en agtet Mand i Spidsen som Chef for Theatret og rensede dette for al den Virvar og Intrige, som lidt efter lidt havde indsneget sig. "Vi maa have Dem tilbage", var det bestandige Omkvæd af hans Tale. "altsaa ville vi indrette det saaledes, at De kan være tilfreds."

✂ 86,7. uselvstændige: Saaledes har A. D. J. i IVB rettet Teksten fra: stakkels forvildede.

✂ 88,22. det hvide Baand: Saaledes har A. D. J. i IVB rettet Teksten fra: Baandet om Skulderen med Elephanten i.

✂ 92,10. mit Forsæt.: Herefter i IVB overstreget, formentligt af A. D. J.: Et af disse anonyme Breve var af et saadant Indhold, at jeg virkelig vilde have givet Alt, hvad jeg eiede, ifald Brevskriveren kunde blive opdaget. Heri fortaltes mig Ting om mit Ungdomsliv, som Brevskriveren ganske ugenert meddelte mig, at han havde fra "Ph.", da denne selv havde spillet en Rolle i disse Eventyr; heri nævnedes Navne paa de Mænd, jeg skulde have staaet i et vanærende Forhold til, Navne, som jeg her hørte for første Gang. Jeg viste Heiberg dette Brev, han lo og sagde: "Er du saa taabelig at bryde dig et Øieblik om et saadant Brev? Sligt kaster man i Kakkelovnen og tænker ikke mere herpaa." Herefter yderligere Bemærkninger af Fru Heiberg om anonyme Brevskrivere.

✂ 93,11-12. Fremtiden viste... at optræde: Disse Linier er indsat i IVB af A. D. J. Sml. Var. til III, 109, 28, sidste Stykke.

✂ 96,6. denne Rolle.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Dette har altid været min Mening." Jeg svarede ham, at jeg tilstod, at denne Anmodning af ham i høi Grad forbausede mig. "Jeg har altid troet, at det var Deres bestemte Mening, som De jo ofte har udtalt for Andre, at 243 tragiske Roller ikke laa for mig; - og nu Lady Macbeth, en af de mest tragiske Skikkelser!?" - Men nu svor han ved alle Guder og Gudinder, at en saadan Mening om mit Talent havde han aldrig havt, og i en Strøm af Ord og Komplimenter gjentog han sin Anmodning.

✂ 96,16. min Haand.: Herefter i 1. Red. af Kapitlet om "Macbeth" (i Lægget "Tanker og Udkast") flg. overstregede Linier: Det var naturligt, at Mange paa Theatret forundrede sig over Nielsens Kur til mig, ovenpaa hans tidligere Holdning; man var nysgjerrig efter at erfare Grunden, og Forundringen steg ikke lidet, da hans Anmodning til mig om at spille Lady Macheth blev bekjendt, og hans Kammerater kunde ikke modstaa at drille ham over hans forandrede Holdning.

✂ 105,12. i Livet.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Saadanne Fristere komme snart til Menneskene i een Form, snart i en anden, og der gives vel neppe noget Menneske, der har givet sig af med at granske i sine Sjælstilstande i Aarenes Løb, der ikke har erfaret, at ogsaa de have mødt Hexe paa Heden, hvis Raad ofte Jøde saa uskyldigt, saa berettiget, at de i al Tryghed hengave sig til dem og først sent opdagede, at disse Raad havde ført dem paa Afveie, som det da var for sildigt at vende om fra. Disse Fristere komme ofte til os gjennem en Vens eller Venindes Mund. Hvor ofte kan et Ord, der saarer os, en Hentydning, der berører vor Forfængelighed, vort Hovmod, være Kilden til en hel Række Beslutninger og Handlinger, vi i Tidens Løb se forundrede tilbage paa, idet vi sukke: gid det var ugjort! Alle disse tilsyneladende uskyldige Raad, alle disse fordærvelige Ord ere Hexenes Tiltale til os paa Heden. Det gjælder derfor at være aarvaagen. Dæmonerne aflure os snart vore svage Sider og vide behændigt at skyde Breche i vor Sjæls Forskansninger. Men de blive, Gud være lovet! ikke altid de Seirende.

✂ 105,14. Herredømme.: Herefter har A. D. J. i IVB slettet: Men Veien, den ny Vei, hun efter Døden vil komme til at vandre, vil blive haard og streng, forinden Brøden ganske er udslettet, og det tabte Jordeliv atter vinder fornyet, bedre Skikkelse.

✂ 105,21. Menneskelige: Herefter i IVB overstreget af A. D. J.: og maa derved berøre Tilskuernes Inderste i høiere Grad, idet den hvisker i Sjælene: "Ogsaa du kjender til slige Anfægtelser, om end af en anden Natur end Lady Macbeths."

✂ 105,40. meget større.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Meget blev skrevet og udtalt om min Fremstilling af Lady Macbeth, uden at det stod tydeligt for en Eneste, hvorved Virkningen opnaaedes. Men at en ny Opfattelse laa til Grund for min Fremstilling, havde man dog set, og Kritiken anerkjendte denne for berettiget, uagtet den helt igjennem afveg fra den ældre, man i mange Aar havde vænnet sig til.

✂ 106,5. "Kom! kom!": Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Denne Skizze af Marstrand findes endnu mellem de Malerier, der ere i mit Hjem.

244

✂ 107,8. forlade Værelset: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: under en voldsom Hjertebanken.

✂ 109,28. Fremstillerinden.: Herefter i IVB, vistnok af A. D. J., overstreget og i Lægget: B. Manuskripter henlagt flg. Parti: Nielsen døde som sagt uventet under Indstuderingen af en ny Rolle i et fransk Stykke, der hed "Skikkelige Folk". Prøverne paa dette vare begyndt, men bleve afbrudte ved hans Sygdom og Død.

✂ Nogle Maaneder efter faldt ved Caffebordet mine Øine hen paa Heiberg, der som sædvanligt nød sin Caffe i Sofaen. Jeg saae, at han stille sad og smilede for sig selv. Jeg spurgte ham da, hvad han tænkte paa, som kunde frembringe dette fornøielige Ansigt? Han svarede, idet Smilet nu blev til en lydelig Latter: "Det faar du ikke at vide." Nu blev min Nysgjerrighed vakt, og jeg bad ham endelig sige mig det. "Nei," svarede han, "det er skammeligt af mig, og jeg siger det ikke." Nu fik han ingen Ro for mig, og han sagde endelig med sit bekjendte1) ironiske Smil: "O, jeg sidder her og tænker paa denne Nielsen og hans bratte Død under Indstuderingen af "Skikkelige Folk" (et Stykke, hvoraf Heiberg kun kjendte Titlen, men ikke Indholdet), og et Epigram over ham kom som af sig selv i min Tanke." Jeg bad ham endelig at fremsige dette, og han modstod Ikke længer, men declamerede med comisk Pathos Følgende:

✂ "Heel ofte var han Melpomenes Tolk
Og holdt sig karsk, endskjøndt han maatte bløde
Saa mangen Gang for sin Gudindes Dolk.
Men da han kom blandt "skikkelige Folk", -
da følte han sig fremmed - og han døde "2).

✂ I den Del af Saisonen, der endnu var tilbage, spillede jeg ideligt mit gamle Repertoire, derimellem i Heibergs Vaudeville "Nei" for 124de Gang.

✂ Af Hr. Høedts Gjenoptræden i Saisonen blev da Intet. Hans Vaklen frem og tilbage førte til, at den ene Maaned efter den anden forløb, uden at hans Løfte til Tillisch blev indløst. At ingen Modstand fra min Side var Skyld heri, vidste Enhver ved Theatret. Hvorfor mon han ikke optraadte? Min Tro herom er, at han ligefrem manglede Mod dertil. Han frygtede for, at den Stemning, der saa varmt havde udtalt sig for mig, skulde blive en anden for ham, og derfor ønskede han ikke at udsætte sig.

✂ 109,30, om den: Saaledes er Teksten i IVB, antageligt af A. D. J., ændret fra: om denne for mig lykkelige Saison 1859-60.

✂ 113,11. vor Kreds.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Men som med en Moders Øine saae jeg ofte i stille Angest paa hans forandrede Udseende; dog taug jeg herom til ham selv, da han ikke ønskede, at dette skulde berøres.

✂ 113,25-26. der i... interesserede mig: I IVA er overstreget flg. indledende Linier om Maria Stuart: Med hele min Sjæls Energi havde jeg i *1) bekjendte er overstreget, uvist af hvem. *2) Sml. Note til II, 107, 4.245 ikke faa Aar fulgt og af Historien gransket for at faa det rette Syn paa denne Kvinde, om hvem en begavet Mand en Gang ytrede: "Saa længe Verden staar, vil man aldrig blive færdig med hende."

✂ 113,26. I Lægget: "Tanker og Udkast" i Fru Heib. Ark. findes et egenhændigt Udkast: "Det historiske Drama" paa 5 Oktavblade, hvoraf de to første bærer den overstregede Dato: 26. Marts 1861. Efter nogle almindelige Betragtninger omtales forskellige historiske Skuespil, især Schillers "Maria Stuart".

✂ 114,14-15. Hele Verden forbauses: Disse Ord er indsat af A. D. J. i Stedet for et fra IVB fjernet Afsnit, der her gengives efter IVA: Men hvorfor besøgte hun da sin Husbond hin Aften, forinden hun drog til en lystig Fest? Hvorfor var hun hin Aften for første Gang efter lang Tids Forløb venlig og kjærlig mod ham og lovede ham, at de nu atter skulde have det godt sammen? Dette Besøg har jeg aldrig kunnet forstaa eller faa Synet paa, ifald hun ikke var en fræk Morderske; nu tror jeg, atter ved Schierns Hjælp, at forstaa det Hele, desværre! Historien siger, at hun dengang var bukket under for Bothwells dæmoniske sanselige Natur, at hun frygtede for snart at blive Moder, og i denne sin Vaande nærmede hun sig atter til Kongen for at forny den ægteskabelige Forstaaelse med ham, for at han derved kunde udlægges for [!] det Barns Fader, som hun frygtede for, at hun bar under sit Hjerte, og saaledes frelses for en uhyre offentlig Skandale. Denne min Tro om, at det saaledes hang sammen med det natlige Besøg hos hendes Husbond, er vel en forfærdelig Anklage imod hende, men hvad kan en Kvinde ikke i sin Angest, i sit Haab om at skjule sit Feiltrin vove? Dette vil jeg tro, at Maria kunde have gjort, men aldrig bekvemme sig til at blive en lav Morderske. Ogsaa har jo Bothwell i de sidste Øieblikke før sin Død i Fængslet høitideligt svoret paa, at Maria ikke havde været enig, endsige med at dræbe Kongen, ligesom hun selv bestandigt har benegtet dette. Hele Verden var stum af Forbauselse.

✂ 114,18. de sagde.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Kommer nu min Gisning til, at hun skjælvede for Følgerne af sit Feiltrin, saa forstaar man, at hun intet andet Middel havde end at forene sig med den Mand, der da vilde paatage sig at kaldes hendes Barns Fader, som han ogsaa i Virkeligheden var.

✂ 115, 7. Apollon: Saaledes har A. D. J. i IVB rettet Teksten fra: Minerva.

✂ 116,36. kolde, falske: Saaledes er Teksten i IVB, antageligt af A. D. J., ændret fra: kolde, kløgtige, dæmoniske, falske.

✂ 117,26-27. tilintetgjøres.: Herefter i IVB overstreget, øjensynligt af A. D. J.: Og den Pris, hun havde givet for at naa dette Maal, aabenbaredes i hendes Dødsstund, hvor hun skrigende og jamrende vaandede sig for den Dommer, for hvis Ansigt hun snart skulde staa. Hvilken Forskjel i disse to Kvinders Dødsøieblikke! Maria, den forraadte, den haardt mishandlede, hende, der om faa Pieblikke skulde lægge sit skjønne Hoved under Bødlens Øxe, gik til Trods for sine Forvildelser, Forvildelser hun tilstod og angrede, rolig, høi og ædel Døden imøde, ikke som en Morderske, men uskyldig i alle 246 de opdigtede Forbrydelser, som man havde udspredt om hende, elsket af sit Tyende, der hulkende begræd hendes Skjæbne. Og derfor samler Efterverdenen sig om dette skjønne af huggede Hoved i Medlidenhed og Interesse, der aldrig vil ophøre, saa længe Historien taler høit og lydt.

✂ 117,34. vante Forhold.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Da Vognen med vore kjære Gæster rullede hen ad Veien, viftede vi til hinanden, til vi tabte hinanden af Syne, den lille Josepha lykkelig over at have erholdt med paa Veien to af sine Yndlingskyllinger, en brun og en hvid, som hun sad med paa Skjødet i en lille Kurv, og som ganske optog hendes Sind og Tanke. Lykkelige Barndomsalder, hvor to smaa Kyllinger kunne udfylde alle vore Ønsker!

✂ 118,35. i Angest.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Kragerne udstødte deres hæse, afskyelige Skrig, og om Aftenen tudede Uglerne og sloge mod de oplyste Ruder med saa stærke Vingeslag, at det gøs i mig.

✂ 119,2. piskede ned.: Herefter i IVB overstreget af A. D. J.: Det Hele var, som om alle onde Trolde vare slupne løs og Verden sin Undergang nær.

✂ 119,23. Begges Svar.: Herefter følger i MSS Afskrift af Fru Martensens Brev af 23/8 1860. Fru Heiberg har selv ladet det udgaa i IVB1).

✂ 121,2. fløine bort.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Da jeg kom ud af Værelset, kom min Pige mig imøde, rakte sin flade Haand ud imod mig og sagde: "Se, Frue, den yndige Fugl er død!" - og der laa en deilig, død Svale i hendes Haand. Mit Hjerte snørede sig sammen ved dette Syn, hvilket jeg betragtede som et slet Varsel. Min Broder forstod min Bevægelse og sagde haardt til Pigen: "Gaa med Deres døde Fugl!" - Vi begyndte nu vor Vandring ud i Haven og standsede ved Dammen, hvor de hvide Svaner seilede os imøde, kneisende med deres stolte, letbøiede Halse. Strax efter opdagede jeg ved min Fod paa Vandkanten en temmelig stor død Fisk liggende i Græsset. "Ak," udbrød jeg, "kom, lad os gaa, Døden træder mig allevegne imøde!"

✂ 121,25, var Døden.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Da Lægen tog Afsked med mig, ytrede han: "Jeg har aldrig set en saadan Sorg som den, Deres Folk vise ved deres Herres Død." Jeg gik nu ud til dem og fandt dem alle Tre i Graad. En af Pigerne sagde: "O, vi have jo saa godt som Intet havt med Etatsraaden at gjøre, men blot det at høre hans venlige God Morgen var saa oplivende."

✂ 123,37. al Evighed!: Herefter i IVB overstreget af A. D. J.: Dagen efter modtog jeg efterfølgende Brev fra vor trofaste Ven, som havde paataget sig at lade det Dødsavertissement indrykke, som jeg havde sendt til Byen. Herefter Afskrift af Brev fra Mortensen 29/8 1860, hvis sidste Del dog er bortskaaret2).

✂ 125,3. Enhver forstaa.: Herefter i IVB, antageligt af A. D. J., overstreget *1) Originalen i Fru Heib. Ark. *2) Originalen i Fru Heib. Ark.247og delvis bortklippet flg. Parti (det manglende gengives efter IVA): Jeg havde aftalt med min Broder, at han, saa snart Begravelsen var forbi, skriftligt skulde sende mig - med Forpagteren paa Bonderup, der var taget ind til Begravelsen og agtede atter at være hjemme om Aftenen - en udførlig Beskrivelse af den hele Akt. Jeg sad altsaa denne Aften og længtes i stor Uro efter det Brev, som Forpagteren skulde bringe mig. Jeg havde henimod Aften et Par Gange sendt Bud over i hans Hjem for at spørge, om han var vendt tilbage, men fik det Svar, at han endnu ikke var ankommen. Jeg ventede og ventede, det blev helt Aften, Klokken blev 9, den blev 10, den blev 11, den blev 12; men til min store Bekymring kom der intet Brev. Jeg saae over til Forpagterboligen; Alt var mørkt og Alle til Ro, saa jeg formodede, at han dog var bleven inde i Byen. Endelig gik ogsaa jeg til Ro, ifald man kan kalde en saadan Nat rolig, hvori man, enten man blunder eller er vaagen, kun har en eneste tung, sorgfuld Tanke. Næste Morgen kom Bud fra Forpagteren, at han havde havt et Brev med til mig, men havde glemt i Aftes at aflevere det.

✂ Hvilke underlige Mennesker der dog gives i Verden! - Herefter følger i IVA et meget ukorrekt Udtog af Anton Pätges' Brev af 3/9 1860. Efter Originalen i Fru Heib. Ark. lyder det: Kirken var smykket med sort og Lys i Masser, 4 Træer, 2 Laurbærtræer, og to Myrther i fuld Blomstring omgivne af en Masse andre Planter, gjorde en imposant Virkning; af medfølgende Linier seer du fra hvem de kom 1). - Medfølgende smukke Sang 2) blev sjungen deels af Sangpersonalet, deels af Choret og Cecilieforeningen, som vare samlede en Mas, og som klang ganske vidunderlig deiligt. De tre sidste Vers bleve sjungne af Damer og Herrer i Forening, som du nok kan tænke, tog sig overordentlig deilig ud. - Følget var overordentlig stort, af Studenter var der vel omtrent 300, som alle toge Plads i Choret; det øvrige Følge vare Folk af alle Klasser, saavidt jeg veed manglede Ingen fra Theatret; der var alle dine og Heibergs Venner, deriblandt 18 Præster. Kultusministeren prostituerede sig ved at komme midt i Talen 3). - Theaterpersonalet bar ham ud af Kirken, der toge Studenterne ham, og bare ham til Kongens Nytorv, hvor han blev sat i Vognen; hele Følget fulgte til Fods. - Af Krandse vare der saa mange, at vi maatte lægge dem løse i Vognen, selv Jfr. Bejer og Lehmann gav deres Bidrag; 2 Krandse tiltrak dem min hele Opmærksomhed: en Sølvkrands fra Dandsepersonalet, dernæst en Laurbærkrands med følgende Indskription som jeg hermed sender dig. - Iblandt Følget vare Prindsen af Danmarks og Ferdinats [!] Cavaleerer, som mødte for Høistsamme. Udtoget slutter med en Bemærkning fra Brevets Begyndelse, at Martensens Tale kan man aldrig glemme, og meddeler, at Brevet er skrevet i Hast.

*1) Herefter i Fru Heibergs Afskrift: (de vare sendte af Slotsgartneren ved Rosenborghave, C. L.Petersen). *2) Herefter i Afskriften: af H. Hertz. *3) Den sidste Sætning findes ikke i Afskriften. 248

✂ 128,9. Digter.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: I vore stille Aftener læste hun høit for mig, hvis forgrædte Øine ikke taalte at stirre paa en Bogs fine Tryk.

✂ 128,31. Tilværelse.: Herefter i IVB strøget og henlagt i IVA: Dog Sorg og Angest vare endnu ikke blevne kede af at forfølge mig. En Dag kom Pigen ind til mig bærende paa Armen den lille Josepha, der gjentagende skreg: "Min Ryg! o, min Ryg!" Forfærdet spurgte jeg om, hvad dette betød. "O Frue," raabte Pigen, "den lille Josepha er styrtet ud ad Loftslugen; jeg fandt hende jamrende paa Græsset." Enhver kan tænke sig min Skræk. Hurtigt tog jeg Barnet ind i mit Sovekammer, klædte hende helt af og lagde hende paa min Seng, idet jeg trak i alle Lemmer for at prøve, om Noget var brækket. Da jeg nu altid har havt et Stykke af en Læge i mig og derfor havde en Del Lægemidler ved Haanden, tog jeg Kampferolie og indgned af alle Kræfter Barnet fra Top til Taa dermed, svøbte hende derpaa ind i varme, uldne Tepper og dækkede hende godt til. Barnet græd ustandseligt og sagde: "Jeg vil til min Moder, bring mig til min Moder!" Den arme Moder sad ovenpaa i sit Værelse og anede ikke, hvad der foregik nedenunder med hendes elskede Barn. Pludseligt at bringe hende dette i denne Tilstand, vovede jeg ikke. Jeg talte da den Lille kjærligt til og sagde; "Min søde Josepha, ifald du nu vil ligge stille og se, om du kunde falde i Søvn, lover jeg dig at føre dig til din Moder, saa snart du vaagner." Den rørende Lille klappede mig, kyssede mig, og da jeg sagde til hende: "Synes dig ikke, at det var Synd at forskrække din Moder ved saa pludseligt at føre dig grædende til hende?" svarede det fornuftige Barn: "Ja, Gudmoder, det var vist Synd." - "Nu vel, saa sov!" - Og virkelig faldt Barnet i en let Slummer. Men jeg sad med Angest i Hjertet ved hendes Side og tænkte: "Om mig kan man sige, som Munken siger til Romeo: Ulykken har forelsket sig i dig og vil ikke fjerne sig."1) Efter en Times Tid vaagnede den Lille. Jeg tog hende nu op, strakte atter alle hendes Lemmer, prøvede, om hun kunde gaa, og fik Haab om, at ingen Ulykke her var sket. Da hun nu mindede mig om mit Løfte, at føre hende til hendes Moder, sagde jeg: "Ja, det vil jeg, naar du lover mig ikke at græde, naar du kommer til hende." - "Nej, Gudmoder," sagde den Lille ganske højtideligt, "jeg lover dig at være ganske rolig." - Og nu tog jeg Barnet ved Haanden og gik op med hende til hendes Moder, der uden at ane Noget sad rolig og læste i en Bog. "Jeg bringer her," sagde jeg med tiltvungen Ro, "en lille Forbryderske, der er falden ned" (at det var fra Loftslugen, turde jeg endnu ikke rykke frem med; senere ansaae jeg det for min Pligt). Den Lille holdt sit Ord, klagede ikke, græd ikke, hvorover jeg var hende meget taknemmelig. Og mærkeligt nok havde hun ikke mindste Meen af dette Fald, ja følte hverken nu eller senere den ringeste Ømhed i sine Lemmer. Den hurtige Kur havde hjulpet; men dog varede det længe, førend jeg fik Ro i Blodet efter denne Skræk.

✂ 132,23. en Ulykke.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: *l) Fri Gengivelse af Shakespeare: "Romeo og Julie" III, 3.249 Heller ikke syntes mig, at man turde gribe ind i Forsynets Bestemmelse; thi hvem veed, om ikke dette Barns Udvikling netop skulde ske i disse Forhold, hvori Forsynet havde sat det.

✂ 133,4-7. Jeg kunde... meddeles.: Disse Linier er af A, D, J. indsat i JVB i Stedet for nogle Sider, der er bortklippede og henlagt i IVA. Fru Heiberg har i Marginen skrevet, at det "maa nærmere overveies, om det skal udelades" OriginalMS er, et Par af Stykkerne maaske undtaget, efter Papir, Blæk og Paginering at dømme nedskrevet samtidigt med det forudgaaende og efterfølgende, altsaa ca. 1879; men i Fru Heibergs "Kladdebog" (i Heib. Ark.) findes mange af disse Tanker, formentligt der nedskrevet i Tiden ca. 1870 -78. I det fra IVB stammende er Ordlyden flg.:

✂ Hvoraf kommer det, at man kun taler om den Efterlevendes Længsel, ikke om den Afdødes? Er da Adskillelsen, Sorgen over denne ikke den samme for dem Begge? Hvilken smertelig Tanke, at kun Den, der bliver tilbage, længes, ikke Den, der gaar bort. Skulde det gaa med denne store Reise som ofte med de mindre hernede, at Den, der drager til det Nye, intet Savn føler, men kun Den, der sidder hjemme i det forladte, tomme Hus, i Længsel efter det aabne Øre, der forstod os i Stort som i Smaat?

✂ Ak, hvad nytte mine Klager!

✂ "Nur wer die Sehnsucht kennt,
Weiss, was ich leide."
(Mignons Klage i Goethes "Wilhelm Meister") 1).

✂ Jeg er forundret og bedrøvet over, at jeg saa sjeldent drømmer om Heiberg, og sker det nu og da, er det om høist ubetydelige Ting, og det uagtet mine sidste Tanker hver Aften dreie sig om ham. Hvori kan det ligge? Jeg, der ellers altid drømmer om Det, der beskjæftiger min Tanke! Sligt er uforklarligt.

✂ Ak. hvor er det tungt hver Morgen at vaagne op med et ubevidst Suk, indtil Sukket ved Tankerne forklares for os og bevidst forstærkes.

✂ I Nat drømte jeg, at jeg havde en lang Samtale med et mig ubekjendt Væsen. Jeg klagede over den Kamp, der forestaar os efter Døden. "Vær dog rolig," udbrød han, "husk paa, at den største, haardeste Kamp, vi Mennesker have, er den, vi kæmpe i dette Liv; thi her gjælder Kampen om at vinde en udødelig Sjæl ; hisset er den ikke saa haard; thi der gjælder det kun om at gjenvinde vort Legemes Opstandelse." Jeg vaagnede op og følte mig, med Rette eller Urette, beroliget.

*1) Goethe: Wilhelm Meister. IV. Bog. 11. Kap. (Goethe XV, 1. 233). 250

✂ Hvoraf kommer det, at Menneskene have en saa forskjellig Dom om Andre? En udtaler sig i høie Toner om en Personlighed, medens en Anden aldeles ikke kan faa Synet herpaa. Det gaar vist med Menneskebeskuelsen, som naar man ser i et Stereoskop, hvori de to Billeder maa dække hinanden, ifald den rette Virkning skal opnaas; ser man kun det ene Billede, da er det Hele fladt og virkningsløst. Mon ikke den forsk] ellige Dom kommer af, at mange Mennesker se paa det samme Menneske uden at begge Billederne, Sjælens og Legemets, dække hinanden, og den rette Forstaaelse saaledes forfeiles1).

✂ Det er en stor Trøst, naar man er bedrøvet, at man har Lov til at være det. Den dybeste Bedrøvelse er dog den, naar man er bedrøvet over, at man er bedrøvet.

✂ Kirsebærs Nyden har den samme Egenskab som Kjærlighed: jo Mere man faar, des Mere vil man have. Begge opvække Tørsten, idet de læske den.

✂ Det gjælder i de unge Aar itide at gjøre Vinterindkjøb for en senere Alder. Gud være lovet, at mit Forraadskammer nu ikke er ganske tomt 2).

✂ Der gives Mennesker, der ikke give Ordet Kjærlighed til anden Følelse end den utæmmede, al Fornuft berøvede, berusende Lidenskab. Naar vil man dog lære, at den ædle Kjærlighed, bygget saa vel paa Feil som paa Fortrin, udholdende, forædlende, uundværlig i Aarenes Række, er af en helt anden Natur, om den end skal og bør have noget af de berusende Følelser i sig. Hvad er et Ægteskab, og hvad Elskov kræver dette?

✂ Den engelske Forfatter Lewes udtaler sig saaledes om den Kjærlighed, Ægteskabet kræver, naar det da ikke er bygget paa Sanselighed, Forfængelighed, Fordel. "At elske," siger han, "vil sige, at Sjælen vælger sig en Rejsefælle paa den lange og farefulde Færd igjennem Livet, at de støtte hinanden, naar Farerne komme, opmuntre hinanden, naar Hindringer taarne sig paa deres Vej, og glæde sig i Fællesskab, naar vide, rige Sletter og solbeskinnede Lier aabne sig for deres glade Blik og i det Fjerne vise dem det Hvilested, vi Alle stunde imod i denne Verden." 3) - Det er en saadan Kjærlighed, et Ægteskab kræver. Paa denne Maade har vist Fru Rahbek elsket Rahbek, Fru Ingemann Ingemann 4).

*1) Originalen til dette og det forudgaaende Stykke er indskudt i IVA paa et løst, upagineret Blad. Det første findes i Fru Heibergs Kladdebog i kortere Skikkelse. *2) Dette og de to foregaaende Stykker indført i Kladdebogen ca. 1876-78; senere er tilføjet: "Brugt". *3) G. H. Lewes: Goethes Levnet og Værker, overs. af Anna W. Horn (1874), 215. *4) Citatet fra Lewes findes i Kladdebogen, indført ca. 1876-78; paa en lidt tidligere Plads staar dèr ligeledes skrevet ca. 1876-78: Dr. Brandes har sagt, Fru Rahbek har aldrig 251

✂ Høist forskjellige ere de Forestillinger, man gjør sig om, hvad Elskov er. Man har sagt, at "en Italienerinde tror sig elsket, naar hendes Elsker er istand til at begaa en Forbrydelse for hendes Skyld; en Englænderinde, naar han er istand til at begaa en Daarskab; et fransk Fruentimmer, naar han gjør en dum Streg." 1)

✂ Jeg vil tilføje: En nordisk Kvinde, naar der holdes ud i Liv og Død; naar Sjælene i Aarenes Løb saaledes have slynget sig ind i hinanden som de Slyngplanter, hvorom Gartneren siger, at den ene ikke kan løsnes fra den anden, uden at den hele Plante sygner hen.

✂ Naar jeg ser plumpe, sløve, hule, sanselige Personligheder give sig af med Kjærlighed, der ender med Ægteskab, da faar jeg altid Lyst at sige til dem: "Hvor tør I formaste Eder til at give Eder af med Sligt? Spis, drik, vær beregnende, svælg i Eders fordærvelige egoistiske, sanselige Natur, men forgrib Eder ikke paa Ægteskabets Hellighed." 2)

✂ Naar Den vi elske forurettes, forfølges, da skyder vor Kjærlighed nye, friske Skud. Den Ro, den trygge Hvile, hvori den havde levet, afbrydes, og et nyt Tilløb, en frisk Fornyelse af Kjærlighedsforholdet voxer frem. Det gaar hermed ligesom med en Strøm, der længe uhindret har løbet sin stille, vante Gang, men som nu møder en Hindring, der gjør, at de stille Vande skummende og brusende bane sig Vei med dobbelt Heftighed og Kraft. 3)

✂ Hvor mange gode, trøsterige Ord sende ikke mine Venner mig i denne Tid i min Ensomhed! Hvor herligt er ikke trofast, udholdende Venskab! Den Tryghed, dette giver, er ligesom en Skat, man har lukket inde i et sikkert *elsket, ikke Rahbek, ikke Mynster. Dette uddrager han af den Kjendsgjerning, at hun satte sig imod, at Mynster vilde forlade Spjellerup og drage til Kjøbenhavn. Brandes vil ogsaa engang sige, at jeg aldrig har eller kunnet elske en Mand. Sml. G. Brandes: Kamma Rahbek (1865 og 1868).Umiddelbart efter Lewescitatet har Kladdebogen: Paa denne Maade har Fru Rahbek elsket Rahbek, jeg Heiberg.Den ægte Kjærlighed er kun en Nydelse for finere dannede Sjæle....Der gives Mennesker, der ikke tro paa anden Kjærlighed end Forelskelse, sværmerisk Tilbedelse, hvor den Elskede sammenlignes med en Gudinde, der har nedladt sig til at stige ned paa Jorden i Besiddelse af alle kjendte og ukjendte Dyder. Dette er ideal Kjærlighed, denne Feber kaldes at elske. Ja, unegteligt hører dette ind under Amors fortryllende, deilige Rige; men denne Elsken, dette Topmaal af jordisk Fortryllelse bor i den Grad paa Høiderne, at ingen Stigen er mulig, men en Dalen uundgaaelig; thi da der ikke kan gaas frem, og man ikke kan staa stille, maa man gaa tilbage. Naar vil man dog lære, at den sande Kjærlighed, den Kjærlighed der bør være tilstede ved Forbindelsen af et Ægteskab, er af helt anden Natur, om den end bør og skal have mange [!] af den berusende Kjærlighed i sig. *1) Dette Stykke indført i Kladdebogen ca. 1876-78. *2) Dette Stykke indført i Kladdebogen ca. 1876-78. *3) Dette Stykke er indført i Kladdebogen ca. 1876-78. Er benyttet i III, 13, 9 og der betegnet som Citat af Lewes, men overstreget, antageligt af A. D. J. 252 Gjemme, saa at man bestandigt kan leve tryg uden at ængste sig for Mangel. Om de troløse Venner kan man sige som Job: "De ere som den Bæk, Karavanen haabede paa, men som er udtørret, naar Toget naar dens Bred." 1)

✂ Da Marie Magdalene græd ved Christi Grav, traadte Herren til hende efter sin Opstandelse; men hun saae i ham kun en Urtegaardsmand; thi hendes Øine vare ikke opladte. Da sagde Herren til hende: "Marie, hvorfor græder du?" Da svarede hun: "Ak, de have taget min Herre fra mig, og jeg veed ikke, hvor de have lagt ham." Ak, saaledes græde vi Alle ved vore Bortgangnes Grave! Vi vide vel, hvor Resterne af Legemet ligge, men ikke, hvor Sjælen er havnet. Saaledes græd jeg, da min Herre var taget fra mig, og jeg ikke vidste, hvor han var ført hen; thi hvad vide vi om hinandens Sjælstilstand efter Døden? Hvad vide vi om det Sted, hvor de Døde føres hen? Vide vi, hvilke nye Kampe de gaa imøde, hvilke Illusioner de arme Sjæle vækkes af, naar de staa ligeoverfor den strenge Sandhed, og hvilket Sted der da anvises dem? "I min Faders Rige ere mange Boliger," siger Christus; men hvilket Svælg er der ikke ofte mellem disse! Hvad gjør, at beslægtede Sjæle mødes her? "Et Tilfælde," paastaa Mange. Dette er en daarlig Trøst. Ak, vi kunne kun skjælve, haabe og bede til den treenige Gud for dem som for os selv, at han vil være naadig og barmhjertig mod os Alle.

✂ Ak, om vore Døde dog kunde sende os kun fire Ord: Jeg har det godt. Ja, da havde vi Vished, men Herrens Fordring til os er jo, at vi skulle tro, hvad vi ikke have set. Gjensynet! hvor henrivende er du ikke at tænke paa! Gjensynet! Ak, hvor misunder jeg dem, der fuldt og fast tro herpaa, uden at tvivlende urolige Tanker indsnige sig i Sindet.

✂ Jeg har aldrig følt nogen Skræk ved Tanken om, at vore Afdøde kunde nærme sig til os; tvertimod! Var det ikke herligt, om vore Afdøde i Kjærlighed følte Trang til at sætte sig i Forbindelse med os? Jeg har aldrig kunnet tænke mig andet, end at kun faa Mennesker, eller snarere Ingen, kunde gaa bort fra dette Liv lige over i den høieste Salighedstilstand. Ja, var Sjælen først havnet der, da vilde den vist ikke, om end kun et Øieblik, atter begive sig bort derfra for at nærme sig de Dødelige, hvis begrænsede Sanser ikke formaa at sætte sig i Forbindelse med de salige Aander. De salige Aander vende sikkert ikke mere tilbage til Jorden, men vel de Aander, der endnu befinde sig i en Mellemtilstand efter Døden. En saadan Mellemtilstand have sikkert Alle at gjennemgaa. For nogle Aander kan denne være forfærdelig, for Andre en stille, naturlig Forberedelse til det endelige, salige Liv. Jeg har derfor aldrig kunnet forstaa den Dristighed, hvormed Mange omtale deres Afdøde, idet de uden mindste Betænkelighed eller Sky sige: Min salig Mand!

*1) Sml. Var. til III, 22, 3. 253

✂ - min salig Kone! - min salig Datter eller Søn! - Søster eller Broder! - Saa ofte jeg hører slige Udtalelser, farer der en smertelig Gysen igjennem mig, idet disse dristige Udtalelser strax lede min Tanke hen paa mine egne Afdøde, og jeg spørger da mig selv med et Suk: Hvor langt mon nu Disse i deres Mellemtilstand ere komne hen imod, hvad vi ønske og haabe? Ere de endnu i Kamp, i Strid? Ere de naaede til Fred med deres eget Jeg og i Harmoni med dette? Have de overstridt Søvnen i Puppen, ere de forløste fra alle Jordelivets Baand og have svunget sig lette og glade, himmelsk glade, mod det evige Lys, hvor en Dag er saa godt som tusinde Aar og tusinde Aar som een Dag? Hvem kan tilbagetrænge Sukket om, hvor deres Plads nu er, hvor vor bliver? At denne Mellemtilstand kan være lang for Nogle og kort for Andre, derom føler jeg mig overbevist; thi mig synes, at det ligger i Sagens Natur. Allerede hernede gjælder det jo at modnes for at kunne nyde og paaskjønne de høieste, ædleste jordiske Goder; hvor meget mere maa vi da ikke Hisset modnes til at modtage det Høieste, det Guddommelige. Hvor ofte høre vi Menneskene hernede udbryde: "Dette - eller Hint - er min høieste Lyksalighed, i Dette gaar min hele Tilværelse op!", medens en Anden udbryder om det Samme: "Ak, hvor Dette trætter mig og kjeder mig! Jeg søger min høieste Tilfredsstillelse ad ganske andre Veie. I Verdens Liv, Bevægelse, Forlystelse og Uro, der synes mig er Livet, der glemmer jeg mig selv og alle Plager." - Glemme sig selv? Men i Salighedstilstanden hisset maa der dog vel til at tabe sig selv høre det: at vinde sig selv i Tabet.

✂ Efteraaret.
Storken, den kloge Fugl, - Forlængst var draget væk, - Og gule Blade seilede - Ned med den klare Bæk; - De skrigende Krager - Forfulgte Bondens Plov - Smaafuglene sad stumme - I den brogede Skov - (Christian Winther) 1).

✂ Ogsaa jeg vilde gjerne endnu i lang Tid sidde ene og stille i den brogede Skov; men man lader mig ikke længer have Ro dertil, hverken mine Frænder eller Venner; men fremfor Alt lyder Raabet til mig om at opfylde den Pligt, jeg i Fjor Sommer havde paany optaget, at virke, at støtte Theatret ved mit Arbeide. Jeg faar Brev paa Brev om dog at komme og optage dette Arbeide; men ved Tanker om at begynde derpaa farer der en Gysen igjennem mig og binder mig fastere og fastere til min stille, rolige Ensomhed. Jeg gyser tilbage for at opgive mit nuværende virkelige Liv og begive mig ind i Illusionernes Verden, "hvor man drikker, uden tilfulde at faa sin Tørst læsket, hvor man æder uden tilfulde at faa sin Sult stillet." Men man lader mig ingen Ro, man raaber atter og atter: " Kom og gjør din Pligt! " Ak, mig gjorde Ensomheden saa godt; vandrende i Skoven, paa Markerne samledes mit *1) Af "Hjortens Flugt" Saml. Digtn., VII (1860), 49. Betegnelsen "Efteraaret" stammer antageligt fra G. Brandes: Danske Digtere (1877), 182, hvor Verset citeres paa den her gengivne med IV A stemmende Maade. 254 Sind til Stilhed og Ro. Men man vedbliver at raabe paa mig, saa jeg tilsidst nødes til at give Svar, at nu skal jeg komme.

✂ I Fru Heib. Ark. (Lægget: Tanker og Udkast) findes paa et løst Folioblad flg. Notater med Fru Heibergs Haand:

✂ 1861. "Jeg vil føre hende ud i Ørkenen for at drage hende nærmere til mig." 1)

✂ Marts, 1861. Den første Foraarsblomst i min Have! Ak selv denne smertede. Jeg rakte den ikke i Aar til Ludvig og modtog hans venlige Tak.

✂ Hisset skulle vi blive salige, leve i Samfund med Gud. Naar vi her paa Jorden elske et Menneske, der elsker os igjen, da er dette Jordens Salighed. Alt omkring os og i os faar Fylde, naar der er et Menneskes Kjærlighed, der ligesom er Basis for vor Tilværelse. Vore Pligters Opfyldelse, Vennerne, Naturens Skjønhed, Himlen med sin Stjerneglans, Blomsterne, Foraarets Duft, Alt fryder og kvæger Hjertet. Ak, hvor anderledes, naar vi staa ene; Alt bliver da til Vemod, selv det gladeste. Er dette en Forudfornemmelse af Hisset? En Anelse, at der er Een, et Menneske maa gaa op i, og er denne Eene Gud? Er det da Ham, som bliver dette Centrum for et Menneskes Trang, Ham der da ved vor Kjærlighed til Ham gjør, at vi kunne rumme Saligheden, den Saligheds Støtte, som Døden ikke mere kan berøve os. Finde vi da endelig den Hvile, den Ro, det urolige Hjerte hernede higer efter, men kun faar momentviis? Vi sige alt her: at gaa op i en Anden. Er denne jordiske Trang et Sendebud af den Himmelske? Og tvivle vi om, at denne himmelske Kjærlighed kan erstatte os den jordiske, den sanselige? Have vi ikke i den jordiske Kjærlighed, naar denne har fulgt os i mange Aar, naar Lidenskaben er affalden, naar Hjertet intet andet begjærer end Nærhed, Samkvem, have vi da ikke alt her en Erfaring om, at Kjærligheden kan være ren Kjærlighed uden Syndens Indblanding? Er det, der da binder os til hinanden, da ikke af en saa ideel Natur, at vi igjennem denne hernede maa kunne gjøre os en Forestilling om den Hisset? Og tænke vi os nu denne forhøiet, skjønnere, fuldere, vissere, have vi da ikke en Forestilling om, hvorledes Kjærligheden til Gud er Salighed, der maa kunne faa alle Sjælens Blomster til at udfolde sig, aabne vort Øie, vække nye Sanser og Muligheder i os? Allerede i den jordiske Kjærlighed sker jo dette med os. Hvor ny, som gjenfødt blive vi ikke, idet Kjærligheden til et Menneske hernede bryder ud. Kaster den ikke over vort hele Væsen en Glans, løfter og udvikler den ikke vore Tanker, saa vi ofte selv forbauses over Virkninger af dette nye Liv i os og om os? Hvilken Udvikling venter os da ikke Hisset, naar vort Hjerte der kan brænde for Ham, den Guddommelige? Hernede fatte vi kun Saligheden gjennem et saadant Forhold. Hisset vil det blive ligesaa.

✂ d. 16. April 1861. I Dag saae jeg den første lille hvide Skovanemone i min Have. min og Ludvigs Yndlingsblomst. I Aar ak! Jeg kunde ikke bringe ham den. Er det dog muligt, at han ingen Følelse skulde have af, hvor han *1) Sml. III, 131,22 med Note.255 nu er, at jeg gik med Tankerne paa ham? Ikke skulde kunne fornemme Trykket i mit Bryst! Ikke høre Sukkene, de længselsfulde? Ikke ogsaa kjende til Savnet, Længselen, som jeg kjender? Føler han dem Hisset som en Anelse efter noget Ubestemt? Er det maaske noget lignende, vi føle her paa Jorden? Naar vi her sværme, længes, sukke vemodsfuldt, er det da maaske efter noget, vi før i en tidligere Tilstand have eiet? Er det da saaledes, han nu længes Hisset? Ak, det vilde jeg nødig tro, thi da staar mit Billede jo ikke klart for ham, da længes han jo kun efter mig som efter noget, han ikke kan give Ord. Da vilde jo de jordiske Længsler staa høiere end de Himmelskes, thi vi vide jo, hvad vi længes efter.

✂ 133,9. paa Bonderup: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: med Dagen før min Afreise at gaa til Herrens Bord i den lille Landsbykirke.

✂ 133,13. med mig: Herefter i IVB af A. D. J. overstreget:; jeg stod nu ene tilbage af os Tre, der tidligere havde udfyldt dette uforglemmelige Hjem.

✂ 133,20. bleven færdig.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J,: Nu stod den her, omgivet af Blomster og Lys. Jeg trykkede et Kys paa denne døde Mund, hvis Kulde gjennemisnede mig. Ak, Liv! ak Død! hvilke Modsætninger ligge ikke i Eder!

✂ 134,15. Collin.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Den 14. December kom atter en af disse Mærkedage, Heibergs Fødselsdag. Hvor ofte havde han i de mange Aar, vi vare forenede, paa denne Dag glædet sig som et Barn ved mine Gaver. I Aar bragte jeg ham kun Taarer. Saae han, følte han disse?

✂ 135,40-136,2. Han blev... egen Sag: Disse Linier er i IVA indføjede i Stedet for flg., vistnok med Kriegers Haand stærkt overstregede: Hvad denne Mand har været for mine elskede tre Fader- og Moderløse og for mig, haaber jeg, han vil faa Lønnen for Hisset. Herefter er overstreget enten af Fru Heiberg eller Krieger: Verden, den mistroiske, den af bitre Erfaringer belærte Verden, troede ikke paa Muligheden af en saadan Hengivenhed, uden at Forholdet mellem en saadan Ven og Veninde maatte være bygget paa et mere intimt Forhold af en ømmere Natur. Man snakkede, man pjattede, man vilde ikke fæste Lid til, at et rent Venskab mellem en Mand og en Kvinde fandtes i denne skrøbelige Verden.

✂ 136,4. i Bevægelse: Saaledes Teksten i IVB forkortet, antageligt af A. D. J., fra: i latterlig Bevægelse. Det gaar mange Mennesker som Duerne; det Vand de skulle læske deres Tørst med, maa først gjøres urent og mudret med Fødderne.

✂ 137, 1-18. Men paa... hans Hjerte.: Dette Parti er i IVA skrevet med Kriegers Haand.

✂ 137,31. os Slesvig: Herefter i IVB overstreget, atitageligt af A.D. j.: og Muligheden for en Opreisning, Tilbagegivelsen af den danske Del af Slesvig, hvilket syntes at aabne sig i de nærmeste Aar, mere og mere skjødes ud i en uvis, uberegnelig Fremtid.

✂ 138,21. aldrig kjendt.: Herefter i IVA overstreget, vist af Fru Heiberg256selv (dog ses Krieger paa denne Side som paa de andre, der omhandler ham, at have ændret i Stykker af lignende Art): Det var mig en stor Glæde, at han i mit Hus og med tre Børn, der senere bleve optagne i dette, fandt en Adspredelse i den Tid, der levnedes ham fra hans offentlige Forretninger. Mod disse Tre var han som en Fader, og idet han paa saa mange Maader var den givende, var han rørende taknemmelig som En, der kun modtager.

✂ Herefter i IVA en Konvolut med A. D. J.s Paategning: "Udtalelser om Krieger". Den indeholder delvis overstregede og af Krieger korrigerede Fragmenter af tidligere Udkast til Afsnittet om ham, hvoraf kun det flg. indeholder Stof, som ikke findes i Teksten eller er anført i det foregaaende: At et saadant Forhold mellem en Mand og en Kvinde, der i Aarenes Løb vedbliver at være, den sidste Dag som den første, hører til Sjeldenhederne, skal indrømmes, men at det kan existere og har existeret, vil vel Ingen paastaa som umuligt. Men hertil hører unegteligt en saa fin, delicat og nobel Natur som den, denne Mand er i Besiddelse af.... Min Hengivenhed, min Taknemmelighed mod denne min ædle Beskytter blev fastere og inderligere, idet han bestandigt ydede, hvad jeg med Tryghed kunde modtage, og dog var det bestandigt, som om jeg var den Ydende og han den Modtagende. Jeg kjender ikke hans Ungdoms Legender. Han har vel havt saadanne som andre Mennesker; herom var han taus og indesluttet, og man gjorde ikke let paatrængende Spørgsmaal lige overfor denne Mands tilsluttede Mund.

✂ 139,18. havde været.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Jeg sad nu ene ved Aftensbordet, træt paa Sjæl og Legeme. Selv min Tjener følte Medlidenhed med mig og gjorde sig Ærinder ind i Stuen, rakte mig snart Et, snart et Andet, idet han sagde: "Har Fruen ikke Lyst til dette, eller maaske til dette?" Hurtigt reiste jeg mig fra Bordet, sagde ham "Godnat" og gik ind i mit Sovekammer for, uset af Alle, tilsidst at græde mig i Søvn.

✂ 143,9. Grublerier: Herefter har A. D. J. i IVB overstreget:, som Goethe siger i Wilhelm Meister:

✂ "Wer sich der Einsamkeit ergiebt,
Ach! der ist bald allein,
Ein jeder lebt, ein jeder liebt,
Und lasst ihn seiner Pein." -1)

✂ 143,30. Faders Ven: Herefter i IVA overstreget:, Hr. P.,

✂ 144,30. kunnet bemærke: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:, saa jeg haaber, at De ikke vil komme til at fortryde, at De har antaget Dem disse moderløse og," tilføiede han med et Suk, "tildels ogsaa faderløse Børn."

✂ 147,6. fuldt Maal.: Herefter i IVB af A. D. J. dels overstreget, dels bortfjernet flg. Afsnit (det manglende gengives efter IVA): Min første Gjerning efter at have modtaget Børnene var nu at faa dem lovformeligt adopterede som mine egne, med alle de Rettigheder, som egne Børn besidde ligeoverfor *1) Wilhelm Meister II. Bog, 13. Kap. (Goethe XV, 1. 131).257 deres Forældre. Det var mig en forfærdelig Tanke, at jeg pludselig kunde dø, og disse Børn atter staa uden Hjem og Bistand. Men denne Sag gik ikke endda saa let, og hvis ikke min trofaste Ven Krieger her havde staaet mig bi paa det kraftigste, veed jeg ikke, hvorledes det var gaaet mig og Børnene. Ogsaa Geheimeraad Hall viste mig her, at hans gamle Venskab for mig endnu var bevaret i hans Hjerte. Frederik den Syvende stod i dette Øieblik i Begreb med at foretage en længere Bortreise, og det laa derfor baade Krieger og mig paa Hjerte, at denne Sag skulde være i Orden, forinden han reiste bort, da der jo maatte kongelig Sanktion paa Børnenes Rettigheder. Kongen var optaget af saa meget, men man fandt et beleiligt Øieblik til at faa hans Underskrift paa Adoptionen, forinden han reiste bort. Denne Sag var altsaa i Orden.

✂ Min anden Gjerning var at sikre Børnenes Fremtid, ifald jeg skulde kaldes bort, ved at faa dem alle tre indskrevne i Vemmetofte Kloster, hvortil de jo nu paa Grund af Heibergs Rang efter Adoptivbevillingens klare Ord havde Ret 1); men denne Sag voldte endnu større Bryderier. Mange satte sig haardhjertet herimod og opbød Alt, for at dette mit Ønske skulde strande. Men al Modstand blev brudt paa den kongelige Bevillings Ord, at Børnene skulde betragtes som mine og Heibergs egne Børn. Og de bleve indskrevne i Klosteret, fordi Bestyrelsen ikke kunde andet, ifølge den kongelige Adoptionsbevilling, til Trods for at Mange, der dels af ond Villie, dels af bornerte Hensyn havde arbeidet paa med utrolig Heftighed at faa dem udelukkede derfra. Deres Fremtid var saaledes nogenlunde sikret.

✂ Alt dette Arbeide, al denne Modstand mod dem anede de Smaa naturligvis Intet om. De vare glade, lykkelige og hang ved mig med en rørende Kjærlighed og gjengældte mig saaledes i fuldt Maal, hvad Arbeide jeg havde til deres Bedste.

✂ 147,18. være saa.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Af Kjærlighed til mig hang disse Tre ved hans Minde, saa stærkt, at jeg var i fuld Forundring herover. Fortalte jeg om ham, da hang deres Øine med en saa stor Interesse ved min Mund, at jeg dobbelt elskede dem.

✂ 150,22. blive hængende.": Herefter i IVE overstreget flg.: Jeg havde antaget en Lærerinde til Børnenes Undervisning; thi jeg følte, at disse Tre, der, mere end Nogen skulde tro, alt var Gjenstand for Alles Opmærksomhed, ikke kunde gaa i en Skole, uden at denne Opmærksomhed, denne Nysgjerrighed, der var vakt ved deres Komme hos mig, maaske vilde skade dem i mere end een Hensende. De vare endnu aldeles uskyldige og uvidende, saa vel om deres Stilling som om min offentlige Virksomhed. Naar vi, som dog sjeldent skete, gik sammen paa Gaden, da bleve de gjennemsete fra Top til Taa, og Alle vendte sig efter os, hvorfor de ogsaa flere Gange udbrøde: "Det er besynderligt; hvorfor se Folk saadan paa os?" - Tilsidst maatte jeg, for at ikke deres Forfængelighed skulde blive vakt, sige: "Aa, her kjende jo Alle mig." - "Men," udbrøde de, "de se ogsaa saaledes paa os, naar vi spadsere med Pigen; hvoraf kan det da komme?"

*1) Den sidste Sætning har Krieger været med at formulere. 258

✂ Jeg havde været meget heldig med Valget af deres Lærerinde, der i Et og Alt gik ind paa mine Anskuelser om Børnenes Opdragelse. Da jeg selv aldrig havde været vant til Hjælp og hele mit Liv igjennem havde følt Nytten af denne Uafhængighed, ønskede jeg ligeledes, at disse Børn skulde modtage saa lidt Hjælp som muligt, selv rede deres Seng, selv holde deres Værelse i Orden, etc. etc. -, naturligvis under en Voxens Ledelse. Ere Børn fra smaa vænnede hertil, da bliver det lidt efter lidt en Vanesag, og det er det, al Orden skal være. Det er min Anskuelse, at smaa Piger aldrig kunne begynde for tidligt med alt husligt Arbeide, da det netop morer dem som smaa at udrette Sligt, hvorimod det keder dem som større. Det havde tidligere været min Anskuelse, at den megen Tid, der anvendes til fremmede Sprog, kunde benyttes bedre, men efter at Dampskibe og Jernbaner saa at sige havde faaet hele Verden til at vandre fra Sted til Sted, indsaae jeg, at fremmede Sprog er en Nødvendighed for dem, der bevæge sig i Selskabslivet, og ogsaa heri var jeg saa heldig at finde dygtige Lærere til Børnene, da især de to af dem formeligt havde Sprogtalent. Det daglige Liv med disse tre elskværdige Børn gik let og lykkeligt, og jeg kan med Sandhed sige, at de aldrig have gjort mig nogen Sorg. De hang ved mig og jeg ved dem, og i Aarenes Løb har jeg bestandigt takket Gud for deres Komme; og naar jeg engang gaar bort fra denne Jord, vil jeg hinsides takke og velsigne Enhver, der er god og venlig mod disse mine kjære Børn.

✂ 150,31. Henseende.: Herefter er i IVB dels overstreget, dels bortfjernet flg. Parti (det manglende gengives efter IVA): Jeg har tidligere fortalt, at jeg var bedrøvet over, at jeg ikke kunde drømme om Heiberg efter hans Død. Mærkeligt nok forandrede dette sig, saa snart jeg var flyttet ind i det nye Hjem. Nu drømte jeg om ham, ofte, og mærkelige Drømme. Der var i dette Hus et forunderlig skjønt Kvistværelse med Vinduer til tre Sider, eet til Sundet og de to andre ind til Rosenvænget i Vest og Nord; dette Værelse stod i Forbindelse med mit Sovekammer. Hvor ofte, naar jeg ensom i Natten sad her og betragtede den store Himmelstrækning med alle dens utallige, glimrende Stjerner, tænkte jeg da ikke paa ham, og hvilken Glæde dette lille Værelse vilde have været for ham under hans natlige Stjerneobservationer. Forunderligt nok kom han altid, under mine Drømme om ham, ind fra dette lille Værelse.

✂ En Nat havde jeg ligesom i Søvne Fornemmelsen af, at han stod hos mig ved Sengen. Jeg sov uroligt og kunde ligesom høre de dæmpede Glædesskrig, jeg udstødte. Jeg kæmpede i Søvne for at vaagne op og dreiede og vendte mig urolig. Da sagde han: "Der kan du se, hvad nytter det, at jeg besøger dig, jeg foruroliger dig jo kun derved." Jeg vaagnede op, greb henrykt hen for mig, hvor han havde staaet, Rummet var tomt . Men at han havde været hos mig, troede jeg fuldt og fast.

✂ Jeg vil og kan ikke meddele mine mange andre Syner om Heibergs natlige Nærværelse hos mig, snart i Drømme og snart i en Tilstand, der er vanskelig at beskrive, idet man selv er uklar over, om man er vaagen eller 259 indslumret. Kun saa meget endnu. Da han sidste Gang besøgte mig under min Søvn, kom han atter ud fra det lille Værelse; hans Skikkelse var da overordentlig høi og stor. Han skred langsomt forbi mig, idet han med en Haandbevægelse ligesom sagde mig Farvel! Jeg vaagnede, og min første uvilkaarlige Tanke var: Ak, dette var sidste Gang, nu kommer han aldrig mere. Og virkelig ophørte fra dette Øieblik disse natlige Nærmeiser, der saa ofte havde grebet min Sjæl med uafviselige Grublerier. En Stund efter denne hans Afsked var jeg atter slumret ind, og nu hørte jeg saa vidunderligt nærværende hans klare, stærke Stemme raabe glad til mig ligesom langt, langt borte fra: "Hanne, min gode Engel!" Jeg vaagnede lyksalig op ved dette Raab! "Hans gode Engel," udbrød jeg, "dette Udbrud har ikke min egen Phantasi født, thi dette er aldrig kommet indenfor mine Tanker."

✂ Fra det Øieblik han drog sit sidste Suk, havde jeg i Aarenes Løb med al mit Hjertes Varme og Inderlighed løftet mine Bønner til Gud om at være ham en naadig, barmhjertig Gud. Ved dette hans Raab til mig havde jeg nu den Formastelighed i al Ydmyghed at haabe, at mine inderlige Bønner vare hørte, og min Glæde herover var ubeskrivelig. Fra denne Stund antoge mine Drømme om ham en helt anden Character. I disse mine nuværende Drømme var han ikke død, men reist bort uden at meddele mig, hvor han var reist hen, og det forekom mig, at hans Moder og jeg vare ene tilbage, og at jeg grædende og fortvivlet udbrød til hans Moder: "Er det dog ikke forfærdeligt og besynderligt, at Heiberg er reist bort, uden at jeg veed, hvor han er reist hen? Han skriver aldrig til mig, og jeg kan jo ikke skrive til ham, da jeg ikke veed i den hele vide Verden, paa hvilken Plet han opholder sig, veed ikke, om han er levende eller død", og min Graad, min Fortvivlelse vakte mig da op af min Søvn. Naar jeg da vaagnede op og tænkte paa min Drøm, da var det mig, som om jeg i Søvne havde fundet Ord for min Smerte. Ja, han var reist bort, og jeg vidste ikke hvorhen.

✂ Naar jeg sidder i Citadellets Capel, da har jeg under Gudstjenesten en virkelig barnlig Glæde ved at betragte en rigtignok slet malet, men skjønt tænkt Altertavle, skjænket Capellet af Fru Ingemann. Det forestiller Frelseren i sin Himmel, der giver en Moder sit begrædte Barn tilbage, som hun salig strækker Armene imod. Over den stille Flod til høire for Billedet komme Englene flyvende med de opstandne Sjæle og bringe dem i Havn, hvor de modtages af deres kjære Forudgangnes Sjæle, der føre dem til Frelseren. Ak, hvilket Pieblik, om vi i hine Boliger bleve modtagne af vore Kjære! om de strakte Armene imod os, og vi trykkede dem til vort Hjerte, og vi ved deres Haand førtes hen til Ham, den Velsignede!!

✂ 151,14. Ingen i... sidste Gang: Saaledes er Teksten i IVB reelt af Fru Heiberg. formelt af A. D. J. ændret fra: jeg saa lidt som nogen Anden, at denne Aften var min sidste; thi min Beslutning om at afbryde min Virksomhed for bestandigt var endnu ikke udtalt for de rette Vedkommende.

✂ 151,18. Michael Wiehe.: Herefter i IVB overstreget: En Gysen betog mig ved dette Syn! Saa vidt var denne Michael Wiehe bragt ved at forceres 260 ind i en for hans stille Kunstnernatur uværdig Færd, for hvis sande Character det i de sidste Aar var tydeligt at se, at han havde faaet Øinene op, saa at han nu indsaae, hvortil han havde været brugt.

✂ 151,38-40. her ilive... hans Kiste: IVA har i Stedet1): i de sidste Aar af hans Liv, saaledes bleve mine Hænder revne tilhlods af de Christtornblade, som jeg bandt sammen til en Krans, der skulde smykke hans Baare. I et andet Liv haaber jeg, at han vil gjenvinde sin oprindelige ædle Skikkelse, og at hans Syn der vil blive befriet for de Taager, der i hans senere Liv fordunklede det.

✂ Jeg meddelte nu Bestyrelsen min Beslutning om for bestandig at ophøre med min Virksomhed ved Theatret.

✂ 152,1-2. Forrest i Kriegers Afskrift af denne Afhandling har Fru Heiberg ca. 1876-78 skrevet flg. Motto, der ikke findes i IVB:

✂ Hvad er det dog alt,
Som Verden opmuntrer med fager Gestalt?
Det er jo kun Skygger og skinnende Glar,
Det er jo kun Bobler og skrattende Kar,
Det er jo kun Gyngeiis, Dynd og Fortred
Forfængelighed 2).

✂ 152,3-8. Min Virksomhed... Kunst?: Indskudt i IVB med Fru Heibergs Haand.

✂ 152,9-13. Jeg nedskrev... i dem.: Disse Linier er af A. D. J. indsat i IVB, uden at der ses Hjemmel derfor i MSS.

✂ 152,18-19. mine Erfaringer... mig Svaret: Disse Ord er i IVB af A. D. J. indsat i Stedet for: det atter og atter lød.

✂ 154,36. ædle Plante.": Herefter er i IVB af Fru Heiberg overstreget et Parti, om hvilket Krieger i Marginen har skrevet, at det udgaar. Hauch har bemærket: "Billedet bør ikke gaa tabt"; alt er dog paany overstreget af A. D. J. Det lyder: Men kan man derfor sige, at Kjærligheden til et andet Menneske er umoralsk?

✂ Der er et Syn, som altid har smertet mig, og det er Synet af et udgaaet indpodet Rosentræ. Paa den vilde, simple Hybengren indpodes den ædlere Rose, den trives og blomstrer i al sin Skjønhed, Pragt og Fylde. Den tvinger den lavere Natur i Hybengrenen tilbage og standser dens Væxt, saa kun dens nøgne Stamme med sine Safter tjener den ædlere Rose; Hybengrenen faar akkurat Lov til at leve, men intet Blad, endsige Blomst tør den sætte. Den forsøger ofte herpaa og skyder kraftige Rodskud, men den kunstforstandige Gartner bortskjærer strax de vilde Skud, for at disse ikke skulle skade den indpodede, ædlere Plante, der i Toppen af Grenen straaler i al sin Pragt. Da kommer en streng Vinter eller en ukyndig Haands Beskjæring og *1) TrykMS mangler til III, 151, 21-40 (aabenbart... hans Kiste). *2) Fra Kingos Salme "Far, Verden, far vel!" Kingo: Psalmer (1827), 253. 261 mishandler den ægte, indpodede Kose, saa den visner, og nu skyde de vilde Skud i Hybengrenen, der længe vare betvungne, op over den ædle døende Blomst, og Hybengrenen ser ud, som om den vilde sige: "Ser du! hvem af os har nu seiret? Du, med al din Ømfindtlighed for det Ene og det Andet, eller jeg, der trodser Vind og Veir!" Da er det ligesom om jeg kunde høre den ædle, udgaaede Plante svare: "Just fordi jeg var en finere Natur, der ikke kunde trives under den haarde Medfart jeg led, maatte jeg dø."

✂ Hvor ofte foregaar ikke noget Lignende med os Mennesker, hvor ofte tilintetgjør ikke en raa Haand de ædlere Spirer i os, Spirer, med Anstrengelse udfoldede, med Vold ødelagte for bestandigt.

✂ I Kamp for om muligt at bevare og udvikle de ædlere Spirer i os, hermed bør jo vort Liv gaa hen; men i hvilken Stilling er vel denne Kamp haardere og vanskeligere end netop for Den, der ofrer sig til Udøvelsen af den dramatiske Kunst? Thi her er ikke eet, men tusinde Skjær at strande paa; og lykkelig Den, der med Rette kan sige: "Hvad et naadigt Forsyn havde nedlagt i min Sjæl, har intet Uædelt formaaet at standse i sin Væxt."

✂ 155,18-37. kunde forurolige... som tidligere: Dette Parti er i omtrent enslydende Form indskudt i IVA (1.Red.) i Stedet for flg. overstregede Ord: foruroligede mig i den Grad, at jeg pludselig afbrød Virksomheden af Frygt. fordi disse Tanker ikke vilde lade mig Ro Dag og Nat 1).

✂ 155,19-20., naar den... Bifald,: Indskudt af A. D. J. i IVB.

✂ 155,31. I de: Herefter er i IVA (Kriegers Afskrift) med Kriegers Blæk stærkt overstreget: ti. I IVB har Fru Heiberg paa denne Plads indføjet aller, hvilket atter er overstreget af A. D. J.

✂ 155,33. hvad der: Herefter har A. D. J. i IVB overstreget: paa dette Punkt.

✂ 155,34-36. og det... Skuespillerinde: Saaledes er Teksten i IVB omredigeret af A. D. J. fra:, en Smerte jeg ikke kunde blive Herre over, gjorde, at jeg i 1864 tog endelig Afsked fra Theatret.

✂ 157,31. Menneskebryst.: Herefter har A. D. J. i IVB overstreget, til Dels fjernet flg. Parti (det manglende gengives efter Kriegers Afskrift i IVA): Var Skuespilleren i Hamlets Sted, vilde han rimeligvis lige saa lidt som denne formaa at lette sit Bryst ved Taarer over sin uhyre Sorg; thi her er Virkelighedens Sorg og ikke en Phantasisorg. For at kunne føle en virkelig Sorg maa der være en Kraft i Sjælen, som ikke Alle ere i Besiddelse af; men den, som formaar dette, vil neppe paa Sorgens Høidepunkt (hvor Hamlet jo befinder sig) kunne hengive sig til Graad; for de Fleste er dette først muligt, naar det første bedøvende Slag er overstaaet. Hamlet maatte her have grædt med Hjertets inderlige virkelige Smerte, men dertil var hans Sjæl i for stor Spænding. Skuespilleren græder med Phantasien, det vil med andre Ord sige: *1) Inden Overstregningerne er foretaget, er foran Ordet "afbrød" indføjet flg., der dog ikke er i fuld grammatisk Sammenhæng med det (ivrige: dette, der gjorde, at jeg endelig efter over 30 Aars Virksomhed uagtet min Evne var usvækket, og Publikum endnu var mit.262 han græder og røres over Skjønheden i en Sorg; Sorgen er bleven et Kunstværk; Hamlets Sorg er endnu for frisk, for virkelig, for nærværende til, at den kan gaa over i Phantasien; han kan endnu ikke staa udenfor den og betragte den. Der gives Smerter, ligeoverfor hvilke det at græde vilde være for lidt, et for slapt Tegn paa deres Styrke. Til at græde hører der en Vemod, en Ro i Sjælen; naar Sjælen er strammet til et voldsomt Høidepunkt, da svigter Taaren os. Hamlets Sjæl er paa dette Tidspunkt strammet til en saadan Høide, at Taarerne ikke kunne frembryde. Naar et Menneske overlader sig til det høieste Udbrud af Heftighed, naar han staar der bleg, zitrende med de opspilede Øine og udgyder en Strøm af Ord, der uden Eftertanke flyde fra Læberne, idet Lungerne synes at have faaet fordoblet Kraft, naar ser man da, at et saadant Menneske til samme Tid fælder Taarer? Først naar Heftigheden lægger sig, og Besindigheden vender tilbage med Angeren, Fortrydelsen, Skamfuldheden over hans Selvforglemmelse, først da bryde Taarerne frem; thi da formaar han gjennem Phantasien at betragte den Scene, som han nu ønskede ugjort. Naar et Barn betages af stor Skræk, da bryder det lige saa lidt strax ud i Taarer; først naar det faar sundet sig, udbryder det i et Skrig, som om nu først Skrækken indtraf, uagtet Øieblikket er tilbagelagt; thi nu først er Sjælen saa frigjort, at den gjennem Betragtningen kan fatte, hvad det egentlig var, der satte den i Skræk. Og lige saa lidt drukner Hamlet i sin egen Graad; thi hans Sjæl er endnu i for stor Spænding, hans Sorg er for rædselsfuld, i for megen Arbeiden, til at han kan overlade sig til den Sjælens Ro, der letter det beklemte Bryst gjennem Taarer. Det er Virkeligheden og ikke Phantasien, han staar lige overfor.

✂ 157,38. paa Æsthetik: Herefter i IVA (OriginalMS 1869) overstreget:, men kun paa Loven og Evangeliet. Evangeliet lærer os den Kjærlighed til Gud og Næsten, der gjør vort ofte saa haarde Hjerte blødt, det opelsker hos os Ydmyghed, Overbærelse, Barmhjertighed mod Andre; thi det taler til os med hundrede Røster om vor egen Skrøbelighed. Herefter har A. D. J. i IVB overstreget: Ligesom man derfor ser, at Kunstnere med det iskolde Hjerte formaa at lægge dvb Følelse i deres Fremstillinger, saaledes ser man modsat Skuespillere, der paa ingen Maade formaa dette, uagtet de i Livet ere hjertelige, bløde, kort sagt, rene Følelsesmennesker. Disse have, hvad Livet kræver, hine, hvad Kunsten kræver.

✂ 158,23. hos Alle.: Herefter har A. D. J. i IVB overstreget (efter ny Linie): Det rent comiske Talent er i en vis Forstand her det farligste; de comiske Skuespillere have saa vel i Kunsten som i Livet Evnen til at se Alt, selv det Alvorligste, det Helligste, i et comisk Lys; og dette afholder ofte deres Sjæl fra at fordybe sig i den Alvor, som intet Menneske kan undvære, hvis Personlighed ikke skal staa Fare for at fordunste i Overfladiskhed og Tomhed. Denne comiske Evne hindrer dem i at holde fast ved Moralloven, standser dem, naar de ville ty til Religionens Trøst. Hvis en Deltager ved den hellige Nadvere har et eller andet comisk Klædningsstykke paa, er deres Andagt forstyrret, en falsk Betoning af Præsten, en Sidemands slette 263 Psalmesang. en Mine. en Gebærde, kort, det Ubetydeligste er tilstrækkeligt til at forstyrre en Andagt, som ikke var forberedt, og som derfor heller ikke bliver bevaret udover Øieblikket. Denne Evne til hurtigt at udslette ethvert Indtryk, saa ingen Alvor bevares og fastholdes i Sjælen, er sikkert den visse Vei til al tabe sig selv.

✂ Herefter findes i IVA (OriginalMS 1869) flg. Stykke, som Krieger ikke har taget med i sin Afskrift: Naar jeg tror, at netop i Udøvelsen af Skuespilkunsten staar man Fare for ikke at kunne ved Siden af sin Kunst bevare sin private Personlighed og udvikle denne, da er det vel sandt, at Menneskene i alle Livsstillinger staa Fare for det samme. Hvor sjeldent, vil man maaske sige, møde os virkelige Personligheder, hvor vi saa end ville søge dem i Samfundet? Vel sandt. Men kunde det her ikke komme af, at der i Menneskeverdenen som i Planteriget findes mislykkede, svage Exemplarer, saa stedmoderligt behandlede, af et saa svagt, vagt Naturel, at der af dette ikke kan fremvoxe et stærkt udpræget Individ? Men hos en Kunstner - i dette Ords fuldeste Betydning - maa man tænke sig et Menneske, der af Naturens Haand er bestemt til at være en virkelig Individualitet, med et stærkt udpræget Naturel; thi uden dette hører han ikke hjemme i Geniernes Rækker. Her er altsaa noget givet, noget kraftigt, der kan gaa tilgrunde, udslettes, misbruges, hvis ikke det erhvervede føies til det af Naturen givne, det erhvervede, som naas gjennem Kampe og en redelig Vilje til at tilegne sig det Gode, det, hvorom Frelseren, naar han engang kommer os imøde i hint ubekjendte Land, vil sige: "Kom, du tro Tjener! Du har været tro over lidet, dig skal gives mere." Men have vi ved egen Skyld fordærvet en af hans Planter ved at forsømme at vande den med hans Naadens Ord, da vil han sige til os: "Jeg sendte dig rigt smykket ud i Verden, hvorfor kommer du da nu tilbage til mig saa fattig og ussel?"

✂ 159,34. moralske Menneske.: Herefter i IVA (OriginalMS 1869) flg. af Krieger ikke afskrevne: Med Glæde og Taknemmelighed skal man modtage, hvad de høie Guder skjænke os og ikke trættes med dem, fordi Gaven ikke var større. Kan man med Sandhed sige: "Jeg giver Alt, hvad jeg af min yderste Evne formaar; ingen Slaphed, ingen Troløshed, ingen Mangel paa Flid og Anstrengelse er Skyld i, at jeg ikke kan give mere," da skal man slaa sig til Ro og tænke: fortvivle vil jeg ikke, thi naar Alt kommer til Alt, da er der dog Et, der er mig vigtigere end denne Kunst, og det er mig selv som Menneske, og min menneskelige Ro er det min Pligt at bevare, at jeg ikke skal blive udygtig til at kunne arbeide paa min Sjæls Forædling. Kun i Sjælero formaar man at give det bedste som Menneske og som Kunstner.

✂ 159,38. og hungrig.": Herefter i IV A (OriginalMS 1869) flg. af Krieger ikke afskrevne: - Og hvilken Skuespiller, som ved Siden af sin Kunstnervirksomhed har formaaet at bevare sin private Personlighed, har ikke følt denne Tomhed, denne Sult og Tørst ovenpaa en anstrengende Udøvelse i Kunstens Tjeneste. Hvad er det for en forunderlig uhyggelig Følelse, som griber os, naar man fra en festlig, oplyst Sal træder ind i en trist, øde Stue; 264 hvor føler man da ikke denne Tomhed, hvor føler man ikke, at man har drømt, at man aad, men nu føler sin Sult, og hvor rædsom vilde nu ikke denne Sult være, ifald man da, efter at Illusionens Teppe er rullet ned, ikke havde et Liv, et virkeligt, sandt, alvorsfuldt Liv udenfor Kunsten, et Liv med dets Glæder og Kampe, i hvilket man atter kan komme til Besindelse; man vilde jo være som den berusede, der kun i sin jammerlige ædru Tilstand længtes utaalmodigt efter atter at beruse sig for i Fortabelsen af sig selv at kunne fly for sig selv, for atter at kunne phantasere sig ind i den Phantasiskikkelse, hvortil ingen virkelig Skikkelse af os selv svarer. Men er en saadan Tilstand tilladt for et Menneske? En Kunstner, som paa den Maade opgiver sin Personlighed, giver ligesom sin egen Sjæl bort for om muligt at vække en eller anden Sjæl iblandt Tilskuerne. Nu er Spørgsmaalet: Har man Lov at kjøbe sit Kunstnernavn for denne Pris? Jeg mener: Nei. Geniet vil frem og siger til Alt, som er dets Fremgang til Hinder: Afveien, jeg vil og skal frem! Kan nu ikke det moralske Menneske i os med samme Kraft sige til Alt, som stiller sig iveien for dets Udvikling: Afveien, min Personlighed som Menneske, min moralske Udvikling, det som gjør mig til et udødeligt Menneske, paa hvem Guds Øine ere fæstede, det, hvorfor jeg engang skal dømmes - thi det bliver sandelig ikke mine Roller, som skulle give mig Borgerret i Livet efter dette - kan han ikke holde fast herved, da gaar Personligheden tilgrunde, men Kunstnernavnet kan reddes. Det væsentlige for det uvæsentlige maa vige. Og dog, Gud være lovet! Man har dog af og til set, om end kun sjeldent, ak saare sjeldent, at Kunstneren i Ideens Tjeneste og Mennesket i Guds Tjeneste kan forenes i een Person. Men dette dobbelte Maaler det, hvortil en Kunstner bør stræbe, ikke i al Magelighed, men med en Menneskesjæls hele, utrættelige Anstrengelse og Styrke, med et vaagent Øie paa sig selv, med en Samvittigheds kjække Anklage mod det slette, der rører sig i vort Indre, med Mod til at se vor syndefulde Sjæls Forvildelser, med Mod til at sige sig selv: Du lever af Løgn, fordi du ikke har Mod til at kalde dig selv en Løgner. Og sandelig, er der noget, der hører Mod til, da er det dette; paa dette Gebet Kunne Alle være IIelte eller "Cujoner". Og dog, tag Mod til dig, sig dig det selv, paa det at din Overraskelse ikke engang skal blive for stor, naar den hele, den rene Sandhed lyder for din syndefulde, fortvivlede Sjæl. Sandheden vil engang lyde for dit Øre i hele sit Omfang, da vil du staa forbauset, tilintetgjort, og ingen af dine Udsmykkelser, hvormed du her i Livet beroliger dig over dine Lyder, vil da gjælde; thi du vil ikke engang have Mod til at tye til den vante Kilde, den dysser her ikke længer din Sjæl i Søvn, du vil staa uforberedt og tvinges til at udbryde: Det var Løgn, hvad jeg indbildte mig at være Sandhed. Jeg maa begynde forfra, hvor uoverkommeligt end dette Forfra synes mig.

✂ Har du Mod til at følge mig lidt i mine Betragtninger? Følg mig, selv om de skulde forekomme dig uhyggelige og forurolige dig en liden Stund.

✂ Tænk dig, at denne din Tilværelse hernede, hvori der drives en Genius' 265 Dyrkelse med dig, hvor man kappes om at faa et Blik, et intetsigende Ord af din Mund at høre, hvor man tiljubier dig Bifald, hvor man i Prosa og Vers sammenligner dig med det ædleste, det høieste, hvor du udsmykker dit Legeme med Silke, Fløiel, Ædelstene, tænk dig, at alt dette er en skjøn Drøm, og at du nu pludselig vaagner og befinder dig i en - Straffeanstalt, blandt de Foragtede, dem som Lovens Arm have rammet, iført den grove, vanærende Fangedragt, siddende ved det haarde Tvangsarbeide for paa denne Maade at afbetale Staten lidt af det, din slette Vandel koster den. Hvilket Suk vilde der ikke opstige fra dit beklemte Bryst. Ifald der endnu var en Flig i dig, hvorfra Frelsen kunde komme, hvor vilde du ikke udbryde: Ak! kunde jeg dog leve mit Liv om igjen, hvor vilde jeg ikke stræbe, at det med Sandhed kunde være, som min Drøm forkyndte.

✂ Og slip nu dette Phantasibillede og tænk dig Døden og Livet efter dette! Du ankommer til hint ubekjendte Land, udrustet med denne forfærdelige Selvtillid, at du her ligesom paa Jorden hører til de Udvalgtes Tal, til dem, man ser op til, til dem, for hvem Sted er beredt, Sted, svarende til det, du indtog paa Jorden, og nu den forfærdelige Dom lyder dig imøde: "Gaa hen til hin stakkels forkvaklede Skare og stræb at udvikle din Personlighed, din Gudserkendelse, for at du engang kan naa hen til os, thi alt det, som du i din Indbildning og dit Selvbedrag tror fører dig til vort Samfund, gjælder ikke her . Kun det inderste menneskelige Væsens Sandhed fører dig til os. Begynd da forfra, og har du da Mod, Udholdenhed, Selvfornegtelse til at hæve dig bort fra al Illusion, kan du naa til Sandheds Erkjendelse, til Troens Lyksalighed, til Naadens Nødvendighed for din arme Sjæl, da kom, og du skal med Glæde optages i vort Samfund som et af de fortabte Faar."

✂ Ja, der kræves meget af os Mennesker, saa meget, at hvo maatte ikke fortvivle, om Naaden ikke var. Men Naaden falder ikke paa os som Regn og Solskin, den maa søges igjennem Bøn og Underkastelse, der maa trygles om den med hele Sjælens Ydmyghed, den maa søges som noget, vi fortvivle over at maatte undvære. Men da kommer den ogsaa, thi Gud er en barmhjertig Gud. Trangen til det Gode, Trangen til at leve et Liv udenfor Kunstnerlivet, er vel ikke saa sjelden at mærke hos de stakkels Kunstnere. Fortvivlet udbryde de i Øieblikke, hvor Tomheden føles stærkt i deres Indre: "Jeg føler mig ulykkelig midt i mit Kunstnerkalds Held. Jeg føler ofte min Usselhed som Menneske, jeg gjør ofte, hvad mit Indre fordømmer, jeg væmmes ofte over mit eget Jeg, som saa mange andre Mennesker sætte saa høit og vise saa stor Opmærksomhed og Ære; men hvad skal jeg gjøre for at have Fred med mig selv? Hvor skal jeg begynde, hvor skal jeg ende, ak, vidste jeg kun hvordan?"

✂ Til disse Spørgere vilde jeg svare, hvad jeg ofte, naar de i Fortrolighed have udgydt deres Klager for mig [, har svaret]: Begynd med Ydmyghed! Tænk dig selv som et Barn, et forsømt Barn, der endnu intet veed. Begynd med at sætte dig selv under Lovens Baand, sig som et Barn: Dette er mig forbudt, dette har jeg Lov til at gjøre; Lov for den moralske Domstol, 266 og du vil snart føle den Styrke, den Ro, det giver i Sjælen, naar du har overvundet dig selv til at tale Sandhed, naar Løgnen kunde bragt dig en Fordel, en tilsyneladende Fordel; thi vist er det, at hvad der vindes ved slette Midler, bærer ingen Velsignelse i sig. Øv dig i at være sanddru . Dette er den første store Begyndelse. Læs derpaa den hellige Skrift. Læs den rolig og stille, uden paatagen Begeistring. som du endnu ikke er istand til at have, læs den kun med Ærbødighed og sig dig selv, at hvad de mægtigste menneskelige Aander have været grebet af, maa dog vist indeholde noget, der ogsaa maa kunne gribe din Sjæl, der jo dog har Elementer i sig til at kunne paavirkes for det Ædle, Store og Guddommelige, naar du kun vil aabne det Adgang til dig. Se, om du lidt efter lidt kan hæve dig til Evangeliet. Følg ham paa hans Vandring her paa Jorden, først med din Phantasi, dernæst lidt efter lidt med dit Hjerte. Betænk, at han ogsaa længes efter at nærme sig dig, at han i sin Kjærlighed til din arme Sjæl paa mange Maader og ad mange Veie sender dig Vækkere for at ryste din arme Sjæl af sin Døs, at han sørger over dit Tab, forsøger at gribe dig, snart i Medgang, snart i Modgang; benyt begge Dele til at komme ham nærmere. Tak ham i al Uskyldighed for de Goder, han sender dig, bed ham om Styrke og Mod i din Modgang. Kan du først hæve dig til Bønnen, da har du ham og han dig. Du vil da snart fornemme, at nu hører han paa dig, nu ser han din Anger, nu sender han dig sin usynlige Trøst. Men da maa du ogsaa kalde paa ham med hele din Sjæls, hele dit Hjertes Styrke; thi lige saa lidt som det nytter, om du mange Værelser borte kalder paa en af dine Nærmeste og bebreider ham, at han ikke kom, da du kaldte, han da vil svare dig: Du kaldte jo ikke saa høit, at jeg kunde høre dig, saaledes og med Gud; ikke enhver slap, mat Bøn naar eller kan naa til hans Øre; det gjælder at drage hans Opmærksomhed paa dig ved den Styrke, hvormed du paakalder ham; formaar du dette, da vil du snart føle, at han er dig nær og lytter til dit Suk, trøster og beroliger dig, uden at du begriber, hvorledes dette gaar til. Begribe det ubegribelige kan du ikke, men du kan føle det , føle det med en saadan Vished, at du tror paa hans Hjælp og Bistand, føler, at din Sjæl ikke er ham fremmed, at du nu hører med til hans Samfund, lad være, at du er den ringeste i dette Samfund; naar du kun hører dertil, da kan din Sjæl ikke fortabes, naar du ikke selv slipper ham paany, men vedbliver at anraabe ham om Bistand til at hæve Sjælen til at knytte den fastere og fastere til sig.

✂ 160,26. Afleder: Saaledes af Krieger rettet fra: Tordenafleder.

✂ 161,22. sygelige Blødhed: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:; men de saakaldte borgerlige Tragedier, hvor Mennesker som vi Andre færdes, have uden det comiske Element kun en endelig Tilværelse og kunne derfor ikke som hine leve for alle Tider.

✂ 162,20-163,7. Hertil kommer... er faldet.: Indføjet af Fru Heiberg i IVA (Kriegers Afskrift).

✂ 163,13. Kvinden: saaledes er Teksten i IVB rettet fra: disse Theaterelskerinder.

✂ 164,34-35. foresvæver dem.: Herefter har A. D. J. i IVB overstreget267og delvis fjernet flg. (det manglende gengives efter Kriegers Afskrift): Denne Kamp bringer ofte store Lidelser med sig, Mismod og Modløshed; Spørgsmaalet for dem er, om de virkeligt ere Kunstnere, om de ikke burde afbryde en Stræben, der dog aldrig fører dem til det Maal, som staar for deres Phantasi. Hvilken Smerte midt i en saadan Kamp føles da ikke, naar Mængden misforstaar denne ærlige Stræben, naar det bestandigt klinger omkring dem: "Forfængelighed, Forfængelighed er din hele Stræben!" Og ganske vist kan man jo kalde al menneskelig Stræben, der ikke er stillet i Tjenerforholdet til Gud, Forfængelighed, thi hvad er det, man vil? Aabenbare sig selv, levendegjøre for Andre sin Individualitet, tydeliggjøre det Jeg, hvoraf man bestaar, som et selvstændigt Billede, der adskiller sig fra Massen ved sin Sjæls Eiendommelighed. Det er en vis Utaalmoidghed i os Mennesker, alt hernede at ville aabenbares; vi burde vel kunne vente, til vi hinsides gjennemskuedes helt, men vi kunne det ikke. Vi føle Vingeslagene i os og prøve paa, om vi dog ikke alt hernede kunne lette os til Flugt. Men ak, Vingerne ere ikke udvoxne, de kunne ikke endnu løfte det tunge Støv. Vi sidde som Fugleungerne i Reden og maa vente, til Moderen bringer Føden. Dog bestandigt ere Ungerne ikke i dette Afhængighedsliv. Vingerne voxe og se, en skjøn Dag flyve de selvstændige ud af Reden og svinge sig op mod den blaa Himmel. Da zitrer Brystet af Glæde, og Sangen toner. Ja, en skjøn Dag! Selv om denne Dag for mange af os Mennesker har Noget, der fylder os med Angest og Skræk, en skjøn Dag flyver vor Sjæl op mod Himlen for helt at aabenbares, for klart at skue, hvad i vort inderste Væsen der hører Lyset til, hvad Mørket. Lyksalig da Den, der ikke forfærdet slaar Øiet ned, Den, der her tør betragte sit jordiske Liv, sit jordiske Arbeide med den Tro: "Jeg har ikke levet forgjæves, jeg har ikke misbrugt, men rettelig brugt de Evner, Gud nedlagde i min Sjæl, og i Sandhedens Tjeneste. Det Ideal, jeg saae i min Phantasi, i mine Drømme var kun en svag Anelse om en Virkelighed, der nu træder mig imøde. Nu først forstaar jeg mit Jordelivs Længsler, min urolige Higen, mit aldrig stillede Vemod. Jeg var en Fange, der længtes efter Frihed og Lyset."

✂ 165,12. tvetydige, letsindige: Saaledes har Fru Heiberg i IVA (Kriegers Afskrift) rettet Teksten her og i L.16 fra: forvorpne.

✂ 165,17. alle Klasser: Herefter har Krieger undladt at afskrive:, der gjøre sig skyldige i slig Utugt.

✂ 167,24. Sandheder?: Herefter har A. D. J. i IVB overstreget flg.: Det er forfærdeligt, men det er Sandhed: af alle betydeligere Kunstnere, jeg i mit lange Theaterliv har kjendt, ere saare faa gaaede seierrige ud af den Opgave, at forbinde Livet med Kunsten, saa at deres private Personlighed er bleven bevaret og udviklet ved Siden af deres Kunstnerliv. Og dog har jeg blandt disse Mænd kjendt flere med et oprindelig stærkt udpræget Naturel, der ligesom syntes at kunne trodse al ydre Paavirkning; men lidt efter lidt har Kunstnerhovmodet og det Liv, de førte, dog faaet Bugt dermed. En Mand kan ikke taale at virke ved sin rent personlige Elskværdighed alene, at beundres for sine smukke Øine, Hænder, Fødder; han taaler ikke at gjøres Kur 268 til, taaler ikke den kvindelige Hyldest uden selv lidt efter lidt at tabe Mandigheden og blive en Slags Kvinde, belemret med alle de Feil. der sædvanligt tillægges Kvinden: Forfængelighed, Pyntesyge, Misundelse, Koketteri.

✂ 168,23. maa berøve... Gjerning: Saaledes har A. D. J. i IVB ændret Teksten fra: nedsætter ham til en Gøglers elendige Plads.

✂ 169,3-171,14. Naar man... sig oppe.: Findes i Indskud i IVA (Kriegers Afskrift). De afsluttende Linier 14-19 mangler i OriginalMS.

✂ 172,18-173,36. Et Ordsprog... i Ligevægt.: Indføjet af Fru Heiberg i IVA (Kriegers Afskrift). Herefter har A. D. J. i IVB overstreget flg.: At holde Præget af det private Menneske adskilt fra den offentlige Skuespillerskikkelse er Opgaven, og derfor har det altid været mig et hæsligt Syn, naar Kunstnere paa Gaden og andre offentlige Steder ligesom gaa med et Skilt om Halsen, hvorpaa der staar: Jeg er Kunstner! Den comiske Skuespiller er her værst stillet, naar han netop har Syn og Sans for at holde sit Kunstnerliv adskilt fra sin private Personlighed; og jeg forstod derfor godt den Fortvivlelse, der greb en begavet comisk Skuespiller, over, at man udenfor Scenen, paa Gaden og andre offentlige Veie, ofte naar hans Sind var stærkt betynget af private Sorger, lo ad ham ved Tanken om de comiske Masker, han paa Scenen fremstillede. Se, denne Følelse af Mishag over slig Hyldest var en sand menneskelig Følelse; man ønsker ikke at forvexles med sine Masker; man ønsker at være en Individualitet, der strengt adskiller sig fra den, man i Kunsten formaar at virke med. Men dette forstaar Mængden ikke; den veed ikke, at i dette udelicate Bifald ligger en Braad for den Kunstner, der har Agtelse for sin private Personlighed. Man tænke sig en stakkels Kunstner, hvem en dyb Smerte er overgaaet; han tyer ud i Skoven for her i Stilhed og Ro at overlade sig til sine Betragtninger. Da møder han pludselig et af disse Grin, der skal forestille Beundring. Han maatte jo ikke være Menneske, om dette ikke traf ham smerteligt i et saadant Øieblik. Thi, i det Hele taget, hvad ligger der i et saadant Grin? Ikke Beundring for en Kunstners Arbeide, Kamp og Seire, ofte vundne ved mangen en søvnløs Nats Grubien. Nei, i Grinet ligger som oftest ligeoverfor den comiske Skuespiller kun dette: "Du kan rigtignok gjøre morsomme Løier!" - En Smerte som den, denne Skusspiller følte, er desværre ikke almindelig; de Fleste vilde nyde Grinet som en Triumph for deres raa Forfængelighed.

✂ 175,25. selve Digteren: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:; at dette forholder sig saaledes, veed jeg af mere end een Digters egen Bekjendelse, idet han udtalte, at det, der havde staaet dunkelt for ham, først ved Udførelsen paa Scenen var bleven ham selv klart.

✂ 176,18. Kunstner!: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Naar Glæden over Bifaldet ikke længer varmer os, og vi dog maa fordre dette fuldt og lydeligt, thi ellers bliver vor Nærværelse paa Scenen jo ligefrem en Uting, da kan Udøvelsen vel for os selv blive af en høiere Art, og en Virkning vil ikke udeblive for de bedre, de høiere stillede Tilskuere; men *1) Sml. Kriegers Dagbøger VI (1925), 307 under 3/3 1878.269 for Mængden faar den da let noget Fremmed, Noget, der generer de mindre Dannede, fordi de ikke ret kunne følge med; det Hele bliver dem for alvorligt til, at de kunne betragte det, som de igrunden helst ville: som en lystig Adspredelse, en Morskab; og Kulden indtræder da let fra Tilskuernes Side paa det Stadium af en Kunstners Liv, hvor Varmen burde være stærkest. Thi ligesom der gives ikke faa Mennesker, som helst omgaas dem, der staa under dem i Dannelse og Indsigt, saaledes kan et Publikum ofte tiltrækkes mest af en vis Art raa og ukultiverede Kunstnere; men denne Tiltrækningskraft holder sig rigtignok ikke i Længden, og det er jo altid en Trøst.

✂ 178,7. grædende bort?: Herefter i IVB stærkt overstreget: Har du vaandet dig over, hvad Verden kaldte din Lykke, og har du selv fornummet, at denne Lykke kun bestod i din Forfængeligheds Tilfredsstillelse, medens den drog dig længere og længere bort fra din rette Livsopgave?

✂ 178,8. din Sjæl,: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: ofte troet, at de vare beseirede, men fortvivlet fornummet, at de atter og atter vendte tilbage, stærkere end nogensinde? og har du da vaandet dig med Fortvivlelsens hele Styrke.

✂ 178,30. over dig.: Herefter i IVB overstreget af A. D. J.: Efter Forestillingen kaster du dig endelig paa dit Leie, Rollen spøger endnu i din Phantasi, du kan ikke saa hurtigt slippe den Tilværelse, hvori du for faa Øieblikke siden følte dig saa lykkelig, saa ophøiet, saa paaskjønnet; Søvnen lægger sig endelig tungt paa dine Øienlaag, og halvt i Søvne mumler du dit Fadervor.

✂ 179,3-6. forsømmes... under ved: Saaledes er Teksten i IVB ændret fra: og dette maa en Kunstner sige sig selv, at hvad man sædvanligt kalder lykkelig, kan han ikke blive; thi kun den, der er i Ro og Fred med sig selv, er lykkelig; men en dybere Sjæl fortæres af.

✂ 179,8. Virkelighed.: Herefter har A. D. J. i IVB overstreget og delvis fjernet flg. (det manglende gengives efter Kriegers Afskrift): Og lykkelig maa han endog prise sig, om ikke det smilende Aasyn paa Scenen forvandles i Livet til et gnavent, vrantent, der ikke opklares, før han atter skjuler sig bag en Maske. Der er noget ved denne Kunst, der pirrer Gemyttet og svækker Nerverne, en urolig Higen, en umættelig Tørst efter Tilfredsstillelse ved vort Arbeide, et Arbeide, hvor vi dog aldrig komme til nogen Afslutning; thi enhver Forestilling, saa ofte den end gjentages, kræver en ny Anstrengelse, for saa vidt som Aandsspændingen, Phantasien, det ethiske og det symbolske Udtryk, Alt kræves paany, friskt, livligt som den første Aften, vi spillede Rollen; intet Spor af, at det nu kun er en Gjentagelse, maa mærkes; ere vi ikke friske i Gjentagelsen, da er Tilskuerens Modtagelighed borte. Den uhyre Fordring, der saaledes stilles til vor Phantasi, vor Følelse, vor Selvbeherskelse, paa Klokkeslettet at være tilstede med alle vore Aandsevner, uden Hensyn til vort legemlige Befindende, uden Hensyn til, hvad Tryk der hviler paa vor Sjæl, hvad Smerte der maaske faa Øieblikke forinden har mødt os og bragt os ud af Stemning til at tænke paa Andet end netop denne Smerte, 270Intet tages der Hensyn til, Publikum venter, Klokken slaar syv, og Teppet ruller op! Hvad Under da, at Nerverne angribes, slappes, efter at de paa en saa unaturlig Maade ere blevne spændte, at Gemyttet antager en Pirrelighed paa Grund af Nervesystemets Svækkelse; den uophørlige Strammen og Slappen af Nerverne maa jo virke skadeligt paa Legemet og derigjennem paa Sjælen. Det er vel sandt, at man kan spille de voldsomste Smerter bort, saa som Tandpine, Hovedpine, Koliksmerter, ja selv Feber af ond Natur; men til Gjengæld kunne bagefter alle mulige legemlige Onder indfinde sig ovenpaa denne forcerede Spænding, der ideligt og ideligt kræves af Skuespilleren; thi i Spænding maa man være, saa ofte end en Rolle gjentages; er vor Aand ikke i stærk Bevægelse, bevæger man ingen anden Aand; ere vi kolde, slappe, da ere Tilskuerne det ogsaa. Men har man nu med hele sin Sjæls Anstrengelse i tre Timer holdt sig i kunstig Stemning, strammet Phantasien op til den Høide, der var nødvendig, da slappes Nerverne saa meget mere i det Øieblik, de slippes løs fra de stramme Baand, hvori vi ved vor Villiekraft vare holdte, og vi synke legemligt og aandeligt sammen. Hvor vidt en saadan Overgang kan gaa, har jeg selv erfaret, da jeg med stor Overvindelse atter betraadte Scenen efter min Ægtefælles Død; thi som sagt Skuespilkunsten er en glad Kunst, og Glæde i Sjælen kan ikke undværes i Udøvelsen af den, naar ikke Trykket skal virke tilbage paa Fremstillingen. Men Anstrengelsen for at holde det Private adskilt fra Kunstnervirksomheden kan være saa stor, saa angribende, at vi føle noget umoralsk i denne Kamp, der angriber Sjæl og Legeme i for høi Grad; thi vi formaa ligesom ikke at holde vort private Menneske og Skuespilleren saa skarpt adskilte, som vi burde. Herefter i Kriegers Afskrift flg. Stykke, som synes helt eller delvis at have været udeladt i Frk. Verdelins Afskrift (IVB), idet Krieger i Marginen har skrevet: "Dette. Blad udelades af Afh.: Er Skuespilkunsten en moralsk Kunst?" Fru Heiberg har paa Bagsiden skrevet: "Til 1859", men Stykket ses dog ikke at være indsat der. Det lyder: Jeg havde visselig strax afbrudt min Virksomhed, hvis ikke Omstændighederne 1) havde gjort det til Pligt for mig ikke netop i dette Øieblik at afbryde. Jeg havde i 1857 opgivet min Virksomhed paa Grund af Theaterforhold, under hvilke det syntes mig uværdigt at arbeide. Da et Par Aar vare forløbne, skiftede Ministeriet; den gamle Cultusminister aftraadte, og en ny kom i hans Sted 2). Efter en ikke ringe Kamp med mig selv begyndte jeg da atter den Virksomhed, jeg fra Barn af havde udøvet. I Saisonen 1859-1860 vendte jeg altsaa tilbage til Scenen. I hele denne Saison blev jeg modtaget af Publikum med en Varme, der næsten var mig selv ubegribelig. Naar jeg tænkte paa, at jeg i nogle og tredive Aar havde spillet for dette selvsamme Publikum, da syntes mig, at det vel kunde have faaet nok, men Glæden over min Tilbagevenden overgik mine dristigste Forventninger. Da denne for mig uforglemmelige Saison var tilende, droge *1) OriginalMS (1869) har: mange Omstændigheder. *2) Herefter er overstreget: Denne opbød strax Alt for at faa mig tilbage; han omordnede alle de Forhold ved Theatret, der havde fremkaldt min Bortgang.271 vi paa Landet, og her havde jeg den smertelige Sorg at miste den Mand, der fra min Barndom havde ledet, hjulpet og støttet mig mit Liv igjennem. Hvad havde været naturligere end at afbryde en Kunstudøvelse, hvortil jeg følte, at mit Sind ikke længere var skikket som tidligere. Men nu atter at afbryde, efterat jeg kort iforveien paany var tiltraadt min Virksomhed, det var at svigte Sagen og vise mig utaknemmelig for Alt, hvad der var gjort for mig; det var ikke alene at svigte den Mand, der i Spidsen for Scenen havde opbudt Alt for, at jeg igjen skulde indtræde i min Stilling, men at svigte det Publikum, der i dette Øieblik paa saa mange Maader havde viist mig sin Hengivenhed. Omtrent et halvt Aar efter mit store Tab begyndte jeg da, jeg kan sige med et tungt Hjerte, atter min offentlige Virksomhed. Min første Rolle var Maria Stuart, og det syntes mig i Begyndelsen umuligt at spille Andet end alvorlige Roller. Mod Slutningen af Saisonen gav jeg endeligt efter for den idelige Anmodning om at optræde i et lystigt Stykke, der altid havde været Publikums Yndlingsstykke, nemlig Heibergs Vaudeville "Nei". Jeg maatte samle min hele Selvbeherskelse for under de nuværende Omstændigheder at spille den overgivne Sophies Rolle, og jeg tror, at Publikum ikke mærkede, hvad det kostede mig. Men da Forestillingen var forbi, og jeg atter sad i mit Paaklædningsværelse og nu løsnede alle de Baand, der havde strammet mit Nervesystem, da sortnede det for mine Øine; og trods al min Anstrengelse for at holde paa min Bevidsthed, sank jeg afmægtig ned paa Gulvet, hvor min Pyntejomfru, der havde fjernet sig et Øieblik, fandt mig uden Bevidsthed. Et saadant Tilfælde er vel en Undtagelse, men mangen en Tilskuer vilde blive forundret, hvis han vidste, hvor anstrengt en Kunstner ofte kan være efter Udførelsen af en større Opgave. Ved enhver Fremstilling spændes og slappes en Skuespillers Nerver om end i ringere Grad end i dette omtalte Tilfælde; at dette maa tage paa Legemet, er en Selvfølge. Og Skuespillerens Tilværelse i Hjemmet bliver da kun altfor ofte en døsig Hvilen ud; der hører et meget stærkt Naturel til, naar Arbejdet paa Scenen er tilende, at tage fat paa Arbeidet i Livet, paa det individuelle Arbeide med sig selv, for at vi ogsaa uden for Scenen kan blive en virkelig sand Personlighed, for at vi ogsaa udenfor Scenen kan udvikle det Naturel, Gud har nedlagt i os, og som ofte er høist forskjelligt fra det, vi virke med i vore Fremstillinger. Det gjælder ikke at fortsætte Illusionen i Livet, men at holde Illusion og Virkelighed skarpt adskilte, thi ellers bliver Skuespilleren enten en Løgner paa Scenen eller en Løgner i Livet. Her gjælder det at turde se Sandheden, den nøgne Sandhed, skarpt i Øinene, at turde rive Illusionen i Stykker, Pjalt for Pjalt, og sige sig selv, hvad man er som Skuespiller, og hvad som Menneske, til Trods for al Smiger, al Forguden.

✂ 180,29. fra Scenen.: Herefter af A. D. J. i IVB overstreget flg. Indskud i IVA fra ca. 1876-78 (Krieger har i Marginen betegnet, at det skulde udgaa): Vel veed jeg, at Alt, hvad i dette Skrift er ytret om Skuespillere, ogsaa kan gjælde om andre Mennesker i andre Forhold, lige fra Digteren, Statsmanden, Politikeren ned til den jevne Haandværksmand. Alle disse kunne i den Grad 272 gaa op i deres verdslige Livsinteresser, at de fortabes for et høiere Liv, et Evighedsliv. Men det er dog min Anskuelse, at af alle Livsstillinger er Skuespillerens den farligste for Personligheden, netop fordi her virkes stærkest og næsten ene ved den ydre Persons tilfældige Betingelser.

✂ Hvilke fortvivlede Sjælstilstande har jeg ikke været Vidne til ved Enden af mangen en Skuespillers Liv! De føle sig sædvanligvis høist ulykkelige ved Enden af deres Bane og befries kun herfra i de Aftentimer, hvori de paa Brædderne foran Lamperækken fremstille en anden Personlighed, der bringer Glemsel af deres egen i Livet, hvori de ikke have noget Fodfæste i en virkelig Tilværelse. Hvor ofte har jeg ikke følt en ubeskrivelig Medlidenhed, en dyb Sorg over deres Tilstand, naar de undertiden aabent have tilstaaet deres sjælelige, dem selv uforklarlige, Nedsynken i den dybeste Melancholi. Ja, der er dem, der i saadanne Skriftemaalstimer have udbrudt: "Ak, den forbistrede Kunst, havde jeg dog aldrig begivet mig ind deri!" - Men hvad formaar man at svare dem til deres Trøst? Deres oprindelige Personlighed er kommen i Ulave, er bleven spredt i mange Stykker; kun En formaar atter at sammenføie disse, men denne Ene ere de komne saa langt fra, at de ikke vide, hvor han skal søges. De Betydeligere af dem føle ofte en hjerteskjærende Sorg, Uro og Fortvivlelse over denne deres Tilstand og raabe ligesom et hjælpeløst Barn: Hjælp mig, hjælp mig! De formaa ikke at begynde det indvortes Arbeide med sig selv, de ere komne ud af Vanen hermed og vide ikke, hvor de skulde finde Begyndelsen. De ty da atter og atter til den Adspredelse, den Glemsel, der ligger i Rollernes Indstudering; men svigter ogsaa dette Nødanker, tildeles dem i Aarenes Løb færre og færre Roller, ja, ved den høie Alder slet ingen, der kan udfylde den tomme Plads i Sjælen, - hvilke fortvivlede Tilstande har jeg da ikke været Vidne til! Denne Tilstand kommer ofte silde, meget silde, men den kommer sikkert, naar den private Personlighed er forsømt.

✂ En af mine Venner fortalte mig engang, hvorledes det gik, da en af vore Skuespillere laa for Døden, og dennes Præst blev kaldet til ham. Den Ulykkelige havde ikke i sit foregaaende Liv levet i noget Forhold til Religionen eller Kirken, ja ironiseret herover og frit udtalt, at han ingen Tro havde, og ingen behøvede. Nu laa han her, han følte, at Øieblikket var kommet, I den usigeligste Angest hørte han nu Præstens alvorlige Ord: "Vend om, tro!" og som et forfærdet Barn udbrød han den ene Gang efter den anden: "Jeg tror! Jeg tror Alt ! Alt! Gud vil være mig naadig."

✂ Hvilken Kjærlighed, hvilken Barmhjertighed, hvilken Naade kræver ikke omsider en saadan Sjæl af Ham, den Høieste, som han hele Livet igjennem ikke havde eller vilde ænset.

✂ 181,1-31. Ak, hvormange... Mennesker.: Indskud i IVA (Kriegers Afskrift). Herefter har A. D. J. i IVB udeladt flg. i IVA liggende Afsnit): Hos ethvert Menneske findes dybt i Sjælen Kamre, hvor Dæmoner søge at tage Ophold, og deres stadige onde Arbeiden med os er, lidt efter lidt at brede sig over den hele Bolig. Der er en evig Kamp i os, idet de gode 273 Magter i vort Indre ideligt søge at trænge disse Dæmoner tilbage; men at udelukke dem for bestandigt og tage Nøglen af Døren, herpaa kommer det an, saa vi med Sandhed kunne sige: "I formaa Intet mere over mig, thi min Sjæl har Intet mere og kan Intet mere have med Eder at gjøre, lysere Væsener have nu for bestandigt taget Bolig i den." - Men hertil hjælper Eders Kunst Eder ikke, der skal en høiere Kraft til, og denne Kraft har kun en Eneste; - forsøm ikke at henvende Eder til Ham, og Eders Personlighed er sikret. Men fremfor alt, bort, bort med det fortærende Hovmod, der volder, at I ere umedgjørlige overfor den Autoritet, I ere satte under, ligesom overfor de Digtere, der jo dog ere de Kilder, som ene og alene kunne skjænke Eders Evner Næring 1). I de over hundrede Aar, der ere forløbne, siden vort Nationaltheater reistes, indtil dette Øieblik da jeg nedskriver disse Linier, har den danske Skueplads havt 15 Chefer og 41 Meddirecteurer, men ikke en eneste af disse 56 Mænd har kunnet glæde sig over at skilles fra Eder, fulgt af Eders Hengivenhed, Eders Taknemmelighed. Dette er en slem Attest for Skuespillerstanden i sin Helhed. Ofte har jeg spøgende sagt til En og Anden af Eder: "Lad Vor Herre sende en Engel med sex Vinger herned for at regjere Eder, I ville dog inden kort Tid sige, at samme Engel er en Udsending fra Helvede for at pine og plage Eder." Da lo I, og mere end een Gang fik jeg til Svar: "Ja, det kan saamænd gjerne være, det er dog ogsaa Satans, at man ikke kan styre sine Lidenskaber!" - Hvor ofte have I ikke forfulgt de Mænd, som havde den for Eder utilgivelige Egenskab, at I skulde adlyde dem som Eders Befalingsmænd! Hvor ofte har ikke Eders indbyrdes Kiv og Strid kun fundet Forsoning ved, at I eenstemmigt forenede Eder i at anfalde de Mænd, der vare satte i Spidsen for at fremme det Hele! I maa forandre Eder for at hædre Eder selv og Standen. Thi lægger dog Mærke til, hvorledes denne Stand omtales overalt i Verden, hvorledes man taler om Eders indbyrdes Kiv og Strid med Eders Directeurer og mellem Eder selv. Allerede Goethe ytrer et Sted, - og han kjendte Eder! - "Skuespillernes Forhold til hinanden kan man sammenligne med Katholikernes Forhold til hinanden: De ere ligesom et Kobbel Hunde, der bestandigt anfalde og bide hinanden indbyrdes; men saa snart de faa Øie paa et ædelt Vildt, slippe de hinanden indbyrdes for i Forening og i god Forstaaelse samlede at anfalde dette." 2) - Det er nu vist, at I ofte have havt kummerlige Befalingsmænd, hvem I skulde lyde og underordne Eder; men I have dog ogsaa havt ædelt Vildt, som I med Hovmod og Tro løshed have kastet Eder over til liden Tarv for Eder selv og den Stand, hvortil I hørte 3).

✂ Jeg veed, som sagt, at Mange af Eder ville fortørnes over den Plads, hvorpaa jeg stiller Eder, baade som Mennesker og som Digternes Tjenere, som dem, der i Kjærlighed og Lydighed skulle frembære de Ord, Digterne *1) Herefter, uvist af hvem, overstreget en Marginaltilføjelse om, at de kvindelige Skuespillere har vist sig mere medgørlige end de mandlige. *2) Citatet er ikke fundet. *3) Hele den foregaaende Del af Varianten var indskudt i IVA (Kriegers Afskrift). 274 undfangede. I mene altid, at Eders Kunst er saa selvstændig, at I kunne undvære Digterne; men at disse ikke kunne undvære Eder. En virkelig Skuespillerbegavelse er ubestrideligt som saadan en Kunstner, men en Kunstner paa anden Haand; og vel maa vi vogte os for at være skinsyge paa de lykkelige Digtere, der fik Begavelsen paa første Haand; - en Lyde, som kun er altfor almindelig blandt os.

✂ Er nu Dette en usand Beskyldning, som jeg her fremsætter mod Eder? Tænk Eder om, hvor mange af Eder have i Aarenes Rækker levet i trofast Venskab, i ærbødig Beundring, i Forholdet som Lærlingen til Mesteren, med de Digtere, der vare Eders Samtidige? Saa I op til Oehlenschläger, til Hertz, til Heiberg, eller hvad nu de Andre hedde, der i Aarenes Løb gav Eder Leilighed til at bruge de Evner, I have faaet? Nei! Og hvor skulde dog et Venskab kunne tænkes naturligere, uundgaaeligere end mellem Digter og Skuespiller? Burde en Skuespiller dog ikke være glad ved at tjene saadanne Herrer, tjene dem med Kjærlighed, Ærbødighed og Troskab? Hvor ofte have I ikke anset det som Eders Ret at slaa en Streg over, hvad Digteren har villet, for at sætte Eders Eget i Stedet, der forrykkede de Personer, han ønskede at levendegjøre! Som en Tjener skal være tro og lydig, saaledes skulde en Skuespiller fare varsomt irieci det betroede Gods og sætte en Ære i ikke at bortspille Digterens Billede, at tilintetgjøre hans Tegning for at sætte en selvgjort i Stedet. Der bør gives en Skuespillersamvittighed, og dens første Lov er at være correct, at gjengive Ord for Ord, hvad der er ham betroet; uden at opfylde denne simpleste Fordring kan Skuespilleren ikke fortjene Navn af Kunstner, men er og bliver - trods alle Gaver - en Fusker, en utro Tjener; thi det er netop Skuespillerens Kunst, aandeligt at frigjøre sig, under Digterens Tvang; at kunne tilegne sig det Givne, som om det var Eders eget . Forfatterens Roes skal være ham mere magtpaaliggende end Publikums; har han hin, da skal han slaa sig til Ro. Men hvor ofte har jeg ikke hørt Skuespillere sige: "Hvad bryder jeg mig om, at Forfatteren er misfornøiet! Publikum klapper jo og er glad." - Sagen er, at Publikum ofte klapper ad en enkelt Skuespillers Fremstilling, medens hele Digterværket er blevet forrykket ved denne Fremstilling, der vel vækker Applaus, men bringer Forvirring ind i Digterens Totalbillede. Mange al Eder have gjort sig skyldige heri og derved været troløse mod Digterne og mod Eder selv som Kunstnere.

✂ "Respect er hvad det skorter paa,...
Respect for Stedet, Respect for Tingen!
(J. L.Heiberg) 1).

✂ Der gives Mennesker, hvis hele Væsen og Personlighed kan sammenlignes med en fortrinlig Tegning med skarpe, bestemte Contourer, andre, der kunne sammenlignes med de Dyr i Vandet, man med et populairt Navn kalder Vandmænd. Vil man gribe og fastholde disse, da blive de til en blød, slimet Masse, *1) Heib. Poet. VIII, 102-103. 275 hvis Trevler jaske En om Fingrene. Du, som begiver dig ind paa denne farlige Kunst, Mand eller Kvinde, bevar dine oprindelige, bestemte Contourer og lad ikke dit Væsen faa Lov til at opløse sig i Trevler! Gaar du seierrig ud af denne Kamp, saa din Kunstnerære og din private Personlighed staa lige høit, da skal det indrømmes dig, at Kampen for denne din Personligheds Bevarelse har maattet være større for dig end for de fleste andre Mennesker, hvis Liv bæres af stille, rolige Bølger hen imod den endelige Havn. Eders Kunstnernatur have I faaet som Gave, men Eders Personlighed er den, I have at kæmpe for.

✂ Men I Mange, der ikke ere Kunstnernaturer ! Bærer over med disse, som Nogle kalde begunstigede Naturer, Andre trække paa Skuldrene ad som forkvaklede Mennesker! Deres Glæder forstaa I ikke, deres Sorger endnu mindre; thi begge Dele ere Følgerne af et Liv i en drømt ideal Verden, hvortil Virkeligheden ikke svarer. Det er Fata Morgana, hvis Syn henriver dem i et kort Moment; forsvinder dette Syn, er der Intet tilbage, ingen Illusion, ingen Virkelighed. Schiller siger: "For den mimiske Kunstner fletter Efterverdenen ingen Kranse,"1) værer da ikke karrige med disse, medens de leve og virke. De ere som de Sommerfugle, om hvilke Jean Paul siger: "O, lad dem flagre, de prædike ogsaa."2) - Misund dem ikke; selv høre de sjeldent til de Lykkelige, til Trods for de glimrende skjønne Farver i Fatamorganabilledet 3), og i bedste Tilfælde kunne de kun udbryde:

✂ "Hjerte! du bør ikke klage!
Selv Naturen føler Savn;
Trøst dig, hvis du har tilbage
Kun et Billed og et Navn."
J. L.Heiberg,
af Skuespillet "Prindsesse Isabella". 4)

*1) Se Var. til III, 69, 9. *2) Citatet er ikke fundet. *3) Men I Mange... Fatamorganabilledet: Indskud i IVA (Kriegers Afskrift) ligesom flg. ("Fata Morgana" 1. Akt 1. Sc. Heib. Poet. H, 102-3), der i 1VB er erstattet af Verset af "Prindsesse Isabella". Men de fleste af disse Kunstnernaturer ville dog indtil deres Livs Aften med Begeistring udtale Digterens Ord:

✂ " - Fata Morgana! er du kun Bedrag?
Og er mit indre Syn ei heller Andet? -
Men gives der dog ei et skjønt Bedrag?
Og er ei selve Skjønhed et Bedrag?
Og er et skjønt Bedrag da ikke bedre
End Det, som Verden daarlig kalder Sandhed?
O! Den som kun det Virkelige griber,
Han er bedragen af det falske Skin.
Det Evige, det er det skjønne Billed,
Som ei har Kjød og Blod, ei Marv og Been,
Men er den tunge Verdens lette Tanke,
Det mørke Virkeliges klare Luftsyn."
Johan Ludvig Heiberg.

*4) Heib. Poet. IV, 238. 276

✂ 181, 32-182,35. Jeg forudser... Martensen.: Indskudt i IVA (Kriegers Afsnit), tidligst 11/3 1877. Herefter har A. D. J. i IVB overstreget (efter ny Linie): Uden at jeg havde modtaget ovenstaaende Brev fra Biskop Martensen, efter at Geheimeetatsraad Krieger havde forelæst ham disse mine Betragtninger, havde jeg neppe vovet nogensinde at lade disse mine Betragtninger fremtræde ogsaa til Andres Overveielse. Jeg bemærker, at Brevets Offentliggjørelse ikke sker uden udtrykkeligt Samtykke af Biskop Martensen.

✂ 184,38. J. L.Heiberg.: Det følgende Stykke indledes i MSS med dette i IVB overstregede Parti, om hvilket Krieger i Marginen har skrevet: "Udgaar".: Jeg finder det rimeligt, at de Fleste, der have læst mine foregaaende Udtalelser, maa forundre sig over, at jeg paany vilde kaste mig ind i nogen Virksomhed ved Theatret, selv i en Stilling, hvor jeg ikke længer personlig traadte offentlig frem. Herpaa vil jeg svare, at denne min Venden tilbage til en Virksomhed ved Theatret stod i mit stille Sind som en Samvittighedssag for mig, idet jeg mente roligere at kunne skue paa alle Forholdene og besinde mig paa, om mine tidligere Udtalelser, mit tidligere Syn herpaa ikke trængte til en stor Correction, ja maaske var et Feilsyn, der rent maatte udslettes af disse mine Betragtninger, hvis Offentliggjørelse jeg efterhaanden havde vænnet mig til at tænke som en Mulighed1). Jeg vilde atter skue, veie, prøve Forholdene nær ved, nu da jeg selv ikke var Part i Sagen, men skulde virke saa at sige bag Coulisserne. Jeg sagde til mig selv: "Du er jo nu bleven ældre, maaske fornuftigere; din personlige Forfængelighed ved din Kunsts Udøvelse er jo nu skrinlagt og jordet for bestandigt. Det var jo muligt, at du nu ved kun at arbeide beskedent, til Held for det Hele, dog blev oplyst om, at din personlige Virken havde spillet en altfor stor Rolle med Hensyn paa dine Meninger og Anskuelser; - prøv nu i Stilhed, om dette er Tilfældet."

✂ 185,2.. Det stod: Saaledes er Teksten i IVB, antageligt af A. D. J., ændret fra: som en Samvittighedssag, jeg ønskede at faa klaret. Ogsaa stod det.

✂ 185,16. i Betragtning: Herefter i IVA overstreget, genindsat, men atter i IVB overstreget, uvist af hvem:, endsige dem, der maatte vige for mig.

✂ 185,20, efte i Virkeligheden: Saaledes er Teksten i IVR ændret fra:

✂ i Grunden hovedsagelig.

✂ 185,25. mig: Herefter i IVB overstreget:, da man forgjæves saae sig om efter en Anden. Blandt dem, der følte sig tilsidesat ved Valget af mig som Sceneinstructrice, var ogsaa Hr. Balletmester Bournonville. I en lille Piece, han udgav en Del Aar efter, 1878, om vore Theaterforhold,2) er hans Omtale om mig derfor meget ugunstig, men han indrømmer dog i samme Piece, at der ingen Andre var, der kunde udfylde Pladsen end jeg. Dette er jo altid en Trøst for mig og undskylder, at jeg da ydede Theatret de Kræfter, jeg var i Besiddelse af. Herefter i IVA overstreget: *1) hvis... Mulighed: Saaledes af Krieger i IVA rettet fra: som det dog var Meningen engang at offentliggjøre. *2) August Bournonville: Mit Theaterliv III, 1. Afsnit (1877), 19.277 men jeg kunde vel have ventet, at Hr. Bournonville havde udtalt sig med større Humanitet om min Virksomhed, saa meget mere som han jo kjendte og vidste fra sin egen Virksomhed som Operainstructeur, hvor vanskeligt, byrdefuldt, ja umuligt det er i en saadan Stilling at gjøre Alle tilpas; "erfaren Mand pleier at være god at gjæste" 1); jeg kan i det mindste forsikre ham, at jeg ofte havde stor Medlidenhed ved at se den Modstand, han af Operapersonalet var udsat for, saa at, om en lignende havde mødt mig, jeg da for længe siden havde trukket mig tilbage.

✂ 187,26-27., som Berner... igjennem: Indskudt i IVB af A. D. J.

✂ 189,23. Ligeledes opførtes: Saaledes er Teksten i IVB af A. D. J. ændret fra: "Fallitten" kom senere til Opførelse samt.

✂ 192,10. Baggrunden, at: Herefter er i Frk. Verdelins Afskrift (IVB) ikke medtaget flg. Linier i IVA: han forsvinder for Tilskuernes Øine, uden at tale om, at Scenen herved trækkes op mod Baggrunden, saa at.

✂ 192,23. for Nogen.: Herefter er i Frk. Verdelins Afskrift (IVB) udeladt flg. Linier i IVA, om hvilke der maaske det sidste Sted er sat Parentes (kun Parentesens Begyndelse ses): Kritikerens løst henkastede Mening, at jeg af og til skulde have misforstaaet Digterværkerne, faar han mig vanskeligt til at tro, thi i hele mit Theaterliv baade som Skuespillerinde og senere som Leder af Stykkernes Indstudering har netop min Evne til at forstaa og opfatte disse bestemt og klart været min sikreste Roes af de Digtere, hvis Værkers Udførelse vare lagte i min Haand.

✂ 192,32. mig selv: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:, idet jeg sagde:

✂ "Hjerte! du bør ikke klage!
Selv Naturen føler Savn-." 2)

✂ 193, 7. min Del: Saaledes af A. D. J. i IVB ændret fra: den væsentligste Del.

✂ 193,37. hele Liv: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.:, hvor mit Arbeide havde mødt en Anerkjendelse, som kun blive Faa, Lykkelige til Del.

✂ 194,3. mig tilstaaet: Herefter i IVB overstreget:, idet jeg tilbød min hele Gage til den, der midlertidigt skulde træde i mit Sted.

✂ 194,25-26. var jeg... Rene med: Indsat i IVB af A. D. J. i Stedet for flg.: havde jeg fast besluttet.

✂ 195,15-16. Nationaltheater.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Hvilket Held, at jeg itide trak mig tilbage fra den Aand, der herskede under dette nye Scepter; thi jeg føler, at jeg umuligt vilde have kunnet underordne mig et saadant Herefter har IVA efter ny Linie flg. uoverstregede Stykke, ud for hvilket der i Marginen, vistnok af Frk. Verdelin, er skrevet: "maa flyttes": Jeg havde nu i de syv Aar dagligt havt Leilighed til *1) Se Mau: Dansk Ordsprogskat I (1879), 179. *2) Sml. Var. til III, 181, 1-31 (Slutningen).278 Eftertanke med Hensyn paa den Anskuelse, som lidt efter lidt havde dannet sig hos mig om det farlige, fordærvelige, som Udøvelsen af denne Kunst kan have for Individerne. Desværre bleve i disse Aar ikke mine tidligere Anskuelser rokkede, men snarere befæstede.

✂ 197,4-198,10. De Forandringer... være spildt.: Findes i IVA som Tillæg. Brevet til Kammerherre Fallesen er dog indføjet i IVB, efter Blækket at dømme i 1882.

✂ 199,10-200,11. Medens jeg... imellem os.: Indskudt i Tillæg i IVA.

✂ 200,10. nye Veie.: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: Et Venskab kan ikke vedblive at gro, naar den Ene sætter alt sit Haab til Jorden, den Anden alt sit Haab til Himlen.

✂ 200,23. af Jorden: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: og ligesom nysgjerrige strakte Hovederne opad mod de dreiende og svaiende, i vild Glæde jublende Svaler, der flyve saa høit, som om de tro at kunne kige ind ad selve Himlens Port.

✂ 200,32. og 1864: indføjet i IVB, formentligt af A. D. J.

✂ 201,10. til Broderlandet: Herefter i IVA overstreget:, og efter mit første Besøg i Norge som ung Pige 1829 længtes jeg altid efter paany at gjæste det skjønne Land.

✂ 201,30-33. Under mit... Udlænding.: Indskudt i IVA efter Overstregning af flg. Linier: Imellem disse nye Venner maa jeg med Taknemmelighed mindes P.Simonsen, den berømte Samler af antike Sager1), en Samling som er Christianias Rosenborg. Paa alle Maader hjalp og forskjønnede denne Ven mine Sommerophold i Norge og bidrog til, at.

✂ 202,4. Størstedelen af sine: Saaledes af A. D. J. i IVB ændret fra: saa godt som alle.

✂ 202,4-5. Papirer: Saaledes i IVA rettet fra: flere Papirer.

✂ 202.6. han sparet.: Paa et Omslag i IVA (Afh. om Skuespilkunsten) staar med J. L.Heibergs Haand: Th. Gyllembourg til P. A. Heiberg. Og nedenfor med Fru Heibergs Haand: fra 21 til 33 med samt nogle Svar fra P. A. Heiberg.

✂ 202.7. saae: saaledes er Teksten i IVA rettet fra: læste.

✂ 202,7. etter hans Død: Tilføjet i IVB.

✂ 202,17-18. det kunde... benytte dem: Saaledes er Teksten i IVB af A. D. J. ændret fra: de laa hos mig som en Pligt at læse og som en Opgave at benytte.

✂ 202,24. Begivenhed: Herefter af A. D. J. i IVB overstreget:, der i sin Tid havde vakt saa megen Opmærksomhed, og som var blevet saa skarpt bedømt af det store Publikum.

✂ 203,3. Vinteren 80-81: Saaledes i IVB, uvist af hvem, ændret fra: Vintrene 80 og 81, hvortil Fru Heiberg i IVA har ændret Teksten fra: Vintrene 81 og 82.

✂ 206,33. slynger sig om et Musahoved: Saaledes er Teksten formet af *1) Købmand og Antikvitetssamler Peter Simonsen (1831-95). Sml. Krieger II, 436.279Anna Heiberg i IVB paa Grundlag af den noget uklare Tekst i IVA, der vistnok skal læses: samlede sig om et smukt udført Maskehoved. Paa Baandet stod indgravet Ordene: Fra det kgl. Theaters Personale d. 22. November 1882.

✂ 206,34-35. en af Kunstnerne: Saaledes er Teksten i IVA ændret fra: Hr. Skuespiller Ferslev.

✂ 208,25. i Skoven?: Herefter i IVB overstreget af A. D. J.: Og derfor greb mig en dyb Bedrøvelse, naar jeg hørte, at snart den Ene, snart den Anden af disse Unge var smittet af Tidens Vantro og raa Realisme; da sørgede jeg herover som over en Søns, en Broders Forvildelse og tænkte: Atter En tabt for Fremtiden! En græsk Vismand har sagt: "Det er snarere muligt at bygge en Stat i Luften end at grunde en Stat uden Religion," 1) og Historien har i Tidernes Løb viist, at disse Ord ere sande.

✂ 209,20-21., der virkede... paa mig: Saaledes er Teksten i IVB, antageligt af A. D. J., forkortet fra: og Rationalisme, der virkede kuende paa saa Mange som og paa mig; thi at gjøre Naturen til sin Gud er dog en forfærdelig Tanke. I Sorgen, i de mange sjælelige Smerter, hvad har Naturen under saadanne Tilstande at sige os? Altid har jeg trængt til Bønnen; men knæle og bede til Klippestene, til Skyer, til de dunkle Skove, til Stormen og Dyreverdenen, det lod sig for mig ikke gjøre; thi alt dette gaar sin vante Gang og lader mig ene med mine Sorger, mine Forhaabninger. Denne logiske Kløgt, ak, den tager Alt fra os, hvortil et alvorligt Gemyt klynger sig, uden at give os det Mindste i Stedet.

✂ 210,24. dog forrykket: Herefter i IVB overstreget, antageligt af A. D. J.: og en vis Lidenskabelighed traadt i Stedet.

✂ 210,25. mangt et Ord, der da faldt,: Saaledes er Teksten i IVB af A. D. J. ændret fra: man overmaade hensynsløst stødte Spydene i den døende Løves Hjerte, og mangt et Ord i Pressen.

*1) Citatet er ikke fundet.