Heiberg, Johanne Luise Indledning, Varianter og Oplysninger, Registre

↩

II. Bind

✂ 9,L.16. henvist til at leve i Erindringen: August 1864 tog Fru Heiberg sin Afsked fra Teatret. Hun optraadte sidste Gang 2/6 som Elisabeth i "Elverhøi".

✂ 10,L.10. Trine osv.: Trine Rar i "Aprilsnarrene", Caroline i "De Uadskillelige", Marie i "Alferne", Christine i "Et Eventyr i Rosenborg Have". - L.11. Ganske smaa Børn: Fru Heiberg fortalte en Erindring, som siden er gaaet igen i flere Memoirer. Ægteparret var bedt til Selskab hos en ung Familie, hvor Traktementet var beskedent, hvilket skuffede Heiberg. Da et lille Barn blev bragt ind til "Godnat", hviskede han til sin Kone: "Havde det endda været stegt." Hun brast i Latter, saa Husets Frue spurgte: "Sagde Professoren noget morsomt? Aa, fortæl, hvad det var." Men det kunde hun naturligvis ikke. Saa sagde Heiberg med et lunt Blink i Øjet: "Hanne, Du maa gerne." Tilladelsen gjorde ikke Situationen lettere for hans Frue, der siden, naar hun genfortalte Oplevelsen, tilføjede: "Ja, han kunde være en slem Drillepind!" Sml. P. A. Rosenberg: Erindringer (1934), 168 f. - L.36. skrev jeg hjem: Brevet foreligger ikke. Sml. Note til I, 78, 17. - L.37. vor Reise i Jylland: Provinsturneen 1833. Sml. I, 176, 32. - hendes Noveller: Se I, 219, 40 med Note. - L.38. Uddrag af Brev fra Fru Gyllembourg til Fru Heiberg, dat. Kjøbenhavn 15/7 1833 (se Heib. Familiebreve, S. 136f.).

✂ 11,L.19. tre... Børn: Se III, 140 f. - L.31. En Afhandling: Fru Heibergs Artikel "Om Huusvæsenet og Pigebørns Opdragelse", sign. Spectatrix, stod i Ugentlige Blade, udg. af Hertz, 1859, 188-92; 201-4; smst. 257-62 skrev Natalie Zahle en Artikel, der imødegik Fru Heibergs i flere Henseender allerede da forældede Synspunkter i Opfattelsen af Kvindens 343 Opgave: "Svar til Spectatrix i Anledning af hendes Yttringer om Byens Skoler og deres Lærerinder", sign.: En Lærerinde. Sml. Henriette Skram: Natalie Zahle (1914), 161-65. Artiklerne er citerede og belyst af Neiiendam i Det kgl. Teaters Program Febr, 1933, - L.38, "Intelligensblade", se I, 271, 1 og Note.

✂ 12,L.2. "Mode-Artikel, meddelt af en Dame". Sml. Intelligensblade IV, (1844), 90-96. - L.24. Det her gengivne fingerede Brev fra Reitzel findes i Fru Heib. Ark. Man kan bl. a. i Valget af den Papirlap, hvorpaa Brevet er skrevet, se et Ønske fra Heibergs Side om at gøre dette Aprilmysterium yderligere gaadefuldt. Sml. Tekstrettelsen.

✂ 13,L.1. Stiftsprovst Eggert Christopher Tryde (1781-23/11 1860), var Sognepræst ved Frue Kirke og kgl. Konfessionarius. Der stod i Artiklen bl. a.: "Man tænke sig Thorvaldsen med en deilig, sort, krøllet, pomadeglindsende Paryk; vilde man ikke gyse derved?" - L.29. Fra Tryde er der i Fru Heib. Ark. 3 Breve (1841, 1851, 1860), men ingen af dem handler om Fru Heibergs Skuespilkunst; det sidste af 1/9 1860 er skrevet i Anledning af Heibergs Død. - L.32. Shakespeares Julie, se II, 126 ff.

✂ 14,L.9. Kirstine Dorothea Tryde, f. Kongslev (1780-1839). - L.24. vor nye Bolig: Sml. I, 283, 17 og Note. Huset blev købt af Landgreve Frederik af Hessen-Kassel, Christian VIIIs Nevø.

✂ 15,L.18. Det første Asyl i Kbh. aabnedes 1828 af "Det kvindelige velgjørende Selskab". Som Prinsesse oprettede Dronning Caroline Amalie det næste i 1829, og hun interesserede sig varmt for Asylsagen til sin Død. Paa Christianshavn var Asylet i Dronningensgade, aabnet 1837, det første; 1849 fik det egen Bygning i Amagergade, Mtr.-nr. 327 B, Gadenr. 2.

✂ 16,L.5. Landgreve Frederik af Hessen-Kassel formæledes 28/1 1844 med den russiske Kejser Nikolaj I's Datter Alexandra, der allerede døde 10/8 s. A., 19 Aar gl. Hun naaede ikke at komme til Kbh. Sml. Neiiendam: En Danserinde (1918), 36f. - L.10. den Hallske Familie: Sml. I, 282, 32 med Note. - L.24. Pleieforældre paa helingen: Se Note til I, 283, 6. - L.25. Auditeur: Den senere Konsejlspræsident C. C. Hall blev 1842 Brigadeauditør, 1844 Overauditør og 1851 konstitueret Generalauditør.

✂ 18,L.1. Kgl. Skuespillerinde Julie Weber Sødring (1823-94) var Datter af kgl. Skuespiller C. N. Rosenkilde; 1849 blev hun g. m. cand. polyt., Fabrikant Christopher Hansen Sødring (1822-81). Hun var en stor Kunstnerinde paa sit Omraade, Hjemmets og Moderpligternes Skuespillerinde. Navnlig fik hun stor Betydning for Fremstillingen af Holbergs, Heibergs, Hertz' og Hostrups Komedier. - L.23. "Den sorte Domino" (indtil 1850 kaldet "Eventyret paa Maskeraden eller Den sorte Domino"), Syngestykke i 3 Akter, Musiken af Auber, Teksten af Scribe, oversat af Overskou; opf. 1. Gang i 1839. Phister spillede 5/11 1843 Gil Perez' og Julie Rosenkilde Jacinthes Roller, hvormed hun 25 Aar senere fejrede sit Jubilæum.

✂ 19,L.29. "i den kjedelige Rolle": Julie Sødring giver i sine Erindringer I (1894), 133-36 en Skildring af dette Besøg hos Fru Heiberg; if. Fru 344 Sødring var det Høedt, der gav hende Ideen til at debutere som Jacinthe, medens Fru Heiberg kun gav hende Raad og Vink angaaende Figurens Paaklædning. Da Fru Sødring i 1868 omtalte Sagen for Fru Heiberg, blev denne meget fortørnet over, at Høedt havde Æren. Men Fru Sødring fraveg ikke sin Erindring, som Høedt bekræftede. Sml. Julie Sødring: Erindringer II (1895), 169 f. Sml. Var. til II, 20, 17-20 og A. D. J.s Redegørelse for Tilblivelsen af Kapitlet om Fru Sødring og for den hele Sag i Et Liv. 1. Udg. IV, 420 -24 og i Piecen "Prof. Phisters og Fru Sødrings Kritik af Fru Heibergs Erindringer" (1893), 15-23.

✂ 20,L.18. Fru Heiberg skildrer i et Brev af 20/11 1874 til Krieger Fabrikant Sødrings Tale i Rom, men nævner intet om, at han særlig fremdrog hendes Forhold til Jacinthes Rolle. Sml. Krieger II, 200 f. - L.21. Michael Rosing Wiehe (1820-64). Han havde i Elevtiden haft en uheldig Debut som Korsinsky i "Røverne" (22/6 1837) og udførte siden Smaaroller af forskellig Art. Sær og ejendommelig som han var, maatte han kæmpe haardt for at komme frem. Han lignede ikke de sædvanlige Teaterelskere, Holsttypen. Men omsider brødes Isen omkring ham, ogsaa ved Fru Heibergs Hjælp, og han blev den skønneste Aabenbaring af mandlig Erotik i romantisk Form, vor Scene har ejet. Glød, moralsk Højhed, Fantasi og Selvbeherskelse udmærkede ham. Sml. Edv. Brandes: Dansk Skuespilkunst (1880), l-34. Robert Neiiendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt (1920). - L.35. "Et Ægteskab i Ludvig den Femtendes Tid", Komedie i 5 Akter af Alexandre Dumas d. Æ., Leuven og Brunswick (Un mariage sous Louis XV), oversat af Arnesen; opf. 1. Gang 8/1 1842. Wiehe spillede deri den unge Markis, Fru Heiberg Grevinden. Deres nærmere Bekendtskab kan daleres fra denne Forestilling. Han havde da været ved Teatret i fem Aar.

✂ 21,L.29. "Ørkenens Søn", se I 289, 21 og Note. - L.37. Kgl. Skuespiller Joseph Ehlert Hass (d. 80 Aar gl. 1860) var Teatrets sekundære Skurkefremstiller, der, skriver Bournonville, "havde indtil de fineste Nuancer udarbeidet og fremstillet et heelt Museum af Banditer, Snigmordere og Mordbrændere." Sml. Efterladte Skrifter (1891), 103. Det er ikke rigtigt, naar Fru Heiberg fortæller, at han var "forlængst afskediget;" han afgik først i 1844 efter 36 Aars Tjeneste. Sml. A. Schumacher: Ludvig Bødtcher (1875), 49 f.

✂ 22,L.5. Kabinetssekretær Adler var Medlem af Direktionen for Det kgl. Teater 1838-49. - L.16. Sommerforestillinger: Det var N. P. Nielsen, som betroede M. Wiehe en Række betydningsfulde Roller i Sommeren 1842, deriblandt Chevalieren i "Gabrielle de Belle-Isle", Leander i "De Usynlige", Ferdinand i "Egmont" (Slutningsscenen). Han spillede meget med Anna Nielsen og blev fra den Tid en Ven af det Nielsenske Hus. Fru Heiberg deltog kun i en enkelt af disse Forestillinger, Titelrollen i "Grev Létorières Proces", men i dette Stykke havde Wiehe ingen Rolle. - L.27. "Aladdin", der udkom 1805 i Oehlenschlägers Poetiske Skrifter II, blev først i stærkt sammentrængt Form opført 17/4 1839 "til Fordel for de ved den jydske Stormflod Skadelidte." - L.30. Wiehe som Aladdin: Fru Heibergs Opfattelse af M.Wiehes 345 Spil i Aladdins Rolle modsiges af Pressen, hvorved Overskou (V, 586 f.) faar Ret i sin rosende Bedømmelse. Figaro (6/11 1842) betragtede alle Wiehes tidligere Fremstillinger som Studier, men i "Aladdin" var han "bleven til Eet med sin Rolle": "Hans Tungebaand syntes løst, hans Organ var blevet stærkt og fuldtonende, han bevægede sig med Kjækhed, Naturlighed og Frihed i de uhyre Omvexlinger, hvorigjennem Rollen udvikler sig... en heel poetisk Verden har strømmet ham imøde og opfyldt hele hans Tanke, og Held ham, at han kan opfyldes af en saadan Verden." "Aladdin" var udspillet, da Wiehe overtog Rollen; det var derfor naturligt, at han kun spillede den tre Gange, navnlig da Byens Teaterinteresse var levende optaget af "Dina", der havde haft Premiere tre Aftener forud, og af Italienernes Operaopførelser paa det nyrestaurerede Hofteater.

✂ 23,L.12. afløste han Nielsen: Her husker Fru Heiberg fejl. Michael Wiehe har aldrig spillet den Rolle, men derimod hans Broder Wilhelm Wiehe (1826-84), hvis Debut den var 19/4 1844. Oehlenschläger takkede ham med disse Ord: "Nu er jeg ikke bange for, hvorledes Eftertiden skal forstaa mig. De har min Aand i Dem, og De skal forklare mig for kommende Slægter." For Wilhelm Wiehe betød denne Udtalelse en Indvielse. Sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie I (1921), 52. - L.21. M. Wiehe spillede fra 9/4 1844 Grib i "Hakon Jarl". Ny Portefeuille 1844, 45 skrev, at han her lagde "en Stræben efter Sandhed og Natur for Dagen". - L.26. Axel: I Oehlenschlägers "Axel og Valborg". - L.29. "Erik Glipping", Tragedie i 5 Akter af Oehlenschläger, opf. 1. Gang 25/1 1844. Heri udførte M. Wiehe Ranild Johnsøn; Fru Heiberg spillede den unge Krokone i sidste Akt. Den nedsættende Anmeldelse af Wiehes Spil, som Overskou (V, 633) og efter ham Fru Heiberg citerer, fandtes i Ny Portefeuille 1844, 94 f. Som Modvægt skrev Berl. Tid. (27/1 1844): "Vi have aldrig af en ung Mand seet et klarere udkastet og mere bestemt gjennemført Charakteerbillede." - L.37. Bournonvilles Mephistopheles: I Bournonvilles Ballet "Faust", opf. 1. Gang 25/4 1832. - Fransk Solodanser François Lefebvre (f. ca. 1807) virkede ved Teatret fra 1842-47, især som Lærer, og udførte bl. a. Rane Jonsens (af Fru Heiberg kaldt Rane Lange) Parti i Bournonvilles Ballet "Erik Menveds Barndom", der opf. 1. Gang 12/1 1843. - L.40. "Amanda", romantisk Lystspil i 4 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 20/4 1844. Fru Heiberg spillede Titelrollen, M. Wiehe udførte Prins Julian. Som det fremgaar af de foregaaende Noter, var W. kendt som en talentfuld ung Skuespiller i stærk Udvikling, inden han spillede Prins Julian. Han fik denne Opgave i det rigtige Øjeblik, og i den kom hans Udtryk for dyb Erotik første Gang til fuld kunstnerisk Udfoldelse. Fædrel. skrev (22/4 1844): "Vort Theater vil uden Tvivl i denne unge Skuespiller, som i det sidste Aar har udviklet sig i en forbavsende Grad, snart besidde en Elsker, hvortil det i mangfoldige Tider ikke har haft Mage." Samstemmende hermed var Bedømmelsen i Berl. Tid. (21/4 1844) og Ny Portefeuille 1844, 93 f.

✂ 24,L.15. Fru Nielsen, Jomfru Jørgensen (sml. I, 127 og Note). Anna Nielsen og hendes Mand havde længe forud haft Forstaaelsen af M. Wiehes 346 Begavelse og opmuntret ham; sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 161. - L.32. Dette og det følgende Citat er fra "Amanda" 3. Akt, 5. Sc. (Hertz II, 248 og 251).

✂ 25,L.32. Wiehes... Moder: Antoinette Louise Wiehe (1791-1874), Datter af Skuespillerparret Rosing, Enke efter Maleren, Havnesekretær, Justitsraad Carl Wilhelm Wiehe (1788-1867). Hun havde som Barn spillet flere Smaaroller paa Det kgl. Teater.

✂ 26,L.15-16. M. Wiehe havde været syv Aar ved Teatret, før hans Gage satte ham i Stand til 11/5 1844 at indgaa Ægteskab med sin Barndomsveninde Emilie Thorsen (1821-91), Datter af Klædehandler O. P. Thorsen. Hun har i nogle nydelige Erindringer skildret sit lykkelige Samliv med Wiehe. Se Neiiendam: Breve Skuesp. II, 239-69. Først 1845 blev Wiehe kgl. ansat.

✂ 28,L.22. Thorvaldsen: Sml. I, 253-257 og Noter dertil. - L.25. den italienske Opera paa Hofteatret: Sml. I, 295-297 og Noter dertil. De Modekomponister, Fru Heiberg nævner, var Italienerne Gaetano Donizetti (1797- 1848) og Vinzenzo Bellini (1801-35); deres Modsætninger var Østrigeren Wolfgang Amadeus Mozart (1756-91) og Franskmændene Étienne Nicolas Méhul (1763-1817) og François Adrien Boieldieu (1775-1834).

✂ 29,L.7. Fru Heibergs Kritik af" Teatrets Ledelse falder her sammen med Heibergs Klager i Brevet til Teaterdir. af 19/2 1842 sml. I. 289, 24 og Note.

✂ 30,L.8. Saafremt Thorvaldsens Udtalelser om Kongen er rigtige, kan de opfattes som Udtryk for et utaalmodigt Kunstnersind. Et Brev fra samme Periode fra Thorvaldsen til Kongen er affattet i en ganske modsat Tone; sml. Thiele: Thorvaldsen IV (1856), 178 ff. C.F.Wilckens har i "Træk af Thorvaldsens Liv" (1874) flere Eksempler paa, at Kongen og Thorvaldsen levede i god Forstaaelse; sml. S. 26; 32; 102 ff. - L.23. Thorvaldsens Besøg i Roskilde fandt Sted i Okt. 1838. Fru Heiberg refererer de nærmere Omstændigheder ved Thorvaldsens Afslag til Christian VIII ukorrekt; sml. Thiele: Thorvaldsen IV (1856), 27. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Liv (1874), 100 ff. - L.36. Lægen, Etatsraad Oluf (Ole) Lundt Bang (1788-1877). Thorvaldsen fulgtes ikke med Bang, men med A. S. Ørsted; sml. Thiele: Thorvaldsen IV (1856), 27.

✂ 31,L.1. Om Thorvaldsens Udflugt til Møen; sml. Oehlenschläger: Erindringer IV (1851), 188 f. - L.4. Forfatteren J. M. Thiele (1795-1874), Thorvaldsens Biograf. - L.5. "Ved Kroningen": Om Thorvaldsens Udeblivelse fra Festlighederne i Anledning af Christian VIIIs Kroning sml. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Liv (1874), 95 ff. - L.12. Om Thorvaldsens Ophold paa Godset Nysø ved Præstø sml. A. Repholtz: Thorvaldsen og Nysø (1909). Det var især paa Foranledning af Baronesse Christine Stampe (1797-1868), at Thorvaldsen, som var optaget af andet Arbejde, modelerede Oehlenschlägers Buste. Digterens Brev, et Svar paa Baronessens Indbydelse, er trykt i hendes Erindringer om Thorvaldsen (1912), 334 f. Oehlenschlägers Beretning om Bustens Tilblivelse falder ganske sammen med Baronessens; sml. Erindringer IV (1851), 159 f. Om Thorvaldsen og Oehlenschläger iøvrigt 347 sml. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Liv (1874), 63 ff. - L.29. Thorvaldsen købte Fru Heibergs Portræt i Maleren Emilius Bærentzens Atelier, da han syntes godt om det; sml. Wilckens: Træk af Thorvaldsens Liv (1874), 43 f. 1842 blev det udstillet paa Chariottenborg og siden ophængt i Thorvaldsens Atelier, hvorfra det efter hans Død overgik til Museet. Fru Heiberg omtaler Billedet i en Optegnelse "Mine Portrætter"; sml. Et Liv. 1. Udg. II, 360 f. samt Heib. Hjem, 413; Neiiendam: Thorvaldsen og Teatret (i Politikens Kronik 13/2 1944).

✂ 32,L.15. "Griseldis": Romantisk Skuespil i 5 Akter af Fr. Halm, oversat af Borgaard; opf. 1. Gang 24/4 1844. Hovedrollen, en Paradefigur for mange tyske Skuespillerinder, blev udført af Nathalia Ryge. Det var Heiberg, der havde indført Halm paa Repertoiret ved at gaa stærkt ind for "Ørkenens Søn"; sml. I, 289, 21 og Note. - L.22. Thorvaldsen kom fra et Middagsselskab hos Baronesse Stampe og traadte et Par Minutter over Kl. 6 ind i Hofparkettet, paa hvis anden Række han havde sin Plads. Han hilste paa de Omkringsiddende og vekslede et Par Ord med Jonas Collin. Kapellet spillede Ouverturen, Ferdinand Ries' sjette Symfoni. Thorvaldsen trak sit Lommetørklæde frem, og et Øjeblik efter bøjede han sig stærkt forover; det saa ud, som om han vilde tage noget op fra Gulvet. Men da han ikke rettede sig, hviskede Oehlenschlägers yngste Søn, der sad ved hans Side, til de nærmeste: "Thorvaldsen er besvimet, lad os se at faa ham ud." Saa stille som muligt blev han, bl. a. af H. P. Holst, baaret ud i Gangen, hvor Teaterlægen saa, at han var død. Klokken var da elleve Minutter over seks; Orkestret spillede endnu. I en Droske kørtes Liget over til Mesterens Bolig paa Chariottenborg. Sml. Fædrel. 25/3 1844; Neiiendam i: Teatret 1914, 96. - L.28. Dagen efter: Især Fædrel. paatalte skarpt, at Forestillingen ikke var blevet aflyst: "de tvende tilbageblevne Theaterdirecteurer havde naturligvis ikke Takt og Resoluthed nok til at slutte Forestillingen: Hofmænds Begreber om den rette Etikette ere sædvanligvis kun uddannede i en ganske særskilt Retning." - L.37. Det var et Led af Begejstringen for Thorvaldsen at samle paa hans smukke, hvide Haar, og især var Kammertjener Wilckens og Baronesse Stampe ivrige. Der findes endnu mange Lokker. Jonas Collin klippede flere, da Thorvaldsens Lig var bragt til Chariottenborg, og det var formentlig ham, som gav Fru Heiberg en Lok til Erindring. En anden ejes af T. Mus. Sml. C. Stampe: Erindringer om Thorvaldsen (1912), 302 f. - L.38. et Album af Haandtegninger: Solgt paa Heibergiana-Auktionen 1926. - L.39. Landskabsmaler Georg Emil Liberi (Liebert) (1820-1908).

✂ 33,L.2. Thorvaldsens Ligbegjængelse fandt Sted 30/3 fra Frue Kirke under en Deltagelse, som her i Landet ellers kun bliver Konger til Del. Christian VIII modtog Kisten ved Kirkens Indgang. Sml. Thiele: Thorvaldsen (1856), 240- 43; Hofliv under trende Konger ved E. Bodenhoff (1913), 196 f. - L.3. Ved Teatrets Sørgefest for Thorvaldsen 9/4 1844 var hans Sæde, som nu opbevares i T.Mus., smykket med Flor og Kranse. Heibergs Prolog, som hans Frue fremsagde foran Opførelsen af "Hakon Jarl", er trykt i Heib. Poet. IX, 187-94. 348 - L.28. en adelig Godseierfamilie: Folketællingslisten for de Aar, Heibergs boede i Bredgade, haves ikke, men i J.Davidsen: Fra det gl. Kongens Kjøbenhavn II (1881), 133 oplyses, at det var Baron C. F. A. B. Blixen Finecke (1822-73), g. m. G. Ch. Ankarcrona, som boede sammen med Heibergs.

✂ 38,L.8. Ejeren af v. d. Maases ny Bakkehus var Hofchefen hos Enkedronningen, Kammerherre H. F. v. d. Maase (1800-66). Om Vinteren beboedes Huset af en Opsynsmand (Folketællingslisten 1845). - L.11. Molikes Bakkegaard: Geheimekonferensraad O. J. Greve Moltke ejede Bakkegaarden lige overfor Rahbeks Bakkehus paa Frederiksberg. - L.22. "De skandinaviske Brødre": Skuespil i 5 Akter af M. W. Brun, Musiken af Siegfried Salomon, blev kun opført een Gang, 13/6 1844, til Fordel for Anton Pätges. Fru Heiberg spillede deri Idul, en ung Hardangerpige. Af Breve, trykt i M. W. Brun: Fra min Ungdom og Manddom (1885), 44-48, fremgaar, at det var Heiberg, som raadede Brun, efter at Teaterdirektionen havde kasseret "De skandinaviske Brødre", til at overlade Svogeren Stykket til Opførelse ved en Sommerforestilling (sml. Var. til II, 38, 20). Pätges solgte Billetterne fra sit Hjem.

✂ 41,L.37. Maurer pigen, se I, 250, 16 og Note.

✂ 42,L.10. "Gioacchino": Romantisk Drama i 4 Akter af H. P. Holst (1811 -93) med Musik af H. Rung og Dans af Bournonville, opf. 1. Gang 12/10 1844. Stykket var en folkekomedieagtig Udnyttelse af Tidens Begejstring for Italien. Fru Heiberg udførte Giovannina, en italiensk Pige fra Folket og lignede et Billede af Marstrand. Til Tarantellaen benyttede hun samme italienske Melodi, som Fru Hennings i 1879 dansede som Nora i "Et Dukkehjem". "Gioacchino" opførtes 20 Gange og blev senere genoptaget.

✂ 44,L.6. Hundeskatten indførtes 1815 og er siden flere Gange blevet forhøjet. - L.33. jeg saae... aldrig mere det prægtige Dyr: Det fremgaar af et Brev, dat. 29/6 1844 (N. k. S., 3066 4° Kgl. Bibl.), fra Jonas Collin, at Fru Heiberg havde kunnet beholde Hunden. Collin skrev: "Bedste Hanne. En velbekjendt Hercules, hører jeg, giver Anledning til Misforstaaelse mellem dens temporaire Besidderinde og dens fleeraarige Eier. Da jeg troer, begge disse Parter have lidt tilovers for mig, saa seer jeg mig opfordret til at standse denne Misforstaaelse. Eieren mister naturligviis ugierne sin Hund, især nu da den skulde følge ham paa Landet; imidlertid troer jeg vist, at han bringer Dig dette Offer paa en Yttring fra Dig, at Du særdeles meget ønsker at beholde den. Er Du tilfreds med min Mægling, saa meld mig det snarest muligt. Din hengivneste Collin. Venlig Hilsen til Mand og Svigermoder." Trods al sin Kærlighed til Hunden, vilde Fru Heiberg dog ikke bede Ejeren om den. Man aner derigennem, at Forholdet mellem de to Familier ikke har været det bedste. Sml. Var. til II, 44, 31.

✂ 45,L.14. Det er muligt, at Heibergs Lejlighed, som nu beboes af højtstillede Søofficerer, i Stuen o. G. i Søkvæsthusets tidligere Administrationsbygning Overgaden o. Vandet Nr. 60, forhen har været beboet af Anstaltens Læge, men umiddelbart før Heibergs flyttede ind i Oktbr. 1844, benyttedes Lejligheden af Fru Anna Mørk, Enke efter Søkrigskommissær Mørk, med 349 Familie samt af Søkvæsthusets tidl. Oldfrue Ellen Lyhmann, da 87 Aar gl. Hendes Død betingede, at Lejligheden blev ledig; Enkefru Anna Mørk flyttede op paa 1. Sal, da Heibergs tog Stuelejligheden i Besiddelse. Deres Husstand bestod iøvrigt af Fru Gyllembourg, en Tjener samt to Tjenestepiger (Folketællingslisten 1840 og 1845. (R. A.)). - L.21. Fængselsbygninger: Søkvæsthusets Hovedbygning, der oprindelig var benyttet til Hospital for de Saarede i Søkrigene, blev paa dette Tidspunkt brugt til Tugt- og Forbedringshus, da Fængselsvæsenet manglede Plads til Fangerne. De mandlige var anbragt i Bygningen mod Baadsmandsstræde, de kvindelige i Huset mod Overgaden o. Vandet.

✂ 46,L.24. en gammel, venlig Kone: Formentlig Øllegaard Sørensen, 63 Aar gl., Søster til Søkvæsthusets daværende Inspektør, Overkrigskommissær Thøger Leschly, som boede oven over Heibergs Lejlighed. (Folketællingslisten 1845. R. A.). Efter hans Død i 1852 blev Kgl. Skuespiller Peter Jerndorffs Fader Inspektør; sml. Jerndorff: Nogle Minder (1918), 24.

✂ 47,L.4. Den Suhrske Familie: Den store Handelsmand og Legatstifter Etatsraad Johannes Theodorus Suhr var g. m. sin Slægtning Christine Caroline Andrea Falch. Sml. I, 233, 33 og Note; C.Nyrop: Det Suhrske Hus i Kjbh. Historiske Meddelelser (1899); Stamtavler etc., udg. af den Suhrske Stiftelse (1901).

✂ 48,L.11. Etatsraad Suhr købte i 1840 Sølyst ved Strandvejen nær Klampenborg af Arvingerne efter Statsminister Ernst Schimmelmann, som døde 1831. - L.18. den gamle Gaard paa Gammeltorv: Opførtes 1797 af Etatsraad Suhrs Fader, Grosserer Ole Berndt Suhr (1762-1815). Ejendommen eksisterer endnu som Nr. 22 og ejes af Den Suhrske Familiestiftelse.

✂ 49,L.35. Landskaber af... berømt fransk Maler: Herom har intet kunnet oplyses. Malerierne findes ikke mere paa "Sølyst".

✂ 50,L.10. Charlotte Falch (1809-49) var Datter af Fru Suhrs Broder, Grosserer Johan Peter Falch (1781-1843), der var g. m. Etatsraad Suhrs Søster, Ellen Pauline Suhr (1785-1823). - L.16. Ellen Pauline Suhr (1824 -46), var Datter af Etatsraad Suhrs ældre Broder, Købmand i Nyborg Ole Berndt Suhr (1789-1858). - L.31. Fru Suhr kaldtes som ung i Bakkehuskredsen "Dejligheden", et Navn, Kamma Rahbek havde givet hende. Sml. Bobé: Sølyst. (1938), 10-19, hvor hendes Portræt, en Pastel af C.Hornemann, er gengivet.

✂ 54,L.4. Etatsraad Suhr købte i 1844 det "blaa" Pakhus ved Østersøisk Kompagni i Ny Toldbodgade. Billede af Huset findes i C. Nyrop: Det Suhrske Hus (1899), 155. - L.31. de unge Broderbørn: Etatsraad Suhrs ældre Broder, Købmand i Nyborg Ole Berndt Suhr havde ni Børn; den ældste Søn var cand. theol. senere Etatsraad Ole Berndt Suhr (1813-75), der fra 1/1 1856 blev Firmaets Chef. Han var g. m. Ida Marie Bech (1825-97). Blandt deres Børn var Legatstifterinden Frøken Ida Marie Suhr (1853-1938).

✂ 56,L.39. "Slægtskab og Djævelskab": Fru Gyllembourgs anonyme Novelle, var - efter at være offentliggjort i Kbh. flyv. Post - udkommen i 1833 i 2. Bind af "Gamle og nye Noveller" af "Forf. til En Hverdagshistorie".

350

✂ 57,L.22. Fru Hall (se I 282, 32 og 283, 6 med Noter), var Datterdatter af Fru Suhrs Faster Anna Mathea Falch, g. Koës (1731-1804). - L.23. høie Embeder: Auditør Hall var fra 1847 ekstraordinær Docent i Romerret ved Universitetet, fra 1851 titulær Professor og s.A. Generalauditør; i 1854 blev han Kultusminister, og i 1857 dannede han sit første, i 1860 sit andet Ministerium. 1870-74 var han atter Kultusminister.

✂ 58,L.31. ældre Kone: Fru Suhr var paa dette Tidspunkt 53 Aar, hendes Mand halvandet Aar yngre. Et Øjenvidne i Familiekredsen, Præsten Johannes Fibiger, har i "Mit Liv og Levned" (1898), 195ff., givet dette Vidnesbyrd: "Gamle Theodor Suhr sværmede stærkt for Fru Heiberg, men tog hendes Mand med, og havde hver Sommer det berømte Kimstnerpar hos sig. Han var en egen Mand. Under sin tørre Skal havde han et brændende Hjærte, det han nu i temmelig høi Grad havde sat til paa den pikante Skuespillerinde. Hun tiltrak ham vistnok lige meget ved sit fine Væsen og sin Berømmelse. Han kjedede sig med sin Familie og saae i Hjemmet kjedelig ud; desto mere tiltalte det ham at finde en Dame, som foruden det skjønne Indtryk hun gjorde paa enhver, forstod at føre en fortrolig Samtale med ham, gik ind paa hans Interesser og drog hans gode Sider frem. I Grunden var der vel egentlig ikke nogel ondt deri, men den forunderlige Modsætning mellem hans og den skjønne Kunstnerindes Skikkelse kunde dog ikke andet end give Anledning til en Del Satire. Værre var det, at det heller ikke kunde andet end gjøre Forholdet mellem ham og hans brave Hustru endnu ringere, end det før havde været... Fru Heiberg var ogsaa forstandig riok til at vise hende al den Opmærksomhed, hun kunde; men det var svært, thi mod hende var Fru Suhr stram nok.... Saalænge Heibergs var paa Sølyst, dreiede alt sig om dem... Heiberg var i det bedste Humør, opmuntrede Selskabet med sit fine Væsen og muntrede sig selv ved evige Løier med de unge Piger. Fruen havde en anden Smag, hun lod sig helst tilbede af ældre Herrer, og Suhr skaffede hende rigelig Leilighed dertil ved sine jævnlige store Middagsselskaber." Et Brev fra Fru Heiberg til Fru Suhr er meddelt i Bobé: Sølyst. (1938), 22 f. Sml. J. Schovelins Skildring af Ægteparret Suhr i Nat.tid.s Kronik 23/3-25/3 1925. Han mener, at Suhr gennem hele sit Liv led af ulykkelig Kærlighed til sin Hustru.

✂ 59,L.21. En... Broderdatter: Anna Dorothea Suhr (1827-1908), g. 1854 m. Grosserer H. G. Erichsen (f. 1828, d. i London 1890). Hun var Datter af Etatsraad Suhrs Broder, Ole Berndt Suhr i Nyborg. Sml. Var. til II, 237, 29.

✂ 61,L.38. Suhrs Moder var Dorothea Suhr f. Beckman (1759-1842), g. 1783 m. Grosserer Ole Berndt S. (1762-1815). Hendes Portræt, malet af Gertner, er gengivet i C. Nyrop: Det Suhrske Hus (1899), 94.

✂ 62,L.20. Etatsraad Suhrs ældre Broder: Grosserer, Kaptajn Didrik Suhr (1787-1836).

✂ 63,L.1. en Badereise: Se I, 233, 33. - L.5. paa Børsen: C. Nyrop meddeler i: Det Suhrske Hus (1899), 120f., at det har været umuligt at skaffe nærmere Oplysninger om denne Sag. Sml. Var. til II, 63, 18-19. - L.24.

351

✂ min Svoger: Dispachør, Justitsraad Mathias Aagesen (1791-1858) var Skole- og Studenterkammerat med Etatsraad Suhr; i 1833 blev han g. m. Anna Dorothea Suhr (1793-1849), Etatsraadens yngre Søster.

✂ 64,L.6. Fru Suhr havde som ung Pige deltaget i de Schimmelmannske Fester paa Sølyst; sml. Bobé: Sølyst (1938), 10 ff. - L.30. min Broders Børn: Se Note til II, 47, 4.

✂ 65,L.19. Filologen Dr. Georg Koës (1782-1811) døde under en Studierejse med sin Svoger, Arkæologen P. O. Brøndsted, paa Øen Zante ved Grækenland. Sml. Bobé: Sølyst (1938), 12.

✂ 68,L.21. Sølyst Billeder: Malerne N. W. Marstrand (1810-73), P. C. Skovgaard (1817-75), Malerinden Anna Marie Elisabeth Jerichau, f. Baumann (1819-81), Maleren Johan Julius Exner (1825-1910), Billedhuggeren Jens Adolf Jerichau (1816-83).

✂ 69,L.35. "Gioacchino", se II, 42, 10 og Note.

✂ 70,L.3. I Søkvæsthusets Have findes endnu flere af de Træer, Fru Heiberg lod plante, men dens Skikkelse er ændret. Havetrappen op til Huset har Knud Gamborg foreviget (se II, 64). Kgl. Skuespiller Peter Jerndorff (1842 -1926) saa som Dreng Fru Heiberg arbejde i Haven: "Hun saa forresten alt andet end dejlig ud.... Hun havde en stor Kyse paa Hovedet og var indsvøbt i en Slags Slobrok; men jeg vidste jo, at inde i den havde den fortryllende Teaterdronning gemt sig." Sml. Nogle Minder (1918), 26. Med Stolthed viste hun 1856 Zacharias Topelius Haven og afklippede en ung Rose til ham: "Forlusten av denna ros harmar mig an i dag", sml. Självbiografiska Anteckningar. (1922), 179. Fru Heiberg fraflyttede Søkvæsthuset 1863, men endnu i Halvfjerserne, da Fru Sødring besøgte Admiral Bøcher derude, genfandt hun Havens Skønhed; sml. Erindringer II (1895), 204.

✂ 71,L.36. Heiberg havde allerede i sine Studenterdage interesseret sig for Astronomi, og det var ikke for intet, at hans først opførte Skuespil hed "Tycho Brahes Spaadom" (1819). Efter at "Nye Digte" med "En Sjæl efter Døden" var udkommet 1841, tog hans Interesse for Astronomien atter Fart og satte Frugt i flere Afhandlinger i hans astronomiske Aarbøger "Urania" 1844-46, for Eks. "Om Tiden og dens Bestemmelse ved astronomiske Observationer, samt Anviisning til at foretage disse ved Hjelp af simple Apparater", se Heib. Pros. IX. I Heib. Ark. findes en Række af hans Kalendere med astronomiske Optegnelser. I Mindedigtet ved Heibergs Død 1860 skrev Bjørnstjerne Bjørnson (Saml. Digter-Værker VIII (1920), 222):

✂ "I sin Manddom var han Værner
om alt stort og skjønt i Landet;
siden han de stille Stjerner
fulgte paa sin Gang cm Gud."

✂ 72,L.27. en Række Intelligensblade: sml. I, 271, 1 med Note; II, 11, 38.

✂ 73,L.9. "Broderen": sml. I, 136, 10; Heib. Familiebreve. - L.22. Fra Georg Buntzen er der bevaret fem Breve til Fru Gyllembourg under Rejsen, 352 dat. Altona 12/10 1843, Paris 25/11 44, 8/2 45, Eaux Bonnes 21/8 45 og Pau 23/4 46 (i Fru Gyllembourgs Arkiv). Et Brev fra Fru Gyllemborg til ham, dat. Kbhvn. 13/4 1844, adr. til Montpellier findes i Fru Heib. Ark.

✂ 74,L.32. Komponisten Andreas Peter Berggreen (1801-80) udgav danske og fremmede Folkesange i sit 11 Binds Værk "Folkesange og Melodier" (1842-47).

✂ 75,L.31. "Kong Renes Datter", lyrisk Drama i 1 Akt af Hertz; opf. 1. Gang 5/4 1845. Det blev siden en af Teatrets klassiske Forestillinger, hvis Berømmelse navnlig skyldes Fru Heibergs Spil som Jolanthe og M. Wiehes Udførelse af Tristan. Edv. Lehmann har tegnet et Scenebillede fra Opførelsen (T.Mus.).

✂ 76,L.36. "Ninon", Skuespil i 5 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 4/3 1848. Heri er Chevalier de Vil liers den mandlige Hovedrolle, en af Wiehes mest berømte Figurer. - L.37. Citatets korrekte Ordlyd er:

✂ "Han er et ædelt Kar, af fin Natur,
Som der maa tages varligt paa."
"Ninon", 2. Akt, 5. Sc. (Hertz. XII, 67).

✂ 77,L.11. en Personlighed: Fru Heiberg sigter her til M. Wiehes Ven F. L.Høedt. Deres Venskab stammede allerede fra 1837. - L.16. "Valerie", Komedie i 3 Akter af Scribe og Mélesville, oversat af kgl. Skuespiller Stage; opf. 1. Gang 19/3 1824. Med dette Skuespil indførtes Scribe paa det danske Teater, hvor det blev en stor Sukces med Anna Nielsen i Titelrollen. Sarah Bernhardt spillede under sit andet Gæstespil i Kbh. 1883 Valéries Rolle. - L.30. en saa slet Tone i Bladlitteraturen: Fru Heiberg sigter her til de tidligere nævnte Blade "Figaro", "Portefeuillen" og "Ny Portefeuille", de Georg Carstensenske Journaler, der indførte i Kbh. den Teaterreportage, som Heiberg modarbejdede i sine Intelligensblade. - L.35. Anonymitet blev hyppigt anvendt i Fyrrerne, for Eks. af Hertz til "Kong René's Datter" (1845), af H.C.Andersen til "Den nye Barselstue" (1845) og Hauch til "Søstrene paa Kinnakullen" (1849). Derimod navngav Heiberg sig som Forfatter til sine Skuespil. Hertz skrev: "En dramatisk Forfatters Himmerig er hans Stykkers Udarbejdelse, naar han ellers har skrevet med Lyst og Interesse; hans Skjersild er deres Skjæbne fra Indleveringen til Opførelsen, hvilket alt vel kan være drøit nok, men dog er til at udholde. Men hans Helvede er de rædsomme Bedømmelser i Bladene, han maa finde sig i." Se Kyrre: Henrik Hertz (1916), 27 (Tillæg).

✂ 78,L.15. Citatet er ikke fundet. - L.24. Kgl. Skuespiller Johan Rudolph Waltz (1811-53) var Fremstiller af Teatrets sekundære Elskerroller, en lille, spinkel Mand med Sangstemme, men uden Personlighed bag Ordene. Sml. Teatret XIII. (1914), 72. - Kgl. Skuespiller Christian Kragh (1802-84) var en af Teatrets Brugbarheder, der samvittighedsfuldt udførte sin Tjeneste i omtrent 40 Aar. Hans betydeligste Rolle var Christian IV i "Elverhøi", som han overtog efter sit aldrig naaede Forbillede Dr. Ryge. Sml. II, 106, 8 og Note. - L.28. Digteren og Præsten Caspar Johannes Boye (1791-1853) var 353 en Oehlenschläger-Epigon, hvis fædrelandske Skuespil var Døgnværker. N. P. Nielsen havde deri spillet Folkekomediehelte, der tiltalte det jævne Publikum, for Eks. Titelrollerne i "Erik den Syvende" og "Kong Sigurd".

✂ 79,L.1-6. J. Collins Brev er i Fru Heib. Ark. - L.8. Marthas Rolle i "Kong René's Datter" blev spillet af kgl. Skuespillerinde Sophie Jacobine Wmsløw f. Schaltz (1800-76), Enke efter den udmærkede Skuespiller Carl Winsløw. Hun var en hyppigt anvendt, men ingen betydelig Fremstillermde af ældre Roller.

✂ 81,L.26. Heiberg frygtede... for dets Skjæbne: Det fremgaar dog af Heibergs Censur af "Kong René's Datter", dat. 28/11 1844, at han mente, at der ikke kunde være Tvivl om Stykkets Opførelse: " "Kong René's Datter" er en ganske ualmindelig Opfindelse, i hvis Behandling der ligger megen psykologisk Finhed. Det er desuden rigt paa skønne Enkeltheder og bærer i det Hele Præget af at have en øvet Digter til Forfatter." Se J. L.Heibergs Teatercensurer ved Julius Clausen (Gads Mag. 1928, 209-224, 290-312). - L.36. Heiberg skrev strax til Hertz: Brevet af 2/4 1845 findes i Henrik Hertz' Brevsamling (N.k. S. 1706, Fol.). - L.39-82,1. "Pigen i Lyon", Komedie i 5 Akter af Bulwer (The Lady of Lyons), oversat af N. V. Dorph; opf. 1. Gang 2/7 1844. "Advocatens Datter", Drama i 2 Akter af Marguerite Ancelot (Clémence), oversat af A.L.Arnesen; opf. 1. Gang 21/9 1841. "Gioacchino", sml. II, 42, 10 og Note. "Adolf og Henriette", Vaudevillespøg i 1 Akt af Dumanoir og Bayard ("Indiana et Charlemagne"), oversat af A. L.Arnesen; opf. 1. Gang 8/7 1844. "En Aften i Tivoli", Vaudeville i 1 Akt af F. J. Hansen, Musiken arr. af C. Helsted; opf. 1. Gang 2/7 1844. "Doctor Robin", Lystspil i 1 Akt af Jules de Prémaray, (Le docteur Robin), oversat af N. C. L.Abrahams; opf. 1. Gang 10/1 1844. "Herren seer dine Veie", Drama med Sang i 5 Akter af Dennery og G. Lemoine (A la grâce de Dieu), oversat og omarbejdet af Th. Overskou, Musiken arr. af Gade; opf. 1. Gang 6/6 1842. Med Undtagelse af "Gioacchino" medvirkede Fru Heiberg ikke i de Skuespil, hun her nævner. De kvindelige Hovedroller blev spillet dels af Anna Nielsen, dels af Nathalia Ryge.

✂ 82,L.4. "En Bedstemoder", Komedie i 3 Akter af Scribe (La grand'-mere), oversat af A.L.Arnesen; opf. 1. Gang 1/2 1845. Bedstemoderen blev spillet af Dr. Ryges begavede Datter, Nathalia Ryge (1816-95), medens hendes Halvsøster Franciska Ryge (1827-54) debuterede som Stykkets unge Pige. "En Bedstemoder" opførtes 14 Gange. Nathalia Ryge var 1) g. m. Grev Fr. Chr. Ahlefeldt-Laurvigen, 2) m. Grev V. Holck. - L.20. den første Aften: 5/4 1845 havde "Kong René's Datter" Premiere, og som Pièce de rideau opførtes "En Bedstemoder", som da gaves for ottende Gang. Fru Heiberg skriver, at det dermed "for bestandig var forbi med dets Yndest", men Stykket opførtes dog seks Gange endnu. Senere gaves "Kong René's Datter" sammen med "Scapins Skalkestykker", en Ballet, "Den nye Barselstue" eller lignende mindre Stykker.

✂ 84,L.4. Hertz ønskede, efter at han havde opgivet sin Anonymitet til 354 "Kong René's Datter", at Teaterdirektionen i Særdeleshed bragte Fru Heiberg hans Tak for den "mesterlige Udførelse af Rollen". Sml. Et Liv, 1. Udg. II, 357. - L.10. "Advocatens Datter" opførtes ikke sammen med "Kong René's Datter". - L.14. C. N. Rosenkildes udaterede Brev til Fru Heiberg findes i Fru Heib. Ark. De to Noter er i Afskrift heftet til Brevet, Originalerne til dem med Fru Heibergs Haand er i IIA. - L.21. Vaucluse-Dalen: "Kong René's Datter" foregaar i en af Vaucluses Dale i Provence. - L.22. "Renes - o! Tael - ": "Kong René's Datter" 2. Sc. Kongens Replik til Lægen Ebn Jahia (Hertz. IX, 287). - L.23. Regiss.: Kgl. Skuespiller J. A. G. Stage. - L.25. Et. C.: Etatsraad Collin. - Den i Bohmen fødte Komponist Franz Joseph Glæser (1798-1861) var fra 1842 Kapelmester ved Det kgl. Teater. - L.26. "Midsommer-Nats Drømmen": Den tyske Komponist J. L.F. Mendelssohn-Bartholdy (1809-47) havde i 1826 komponeret sin berømte Ouverture til Shakespeares "En Skærsommernatsdrøm", som først 1879 opførtes hos os.

✂ 85,L.2. "Den nye Barselstue", Lystspil i 1 Akt af H. C. Andersen, opførtes 1. Gang 26/3 1845. Heri spillede Fru Heiberg Christine, den kvindelige Hovedrolle.

✂ 86,L.18. Hvilke Holbergske Kvindetyper Fru Heiberg har indstuderet til sin egen Fornøjelse, kan ikke oplyses, men paa Scenen havde hun indtil 1845 nogle faa Gange spillet Drengen i "Den politiske Kandestøber" (1825), Dorthe Knapmagers i "Barselstuen" (1829), Lucretia i "Hexeri eller blind Allarm" (1830), Pernille i "Jacob v. Thybo" (1831), s. A. Engelche Hattemagers i "Barselstuen" og endelig 1844 Stine Isenkræmmers i samme Komedie. - L.38. "Barselstuen", Komedie i 5 Akter af Ludvig Holberg, tilhørte fra 1749 Det kgl. Teaters Repertoire.

✂ 87,L.5. Rollen som Engelche Hattemagers var ikke, som Fru Heiberg skriver, altid udført af en af Ballettens Figurantinder, tværtimod havde flere af Teatrets udmærkede Kunstnerinder tidligere spillet den, for Eks. Madame Rosing, Madame Heger, Henriette Jørgensen. Da Fru Heiberg hurtigt afgav Rollen, blev den en Tid overtaget af Julie Rosenkilde. - L.20. Det kan ikke have været Collin, som efter Fru Heibergs Ønske i 1831 tildelte hende Engelche Hattemagers Rolle, da han 1829 afgik som Direktør, og hun først spillede Rollen 8/11 1831. Umiddelbart forud var den udført af Balletdanserinden Elisabeth Larcher. Fru Heiberg spillede kun Engelche 3 Gange, men overtog den atter 2 Gange i 1840, og paa dette Tidspunkt kan hendes Samtale med Collin om Figurens Nyskabelse have fundet Sted. Det har været hende magtpaaliggende at vise, hvorledes den lille Rolle kunde spilles for derefter at overlade den til en anden.

✂ 88,L.12 og 20. Citaterne er fra "Barselstuen" 2. Akt, 8.-10. Sc.

✂ 89,L.17. "Barselstuen", som i Reglen hver Sæson holdtes paa Repertoiret, hvilede nogen Tid efter Dr. Ryges Død i 1842, inden C. N. Rosenkilde fra 19/2 1844 overtog Corfitz' Rolle. Fru Heiberg kan altsaa ikke 17/11 s. A. have set Dr. Ryge udføre Figuren. Og hun har ogsaa glemt, at hun den Aften 355 selv medvirkede som Stine Isenkræmmers. Denne Rolle udførte hun 5 Gange - "grumme nødigt", skrev hun til Collin. Sml. Jubeludg. af Holbergs Komedier III (1888), 124. - L.25. en Anmeldelse: Under Titlen "Søndagsforestillingen paa det kgl. Theater den 17de November", undertegnet 28 M, tryktes Fru Heibergs Anmeldelse i Fædrel. 23/11 1844. Den indeholdt et skarpt Angreb paa Teatrets Ledelse og paa Udførelsen af enkelte Roller; især paatalte hun, at Gedske Klokkers blev spillet af en Skuespiller (Christen Foersom) og forudsaa, at Julie Rosenkilde vilde blive fortrinlig i denne Rolle. Hun maatte nu nøjes med Engelche, som efter at Fru Heiberg har viist, hvorledes den skal fremstilles, kan "udføres af de Fleste, som en ret god Copi". Men det værste Misgreb var dog at spille sidste Akt i Corfitz' Stue og ikke paa Gaden. Dette udviklede hun nærmere og sluttede med at beklage, at medens man diskuterede hvert Bogstav i Ortografien i de nye Udgaver af Holberg, lod Enthusiasterne Mesterens Stykker gaa fejlagtigt over Scenen. Forøvrigt blev Dekorationsændringen gennemført i 1852, men man kan ikke sige, at det skete "uventet", da Heiberg nu var Teatrets Chef; sml. J. C. Normann: Holberg paa Teatret (1919), 181 f. - L.36. "Kjøbenhavns Theaterblad", red. af V. Sædder, senere af V. Busch med Lægen J. H. Lorck som Hovedmedarbejder, udkom fra 1/11 1844 som Dagblad. Det solgtes i Teatrets Forsal, men paa Grund af Bladets Opposition mod Ledelsen blev Salgsstedet forbudt. Fra 1/10 1845 udgaves Bladet 3 Gange om Ugen, og ved Aarets Slutning gik det ind. Det indeholder en Del Oplysninger til Teatrets Døgnhistorie, for Eks. at Carstensen var Meddirektør for Italienerne paa Hofteatret i Vinteren 1844- 45. Da Bladet havde protesteret mod Fru Heibergs anonyme Anmeldelse, rykkede Heiberg - under Mærket 28 M - frem til Forsvar for sin Frues Opfattelse i Fædrel. 30/11 1844; hans Artikel kaldtes "Gade eller Stue?". "Theaterbladet" gensvarede 1/12 1844. Sml. J.H.Lorck: 75 Aar (1885), 155-58.

✂ 90,L.8. Frederik Wilhelm IV (1795-1861), Konge af Preussen 1840- 61. Hans Besøg i København fandt Sted 18.-22. Juni 1845. - L.39. "Valdemar", Ballet i 4 Akter af Bournonville, Musik af Frølich; opf. 1. Gang 28/10 1835. Fru Heibergs Oplysning er ukorrekt, idet det ikke var "Valdemar", men Bournonvilles Ballet "Napoli", der blev opført ved Konge-Festforestillingen 19/6 1845. Sml. Teatrets Plakater s. A.

✂ 91,L.4. "Den politiske Kandestøber", Komedie i 5 Akter af Holberg, tilhørte Det kgl. Teaters Repertoire fra 1750. Ved Konge-Festforestillingen 21/6 1845 udførte Fru Heiberg Madame Sanderus, anden Raadsherreinde. - L.5. "Toreadoren", Ballet i 2 Akter af Bournonville, Musiken af E.Helsted; opf. 1. Gang 27/11 1840. - L.II. Friherre F. W. H. Alexander v. Humboldt (1769-1859), den store Naturforsker, ledsagede Kong Frederik Wilhelm paa Rejsen til Kbh. Kongen gav Humboldt Ordre til, at Oehlenschläger skulde bære det Eksemplar af Ordenen pour le mérite, som Thorvaldsen havde baaret; sml. Oehl. Erindringer IV (1851), 191 f. - L.22. Oehlenschlägers "Prolog til Festforestillingen paa det kongelige Theater for de svenske og norske Studenter, 26/6 1845", sml. Oehl. XVIII, 317-18. Derefter opførtes 356 "Barselstuen" og "Toreadoren". - L.26. Henriette Jørgensen tog sin Afsked, kun 56 Aar gl., skønt hun brillerede i sine ældre Roller, udfra den Motivering, at "den sceniske Kunstner bør trække sig tilbage, før han eller hun opfordres dertil enten af de Foresatte eller af Publikum". Hun optraadte sidste Gang 26/6 1845 og døde af Kræft hos Slægtninge i Ølstykke Præstegaard 19/11 1847; sml. I, 127; Biogr. Leks. XII, 227. - L.36. Henriette Jørgensens Brev findes i Fru Heib. Ark.

✂ 92,L.30. Naar Ægteparret først kunde forlade Byen sent i Sommeren 1845, var Grunden den, at Heibergs Ungdomsarbejde "Pottemager Walter", hvori hans Frue udførte Grisola, opførtes i Slutningen af Juni, og at hun 8/7 spillede i "Emilies Hjertebanken" og 11/7 udførte Sophie Beaumarchais i "Clavigo" samt Titelrollen i "Ulla skal paa Bal" ved en Forestilling til Indtægt for M. Wiehe.

✂ 94,L.27. Citatet er en fri Gengivelse af Ingemanns Morgensang:

✂ "Nu vaagne alle Guds Fugle smaa...
De takke for Livet og Lyset med fløitende Tunge",

✂ trykt i Ingemann: Romanzer, Sange og Eventyrdigte VII (1861), 236.

✂ 95,L.18. Det drejer sig antageligt om Enken Ane Rasmusdatter, der ifl. Folketællingslisten 1840 var 66 Aar, boede i Taarbæk og forsørgedes af sin Søsterdatter, den 37aarige Enke Dorothea Svendsdatter, som ernærede sig ved at sælge Fisk. Sidstnævntes Ægtefælle, Arbejdsmand Mathias Andersen, var død 25/8 1837, maaske omkommet i den frygtelige Storm, som i de Dage medførte flere Drukneulykker i Øresund. I Folketællingslisten 1845 nævnes Ane Rasmusdatter ikke; Dorothea Svendsdatter havde da to hjemmeværende Børn, den 14aarige Rasmus og den lOaarige Hanne Kirstine.

✂ 98,L.9. "Tycho Brahes Spaadom", Skuespil i 3 Akter af Heiberg, Musiken af Claus Schall, opf. 1. Gang 29/1 1819. Stykket var Heibergs Debut paa Det kgl. Teater. Astronomen Longomontan blev da spillet af Lindgreen. I en omarbejdet Udgave fra 1848 med Musik af H. Rung opførtes Skuespillet paany 14/2 1866, ialt 10 Gange. - L.12 og 17. Citater fra Digtet "Du Vandringsmand ved Søen -" fra "Tycho Brahes Spaadom" (Heib. Poet, III, 131). - L.24. en ung Maler: Lars Julius August Hellesen (1823-77) udstillede i Fyrrerne Landskabsbilleder paa Charlottenborg og arbejdede senere som Litograf. De nydelige Tegninger fra Hven, som ledsager Aarbogen "Urania" 1846, skyldes ham. Sml. Heib. Pros. IX, 1861. - L.33. et lille Brev: Findes ikke i R. A. eller Det kgl. Bibl.

✂ 99,L.10. den lille Brevvexling: Et lille Udvalg af "Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg" udkom 1862, besørget af A. F. Krieger. Citatet er ikke fundet.

✂ 100,L.12. Fri Gengivelse af en Replik fra Heibergs Vaudeville "De Uadskillelige", 3. Sc.; den talende er Madam Buurmann, og Repliken lyder: "Aa, snak nu ikke om Pengene, lille Mand! Det fordærver strax Glæden." (Heib. Poet. VI, 362). - L.20. "Urania" var Titlen paa Heibergs astronomiske 357 Aarbøger, der begyndte at udkomme 1844. I Aargang 1846 findes Afhandlingerne "Hveen" (S. 55-169) og "Sophie Brahe" (S. 171-240). - L.31. Den tyske Kejser Rudolf II (1576-1612), i hvem Tycho Brahe (1546-1601) fandt en Beskytter, da han i 1598 forlod Danmark; Tycho Brahe døde i Prag. - L.36. Citat fra Sangen "Solen sank bag grønne Lund" i "Tycho Brahes Spaadom" 2. Akt. 2. Sc. (Heib. Poet. III, 126).

✂ 101,L.37. Fru Heibergs nye Roller i Sæsonen 1845-46 var Blanche i H. P. Holsts Drama "Kun tyve Aar", Emma i samme Forfatters Vaudeville "William og Emma", Ulvrune i Carl Viborgs Drama "Konning Volmer og Havfruen" samt Maritana i "Don Cæsar de Bazan".

✂ 102,L.3. Jenny Lind: (sml. I 181, 8 og Note) gentog sit Gæstespil paa Det kgl. Teater i Sæsonen 1845-46. Paa T. Mus. findes en Pennetegning af Maleren Anton Melbye, hvor hendes Ankomst paa Rheden er foreviget med Paaskriften: "Velkommen Jenny Lind - velkommen!!!". Under stormende Begejstring sang hun Marie i "Regimentets Datter" og Titelrollen i "Norma", sidste Gang 15/10. Aftenen efter sluttede hendes Optræden i Kbh. med en Koncert i Christiansborg Ridehus. Sml. II, 124, 14 og Note. - L.22. "Don Cæsar de Bazan", Lystspil i 5 Akter af Dumanoir og Dennery, oversat af N. C. L.Abrahams, Dansene af Larcher; opf. 1. Gang 1/5 1846. Holst udførte Titelrollen, Fru Heiberg spillede Maritana, Michael Wiehe Spaniens Konge Carl II, Julie Rosenkilde Markisen af Montefiore, N. P. Nielsen Ministeren Don Joseph. "Don Cæsar de Bazan" opførtes 23 Gange, senest 1849, og blev senere spillet paa Privatscenerne. - L.34. dets Censor: J. L.Heiberg.

✂ 103,L.25. "Østergade og Vestergade", Lystspil i 5 Akter af Overskou; opf. 1. Gang i 1828. Heri spillede Fru Heiberg den unge jødiske Pige Esperance, en Rolle, hun hurtigt afgav. Jødens Replik, som Fru Heiberg citerer, findes ikke i dette Skuespil, men i "Kong Salomon og Jørgen Hattemager", hvor Salomon Goldkalb (Dr. Ryge) i 17. Scene siger: "Wen det ger ham Ferneielse, so er det mig en Ferneielse" (Heib. Poet. V, 229).

✂ 104,L.31. En af Skuespillerinderne: Fru Sødring, der fortæller Episoden i Erindringer, I (1894), 156, og tilføjer: "Naa, det var Fru Heibergs mindste Kunst at faa Nielsen til at krølle sit Haar. Ganske andre Ofre formaaede hendes forbavsende Evne til at fængsle og hedaare at aftvinge hendes Omgivelser. Og denne Evne beholdt hun til sin Død."

✂ 106,L.8. Dette Brev fra Nielsen, der ikke synes bevaret, har uden Tvivl været et Udtryk for hans Vrede over at se sig selv i satirisk Belysning som Skuespilleren i "En Sjæl efter Døden". Med Kendskab til hans Psyke tør vi mene, at han har villet undsige Heiberg og nægtet for Fremtiden at optræde i hans Skuespil. Men da man Aaret efter ved Ryges Død (1842) stod overfor en Nybesættelse af Christian IV i "Elverhøi", har han fortrudt sit Brev og følt Forbigaaelsen som en Krænkelse af sin Skuespillerære. Resultatet blev, at Publikum i over tyve Aar i Christian Kragh maatte tolerere en ringe Fremstiller af den navnkundige Konge. Sml. Var. til II, 106, 7. - L.17. "Kongen drømmer", romantisk Drama i 1 Akt af H.C.Andersen, Musiken af H. Rung; 358 opf. 1. Gang 14/2 1844. Optrinet mellem Nielsen og Fru Heiberg maa have fundet Sted længe forinden, da Kragh allerede fra 2/10 1842 spillede Christian IV i "Elverhøi".

✂ 107,L.4. Ideen til Scenen mellem Døden og Skuespilleren: Sml. "En Sjæl efter Døden" i Heibergs "Nye Digte" (1841). Til Fru Heibergs Oplysning, at Nielsen var Model til Skuespilleren, kan føjes, at Heiberg gav ham denne Gravskrift (sml. Da Capo 1889-90, 92 og Var. til III, 109,28), da han erfarede hans Død i 1860 under Prøverne paa "Skikkelige Folk", hvor Sygdom tvang Nielsen til at afgive sin sidste Rolle:

✂ "Som Helt for Melpomenes Dolk
Man ofte saae Dig uskadt bløde;
Men da Du kom blandt Skikkelige Folk
Du følte fremmed Dig - - og døde!"

✂ - L.6. "Abekatten", Vaudeville i 1 Akt af Johanne Luise Heiberg; opf. 1. Gang anonymt 12/5 1849. Sml. II, 188, 2 og Note. - "En Søndag paa Amager", Vaudeville i 1 Akt af Johanne Luise Heiberg; opf. 1. Gang anonymt 5/3 1848. Sml. II, 181 og Noter. Først 26/9 1890, da Loven, der forlængede afdøde Forfatteres økonomiske Rettigheder fra 30 til 50 Aar, var vedtaget, navngav Fru Heiberg sig i sin sidste Henvendelse til Offentligheden officielt som Forfatter til de to Vaudeviller. Sml. Neiiendam, 128 f. - L.6. I Fru Heib. Ark. findes til Vaudevillerne nogle Forarbejder, der gaar tilbage til Midten af 1840erne. Smst. Koncepter og Udkast til mere end en Snes Smaadigte, næsten alle i en lille Notesbog; de fleste synes at være fra 1846, et er dateret 3/6 1846, et andet 21/11 1846. De er i Formen ubehjælpsomme, men bag dem ligger utvivlsomt stærke Følelser, Savn og Resignation. - L.30. den Mening, som Mange have: Den Teori, at Lighed mellem et Menneskes og et Dyrs Fysiognomi betinger en tilsvarende Lighed i Karakter, var hævdet allerede af Aristoteles; efter at Lavater (1775) var gaaet ind for samme Tanke, udkom i det 19. Aarh. en Række Værker om dette Emne, bl. a. af Englænderen Bell og Franskmændene Gratiolet og Duchenne. I Danmark udgav i 1858 Maleren og Forfatteren S. P. L.Schack (1811-64): "Physiognomiske Studier", og i 1859 kom "Portrætparalleller til Bevis for Ligheden mellem Mennesket og Dyret".

✂ 108,L.25. Sognepræst C. L.Strøm (1771-1859) udgav "Naturhistorisk Læsebog for Menigmand" I-IV (1841-52) og "Betegnende Træk af Dyrenes Liv, til Oplysning om deres Naturbeskaffenhed, Levemaade og Adfærd". 1846.

✂ 110,L.3. Citater fra Ingemanns Morgensang "Nu vaagne alle Guds Fugle smaa"; trykt i Ingemann: Romanzer, Sange og Eventyrdigte VII (1861), 236.

✂ 112,L.16-27. Citater fra "En Søndag paa Amager" (1848), 4., 5. og 6. Sc.

✂ 113,L.2. Sommer forestillinger 1846: Ikke færre end 17 Medlemmer af Teaterpersonalet gav i Juni og Juli 1846 Særforestillinger til egen Indtægt, 359 men Fru Heiberg medvirkede kun 13/7 i Festforestillingen ved det svenske Kongepars Besøg. Den bestod af Dansedivertissementer før og efter Opførelsen af "Kong René's Datter". - L.B. Kong Oscar I (1799-1859) og Dronning Joséphine (1807-76), besøgte 13/7-16/7 1846 Kbh. - L.17. Fru Heiberg slaar her to Hofforestillinger sammen. Den første, hvori hun medvirkede, fandt Sted 12/7 1841 paa Christiansborg, den anden 15/7 1846 paa Frederiksborg. Ved den første opførtes "Nei" og "Grethe paa Sorgenfri", en Vaudevillemonolog af Heiberg. General F. G. v. Müller noterede i sin Dagbog: "Optrædende vare Fru Heiberg, Phister, Foersom og Waltz. "Nei" endte med en indlagt smuk Strofe om "et Smil af Monarkens Mund". Tilskuerne vare kun Hofferne. Kongen var til Stede i sin Rullestol og meget oprømt. Efter Forestillingen kom Fru Heiberg ind blandt de Forsamlede. Hun var først klædt i "Grethes" Dragt, men klædte sig derefter om og kom ind som "Sophie" fra "Nei". De øvrige Spillende kom ligeledes ind i Selskabet og erholdt megen Tak. Phister var dog gaaet hjem forinden. Heiberg var ogsaa med. Kronprindsen var den eneste som bar Uniform; ellers var Paaklædningen civil for alle. Han bar en Klap for det høire Øie formedelst et Bygkorn." Sml. E. Bodenhoff: Hofliv under trende Konger (1913), 157f. Fem Aar senere blev Opførelsen af "Nei" gentaget paa Frederiksborg under det svenske Kongebesøg. Sml. Neiiendam, 40 f. Medens Sangerne fik 50 Rdl. i Honorar, naar de optraadte ved Hoffet, synes Skuespillerne kun at have faaet deres Udgifter dækkede. Men disse varierede; medens Phisters Udlæg beløb sig til 58 Rdl., krævede Fru Heiberg kun 17 Rdl. erstattet for sin Medvirken i Forestillingen paa Frederiksborg (Hofkassens Regnskab 1846. R. A.).

✂ 115, L.39. Arveprinsesse Caroline (1793-1881), Frederik VI's Datter, g. m. Arveprins Ferdinand (1792-1863).

✂ 116,L.10. Den tyske Forfatter E. T. A. Hoffmanns (1776-1822) fantasifulde Fortællinger.

✂ 117,L.36. et Guidarmbaand: Guld med Perler, snoet Baand besat med Diamanter. Solgt paa Heibergiana-Auktionen 1926.

✂ 118,L.4. Tycho Brahe: Se II, 100, 22. - L.13. Det skandinaviske Selskab stiftedes af H.N.Clausen (se Note til II, 122, 35) efter det skandinaviske Studentermøde i Uppsala 1843. - Orla Lehmann var en af de mest fremtrædende Nationalliberale. - L.15. Historiemaleren Constantin Hansen (1804 -80) blev 1846 g. m. Magdalene, f. Købke (1825-98). - L.31. Professor i alm. Pathologi, Dr. med. A. G. Sommer (1804-71).

✂ 119,L.18. Professor i Dogmatik, senere Biskop i Lund Dr. Johan Henrik Thomander (1798-1865). - L.30. Kabinetssekretær hos Kronprinsen, Justitsraad H.M.V.Lunding (1807-53), senere Statsraadssekretær, Kongens Kabinetssekretær og Kammerherre. Han var en Modstander af Louise Rasmussen og advarede Kronprinsen mod hende, sml. E. Bodenhoff: Hofliv under trende Konger (1913), 276. Ved hans Død skrev Grevinde Danner i sin Dagbog, at den var ved at vente "ved et uordentlig Liv; i mange Aar svækket, maatte han bukke under.... Man kalder ham et lyst Hoved ja! ved et Gilde i et muntert 360 Lag, men aldrig til samvittighedsfuldt at varetage det ham betroede". Sml. Hist. Tidsskr. 8. R. VI, 89-92.

✂ 122,L.8. Fri Gengivelse af flg. Linier fra Sangen "Solen sank bag grønne Lund" i "Tycho Brahes Spaadom":

✂ "Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?"
(Heib. Poet. III, 125).

✂ - L.14. inden to Aar: Tycho Brahe, der i 1599 bosatte sig i Prag, døde allerede 1601 smst. Sml. Note til II, 100, 31. - L.35. Naar Professor, Dr.theol. H. N. Clausen (1793-1877) blev hyldet under Udflugten til Hven, var Grunden den naturlige, at han havde stiftet og var Formand for "Det skandinaviske Selskab", som foretog Rejsen. Paa dette Tidspunkt var han iøvrigt Præsident i Stænderforsamlingerne og meget fremtrædende i det offentlige Liv.

✂ 123,L.12. "Bækvig" med Udsigt til Landskrona er gengivet efter Hellesens Tegning i Heib. Pros. IX. - L.13. Heibergs Afhandling om Hveen: Se Note til II, 100, 20. - L.26. Fra Bellmans "Fremmans Epistel" Nr. 71:

✂ "Gudomligt att beskåda!
- - -
Ä'ke det gudomligt? - Dessa ängarna,
Gudomliga".
Sml. A. D. J.s Note i Et Liv. 1. Udg. II, 357 f.

✂ - L.36. M. Wiehe spillede Shakespeares Romeo fra 11/12 1845, men da udførte en Debutantinde, den senere Emma Cortes, f. Meyer, Julies Rolle. (Sml. Var. til II, 112, 40). Fra 23/1 1847 overtog Fru Heiberg paany Julie, som hun havde spillet i sin tidlige Ungdom, sml. II, 127-137 og Noter.

✂ 124, L.14. Jenny Lind: Sml. I, 181, 8 og II, 102, 3 med Noter. Til Oplysning om Forholdet mellem Jenny Lind og Fru Heiberg har Charlotte Bournonville meddelt, at "hun var temmelig ubehagelig, for ikke at sige uartig, mod den feirede Sangerinde, naar de mødtes paa Theatret. Derimod er det fuldstændig sandt, at Jenny Lind sværmede for Fru Heiberg, endog i en saadan Grad, at hun længe betænkte sig paa at optræde paa et Theater, der eiede en saa uforlignelig Kunstnerinde som Fru Heiberg. Jenny Lind vilde absolut gjøre hende en Visit før sin Afreise; men Modtagelsen blev lidt underlig, næsten komisk. Skjøndt Moder [Helene Bournonville] forud havde meldt Besøget, var Fru Heiberg ikke tilstede for at modtage sin Gjæst; og uagtet Moder den ene Gang efter den anden beordrede Heibergs Tjener til at underrette Fruen om, at Frk. Jenny Lind var kommen, fik hun bestandig det samme Svar: "Fruen er i Haven." Der var altsaa intet andet at gjøre for hele Selskabet end at tøfle ned i Haven, hvor Fru Heiberg sad gjemt i et Lysthus og ligesom vaagnede op af en Drøm ved Synet af os. Jeg seer endnu Faders 361 forstemte Mine; men saa kom Heiberg selv tilstede, og han bragte Liv og Elskværdighed med. Han indbød os til at blive til Thee, hvortil Fru Heiberg skyndte sig at svare: "Det kan de ikke! - nei, desværre, de kan ikke!" - og Heiberg beklagede det meget. Ingen havde spurgt os, og ingen af os havde svaret. De Voxne var nærved at briste i Latter; men min Søster og jeg følte os meget skuffet over at skulle tage bort; der var en deilig Have til at lege i, og Heiberg holdt et "vældigt Styr" med os Børn. Fru Heiberg gjengjældte først Besøget efter Jenny Linds Afreise; og da vilde hun saa gjerne "have seet hende og os alle til Middag." Hvis Fru Heiberg havde glædet sig over Jenny Lind, saa var det unægtelig en underlig Maade, hvorpaa hun viste hende sin Beundring." Se Erindringer (1903), 317 f. Grunden til Fru Heibergs Holdning over for Jenny Lind var vel den, at hun sluttede sig til Anna og N. P. Nielsens Kreds og boede i Bournonvilles Hjem. Om hendes Ophold i Kbh. sml. G. L.Wad i Nationaltid.s Kronik 17/11 1927 Aft.

✂ 125, L.18. Et ungt... exalteret Menneske: Hvem det var, har ikke kunnet oplyses.

✂ 127, L.12. Den tyske Forfatter L.Tiecks Afhandling "Romeo und Julia" findes i "Dramaturgische Blätter" I (1826), 237-277; den af Fru Heiberg omtalte Udtalelse staar S. 247-248. - L.31. Den tyske Dramaturg Heinrich Theodor Rötscher (1803-71); Afhandlingen "Romeo und Julia" findes i "Abhandlungen zur Philosophie der Kunst". 4. Abth. (1842).

✂ 129,L.25. N. F. S. Grundtvig (1783-1872) var en af de faa Skribenter, som ikke fandtes i Kredsen omkring Fru Heiberg. Om hans negative Forhold til Teatret og til Fru Heiberg sml. Neiiendam: "Grundtvig og Teatret", i Festskriftet til Aage Friis (1940), 237-41. - L.30. Fru Heiberg hentyder her til Heibergs Polemik med Grundtvig, der bl. a. gav sig Udslag i "Ny A-B-C-Bog i en Times Underviisning til Ære, Nytte og Fornøielse for den unge Grundtvig. Et pædagogisk Forsøg" (1817). Se Heib. Pros. X, 3-31.

✂ 130,L.35. Under Opførelsen af "Romeo og Julie" 23/1 1847 tændte et Varmerør Ild i en Bjælke, der laa ved Lamperækken i Prosceniet, saa at Ilden, hvis den var blevet opdaget senere, kunde være blevet af katastrofal Art. N. P. Nielsen, der spillede Munken, raabte til Publikum, at der ikke var ringeste Fare, og derved standsede han Flugten fra Tilskuersalen, hvortil Røgen havde bredt sig. Men hans beroligende Ord savnede Baggrund, thi Faren var da netop overhængende; sml. Overskou V, 766.

✂ 131,L.39. den lille unge Pige: Emma Meyer (1829-90) g. 1859 m. Teaterdirektør Th. Cortes; sml. Note til II, 123, 36.

✂ 132,L.22. Cand. phil. Frederik Ludvig Høedt (1820-85) var ikke, som Fru Heiberg skriver, i Fyrrerne kun kendt af faa; tværtimod bevægede han sig meget i Selskabslivet, udgav lyriske Digte og havde allerede 1840 faaet en Bearbejdelse opført paa Det kgl. Teater. Han var velhavende og tog ingen Embedseksamen, men læste Teologi, Filosofi, Æstetik og særlig Dramaturgi. Hans Bekendtskab med M. Wiehe stammede fra 1837 og udviklede sig snart til et livsvarigt Venskab. Men han tilhørte den N. P. Nielsenske Kreds og kom 362 meget i C. N. Rosenkildes Hus. Han repræsenterede den vaagnende Kritik mod Fru Heibergs ideale Skønhedskrav, men gav den kun Udtryk i selskabelig Form. for Eks. ved at kopiere det søgte, der kunde være i hendes Spil. Sml. Neiiendam: Michael Wiehe og Frederik Høedt (1920).

✂ 133,L.12. Fem Aar efter: Tidsangivelsen er ikke korrekt. "Romeo og Julie" blev efter 1847 opført 9/12 1848 og dernæst 18/10 1851 samt 18/4 og 26/4 1852. Naar Fru Heiberg særlig mindes den sidste Aften med Smerte, bør det tilføjes, at Høedt fra 1851 var blevet optaget blandt Personalet, hvad der ikke havde svækket, men styrket hans Venskab med Wiehe.

✂ 134,L.7. Kierkegaards Afhandling fremkom anonymt i Fædrel. 24/7-26/7 1848 (Nr. 188-91) og udgaves i Bogform 1855 med Forord af J. L. Heiberg, der mente, at Afhandlingen "vel fortjener at læses paany, om ikke for Andet, saa for den Foragt, hvormed den affærdiger den gængse incompetente Theatercritik i al dens æsthetiske Tyndhed og moralske Slethed". Heiberg var da ved at afgaa som Teaterdirektør og fik paa den Maade Luft for sin Uvilje mod Pressen. 1857 udgav Rasmus Nielsen Kierkegaards Bladartikler og optrykte da ogsaa Heibergs Forord. - L.25. Medea: Græsk tragisk Sagnfigur, om hvem Euripides har digtet sin Tragedie. - L.39. Skriftet "Om min Forfatter-Virksomhed" 1851, hvori Kierkegaard vedkendte sig Forfatterskabet til "Krisen og en Krise i en Skuespillerindes Liv". Konvoluten med den indvendige Paaskrift til Fru Heiberg samt det ikke signerede Brev findes i Fru Heib. Ark. blandt anonyme Breve. Han sendte samtidig Bogen til Ægteparret Nielsen med denne Dedikation: "De Tvende, hvem kun Foreningen kunde gjØre til, hvad der er sjeldnere end det sjeldne, Hr. og Madame Nielsen, med Beundringens Hengivelse fra Forfatteren" (T.Mus,).

✂ 137,L.28. det Brev: 17/3 1845 bragte Fædrel. en Artikel underskrevet: "Valgerda. Paa en Herregaard i Sjælland den 10/3 1845". Artiklen var en Henvendelse til Professor Ernst Moritz Arndt (1769-1860) i Bonn i Anledning af et hadsk Angreb paa Danmark, han havde fremsat. Forfatterinden var Frk. Marie Arnesen (1824-91), Datter af den islandske Filolog Paul Arnesen. Artiklen var skrevet i et varmt og klart Sprog og underbygget med statistiske Tal om Sønderjyllands Befolkningsforhold. Hun opfordrede Arndt til fordomsfrit at betragte den dansk-slesvigske Bevægelse ud fra Synspunkter, der var bestemmende for hans egen tyske Nationalfølelse. Sml. Brix: Analyser og Problemer, II (1935), 325-34.

✂ 138,L.7. 5te Februar 1847 opførtes anonymt Heibergs sidste Lystspil i 2 Akter "Valgerda". Fru Heiberg udførte Judita; Broderens Rolle spilledes af W. Holst, Vilhelmine af Nathalia Ryge, Kancellist Hermansen af M. Wiehe, Huslærer Bertelsen af Phister og Husholdersken af Fru Sødring. Heibergs egen Censur over Arbejdet, skrevet 27/10 1846 til Jonas Collin, lød: "Min Mening om det er, efter hvad jeg allerede mundtlig har yttret, at det er et godt Stykke, som jo før jo hellere bør bringes paa Scenen" (Collinske Saml. 235 4° Kgl. Bibl.). - 1.15. Scenen mellem Broder og Søster: "Valgerda", 2. Akt, 4. Sc. (Heib. Poet. V, 82-91). - L.21. en hjertelig Taksigelse: Findes ikke i R. A. eller Det kgl. Bibl.

363

✂ 139, L.9. "Fruentimmer-Skolen", Komedie i 5 Akter af Molière (L'école des femmes), opf. 1. Gang 1751; i Overskous Oversættelse 19/2 1847. Den unge Pige Agnès kaldtes da Rose og udførtes af Fru Heiberg; Elskeren Horace, som da hed Leander, spilledes af M. Wiehe. - L.19. Julie takker sin Moder: "Romeo og Julie", 1. Akt, 3. Sc.

✂ 140,L.8. Det yndige Brev: 3. Akt, 4. Sc. - L.13. en hel Akt fri: 4. Akt. - L.36. Georg Bundtzen: Sml. I, 125, 34 og Note. Han havde 1840 taget Lægeeksamen og var til 1843 Kandidat paa Frederiks Hospital, hvor han døde af Tuberkulose 3/3 1847. Om Broderen Andreas Buntzen se Note til I, 283, 1.

✂ 142,L.6. "En Søndag paa Amager": Sml. II, 107, 6; 147, 21; 173, 2; 181, 18 og Noter.

✂ 143, L.4. "Danmark! du Perle -": Citat fra 4. Vers af Chr. Winthers "Fakkelsang fra de danske Studenter til Kongen og Dronningen i Anledning af Prinds Fr. Ferdinands og Prindsesse Carolines Ægteforening" [1829]; trykt i Winther. Samlede Digtninger. I (1860), 5. - L.18. F. Schiern oplyser, at Dronning Caroline Mathildes Fængsel paa Kronborg fandtes i den lavere Række af Slottets Værelser. Sml. Hist. Tidsskr. 1871, 777. Sml. I, 157, 32 og Note. - L.39. "Vi Søemænd giør' ei mange Ord": Sømandssang af Clemens Tode fra sidste Scene af hans Komedie "Søeofficererne", udkommet 1782 og opført 1783.

✂ 144,L.5. Hellebæk: Om Opholdet her sml. Heibergs og Fru Gyllembourgs Breve 13/8 og 24/8 1847 (Heib. Familiebreve, S. 205 ff.). - L.11. Kroen i Hellebæk blev opført 1745. Den er dels nedrevet og dels ombygget i vore Dage. Sml. Nationaltid. 6/8 1935, hvor et Billede af Kroen i dens oprindelige Skikkelse er gengivet. Heiberg kaldte Boligen slet, men den havde dog den Behagelighed, at det er en isoleret Tilbygning, hvor vi have det for os selv". Sml. Heib. Familiebreve, S. 84. Krofolkene i Hellebæk var iflg. Folketællingslisten 1845: Den 38aarige Martin Mikkelsen, g. m. den 40aarige Nille Pedersdatter; de havde tre Børn, ingen Tjenestefolk.

✂ 147,L.14. et Arbeide: Heiberg beskæftigede sig i Sommeren 1847 med at samle og gennemse sine Poetiske Skrifter, som næste Aar udkom i otte Bind. - L.21. Kongelunden paa Amager hørte oprindelig til St. Magleby Overdrev, men blev i 1818 overladt det kgl. Landhusholdningsselskab, ved dets Præsident Jonas Collins Foranstaltning, til Skovkultur. 1845 købte Staten Skoven, hvor der siden blev rejst et Mindesmærke for Collin. Da Heiberg censurerede "En Søndag paa Amager", skrev han til Collin 14/11 1847, at "Vaudevillen forsaavidt kan siges at være dediceret til Deres Excellence, som den med Forkærlighed omtaler Kongelunden paa Amager. Hvorvidt Deres Excellence vil modtage Dedicationen, er en anden Sag". Han ansaa forøvrigt Stykket for en Bagatel med "en ret gemytlig Tone over det Hele" og sammenlignede det med "Die Wiener in Berlin". Sml. Heibergs Teatercensurer ved Julius Clausen i Gads Magasin, 1928, 302. - L.40. "Ninon", Skuespil i 5 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 4/3 1848. Sml. II, 76, 36 og 179, 21 med Noter.

✂ 148,L.1. "Viola", Lystspil i 3 Akter af Shakespeare (Twelfth Night or 364 What you will) oversat og forkortet af Sille Beyer, Musiken af H. Rung; opf. 1. Gang 20/9 1847. J.C.Normann har i: Teatret, 1939, 67-90, skildret Opførelsen. Bearbejdelsen var lagt til Rette for Fru Heiberg, saaledes som hun ønskede den, for at Viola kunde blive Hovedpersonen, men paa Bekostning af de burleske Scener, som netop danner Modsætningen til og Fremhævelsen af de romantiske. Figurer som Malvolio og Narren var udeladt, og Komiken mellem Tobias og Blegnæb indskrænket det mest mulige. Det fremgaar af Sufflørbogen, at Fru Heiberg selv har tilsat Repliker, som ikke findes hos Shakespeare. Heiberg kaldte i sin Censur Amputeringen en "med Smag og Skønsomhed foretagen Bearbejdelse". - L.4. det første af de Shakespeareske Lystspil: Fru Heiberg har glemt, at Lystspillet "De muntre Koner i Windsor" var opført 1830, oversat af A. E. Boye. Men "Viola" var Indgangen til flere Opførelser af Shakespeare-Bearbejdelser ved Sille Beyer efter Heibergs Overtagelse af Chefsposten i 1849. Sml. II, 175, 10 og Note. Fru Heiberg kaldte hende sin "privat Poet; den eneste Poet, jeg har kendt, der øieblikkelig udførte, hvad jeg bad om at faa udført". Sml. Neiiendam, 16. I Fru Heib. Ark. er der fra Tiden 1839-61 en Del Breve fra og til Sille Beyer, som efter Heibergs Død hjalp Fru Heiberg med Brevudfærdigelser og ogsaa afskrev I. Del af MS til hendes Livserindringer (se IV, 11).

✂ 151,L.25. en lille Hytte: "Gamle Anes Hus" eller "Skomagerhuset", som bl. andre Viggo Langer har malet, findes endnu ved Bøgholm Sø nær Hellebæk. - L.28. en... Kvindeskikkelse: Iflg. Folketællingslisten synes "gamle Ane" at være identisk med Anne Sophie Olsen, 64 Aar, f. paa Giesegaard, Sorø Amt, hendes Ægtefælle: Skomager Ole Olsen, 62 Aar, f. i Sæbyholm i Skaane. Der var ingen hjemmeværende Børn, men en 7aarig Plejesøn, f. i Helsingborg. I 1855 boede Ole Olsen der endnu, som Enkemand, og der var kommet endnu en gammel Skomager i Huset. Om Ane og hendes Hus sml. den usign. Artikel "Bøgeholmshuset" i Berl. Tid. 13/6 1895 (Nr. 134), hvori Fru Heibergs korrekte Skildring af hele Sceneriet fremhæves. Om Hellebækopholdet (Kroen, Naturen, Fru Heibergs Besøg hos "en fattig Bondekone") sml. J. L.Heibergs Brev til Fru Gyllemborg 13/8 1847, trykt i Heib. Familiebreve, S. 205 f.

✂ 153,L.5. Universalbalsam: En Salve, der tilberedtes af gult Voks, Olivenolie, Benzoe og Blyilte, og som anvendtes ved overfladiske Saar, Forbrændinger o. l.

✂ 157,L.21. Herregaarden: Hellebækgaard i den Schimmelmannske Families Besiddelse. - L.22. Storbritanniens Gesandt i Kbh. fra 1824-53, Sir Henry Wynn, havde en Søn, Grenville W., der var hjulbenet og meget lille, mens Hovedet var af en overnaturlig Størrelse. Sml. A. Abrahams: Minder fra min Barndom (1895), 47 f. Marie Konow: Nogle Barndoms- og Ungdomserindringer (1902), 71 f. Billede af ham findes i T.Mus.

✂ 159,L.40. Nakkehoved Fyr oprettedes 1772. Da Anlæggets navnkundige Beplanter, Fyrinspektør Christian Faber (f. 1775), døde 1845, kan Fru Heiberg ikke have talt med ham i Sommeren 1847 eller nogle Aar senere; hendes Besøg paa Nakkehoved maa altsaa have været tidligere.

365

✂ 161,L.34. Endrup: Landsby nord for Fredensborg.

✂ 165,L.7. Han havde i sin Ungdom: Heiberg studerede som ung Student ivrigt Entomologi og havde anlagt en Insektsamling. Sml. Breve til og fra J. L.Heiberg (1862), 25-26.- L.9. Skolopendere: Sml. Fru Heibergs spøgende Ytring i Heib. Hjem, 336.

✂ 166,L.34. Kalvekuske: Saaledes kaldtes tidligere de sjællandske Kuske, der kørte et Læs Kalve eller Fødevarer til Torvs i Kbh.

✂ 168,L.4. Kejser Nikolaj I af Rusland (1796-1855).

✂ 170,L.9. Herregaarden:sml. II, 157, 21 og Note. - L.11. Beretningerne om Digteren Jens Baggesens Samliv med Statsmanden Grev Ernst Schimmelmann og hans Familie, dels paa Sølyst, dels paa Hellebækgaard, har aabenbart interesseret Fru Heiberg. Baggesens Færden i Hellebæk kulminerede i Juni 1791, da han ved et urigtigt Rygte om Schillers Død fik arrangeret en Mindefest derude for den store Digter. Sml. bl. a. Kr.Kongstad i: Fra Frederiksborg Amt. 1908, 91-97.

✂ 171,L.6. sine huslige Tryk: Baggesen var i Privatlivet en haardt prøvet Mand; han mistede begge sine Hustruer og tre Børn; dertil kom økonomiske Sorger og i de sidste Aar en fortvivlet Kamp mod Sygdom. - L.8. "Wie theuer -": Se I, 288, 33 og Note.

✂ 173,L.2. Koncertmester Johannes Frederik Frøhlich (1806-60). Den begavede Komponist fik efter et Fald paa Gaden Apopleksi og maatte 1844 tage sin Afsked fra Teatret. Foruden til "Valdemar" skrev han yndig Musik til "Festen i Albano" og "Erik Menveds Barndom", hvis "Riberhus-March" har bevaret hans Navn. Bournonville siger om ham, at han kun "vilde have behøvet en Smule Charlatanisme for at gjelde for et Genie". Se Mit Teaterliv, III, 3 (1878), 254-61. Frøhlichs Samvirken med Fru Heiberg blev hans sidste Arbejde. Titelbladet til det med Frøhlichs Haand skrevne Partitur til "En Søndag paa Amager" vidner om et ikke ringe Tovtrækkeri om Paterniteten til Musiken. Sml. Sven Lunn: "Det kgl. Bibl.s danske Musikautografer" i: Bogens Verden. 1941, 358. - L.5. "Valdemar", se Note til II, 90, 39. - L.30. Theaterdirectionen bestod paa dette Tidspunkt af J. G. Adler og Jonas Collin med J. G. Levetzau som Chef. Forholdet mellem de to sidstnævnte var spændt. Levetzau var en Hofmand med Omsvøb, Collin en Praktiker, der i enhver Sag gik aabent til Værks med det Maal at naa et hurtigt og nyttigt Resultat.

✂ 174,L.27. Citat fra "Viola" 2. Akt, 3. Sc.

✂ 175,L.3. Komponisten Henrik Rung (1807-71) var fra 1842 Teatrets Syngemester. Allerede 1837 havde han sit Gennembrud med Musiken til "Svend Dyrings Huus", og siden komponerede han til over tyve dramatiske Arbejder. Hans Musik fortsatte Weyses Linie i dansk Tonekunst. - L.10. Foruden "Viola" bearbejdede Sille Beyer de Shakespeareske Lystspil "As you like it" (Livet i Skoven, opf. 1849); "All's well that ends well" (Kongens Læge, opf. 1850); "Love's labour lost" (Lovbud og Lovbrud, opf. 1853) og "Much ado about nothing" (Kjærlighed paa Vildspor, opf. 1859). Sml. II, 148, 4 med Note. - L.12. Madame Wilhelmine Schröder-Devrient (1804- 366 60) var Tysklands største dramatiske Sangerinde i den store Stil. Efter sin Afgang optraadte hun i Okt. 1847 paa Det kgl. Teater, dels i Brudstykker af sine berømte Partier, dels som Romeo og Norma. Hun vandt fuld Forstaaelse for sin Kunst og maatte give to Koncerter i Casino. Skønt Kongen var syg, hørte han hende ved en Koncert paa Sorgenfri. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 95 f.

✂ 176,L.36. Den berømte tyske Sangerinde Henriette Sontag (1806-54) blev 1828 g. m. den italienske Diplomat Grev Carlo Rossi og trak sig 1830 tilbage til Privatlivet, men da hun under de urolige Forhold i Tyskland i 1848 havde mistet sin Formue, maatte hun af økonomiske Grunde optræde paany; under en Turné i Amerika døde hun af Kolera i Mexiko.

✂ 177,L.16. en fransk Sanger: Tenoren Adolphe Nourrit (1802-39), en af Bournonvilles Venner, gjorde, da han mærkede Stemmens Nedgang, selv Ende paa sit Liv. Sml. Aug. Bournonville: Mit Theaterliv, I (1848), 64-67. - L.18. Den franske Skuespillerinde Elisabeth Rachel Felix, kaldet Rachel (1821-58). Karl Mantzius har i: Skuespilkunstens Hist. i det 19. Aarhundrede (1922), 71-81 forsøgt en Sammenligning mellem Fru Heiberg og Rachel. De har det jødiske og den fattige Oprindelse tilfælles, men deres Evner, Udvikling og Livsførelse var iøvrigt meget forskellig. - L.23-24. Christian VIII døde paa Amalienborg Torsdag 20/1 1848 og efterfulgtes af sin Søn, Frederik VII. - L.39. Fra dette Øjeblik sank alt det Gamle: 25/3 1848 skrev Heiberg til Schubothes Forlag, at Tilstandene havde fuldstændig forandret sig, "og forandre sig, saa at sige, med hver Time". Situationen havde endog Indflydelse paa "En Søndag paa Amager", idet en af Viserne, der før var blevet modtaget med stormende Bifald, nu var Genstand for Opposition (Breve fra Heiberg, solgt ved Auktion Febr. 1936). C. N. Rosenkilde advarede imod at lade en Bonde i Øjeblikket "raillere over Bondens Bestræbelser for liberale Anliggender"; sml. Fru Sødrings Erindringer I, 230. August Bournonville har i: Theaterliv og Erindringer (1865), 51-60 givet en Skildring af det bevægede Aar 1848, set med en patriotisk følende Scenekunstners Øjne.

✂ 178, L.23. Meddelelsen om de første Faldne ved Bov 9/4 1848 findes i Berl. Tid. 11/4 s. A. - L.24. Kaptajn i Jægerkorpset Johan Frederik Hegermann-Lindencrone blev haardt saaret i Slaget ved Bov 9/4 1848 og døde Dagen efter paa Lazarettet i Aabenraa, 46 Aar gl.

✂ 179,L.3. en Sørgeprolog: Heib. Poet. IX., 195-99. - L.4. "Kong René's Datter": Se II, 75, 31 og 81, 26 med Noter. - "Liden Kirsten", romantisk Syngestykke i 1 Akt (senere 2) af I. P. E. Hartmann, Tekst af H. C. Andersen; opf. 1. Gang 12/5 1846. - L.6. "Valgerda": Se II, 137f. og Noter. - L.21. Chevalierens Rolle: Se II, 76, 36 og Note. Ogsaa paa Datidens Unge gjorde Fru Heibergs og M. Wiehes Spil i "Ninon" det stærkeste Indtryk. Georg Brandes skrev i 1917: "Deres geniale Evner fuldstændiggjorde hinanden og smeltede sammen. Hun var i Sandhed Yndens og Viddets Dronning, han den unge mandige Begejstring - Lyren og Sværdet - som accompagnerede hendes Væsens Melodi." Efter Forestillingen kunde Brandes ikke gaa hjem, 367 men ilede op paa Ehlers' Kollegium til nogle Venner, deriblandt Julius Lange. "Jeg sagde alt i Døren: "Jeg kommer fra at have set det Vidunderligste, noget Øje kan se." Et: "Hvad der gaar af Dig?" var Julius Langes højst naturlige Spørgsmaal. Og saa udviklede jeg - desværre tusind Gange bedre end jeg kan gøre det nu - i en rivende Ordstrøm, hvilken Skønhedens Verden der havde aabenbaret sig for mig paa vort gamle Teater." Sml. Saml. Skrifter 2. Udg. I (1919), 460. - L.29. 5. Akt, 8. Scene.

✂ 180,L.16. Ninons Replik i 5. Akt, 8. Scene: "Min Kjærlighed, min reneste, min bedste." (Hertz. XII, 178). - L.21. den lille falske Betvinger: Hentydning til Barkarolen i "Ninon", 1. Akt, 1. Sc.:

✂ "Seer Du Eros, saa hold Vagt -
O, han er saa falsk som lille!
(Hertz. XII. 5).

✂ 181,L.10. Fru Dr. V. Palmgren Munch-Petersen oplyser, at der findes flg. to svenske Ordsprog: "Är olyckan framme, kan en blind höna skjuta med pistolhölster" og "Om det vill sig väl, så skjuter själva pistolhölsteret". - L.11. Mine Medspillende: Nogle Tegninger fra Førsteopførelsen af "En Søndag paa Amager", udført af A.Harttung, findes i T.Mus.; sml. II, 192. - L.13. Kgl. Skuespiller Fritz Wilhelm Hultmann (1820-94) var Teatrets ideale Sang- og Lystspilelsker, hvis Berømmelse især skyldtes hans indtagende Fremstillinger af de Hostrupske Studenter Herløv og Klint. Han skabte her en Tradition, hvis Skal senere Fremstillere har efterlignet uden at naa Hultmanns Charme og friske Oprømthed. - L.14. Kgl. Skuespiller Niels Peter Knudsen (1819-54) var en af Teatrets lunerige Lavkomikere, en ringere Udgave af G. M. Foersom, hvis Efterfølger han kunde være blevet, dersom han ikke var død saa tidlig. Han og Kristian Mantzius var Frederik VII's Yndlingsskuespillere. - L.17. Ideen at benytte Amagerfolket paa Scenen var kun relativ ny. Allerede 1757 havde Balletmester Como komponeret en Ballet med Titlen "Amagerne", og 1764 opførte Italienerne en Opera buffa "Den ærlige Amageikone" (L'amacchera onorata), hvis Tekst skyldtes den italienske Sanger Giuseppe Secchioni. Det første Scenebillede forestillede Haven ved en Amagerbondes idylliske Gaard, der var fuld af alle Slags Grøntsager, og foran Huset saas to Køer samt en malkende Amagerpige; sml. Torben Krogh: Danske Teaterbilleder (1932), 138. Efter Fru Heibergs Benyttelse af Amagersceneriet kom 1871 Aug. Bournonvilles Ballet "Livjægerne paa Amager". - L.28. mine Sange ville...: Den samme Mening udtrykte Heiberg i sin Censur af 14/11 1847 over "En Søndag paa Amager". Han tvivlede ikke paa, at de for Læseren "temmelig ubetydelige Texter" ved Musikens Hjælp "vilde fra Theatret udbredes over Landet og blive Folkesange". Da Visen "Paa Søen, naar den skummer vred", findes skrevet med hans Haand, tør det formenes, at han er Forfatter til den. - L.34. Udenrigsminister Frederik Greve Moltke, Bregentved (1825-75) blev 1851 g. m. Caroline v. d. Maase (1827-86). Deres Søn, Adam Vilhelm, døde 1860, 8 Aar gammel.

368

✂ 182,L.16. Indenrigsminister, senere Konsejlpræsident og Justitiarius i Højesteret Peter Georg Bang (1797-1861) var en af Etatsraad Suhrs Venner og gennem ham kendt med Ægteparret Heiberg. Fru Heiberg kaldte ham "en Tværdriver", Heiberg "en godmodig Mand, som jeg i Grunden godt kan lide". Sml. Heib. Hjem, 322, 352. Han blev 1824 g. m. Marie Caroline Fribert (1803-75).

✂ 183,L.24. Overskous Udtalelse om "En Søndag paa Amager"s Tiltrækningskraft findes i: Den danske Skueplads V, 795.

✂ 184,L.26. "Den tapre Landsoldat" blev skrevet i Marts 1848 af Forfatteren, da Inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt, Peter Faber (1810-77) efter Opfordring af Komponisten, Musikhandler E. Hornemann, som ønskede en Tekst til en Marchmelodi, han havde komponeret. 10/4 1848 averteredes Visen, der udløste Stemningen og vandt en enestaaende Popularitet. Sml. Et Liv, 1. Udg. II, 358 og O.Borchsenius: Fra Fyrrerne I (1878), 145 f.

✂ 185,L.32. Nordmanden, dansk Grundejer Leopold Løvenskiold (f. 1813), blev haardt saaret i Affæren ved Nybøl 5/6 1848 og døde paa Lazarettet i Flensborg Dagen efter; sml. C.J.Anker: Norske frivillige (1887), 132-141. - L.33. Svensk Student, dansk Premierløjtnant Erik Lejonhufvud (f. 1823), faldt ved Dybbøl 5/6 1848. Sml. B. Scholdstrom: Svenskarne under Dannebrogen. (1903), 42 ff. - Den svenske Digter og Løjtnant G.L.Sommelius, (f. 1811), faldt som dansk Premierløjtnant ved Dybbøl 5/6 1848. Sml. B. Scholdstrom: Svenskarne under Dannebrogen (1903), 78f.

✂ 186,L.13. Ketil J. Motzfeldt (1814-89), var norsk Søofficer, senere konservativ Stortingsmand og Statsraad, nær knyttet til Krieger. Sml. Krieger II (Registret). - L.17. Tivolier, Maskerader: Carstensen havde aabnet Tivoli som Sommer-Forlystelsessted 15/8 1843 og Casino som Vinter-Tivoli 21/2 1847. I det sidste Etablissement afholdtes ogsaa Maskerader.

✂ 187,L.1-32. Oehlenchlägers Digt "Til Fru Johanna Louise Heiberg" findes i Original i Fru Heib. Ark.

✂ 188,L.2. "Abekatten" sml. II, 107, 6 og Note. Da Fru Heiberg engang i Firserne kørte med John Paulsen gennem Pilealléen, pegede hun paa et lille, beskedent Hus og sagde: "Det var derinde, at Familien i "Abekatten" boede," Sml. J. Paulsen: Min første Sommer i Kbhvn. (1908), 35. Idéen til Stykket stammer uden Tvivl fra de Somre, Fru Heiberg boede paa Landet i Rahbeks Allé. - L.7. De to Numre,: Margrethes Sang "Siig, hvorved at Fisken kan" er fra "Abekatten" 15. Sc. (S. 48); Iversens Sang "Naar jeg af Sengen om Morgenen sprang" findes i 13. Sc. (S.41). Heiberg har i en "Forerindring til "Abekatten"" galant skildret sit Forhold til de to Vaudeviller: "Den Andeel, jeg har havt i begge Stykkers definitive Skikkelse, er, om ikke ganske uvæsenlig, dog af saa underordnet Natur og Omfang, at jeg, ikke mindre paa mine egne end paa Forfatterens Vegne, maa paa det Bestemteste protestere imod at gjælde for Ophavsmand til Det, hvori hverken den første Opfindelse eller den egenlige Udarbeidelse kan tillægges mig." Se Heib. Pros. IV, 341 f. - L.36. Fru Heiberg spillede Margrethe, Fru Sødring Husholdersken, C. N. Rosenkilde Iversen og M. Wiehe Kandidaten.

369

✂ 189,L.12. Den norske Digter Johan Sebastian Cammermeyer Welhaven (1807-73) var i Slægt med Heiberg.

✂ 190,L.11. "Duftvaudeviller": Denne Betegnelse, som skyldes Jacob Voltelen, anvendtes paa Tryk første Gang 24/9 1853 i Fædrel. om U. P. Overbyes Vaudeville "Karens Kæreste". Betegnelsen gik over i Sproget og blev siden ofte anvendt i haanende Betydning. - L.27. Theaterbestyreisens Omdannelse: Ved Regeringsforandringen i 1849 herskede stor Meningsforskel, saavel i Pressen som blandt de Styrende, om det kgl. Teater i Fremtiden skulde sortere under Staten eller under Kongens Civilliste. De store Navne blandt Kunstnerne mente, at de under "den fri Forfatning" maatte være selvskrevne til at faa Haand med i Ledelsen, medens de mindre fremragende var bange for, at deres Interesser skulde lide derunder. To Partier stod over for hinanden: Det ene foretrak, at Chefen, Overhofmarskal Levetzau fortsatte Ledelsen under Civillisten med sagkyndig Hjælp af Kunstnerne, medens det andet Parti indsaa, at en Tilkendegivelse heraf maatte opfattes som en Demonstration mod Jonas Collin, til hvem Størstedelen af Personalet stod i Taknemmelighedsgæld. Sml. Overskou V, 847 ff. Teatrets Overgang til Kultusministeriet fandt Sted under 25/6 1849, saaledes som det var bebudet ved kgl. Kundgørelse af 30/5 s. A. - L.36. "Abekatten" naaede 17/1 1871 den 100. Opførelse og er ialt spillet 134 Gange paa Det kgl. Teater, senest 1885. "En Søndag paa Amager" naaede først sin 100. Opførelse 27/11 1912 og er ialt spillet 136 Gange paa Det kgl. Teater, senest 1916. Begge Stykker er desuden hyppigt opført paa Privatscenerne i Kbh. og Landet over; 1941 blev "En Søndag paa Amager" bearbejdet til Film. Som Honorar for de trykte Udgaver kvitterede Heiberg paa Schubothes Forlag 1/4 1848 for 140 Rdl. for "En Søndag paa Amager" og 12/2 1849 for 100 Rdl. for "Abekatten" (Breve solgt ved Auktion Febr. 1936, uvist til hvem).

✂ 192,L.3. en Adresse: Tillidsadressen til Teaterchef Levetzau fik kun 18 Underskrifter, men da han, i Modsætning til Collin, gerne vilde fortsætte som Chef, benyttede han den over for Ministeriet, da han søgte at beholde sin Post. "Skudsmaalet var uden Virkning," skrev Collin; "jeg erkyndigede mig ikke om Papirets Indhold og saa det aldrig." Hans Søn Edvard Collin tilføjede, at "de Barnagtigheder, der gik forud for Afslutningen af Collins og Levetzaus Samvirken, ikke er Omtale værd". H. C. Andersen og det Collinske Hus. (1882), 589, 592. - L.30. Brev til Rosenkilde: Originalen til Heibergs Brev findes ikke i R. A. eller Kgl. Bibl.

✂ 193,L.6. en ny Adresse: Den fik 46 Underskrifter og havde dette Indhold: "Deres Excellence! Endskjøndt vi vel vide, at en Mand, der igjennem en mangeaarig sjelden Virksomhed har modtaget saa mange anerkjendende Hædersbeviser af Landet, som Deres Excellence; - hvis utrættelige Opoffrelse, redebonne Iver og milde Hjælpsomhed mindes med Taknemmelighed af de mange Hundrede, der vendte sig til Dem og ikke skuffedes, - ikke trænger til vort Vidnesbyrd, saa er det os dog en Trang netop i dette Øieblik, da det 370 Forbigangne lader til at glemmes saa let, at forsikkre Dem, at vi aldrig kunne eller ville glemme den humane Dommer og den hjælpende Ven, vi fandt i Deres Excellence." Se Overskou V, 850. - L.10. Overskou fortæller, at Repræsentanter for de 18, formentlig Nielsen, Phister og Rosenkilde, forestillede Journalisterne "det Kunstfordærvelige" i Collins Virken, hvorefter Bladene optog nærgaaende, anonyme Angreb paa ham. Se Overskou. V, 847 f. - L.28. en af Theatrets... yndede Sangerinder: Formentlig kgl. Kammersangerinde Catharine Simonsen (1816-49), der var en af Teatrets hyppigste Ansøgere om Ekstrahjælp, Gratifikationer o. 1. Hun havde 8 Børn, deriblandt Sangeren Niels Juel Simonsen.

✂ 194,L.11. Jonas Collin, der ikke selv var Æstetiker, fremkaldte Litteratur ved sin hjælpsomme Forstaaelse. Dette gælder ikke alene hans Forhold til H. C. Andersen, men han havde ogsaa afgørende Betydning for Vaudevillernes Fremkomst, trods Rahbeks Modstand. (Sml. Af Jonas Collins Papirer (1871), 70-79; 84-89; 113f.). Ved sin Tiltræden som Teaterdirektør skrev Heiberg til ham: "Det er mig indlysende, at min hele Tilværelse baade i Litteraturen og i Livet er væsenlig knyttet til Deres Excellences Indvirkning, og at den uden denne vilde være bleven en heel anden. Thi det var paa Deres Opmuntring, at jeg i min Digtervirksomhed sluttedc mig til Theatret." Se H. C. Andersen og det Collinske Hus (1882), 594.

✂ 195,L.2. "Ja, vi ere nogle Asner": I Tillæg til Julie Sødring: Erindringer I (1894), 230-36 søger hendes Søn, Kontorchef Marius Sødring, at forsvare sin Morfader, C. N. Rosenkildes Holdning over for Collin, idet han minder om, at Tillidsadressen til Teaterchef Levetzau var en Gentagelse. Allerede i 1842 havde de samme Skuespillere indgivet en Adresse til Kongen, da de frygtede, at Collin skulde blive Enedirektør. De havde altsaa fastholdt deres Opfattelse af hans æstetiske Mangler, om hvilke ogsaa Fru Heiberg var enig med Rosenkilde; sml. smst. I, 443. Forsaavidt kan man følge Kontorchef Sødrings Redegørelse, men derimod ikke, naar han affærdiger Collins Velgerninger over for Rosenkilde med den Betragtning, at han derved gavnede den danske Nationalscene, som det var hans Pligt at vogte. Collins Hjælpsomhed var ikke af embedsmæssig Natur, men bundede i en dyb menneskelig Forstaaelse. Rosenkilde og de andre Adresseskriveres Aktion var en Fisken i rørt Vande, dels betinget af det mindre gode Forhold mellem Levetzau og Collin, dels af Lyst til at bestemme, hvem der skulde være den fremtidige Leder. - L.7. en gjennemgribende Reform: Collin bad Heiberg om hans Mening vedrørende et Forslag til Reduktioner, som Økonomiinspektør G. F. Lassen havde udarbejdet, og Heiberg svarede i en Redegørelse, dat. 25/9 1848 (Coll. Saml. 234, 4°, kgl. Bibl.) med nogle Betragtninger, der ikke er uden Interesse som Indvielse til hans Overtagelse af Chefsposten n. A. Han mente, at den store Opera "hører aldeles ikke hjemme paa vort lille Theater og vil aldrig kunne trives i en By, der ikke er større end Kjøbenhavn. Hvad vi ere henviste til, er Syngestykket, det, som de Franske kalde Opéra-comique". Ledelsen burde derfor ikke engagere nogen, blot fordi vedkommende var i 371 Besiddelse af en god Sangstemme, men først og fremmest tage Hensyn til det dramatiske Talent. Skete dette, vilde Syngestykket faa en ganske anden Plads i Repertoiret "end vore nuværende Sangere og Sangerinder med deres skrøbelige Stemmer og totale dramatiske Uformuenhed ere istand til". Man skulde ikke bryde sig om, at de "indbildte Musikkjendere" vilde ryste paa Hovedet, men blot fornøje Publikum. Saadanne Værker som "Don Juan" og "Figaros Bryllup" burde reduceres til Dialog blandet med Sang. Over for Balletten var han noget forsigtigere, da Bournonville "havde bragt den til et saadant Glandspunkt, at man nødig udtaler sig for dens Reduktion". Paa en Maade maatte man hellere helt ophæve Balletten som "en undværlig Luxusgjenstand" end indskrænke den. Dog var "Elverhøi"s Forfatter klar over, at man i saa Fald let vilde komme i Forlegenhed, fordi Dans ofte kræves i Skuespil. Efter at have fremsat nogle Bemærkninger om Kapellet og Forfatternes Honorar advarede Heiberg meget imod at løsrive Teatret fra Staten, "hvoraf Følgen vilde blive, at det ogsaa tabte sin Forbindelse med Nationen, sin Nationalitet, og lidt efter lidt kom i Hænderne paa uværdige private Entrepreneurer". Staten burde betragte Teatret som en Dannelsesanstalt for sine Borgere og derfor tage denne Institution, som saa mange andre, under sin Varetægt. Heiberg vidste godt, at den modsatte Opfattelse i Øjeblikket vilde vinde Mængdens Bifald, "da det jo er blevet en Mode-Anskuelse, at alle Virkekredse, ligefra Kirken af, skulde bestaa uafhængige af Staten. Men fra disse umodne Experimenter vil man engang komme tilbage".

✂ Teatrets mangelfulde Sceneinstruktion paatalte Heiberg skarpt. "Instructeuren er for Skuespillet, hvad Capelmesteren er for Orchesteret". Det var forkasteligt, at Instruktøren samtidig virkede som Skuespiller. Naar Operaen kun bestod af Syngestykker, burde disse have samme Instruktør som Skuespillet. Han ansaa det for en Fejl, at Balletmester Bournonville brugtes til at sætte Operaer i Scene. Dertil havde han hverken dramaturgisk Indsigt eller æstetisk Dannelse, og navnlig manglede han Receptivitet: "Han kan ikke sætte sig ind i eller opfatte et fremmed Kunstværk, men kun sit eget. Hvad han ikke selv har frembragt, forstaar han ikke, hvilket allerede kan sees af et Par af de Balletter, som han fra fremmed Scene har overført paa vort Theater". Instruktøren var "Poesiens Øie, der fra sit Standpunkt overseer og vaager over det Hele, saa at Digterværket i alle Henseender skeer sin Ret, idet selv dets skjulteste Nuancer og Hentydninger forstaas og opfattes rigtigt, og komme tilsyne i Udførelsen". Heiberg indrømmede, at det ikke var let at finde en Mand, der var Pladsen fuldkommen voksen, men mente, at Overskou maatte være den nærmeste. Heri tog han fejl, og det gjorde han ogsaa i sin Advarsel mod Oprettelsen af en dramatisk Elevskole. "Det maa være Enhvers egen private Sag, hvorledes han vil skaffe sig den nødvendige Forberedelse. Melder han sig uden denne, maa han afvises; og det bliver da hans egen Sag igien, om han vil opgive det Hele eller erhverve sig det Manglende". Det var ikke let at indse, hvordan dette skulde foregaa, naar Heiberg samtidig hævdede, "at Ingen i vort Skuespil-Personale har den dramaturgiske 372 Kundskab og Dannelse, som vilde udfordres til at opdrage et raat Menneske til Kunsten".

✂ Til Slut sagde han et Par Ord om Bestyrelsesformen. Han hyldede det gamle Princip: To Direktører, én for Kunsten og én for Økonomien samt i Spidsen en Hof- eller Statsembedsmand med de nødvendige Chefskvalifikationer, "hvilke her mere ere at søge i den individuelle Characteer og i den Indflydelse, som hans Stilling giver ham, end i en særegen Fagkundskab". En saadan Bestyrelse vilde efter Heibergs Mening bedst bevare Teatrets Forhold til Staten. Der var i disse Betragtninger en Del Stof til Konflikter, og disse udeblev da heller ikke, da Heiberg nogle Maaneder senere udnævntes til Teatrets første Enedirektør. - L.20. Madvig var Kultusminister 1848-51. - L.36. en Billet fra Madvig: Inden Kultusministeren tilbød Heiberg Direktørposten, havde han spurgt Collin, om han vilde være Chef, men denne afslog Tilbudet af Hensyn til sine 73 Aar og anbefalede Heiberg. Madvig affandt sig med Levetzaus Prætentioner ved at tilbyde ham en Sinecure som Overbestyrer af Kunstsamlingerne. Sml. H. C. Andersen og det Collinske Hus. (1882), 592.

✂ 197,L.12. et Brev fra Madvig: Brevet, hvori Madvig tilbød Heiberg Direktørposten, findes ikke i R. A. eller Kgl. Bibl. Den, Madvig vilde tilbyde Stillingen, hvis Heiberg afslog, var maaske fhv. Rektor, Professor N. V. Dorph (1783-1858), der tidligere havde søgt Pladsen som Teatrets Økonomiinspektør. 23/7 1849 udbad Madvig sig en Samtale med Heiberg og skrev: "Uagtet jeg ikke endnu fra Frederiksborg, hvor jeg var igaar, har modtaget den underskrevne Resolution, tror jeg dog ikke, at jeg forhaster mig med at lykønske Theatret og mig selv til Deres Udnævnelse til Theaterdirecteur. Nogle underordnede Spørgsmaal om de Loger, der forbeholdes Hs. Majestæt, kan i Forening med den Omstændighed, at Kongen i denne Tid kun om Søndage har været paa Frederiksborg for at expedere Forretninger, have forvoldet den indtraadte Opsættelse af Afgjørelsen." Heib. Ark. (R. A.). - L.18. Heibergs Udnævnelse fandt Sted 23/7 1849. Hans Lønning fastsattes til 2500 Rdl. om Aaret i Modsætning til den tidligere Teaterledelses samlede Indtægt, der androg 1700 Rdl. Men samtidig inddroges hans Indtægt som Censor, 1000 Rdl.; dog betingede han sig atter denne Post ved sin Afgang. Kongen forlangte Eneraadighed over den kgl. Loge, Kavaler- og Hofdamelogen. Bag dette Krav, der senere udvidedes med endnu en Loge, til "Afbenyttelse for Vort kongelige Hus", mærkedes Baronesse Danners Indflydelse i Forholdet til den kgl. Familie, skønt hun endnu ikke var viet til Kongen. Heiberg fik eftergivet en Gæld paa 950 Rdl. til Teaterkassen; den stammede fra "Elverhøi"-Dagene i 1828. Sml. Kultusmin. Forestillinger, Kunstanstalterne vedk. 1849-52 R. A. Om Stemningen omkring Heibergs Udnævnelse sml. Neiiendam i Pershist. Tidsskr. 6. R., VI, (1915), 211-17. - L.30. Fra 1843 havde Forfatteren Thomas Overskou (1798-1873) været løst fra ethvert tjenstligt Forhold til Teatret. 1845 fik han sin bedste Komedie "Pak" opført, men det kneb for den flittige Skribent at leve af sin Pen. Derfor drev han politisk 373 Journalistik og stillede sig til Rigsdagen 1848, men blev ikke valgt. I denne Kamp for Tilværelsen var Heiberg hans Støtte, og straks efter sin Udnævnelse indstillede han ham til Sceneinstruktør, ogsaa for Operaen, med 1000 Rdl. i Gage. Hidtil havde N.P.Nielsen (fra 1842) og August Bournonville varetaget disse Stillinger, og Heibergs Fjernelse af dem var straks egnet til at fremkalde et spændt Forhold. Men Madvig skrev til Kongen, at Nielsen, "hvor højt han end maatte stilles som Skuespiller, ikke ganske var skikket for Sceneinstruktør-Virksomhed". Sml. Overskou: Af mit Liv 2. Udg. II (1916), 213-17.

✂ 198,L.20. et Brev til... Collin: Heibergs Brev er trykt i Breve til og fra J. L.Heiberg (1862), 183-85 og i H.C.Andersen og det Collinske Hus (1882), 594f. Sml. Note til II, 194, 11. - L.22, hans ældste Søn: Edvard Collin (1808-86), Direktør i Finansministeriet, kendt som H.C. Andersens Ven og Raadgiver. Originalen til hans Brev findes ikke i R. A. eller Kgl. Bibl.

✂ 205,L.4. den Reform: Sml. Note til II, 195, 7; 197, 12.

✂ 206,L.29. denne "Drift" maatte der nu aflægges Regnskab for: Allerede to Dage efter Udnævnelsen opfordrede Kultusministeren den nye Direktør til at lade udarbejde et detailleret Forslag til Teatrets og Kapellets Budgetter for det følgende Regnskabsaar, gældende fra April til April, idet han tilføjede, "at han ikke for Tiden turde haabe, at en større, i al Fald ikke nogen betydelig større Sum fra Statskassen vilde kunne blive anvist til Theatret og Kapellet." 22/11 1850 skrev Madvig: "Theaterdirecteuren kan ikke længer undgaa umiddelbar Berørelse med Rigsdagen. Den Afdeling af Folkethingets Finantscomité, der behandler Cultusministeriets Budget (d'hr. Hall, Prof. Larsen og Alberti), har ønsket en Conference med mig imorgen (Løverdag) Aften Kl. 7, og da Theatrets Anliggender da ville blive bragt paa Bane, tillige erklæret, at den ikke ugjerne saa, at Theaterdirecteuren var tilstede, hvilket jeg ogsaa kan have Grund til at ønske". Madvig foreslog Heiberg at træffe ham i Kultusministeriet for "derfra i Forening drage til Kampen; mulig kan vi da i Forveien alene tale noget om Sagens Stilling og Maaden at tage den paa". Heib. Ark. (R. A.). Heibergs Syn paa Rigsdagen fremgaar af en Udtalelse i Berl. Tid. 15/1 1853: Han tvivlede paa, "om det National-Institut, hvis Hæder han er sat til at varetage, bør stiltiende finde sig i at affærdiges paa Rigsdagen med en af de Medynks-Yttringer hvormed man kan affærdige Betlere".

✂ 207,L.4. Hof- og Friparquettet: Fribilletternes Inddragelse var en Bestemmelse af økonomisk Natur, som allerede fremkom i Indstillingen til Kongen ang. Heibergs Udnævnelse. Om den skyldtes Madvig eller Heiberg, lader sig ikke afgøre. Men der skulde for Fremtiden kun udstedes fri Adgang til Medlemmerne af og Embedsmændene ved Theatret for deres egen Person saavelsom for dramatiske Digtere og Komponister. Sml. Kultusmin. Forestillinger 1849-52 (R. A.). - L.30. den Forestilling, der stod anmeldt: I Enevældens Dage og da særlig under Christian VII skete hyppigt pludselige Forandringer i Repertoiret efter Hoffets Ordrer. Den allerhøjeste Befaling blev da 374 tilkendegivet paa Plakaten. Under Frederik VI var Sæsonens Hovedbegivenhed "Geburtsdagsforestillingen", og gennem Overhofmarskallen, som var Teaterchef, kunde Hoffets Ønsker spores i Repertoirevalget. Efter Enevældens Ophør greb de borgerlige Nationalfester ofte forstyrrende ind i Teatrets Arbejde. - L.32. Hofconcerter: Under Enevælden gik Hoftjenesten forud for Teatertjenesten, og endnu i Frederik VIIs Tid hændte det, at Kammersangerinde Fru Gerlach fik Repertoiret forandret, naar hun skulde synge for Kongen. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 97. - L.40. bitre Billetter: I Heib. Ark. findes ingen saadanne Billetter fra Levetzau, men derimod skrev den tidligere Teaterchef gennem 29 Aar, F. C. v. Holstein, 1/9 1849 til Heiberg, at han ikke kunde undlade at udtrykke sin Forundring over, "at Hr. Directeuren har villet tilstille mig i mit 79. Aar en Billet, som lyder paa, at jeg tvende Gange om Ugen skal have en staaende Plads.... Pladsen sendes hermed tilbage, da jeg vist aldrig skal sætte min Fod i Theatret". Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 275. Fædrel. beklagede Fremgangsmaaden mod de tidl. Embedsmænd 22/9 1851.

✂ 208,L.29. Gratialer, Reiseunderstøttelser: Fru Heiberg havde ogsaa nydt godt af Gratialesystemet. Hun fik - sammen med Anna Nielsen - 300 Rdl. i fast Gratiale, der blev kaldt for Godtgørelse for Eievinstruktion, og desuden andre 300 Rdl., som Christian VIII havde bevilget, og som Frederik VII paa Heibergs Ansøgning godkendte 6/6 1849, altsaa kort før hans Udnævnelse. Sml. Note til I 227, 28. Den første Begunstigelse, Fru Heiberg modtog under sin Mands Direktorat, gik ud paa, at hun sammen med Phister fik sin Anciennitet forbedret og fastsat fra 22/4 1826, "Aprilsnarrene"s Premièredag. Kultusmin. Forestillinger 1849-52 (R, A,),

✂ 209,L.2. Skuespillernes private Sommerskuespil: 1816 gav de kgl. Skuespillere første Gang Forestillinger om Sommeren for egen Regning, og deres Foretagsomhed vedvarede med Afbrydelser, indtil Heiberg blev Direktør. - L.20. ethvert Barn under 10 Aar: Heibergs Bestemmelse om at udelukke Børn under ti Aar fra Forestillingerne blev meddelt Offentligheden ved Sæsonens Begyndelse, men først da Logeauktionen havde fundet Sted, hvilket gav Berl. Tid. 25/8 1849 Anledning til at hævde, at de, der havde købt Logerne uden Kendskab til Aldersbegrænsningen, "paa ingen Maade var forpligtede til at rette sig efter Theater-Bestyrelsens senere tagne Bestemmelse". Først fra 1876 tryktes Bestemmelsen paa Plakaten, og fra 1913 nedsaltes Aldersgrænsen til 8 Aar. Forøvrigt forandrede Heiberg ogsaa Klokkeslættet for Forestillingernes Begyndelse fra seks til syv. - L.30. Beridere... Pantomimer: Paa Vesterbros ny Teater (ved Bernstorffsgade, rejst 1834, nedrevet 1875) optraadte ogsaa Beridere, der siden fik et Hjemsted i "Hippodromen" paa Nørregade (nu Folketeatret). De italienske Mimikere Casorti, Fader og Søn, begyndte 1800 deres pantomimiske Forestillinger paa Dyrehavsbakken, avancerede til Hofteatret ved Christiansborg og slog sig sammen med Familien Price paa Morskabsteatret lige over for Skydebanen paa Vesterbro. Sønnen, Giuseppe Casorti, var en meget beundret Fremstiller af Pjerrot, og gennem hans Efterfølgere 375 Pettoletti, Adolph Price og Volkersen bevaredes Interessen for denne Kunstart, der fra 1847 blev et fast og endnu bevaret Led af Tivolis Program.

✂ 210,L.7. hjerteskjærende Opsatser: Flyve-Posten indeholdt 1/9 1849 en redaktionel Protest mod "Børnenes Theaterforvisning", der gik ud paa, at Heiberg burde tilbagekalde Forordningen. Ogsaa i indk. Breve 1850 til Teaterdirektionen (R. A.) findes flere Klager fra Forældre over, at Børnene ikke maa komme med ind i Logen. Ang. Kontrollens Vanskeligheder sml. Fædrel. 2/11 1858. - L.12. den egentlige Theaterport: d. v. s. Kunstnernes Indgang til de ikke mod Publikum vendte Lokaler, den, der svarer til den nuværende Indgang i Kolonnaden. Den laa i en lille to Etages-Bygning, som stødte op mod Teatrets Bagside. Hertil bragte Teatervognene paa Kassens Regning Skuespillerinderne fra deres Hjem. Carl Winsløw klagede i 1833 over, at Fru Heiberg gav Kusken Ordre til at køre uden at vente paa de andre Damer, der skulde samme Vej. Dr. Ryge bekræftede Klagens Rigtighed og tilføjede, at "Fru Heiberg havde bragt det saa vidt, at flere underordnede Personer betragtede hende som en Kunstnerinde, der havde en vis Superioritet over de fleste øvrige Damer, og at Professor Heiberg, hvilket jeg selv har været Vidne til, undertiden kører med sin Kone baade til og fra Teatret.... Ved slige Lejligheder antager jeg, at der rimeligvis vanker Drikkepenge til Kusken". Dr. Ryge sluttede med at bede Direktionen tilkendegive Heiberg, at hans Deltagelse i Damernes Vognbefordring i mere end én Henseende kunde give Anledning til Ulemper. Et saadant Brev blev dog ikke afsendt, men Hyrekusken fik en Mulkt, og Kørebestemmelserne blev indskærpede ved et Opslag i Foyeren. Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 176 f. og Note. - L.24. Den ældre Theaterhistorie...: Fru Heiberg hentyder til Skuespillerinden Mette Marie Roses Bortførelse, som fandt Sted 11/3 1765 paa Foranledning af den adelige Libertiner Grev C. C. Danneskiold-Laurvig. Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. I, 21-24 og Noter. - L.32. Saaledes bebreidede Hr. Ploug: Redaktør C. Plougs Kritik af, at Heiberg ikke gennemførte, hvad han tidligere selv havde foreslaaet, for Eks. med Hensyn til en demokratisk Udvidelse af Parterret, begyndte i Fædrel. 3/9 1851. Tværtimod var Parterret i Sommerens Løb blevet indskrænket til Fordel for 2. Parket, hvilket betegnedes som et Misgreb: "Theatret har ikke gjort et eneste Skridt fremad paa Reformens Vej, hvorimod Adskilligt desværre synes at tyde hen paa det Modsatte". Heibergs Forsvar (Berl. Tid. 5/9 1851) var mat paa Baggrund af hans tidligere Krav. Han ansaa nu Parterret for en Ruin og kunde ikke tilvejebringe Midler til ved en Ombygning at udvide det. Svaret gav Ploug Anledning til at ripostere, "at det er langt nemmere at give Andre Raad end selv at følge dem". (Fædrel. 8/9 1851). - L.33. (Heibergs) gamle Anskuelser om, hvorledes Tilskuerpladsen burde omdannes: Heibergs Ideer om, hvilke Forandringer der burde gennemføres ved Theatret, fremkom i Fædrel. i 1840. Sml. Note til I, 241, 34. Vedr. Parterrets Omdannelse sml. Heib. Pros. VI, 201-05.

✂ 211,L.7. (Ploug) tog virksom Del i vort politiske Liv: Carl Ploug var Medlem af den grundlovgivende Rigsdag.

376

✂ 212,L.29. Casino (fik) Tilladelse: Da Casino, der blev aabnet 21/2 1847 som "Vinter-Tivoli", Aaret efter var gaaet fallit, søgte Bestyrelsen Bevilling til at drive et folkeligt Teater i Bygningen, og da Det kgl. Teaters Direktion (før Heiberg) ikke modsatte sig Andragendet, underskrev Frederik VII 24/10 1848 Tilladelsen. Teatret blev aabnet 2. Juledag s. A. under H. W. Langes Direktion. Sml. Neiiendam: Casinos Historie i Omrids (1923), 24 f.

✂ 213,L.10. en ny italiensk Opera: I Sæsonerne 1849-50 og 1853-54 gaves atter italienske Operaforestillinger paa Hofteatret, men Begejstringen var uddøet, og Besøget taalte ingen Sammenligning med Tilslutningen i Christian VIIIs Tid. - L.36. Forfatteren, Kammerraad Anton Ludvig Arnesen (1808-60), udnævntes til Kommitteret 5/8 1849, men egentlig var der fra Heibergs Side kun Tale om en Sekretærpost, der ogsaa skulde omfatte Regissørembedet med 500 Rdl. i Gage. Denne Bestilling var uudholdelig for Æstetikeren Arnesen, der tillige var Kontorchef i Finansministeriet. Allerede 25/10 s. A. tog han efter Ansøgning sin Afsked, "da hans Helbred paa Grund af Overanstrengelse allerede havde lidt betydeligt". Pladsen som Kommitteret blev ikke senere besat. Heiberg var kommet til den Overbevisning, at han maatte lede det Hele selv. - "Et Reise-Eventyr", Vaudeville i 1 Akt af Arnesen, opf. I. Gang 1/6 1837. I Overskous "Capriciosa", opf. 1. Gang 11/7 1836, kan A.s Medvirkning egentlig kun paavises i Billardstueakten og i nogle af Sangene. Stykket er det første danske Eksempel paa Dublicitet af dramatiske Forfattere.

✂ 214,L.13. Kancellist i Teaterkontoret Freund Jacob Gottlob Berner (1823 -1914) blev 1849 Sekretær hos Heiberg med Prædikat af Fuldmægtig. 1857 overtog han Bogholderiet, og 1866-74 var han som Intendant Teatrets daglige Leder. Om C. N. Rosenkildes Utilfredshed med Berners Udnævnelse sml. hans Brev til Heiberg i Et Liv. 1. Udg. I, 297-301. Berner svarede herpaa i Nat. Tid. 25/1 1893 Aften. - L.19. et lille Marionettheater: Heibergs Marionetteater findes nu paa Teatermuseet. Oehlenschläger omtaler det og de Komedier, Heiberg opførte, i sine Erindringer IV (1851), 27-29; sml. Breve fra og til Heiberg (1862), 35 f. Heib. Pros. IV. 3 f. Hans Winkler i Berl. Tid. 16/12 1941 Morgen, - L.22. "Pottemager Walter", romantisk Komedie i 5 Akter, udkom 1814 i Heibergs: Marionettheater og opførtes 1. Gang 28/6 1845 paa Det kgl. Teater. Sml. Heib. Poet. I, 117-309. - "Julespøg og Nytaarsløier": Se I, 272, 17 m. Note. - L.26. to yndige unge Cousiner: Talen er om to Døtre af Fru Gyllembourgs Søster Lise Iürgensen f. Buntzen, nemlig Bolette Sophie (1795-1881). g. 1° 1819 m. Lektor og Prosektor Rasmus Emil Bruun (1790-1819), 2° 1821 m. Professor F.C.Petersen (1786-1859), og Hanne Christine (1798-1835) g. 1819 m. Sekretær i Konsulatsdirektionen. senere Grosserer Oluf Bang Winge (1785-1867).

✂ 215,L.11. "Ak, mit Hierte": Antonius' Replik fra 1. Akt, 1. Sc. i Holbergs "Den politiske Kandestøber". Teksten lyder: "Jeg kand svære paa at mit Hierte -". Holberg. I, 7. - L.23. "Livet i Skoven": romantisk Lystspil i 4 Akter af Shakespeare (As you like it), bearbejdet af Sille Beyer; 377 opf. 1. Gang 1/9 1849. - L.24. "Slægtningerne", anonym Vaudeville i 1 Akt, opf. 1. Gang 1/9 1849. Forfatteren var Henriette Nielsen. Fru Heiberg spillede Helen, M. Wiehe Fiskeren Jens og Phister Adelsmanden Howard. Stykket, hvis Milieu var Fanø, holdt sig paa Repertoiret til 1867 og blev siden opført paa Privatscenerne og af Dilettanter omkring i Landet. Det er en sentimental Duftvaudeville i Smag med "En Søndag paa Amager"; "Slægtningerne" blev parodieret af Voltelen og Kr. Mantzius i Studenterkomedien "Marens Kæreste", og dens tykke Naivitet var i akademiske Kredse Genstand for en lignende Kritik, som mødte Fru Heibergs Vaudeviller.

✂ 216,L.2. Frøken Nielsen: Forfatterinden Birgitte Dorothea Henriette Nielsen (1815-1900). Digteren St.St.Blicher (1782-1848) hjalp den unge jyske Pige med at faa hendes første Bog "Fanny" udgivet, men om Slægtskab i kunstnerisk Forstand var der ikke Tale. Sml. Aakjær: Blichers Livstragedie III (1904), 287-93. - L.6. "Embedsiver eller Herr og Fru Møller", Lystspil i 3 Akter af Bayard (Un château de cartes), bearbejdet af Høedt; opf. 1. Gang 26/6 1849 anonymt ved M. Wiehes Forestilling. Mod Fru Heibergs Fremstilling af Høedts Forhold til Betalingen af dette Arbejde protesterede A. C. Larsen i Nat. Tid. 5/12 1892 Af t., idet han aftrykte et Brev fra Høedt, der opholdt sig i Silkeborg, til M. Wiehe (Efteraaret 1849), hvori det hedder: "Angaaende Betalingen for "Embedsiver", da kan Du hilse Heiberg og sige, at det vilde være mig kjært, om han vilde meddele Dig, hvad han i saa Henseende fandt passende. Jeg tvivler ikke paa, at hans Forslag vil finde mit ubetingede Bifald. Hvad siger Du om Halvdelen af, hvad der vilde tilfalde mig, hvis det var fuldkommen originalt, eller 300 Rigsdaler en Gang for alle? Under 200 Rigsdaler vil jeg nu paa ingen Maade have, saa vil jeg heller forære Theatret det". Honorarspørgsmaalet var i dette Tilfælde noget flydende, da Stykket først var opført ved en privat Sommerforestilling. Imidlertid fastsattes Summen til 150 Rdl., for hvilket Beløb Heiberg udstedte Anvisning 5/3 1850, hvorefter Høedt kvitterede for Betalingen. Sml. Teater regnskab et 1850. 1. Kvt. Bilag Nr. 399. Da A. D. J. havde oplyst dette, svarede A.C.Larsen, at Drøftelsen af Honorarspørgsmaalet var begyndt med, at Heiberg iflg. et Brev fra Wiehe havde spurgt ham: "Er Hr. Høedt her i Byen for Øieblikket? For han skulde jo have Honorar for Stykket; jeg vilde nok tale med ham om, hvorledes han har tænkt sig det". Wiehe svarede, at Stykket ikke kunde betragtes som en Oversættelse, hvilket Heiberg indrømmede, "men heller ikke som Original; det maa vel kaldes en Omarbeidelse". A. C. Larsen paapegede, at det altsaa var Heiberg, der ønskede at forhandle med Høedt, og at denne nærede en velvillig Stemning over for Direktøren. Han troede derfor ikke paa Fru Heibergs Beretning, og hvad Beundringen, hun fortæller om, angik, havde Larsen spurgt flere, som stod i nært Forhold til Høedt, men ingen af dem erindrede noget om den "Beundring". Sml. Nat. Tid. 6/12-7/12 1892. Aft. "Embedsiver" blev en Sukces, der ialt opførtes 96 Gange, senest 1895. - L.8. Theaterregulativet for Omarbeidelser: Iflg. Regulativet af 1842 skulde "Omarbeidelser af et i fremmed Sprog forfattet Skuespil, som udfylder en hel 378 Aften, betales med 150 til 200 Rdlr." Men det gjorde "Embedsiver" ikke, og derfor laa det Honorar, 150 Rdl., som Heiberg bød Høedt, snarere over end under Regulativets Bestemmelse. - L.9. Theatercontoiret var i en Bygning bag Teatret, der vendte ud mod den militære Højskoles Grund. Her var ogsaa Direktørens Værelse. Heiberg var ikke tilgængelig hver Dag for Personalet, men tog imod to Gange om Ugen. Sml. O. Zinck: Studenter og Teaterliv (1906), 132. - L.28. Kontorchef i Det kgl. Teaters Bureau, senere Etatsraad Ernst Richard Løffler (1805-66). - L.36. Ved min Ankomst: Wiehe boede fra 1849 til sin Død i 1864 i Niels Hemmingsensgade Nr. 8. (Helliggeiststr. Matr.-nr. 163).

✂ 217,L.8. "Hverdagshistorierne": Sml. I, 219, 40 og Note.

✂ 218,L.7. Citatet er Jacob Baadsmands stadig tilbagevendende Replik i "Sparekassen", hvor den korrekte Ordlyd er: "De skulde ikke gjøre det, Herr Reiersen!" (Hertz. VII, 203).

✂ 219,L.16. "Tonietta", romantisk Lystspil i 4 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 31/10 1849. Hovedrollerne blev foruden af Fru Heiberg spillet af Phister (Vagtmesteren Cæsario), M.Wiehe (Sir William), Anna Nielsen (Gæstgiversken Teresa), Elisa Holst (Lady Algernon) og C. Foersom (Munken). - L.28. Citatet er en fri Gengivelse af Sir Williams Replik fra "Tonietta"s 3. Akt, 1. Sc.: "Som det lader er hun en tillukket Spændebog. Skulde det engang lykkes mig at faae den op, saa skal jeg læse den og sige dig min Mening om dens Indhold". (Hertz. XII, 289). - L.38. den lange Expositionsscene: 1. Akt, 1. Sc. (Hertz. XII, 195-209).

✂ 221,L.10. "Michel Perrin eller Politispionen uden at vide det", Vaudeville i 2 Akter af Mélesville og Duveyrier, bearbejdet af Overskou; opf. 1. Gang 9/6 1835. - L.24. I Theatret: Der blev ingen Festforestilling givet i Anledning af Oehlenschlägers 70-Aarsdag; først 4/12 genopførtes "Dina". Dagen efter hans Død 20/1 1850 aflystes Forestillingen, og 6/2 opførtes "Hakon Jarl", Hartmanns Sørgemarch og et Fragment af Oehlenschlägers "Sokrates" til Digterens Minde. Tilskuersalen var sørgefestligt udsmykket. - L.27. en Fest paa Skydebanen: Komiteen for den storstilede Fest 14/11 1849 i Anledning af Oehlenschlägers 70-Aarsdag, I. P. E. Hartmann, H. P. Holst, Wilh. Marstrand og N. P. Nielsen, udgav et Skrift til Minde om dens smukke Forløb. Blandt Hovedtalerne var H. C. Ørsted, Grundtvig og N. P. Nielsen. Sml. Oehl. Erindringer IV (1850), 299-313. - L.29. "Den yngre Digterskole", Heibergs Hyldest til Oehlenschläger er trykt i Oehl. Erindringer. IV, 309 f. og optrykt i Heib. Poet. VIII, 365.

✂ 222,L.1. "Dina", se I, 278 og Note. - L.2. Da gik Naturen over Optugtelsen: Mod Fru Heibergs Skildring af den paagældende Episode indvendte Phister, at den ikke havde fundet Sted paa Skydebanen: "Den hele Historie, som Fruen fortæller ret livligt og morsomt, foregik slet ikke ved denne Fest; den passerede paa Enighedsværn ved Festen den 28de Maj, hvor Nielsen, trods hans Kones indstændige Bøn, talte og - var uheldig". Se Phister: Et Nødværge (1893), 5. - L.15. hans Bolig: N.P.Nielsen boede i 379 Frederiksberg Alle Matr.-nr. 7; Huset kaldtes "Sommerlyst" og laa der, hvor nu Mynstersvej ligger.

✂ 223,L.29. Oehlenschläger laa farligt syg: Om Digterens sidste Dage sml. Oehl. Erindringer. IV (1851), 313-16. Han døde 20/1 1850 Kl. 11 om Aftenen i sit Hjem i Amaliegade Nr. 22. (Matr.-nr. 126). - L.35. Fra Digtet "Lær mig, o Skov! at visne glad" i Oehlenschlägers Fortælling "Eremiten" (Oehl. XXV, 221). Her lyder Teksten: "Hvor grønt mit Træ" o.s.v.

✂ 224,L.4. Hans og Thorvaldsens Pladser: sml. II, 32, 23. - L.12. Heibergs Kritiker: Heibergs Angreb paa Oehlenschlägers Arbejder, i Særdeleshed paa "Væringerne", er optrykt i Heib. Pros. III. Sml. Note til I, 137, 13; 180, 7. - L.33. (Oehlenschläger) bad Heiberg om Undskyldning: Medens Oehlenschläger beundrede Fru Heiberg og gav hende en Cadeau i sine Erindringer (IV, 45), var hans Forhold til Heiberg køligt, endnu da han kort før sin Død skrev sine Erindringer; sml. III, 145 f. Om en undskyldende Holdning er der i hvert Fald ikke Tale. Da Heiberg var blevet Teaterdirektør, forsikrede han Oehlenschläger, at han hver Uge vilde spille en Tragedie. "Nu ville vi se, hvorvidt det rækker", skrev Oehlenschläger; sml. smst. 299. - L.39. de Holbergske Comedier (opførtes) meget sjeldent: Denne Paastand er ikke rigtig. "Den politiske Kandestøber", "Erasmus Montanus", "Barselstuen", "Henrik og Pernille", "Julestuen" og "Den Stundesløse" opførtes hyppigt. Fru Heiberg har glemt, at de Holbergske Skuespillere C. N. Rosenkilde, Phister og Fru Sødring havde nogle af deres bedste Roller deri. I Sæsonen 1850-51, da "Den Vægelsindede" genopførtes, stod ikke færre end otte forskellige Komedier af Holberg paa Plakaten.

✂ 225, L.4. "Den Vægelsindede", Komedie i 3 Akter af Holberg, senest opført 1817; Fru Heiberg spillede Lucretia første Gang 14/2 1850. Stykket foreligger i tre forskellige Former, sammentrængt fra fem til tre Akter. Før Fru Heiberg var kun een Fremstillerinde navnkundig i Lucretias Rolle, nemlig Madame Montaigu, som kreerede den 1722, og hvis Spil Holberg kaldte "et Mesterstykke af Skuespilkunst". Paa Det kgl. Teater kom Komedien først frem 1758, altsaa efter Holbergs Død; dog var den forinden opført paa Interimsscenen Tjærehuset. Holbergs Udtalelser om "Den Vægelsindede" findes bl. a. i hans Levned, Fr.Winkel Horns Oversættelse (1898), 122. - L.31. en gammel... Lærerinde i Fransk: Iflg. Var. Frk. Henningsen, hvis Data ikke er oplyst. Sml. Note til I, 200, 7.

✂ 227,L.12-229,14. Holberg er citeret efter Liebenbergs Udgave. I. (1848).

✂ 230, L.2. hans Kone: Louise Amalie Petrine Phister f. Petersen (1816- 1914) var kgl. Skuespillerinde fra 1835-95. Hun udmærkede sig i Pernilleroller, men var i Forhold til Fru Sødring en ringe Kunstnerinde. - L.39. Rollerne bleve vel uddelte: I sin Protest mod Fru Heibergs Fremstilling af denne Sag beviste Phister (Et Nødværge, 6-11) paa Grundlag af Regissørjournalen, at Rollerne til "Den Vægelsindede" ikke blev uddelt, medens Collin var Direktør, men først under Heibergs Styre. Der er ingen Grund til at 380 antage, at Fru Phister ønskede at spille Lucretia, da Stykkets Pernille passede meget bedre for hendes Evne. Men hverken hun eller Phister, som spillede Christoffer, har vel troet paa "Den Vægelsindede"s Scenelykke og er derfor gaaet uvillig til Instuderingen.

✂ 232,L.24. og korte: Paa Harttungs Tegning af Fru Heiberg som Lucretia er Kjolen kort; se II, 232. - L.27. Barbra Margrethe (Grethe) Gram, f. Møller (ca. 1804-60), Fru Heibergs Paaklæderske. Sml. II, 266, 19 med Note. - L.33. forinden jeg 1864: Ialt spillede Fru Heiberg Lucretia 44 Gange, senest 20/5 1864, faa Dage før hun forlod Teatret. - L.36. Citatet er en fri Gengivelse fra en Artikel i Fædrel. 12/11 1855: "Den Vægelsindede", sign.: V. B. Den paagældende Passus lyder: "Det er, som om Fru Heiberg havde behøvet 20 Aars, jeg tør ikke sige Forberedelse, men 20 Aars Triumpher, for i denne Rolle fra vor første Digters Haand at levere noget saa mesterligt, at hun kunde ønske sig selv sine Triumpher glemte, naar blot denne ene blev tilbage".

✂ 233,L.15. Citatet er en fri Gengivelse af Hamlets Ord i 1. Akt, 5. Sc.; Stedet lyder i Foersoms Oversættelse:

✂ "Der er fleer Ting i Himen og paa Jorden
min Ven, end Jeres Philosopher drømme."
(Shakspeare. Dramatiske Værker.2 I (1845), 40).

✂ 235,L.1. Kgl. Skuespillerinde Johanne Rongsted, f. Leth (1771-1840) var Teatrets drastiske Fremstillerinde af Koner og Kællinger, for Eks. Gedske i "Den politiske Kandestøber". Hun afgik 1839. - L.2. Ryges mageløse Jeronimusser: Med særlig Forkærlighed gennemarbejdede Dr. Ryge Holbergs Jeronimus, som i hans Fremstilling blev en bred Borgermand med Dobbelthage og Mave. Han kunde snart være velvillig, snart gnaven, godmodig eller myndig, spidsborgerlig og paastaaelig. Ryge mente ikke, at Jeronimus var en komisk Person og gav ham i mange Tilfælde Ret. - Lindgreens Henrikker: Fru Heiberg kan ikke have haft noget Indtryk af den store Holbergskuespillers Fremstilling af Henrik eller den pantsatte Bondedreng, da han i hendes tidlige Barndom overlod disse Roller til sin Elev Phister; derimod kan hans Spil som Jeppe og andre Bønder have været hende præsent. - L.20. Traditionen om de Holbergske Eleonorer: Der har ikke været en Tradition for, hvorledes Leonore skulde spilles; nogle Skuespillerinder udførte Rollen med Talent, andre med Rutine og uden Tanke for dens finere Udarbejdelse. Omkring 1855 blev Leonore i Reglen spillet af Teatrets unge ubetydelige Skuespillerinder Henriette Andersen eller Bentine Marie Nielsen, og først med Betty Schnells (Fru Hennings') Fremtræden fra 1871 fik Rollen en Fremstillerinde, der kunde staa Maal med Fru Heiberg. - L.26. "Denne Monsieur -": Fru Heiberg sigter med denne Replik næppe til noget bestemt Stykke, men generelt til de mange fra ældre Tid, hvor en saadan Scene forekommer. - L.35. Medens Ryge... havde med Costumeringen at gjøre: Fra 1816 var Kostumeringen underlagt Dr. Ryge som Økonomiinspektør, og at 381 det praktiske var ham mere magtpaaliggende end Skønheden, fremgaar bl. a. af hans pudsige Skrift "Ideer til en national Smag i dansk Klædedragt" (1827).

✂ 236,L.27. Overskous Repertoireliste: Sml. Overskou VI, 29-37. Af danske Nyheder opførte Heiberg i sin første Sæson "En højere DannelsesAnstalt", Vaudeville i 2 Akter af Poul Chievitz og Ad. Recke; "Knud Svendsøn", Tragedie i 5 Akter af C. Bredahl; "Mariotta", Syngestykke i 3 Akter af N. W. Gade; "Marsk Stig", Tragedie i 5 Akter af Hauch; "Slægtningerne", Vaudeville i 1 Akt af Henriette Nielsen; "Soldaterløjer", Sangspil i 1 Akt af Hostrup; "Tonietta", romantisk Lystspil i 4 Akter af Hertz og "Æsthetisk Sands", Lystspil i 2 Akter af Hostrup. Derimod begik Heiberg den Fejl at fjerne "Gjenboerne" og "En Spurv i Tranedands" fra Repertoiret, skønt begge Lystspil havde gjort stor Lykke. Da Hostrup spurgte om Grunden, svarede Heiberg, at de som Studenterkomedier aldrig burde være blevet spillet paa Det kgl. Teater. En lignende Skæbne gav han "Familietvist" og "Feriegæsterne". Sml. Hostrup: Barndom og Ungdom (1891), 214; 312 f.; Var. til II, 185, 14, sidste Stykke. Af sit eget Forfatterskab opførte Heiberg fire Vaudeviller. - L.31. paa En eller To nær: Formentlig N. P. og Anna Nielsen.

✂ 237,L.2. Etatsraad: Iflg. kgl. Reskript blev Heiberg udnævnt til virkelig Etatsraad 4/5 1850. Collins Brev (L.4-16) findes i Fru Heib. Ark. Sml. Var. til II, 198, 33. - L.30. Slottet Marienlyst ved Helsingør var fra Christian VII's Tid kgl. Domæne. Heiberg ansøgte Overhofmarskallatet om Lov til at benytte de Kongen tilhørende Møbler, som fandtes i Slottets Beletage, under Opholdet derude i Sommeren 1850, og Levetzau bevilgede 8/6 hans Ønske, "skønt det var uden for de almindelige Regler" (Heib. Ark.). I 1857 købtes Slottet af Helsingør Kommune og blev siden benyttet til Søbadeanstalt.

✂ 238,L.3-15. Nielsens evige Slaaen paa Alarmtrommen: Til Bedømmelse af N. P. Nielsens Psyke bør det nævnes, at han led af hæftige Stensmerter, der gjorde ham pirrelig og bevægede ham til at begære Afsked, første Gang i Efteraaret 1849. Baade i 1851 og 1852 fik han ministeriel Rejseunderstøttelse til Kure i Carlsbad. Ministeriet haabede derved "at bevare denne fortrinlige Kunstner for Scenen". (Forestilling til Kongen fra Kirke- og Undervisningsmin. 17/8 1852 (R. A.)). Feuen var en Art Spillepræmie (afskaffet 1919), der beregnedes dels efter Rollens Størrelse og dels af Indtægten. Hvis Billetsalget var daarligt til en klassisk Forestilling, kunde der opstaa en Modsætning mellem Nielsens store Rolle og den beskedne Feu, han i saa Fald fik. Han kaldte i Breve til Heiberg Skuespillerstanden "en Paria-Caste", som han ønskede at forlade, og han misundte sine Ungdomskammerater, der nu var hædrede og højtstaaende Mænd, blot fordi de ikke var Scenekunstnere: "Hvad havde Oehlenschläger været, dersom han ikke, til Lykke for ham, havde været en daarlig Skuespiller", skrev han. Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 82-85. - L.19. Heiberg (gjenoptog) flere Stykker: I Oehlenschlägers "Væringerne", sidst opført 1831, spillede N.P.Nielsen nu Eremitten, og i Shakespeares "Kong Lear", sidst givet 1816, udførte han Titelrollen. Derimod var Hakon 382 Jarl og Statsministeren i Scribes "Statsmand og Borger" ikke nye Roller for ham under Heibergs Direktorat; han spillede dem begge første Gang 1844. Fru Heiberg kunde ogsaa have nævnt Shakespeares Macbeth blandt Nielsens tidligere Roller, som han atter spillede i denne Sæson. - L.22. "Statsmand og Borger", Skuespil i 5 Akter af Scribe (Bertrand et Raton, ou L'art de conspirer), oversat af Borgaard, opf. 1. Gang 7/6 1844. Det blev opført 10/2 1851 og endnu tre Gange i denne Sæson. - L.24. "Hvad kaster man i sligt et Svælg!": Det ses ikke, hvorfra dette Citat stammer.

✂ 239,L.20. "Kongens Læge", romantisk Lystspil i 5 Akter efter Shakespeares "All's well that ends well", bearbejdet af Sille Beyer, opf. 1. Gang 22/9 1850. Stykket gaves for 45. og sidste Gang 21/5 1863 med Fru Heiberg i Helenes Rolle. - Atter den samme umotiverede Klage: N. P. Nielsens Dom, der deltes af mange, at Sille Beyers Bearbejdelse "var en ny skammelig Forhutling af Shakespeare", blev ikke alene afsagt paa Teatret, men ogsaa i Minis Café, hvorfra den allerede førend Opførelsen havde faaet Udbredelse. Sml. Overskou. VI, 51.

✂ 240,L.6. en Sangerinde: Talen er om Léocadie Bergnehr (1826-1919), g. 1° Fossum, senere Kammersangerinde Fru Gerlach, en fremragende Kunstnerinde, som ved sin Lunefuldhed voldte de vekslende Direktioner Ubehageligheder. Om hendes Strid med Heib. sml. Overskou. VI, 93 f., 98 ff. Hun forblev ved Teatret, til hun 1864 fik Afsked. - L.15. Det maa have været i M. Wiehes og det Nielsenske Hjem, at Høedt har vist Enkeltheder af sin Hamlet. - L.18. i den senere Tid: Høedt var Husven i det Nielsenske Hjem allerede fra Begyndelsen af Fyrrerne, indført af sin jævnaldrende Ven M. Wiehe, hvis Mormoder. Madame Rosing, havde været Anna Nielsens Lærerinde, Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker (1931), 72. - L.35. den gamle danske Oversættelse: P. Foersoms Oversættelse af "Hamlet" udkom 1807 i Shakspeare: Tragiske Værker, I. 12/5 1813 var Foersom den første danske Fremstiller af Hamlet, der 1826 blev udført af N. P. Nielsen.

✂ 241,L.9-13. Citater fra Hamlet 3. Akt. 3. Sc. (Foersom, 131). - L.18. hvad en Skuespiller tror at turde tillade sig: Svagheden i Fru Heibergs Kritik af Høedt paa dette Punkt er den, at hun selv lod Sille Beyer maltraktere Shakespeares Lystspil efter eget Behov. - L.21. den berømte Scene mellem Graverkarlene: 5. Akt, 1. Sc. - L.36. Fru Holst, f. Heger, havde i 1829 spillet Ophelia, altsaa 22 Aar forud. Hun var i 1851 40 Aar gammel.

✂ 242,L.40. "Jeg kan ikke spille slige taagede Elskerinder -": Fru Heiberg omtalte i et Brev 5/4 1875 sine Betænkeligheder ved at spille Ophelias Rolle, da Edv. Brandes, efter hendes Mening "lumsk og underfundigt", havde skrevet sin Karakteristik af Høedt. Sml. Krieger. II, 249 f.

✂ 243,L.16. Ludwig Tieck har i: Dramaturgische Blätter, II (1826), en Afhandling "Bemerkungen über einige Charaktere in Hamlet", hvor han (S. 85-92) behandler Ophelia-Skikkelsen.

✂ 244,L.6. den yndige Cordelia: En af Kong Lears Døtre i Shakespeares Tragedie, udført 1851 af Fru Holst.

✂ 245,L.8. "Dronning Marguerites Noveller", Lystspil i 5 Akter af Scribe 383 og Legouvé (Les contes de la reine de Navarre), oversat af Høedt; opf. 1. Gang 1/5 1851. Fru Heiberg spillede Marguerite, Søster til Kong Frans I af Frankrig, som udførtes af W. Holst, medens M. Wiehe spillede Kejser Carl V. Fru Heiberg udførte sin Rolle 45 Gange, sidst 1864. Da Stykket 1900 kom op paa Casino, virkede det forældet.

✂ 246,L.29. hendes første, korte Monolog: 1. Akt, 5. Sc.

✂ 247,L.10. den store Scene: 3. Akt, 9. Sc.

✂ 248,L.21. Kgl. Skuespiller Carl Winsløv (1796-1834). - L.37. Skodsborg: 1852 købte Frederik VII Lyststedet Skodsborg af Murermester Lytthans' Bo og tog til sin Død Ophold derude nogle Uger hver Sommer med sin Hustru Grevinde Danner (1815-74), til hvem han var blevet viet 7/8 1850 i Frederiksborg Slotskirke. Hun arvede Lyststedet og solgte det i sin Enkestand.

✂ 249,L.6. den forrige Louise Rasmussen: Da Fru Heiberg havde samvirket med Balletdanserinde Louise Rasmussen i 16 Aar, fra 1826 til 1842, var deres Bekendtskab maaske større end "Frastandens". Den Dom, hun giver hendes pligtopfyldende Medvirkning i Bournonvilles Balletkorps, kan ikke staa for en nærmere Bedømmelse. Men den svarer til Fru Heibergs Omtale af hende i Brevene til Krieger. Heller ikke Fru Heiberg havde Forstaaelsen af Grevindens personlige Betydning for den svage Konge, og end ikke hendes storslaaede testamentariske Gaver, ved hvilke hun gav alt, hvad hun havde modtaget, tilbage til Samfundet, ændrede Fru Heibergs Opfattelse, der var stærkt præget af hendes nationalliberale Venners Syn. Heiberg, der forøvrigt stod i venskabelig Forbindelse med Fru Dannemand, kendte Louise Rasmussen. Han var til Middag med hende og Berling paa Christiansborg straks efter Kongens Tronbestigelse. Sml. C.F. Holten: Erindringer (1899), 165. - L.23. Knyttet til dette Afsnit findes i Et Liv. 1. Udg. III. 285-297 en Redegørelse af A. D. J. for Heibergs Forbindelse med Frk. Mathilde Fibiger (1817-67), af hvem der i 1850 anonymt udkom "Clara Raphael, 12 Breve, udgivne af J. L.Heiberg". - L.25. "Faust", romantisk Ballet i 3 Akter af Bournonville, Musik af Keck; opf. 1. Gang 25/4 1832.

✂ 250,L.7. Phister, der... aldrig var gladere: Hertil svarede Phister i "Et Nødværge" (1893), 12: "Jeg var sandelig ikke glad over det Ny, hverken ved Theatret eller udenfor det; og med Hensyn til det Røre, Fruen omtaler, som frembragt af Høedt, da er det min Overbevisning, at det er et Syn paa Sagerne dengang, som senere Tiders Ærgrelser og Modstand har udviklet i hendes Fantasi. I de første Sæsoner af Høedts Theatertid gik jo Alt fortræffeligt! Han kom godt ud af det med sin Direktør, var endog inviteret i hans Hus". - L.23. Legemets spinkle og lidet ideale Bygning: Høedts Hoved var smukt og karakterfuldt, men hans Ben hjulede en Smule, en Reminiscens fra den landlige Oprindelse. Sml. III, 68, 7. - L.38. noget Studium eller nogen Indtrængen: N. P. Nielsen spillede Hamlet 7 Gange i Aarene 1826-28. Han karakteriserede selv sit Spil som hvilende paa den Weimarske Deklamationsskole, og efter Samtidens Dom var hans Hamlet uden psykologisk Interesse. Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 64-68; 197.

✂ 251,L.10. (Wiehe) havde Øie for Høedts Fortrin: Selv spillede M. Wiehe 384 aldrig Hamlet, men hans Ven Horatio. Anna Nielsen var Dronningen, N. P. Nielsen Aanden, Fru Heiberg Ophelia, Kr. Mantzius Polonius. lait spillede Høedt sin Debutrolle 19 Gange, senest 3/5 1854. - L.31. (Heiberg) indbød ham til Middag: Denne Invitation maaler Størrelsen af Høedts Hamlet-Sukces. Han spillede Rollen første Gang 14/11 1851.

✂ 252,L.10. opildnes, løftes, betages, nei, det kunde man ikke: Fru Heibergs Mening om Høedts Hamlet deltes af Goldschmidt, der frakendte ham Talent som tragisk Skuespiller, og Bournonville, som skrev, "at hans Pathos var Tankens, ikke Sansernes". "Poesiens Vingeslag manglede", mente Hauch, og H. C.Andersen forudsagde hans kortvarige Skuespiller-Skæbne. Heller ikke Fru Sødring, der værdsatte hans Instruktørevne, kunde beundre ham som Skuespiller, fordi hans Fremstillinger led af "en vis Tørhed og Mangel paa Inspiration", trods Dannelse, Intelligens og Smag. Naar Edv. Brandes, der aldrig saa ham paa Scenen, senere kom til et andet Resultat (Politikens Kronik 21/1 1922), var Grunden den, at han sluttede ud fra Høedts nuancerede Oplæsningsevne, den, Samtiden ogsaa anerkendte, men som ikke kan danne noget sikkert Grundlag for Bedømmelsen af hans sceniske Talent. Sml. Neiiendam: Michael Wiehe og Fr. Høedt. (1920), 41-46. Fr. Schyberg: Dansk Teaterkritik (1937), 235-38. - L.35. "De Uafhængige", Komedie i 3 Akter at bcribc (Les Indépendants), oversat af Heiberg; opf. 1. Gang 12/11 1840; heri spillede Høedt 1854 Kontorchefens Rolle, som Phister tidligere havde udført. - "Qvindens Vaaben eller En Kamp i Kjærlighed", Lystspil i 3 Akter af Scribe og Legouvé (Bataille de dames ou Un duel en amour), oversat af Høedt; opf. 1. Gang 5/1 1852; Høedt spillede Gustave de Grignons Rolle. Stykket var kort forinden opført paa Casino i P. Chievitz' Oversættelse. - L.36. "De Deporterede", Skuespil i 3 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 21/2 1853; Høedt spillede Tjeneren Tobby Wilsons Rolle.

✂ 253,L.8. i en stor Soirée hos Bournonville: Charlotte Bournonville fortæller, at Høedt var en varm Beundrer af Fru Heibergs Kunst, men ikke i tragisk Retning, og at han den Aften kun ankede over, at hun som Ophelia bar den traditionelle Vanvidsdragt og udslaget Haar. Dette var nok til at vække hendes Vrede. Sml. Erindringer (1903), 348. løvrigt blev Høedt ved sit Imitationstalent Midtpunktet i mange Selskaber. Han kunde synge som Fru Heiberg, saa Kredsen jublede, og hendes ejendommelige Udtale af Ordet "Smykke" eller "Lykke", hvor y'et fik den Lyd, det har i "Hygge", fremkaldte hans drilske Morskab. "Skal vi trots alt gaa en Tur i Haugen?", var en af hendes Sætninger, han især yndede at variere. Sml. Neiiendam: Mennesker bag Masker. (1931), 74. "Men Heibergs, der var vante til at alle bøjede sig for dem, følte sig i højeste Grad forargede ved denne Tone, og heraf kom megen Elende", fortæller Fru Sødring. Erindringer. II, 34. - L.38. Hammer i Vaudevillen "Nei": Høedt spillede denne Rolle 29/11 1851, men det er ikke rigtigt, at han kun udførte den én Gang. Han spillede den Sæsonen til Ende, ialt 8 Gange.

✂ 254,L.22. Kgl. Skuespiller Johan Rudolph Waltz (1811-53) spillede 385 fra 1832 sekundære Elskere, og hans Navn var ikke mindst knyttet til Fremstillingen af Heibergs Vaudeviller. Sml. Teatret XIII. (1914), 72.

✂ 256,L.22. Fru Heibergs Teorier hviler paa Tiecks Meninger; sml. dennes Afhandling "Kostüm" i: Dramaturgische Blätter, II (1826), 208-32; Citatet S. 219-20 smst. lyder: "Weg also mit allem, was das Auge beleidigt, oder den Spielenden hemmt". - L.24. Napoleon I's første Hustru Joséphine Beauharnais (1763-1814). -Den for sin Skønhed og Aand berømte franske Dame Julie Récamier (1777-1849).

✂ 257,L.11. Reglementet: Paragraf 17 i "Reglement for Theaterpersonalet", dat. 22/10 1832, indeholder den Bestemmelse, Fru Heiberg citerer i fri Form. Udhævelsen skyldes hende. Den findes ogsaa i Paragraf 10 i "Instrux for Regisseuren". 1827. - L.32. Costumeenheden i Stykket var... ophørt: I Modsætning til Fru Heibergs Mening om Høedts Kostume i "Qvindens Vaaben" skrev Fædrel. 6/1 1852: "Hr. Høedt havde i Aftes endnu et andet Fortrin. Han var den eneste af de Spillende, der var rigtig correct i sit Costume".

✂ 258,L.17. "Hakon Jarl", Tragedie i 5 Akter af Oehlenschläger, opf. 1. Gang 30/1 1808. Thora er Jarlens Kæreste; Smeden Bergthors Døtre hedder Gudrun og Astrid. - L.32. "Cymbeline", eventyrligt Skuespil i 5 Akter af Shakespeare; det blev først i 1871 opført paa Det kgl. Teater, hvor Imogens Rolle udførtes af Agnes Dehn (senere Fru Gjørling).

✂ 259,L.2. Den natlige Scene: 2. Akt, 2. Sc., hvor Jachimo fratager den sovende Imogen en Armring, som han senere viser hendes Ægtefælle Posthumus som Bevis for, at hun har tilhørt ham.

✂ 261,L.13. de "Uadskillelige": Allusion til Kæresteparret Klister og Malle i Heibergs Vaudeville, men der maa til Fru Heibergs Allusion føjes den Bemærkning, at Høedt og M. Wiehe paa dette Tidspunkt (1852) havde været Venner i femten Aar. - L.16. Efter Høedts Ansættelse: Høedt blev kgl. ansat fra Sept. 1852. "Han havde i de Roller, i hvilke han i forrige Aar er optraadt," skrev Kultusminister Simony 25/9 1852 til Kongen, "aabenbaret saa meget Talent og en saadan Brugbarhed for Scenen, at det maa ansees at være af megen Vigtighed for Theatret, at man sikkrer sig hans Tjeneste, og da Theatret, efter hvad Theaterdirecteuren har erklæret, vil være udsat for, at Høedt ganske forlader det, saafremt han ikke nu kan opnaa fast Ansættelse, kan jeg for mit Vedkommende ikke finde nogen Betænkelighed ved allerunderdanigst at bringe ham i Forslag til Ansættelse som kongl. Skuespiller." Hans Gage bestemtes foreløbig til 700 Rdl. og Feu. Frederik VII underskrev 27/9 1852 (Kultusmin. Forestillinger 1852 Nr. 75. (R. A.)).

✂ 262, L.1-4. M. Wiehes Seddel findes i de Heib. Familiepapirer (N. k. S. 3066, 4°), men har flg. Ordlyd:

✂ Min elskede Kunstsøster! Vær mig god i Aften. Har jeg været ond, saa tilgiv mig. Vær ikke bedrøvet. Min kjære Søster -

✂ L.5. Nielsens ømfindtlige. Natur: Sml. Note til II, 238, 3-15. Overskou fortæller, at Nielsen i Sæsonen 1850-51 "forholdt sig saa rolig, at han end ikke i et eneste Klagebrev lod høre fra sig". Maaske var Grunden 386 den, at han og Rosenkilde som de første aktive Skuespillere paa Kongens Fødselsdag modtog Ridderkorset efter Heibergs Indstilling. Sml. Overskou VI, 102; Var. til II, 250, 10. 10/10 1851 klagede han til Heiberg over, at han havde for lidt at bestille. Han bad derfor om Lov til at udnytte sin Fritid - det vilde "lidet stemme med vor liberale Tid at nægte en Mand at gjøre sin Tid frugtbringende". En af Grundene til hans Ønske om Afsked var den ikke uvæsentlige, at Pensionen blev beregnet efter Indtægten i den sidste Periode af Tjenestetiden, og da hans Fortjeneste nu var ringere end før, kunde han risikere at faa en mindre Pension "end om han for Drukkenskab eller Uduelighed eller andre Grunde var blevet afskediget tidligere". (Indk. Breve til Theaterdirektionen. 1851 (R. A.)). - L.6. et lille morsomt fransk Stykke: Hvilket, har ikke kunnet oplyses. - L.28. "Kong Lear": Sml. Note til II, 238, 19. Nielsen spillede Kong Lear 20 Gange, senest 1859.

✂ 263,L.5. Ucorrecthed i Dictionen: Nielsen blev i stigende Grad usikker i Memoreringen. Selv kaldte han det "Distraktion", men det var snarere en Følge af hans udstrakte Selskabsliv. Hostrup klagede 12/2 1850 over, at Nielsen i "Soldaterløjer" "næsten ikke gjengav en eneste af sine Replikker ordret". Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 199. - L.11. Mod Overskou... blev nu hele Vreden vendt: i en Artikelserie, som begyndte 2/1 1852 i Flyveposten, kritiserede Overskou Bournonvilles Pjece "Det kgl. danske Theater". Han imødegik Balletmesterens forskellige Krav, der drejede sig om at begrænse Direktørens Magt det mest mulige, hvorimod Overskou holdt paa det Bestaaende og indirekte roste Heiberg. Bournonville svarede 29/1 1852, og da Diskussionen endte i Skænderi af personlig Art - bl. a. mindede Bournonville om, at Heiberg engang havde reduceret Overskou til et Nul -, fik Fædrel. 9/2 s. A. Lejlighed til et vittigt Railleri, der gik ud over Overskou. Polemiken har mest Interesse som det første offentlige Udtryk for, at Overskou, Heibergs haandgangne Mand, ikke var Sceneinstruktørposten voksen. Sml. Var. til II, 214, 12-13 og II, 263, 11-22. - L.28. en Reise i Sverrig: Heiberg kendte Sverige fra sin Rejse i 1812; sml. Fra J. L.Heibergs Ungdom (Mem. Br. XXXVII (1922)). I Heibergs Almanak 1852 findes en ret udførlig Dagbog over Sverigesrejsen med Omtale af en Del Familier, de besøgte i Stockholm. Da H.C.Andersen 1840 var blevet fejret i Sverige, sagde Heiberg ironisk til ham: "Naar jeg rejser til Sverige, maa De være med mig, for at ogsaa jeg kan faa lidt saadan Hyldest!" Andersen syntes ikke om Spøgen og svarede: "Rejs derover med Deres Kone. Og De vil komme til den meget lettere." Sml. Mit Livs Eventyr (1855), 262. - L.31. Oehlenschlägers Ven, den svenske Forfatter, Baron, Hofmarskal Bernhard v. Beskow (1796-1869), til hvem Hauch skrev et Digt, var g. m. Magdalena Wåhlberg (1790-1873). Han var Sekretær i Svenska Vittighets-Akademien og havde stor Indflydelse paa Ledelsen. - L.39. Djurgården: Stockholms Folkepark, hvori 1829 Bellmans Buste rejstes, modelleret af Byström.

✂ 264,L.5. "Par Bricol": Navnet paa en munter Klub i Stockholm, der skylder Bellman og hans Venner sin Oprindelse. Den store Digter var selv fra 387 1786 Selskabets Viceguvernør. Heibergs Skærf og Emblem som Æresmedlem findes i Heib. Ark. - L.21. en Sang til hans Ære: Et Eksemplar af Sangen, der priser Heiberg som Bellman-Kender, findes i Heib. Ark.

✂ 265,L.7. Madvig afgik som Kultusminister 7/12 1851. - L.16. Domænedirektør, Etatsraad, Dr. jur. P. G. Bang var Kultusminister efter Madvig fra 7/12 1851 til 3/6 1852, da han afløstes af Departementschef C. F. Simony. - L.35. snart i det ene Blad og snart i det andet: En typisk og aabenbart af Høedt inspireret Artikel mod Heiberg findes i Fædrel. 2/11 1852: "Theatret under Etatsraad Heibergs Bestyrelse".

✂ 266,L.19. Madam Grethe Gram: Sml. II, 232, 27. Typen "Pyntekone" er skildret af Charlotte Bournonville i: Skyggerids af gamle Minder (1906), 51-59. - L.32. Alma: Den uselvisk forsagende Kvindeskikkelse i Paludan-Müllers "Adam Homo", der udkom 1842-49.

✂ 267,L.5. Dr. Ryge mistede 1819 sin første Hustru, Christiana Friderica Bekker, f. 1784. Sml. I, 266, 5 med Note.

✂ 268,L, 23. lidende og syg: "Qvindens Vaaben" skulde opføres 13/10 1852, men Forestillingen blev aflyst paa Grund af Fru Heibergs Sygdom, og det lykkedes ikke at give en anden Forestilling i Stedet. Først 30/3 1853 optraadte hun igen. - L.33. min Læge: Professor, Dr. med. E. A. Dahlerup (1812 -82).

✂ 269,L.10. de "Sammensvorne": Høedt, Ægteparret Nielsen, M. Wiehe og tildels Phister. - L.33. "Kong Richard den Tredie", Drama i 5 Akter af Shakespeare, blev først opført 1900 paa Det kgl. Teater med Dr. Mantzius i Titelrollen.

✂ 270,L.16-272,13. Heibergs Brev blev trykt i Berl. Tid. 2/12 1852 og optrykt i Heib. Pros. VII, 394-99. De to Postulater deri, at Tyskland "ingen egentlig dramatisk Litteratur har", og Tvivlen paa, at Danske kunne vænne sig "til at se Melpomenes Dolk forvandlet til en Slagterkniv" er ofte blevet citeret som Udtryk for Heibergs Arrogance. Høedt svarede i en stolt og værdig Skrivelse til Kultusminister Simony 4/3 1853, hvor han redegjorde for Heibergs Afslag og for sine kunstneriske Ideer: "Enhver Skuespiller vinder kun virkelig Ære og Navn hos Samtid og Eftertid i Forbindelse med den Digter, hvis Tolk han har været, og i samme Grad, som han har mægtet at løse hine evige Opgaver... jeg er gaaet til Theatret af Kjærlighed til Kunst og ikke for udelukkende at gjøre Theatertjeneste; den gjør jeg ogsaa, som et nødvendigt Onde, men jeg vil ikke gjøre den udelukkende; og naar Etatsraad Heiberg hindrer mig i at udøve, hvad jeg egenlig er kommet der for, har jeg ingen Grund til at blive der og maa ansee det for min Pligt, at gjøre Indsigelse saa kraftig, jeg formaaer, dobbelt fordi jeg er i det lykkelige Tilfælde, ikke at bindes af Hensyn til min Indtægt." Brevet er optrykt flere Steder, sml. Edv. Brandes' Artikel: "Et Vendepunkt i dansk Theaterhistorie" i "Det nittende Aarhundrede", April 1875; H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59. (1890), 75. - L.18. P. Wulfts Oversættelse af "Richard den Tredie" udkom 1818 i Fortsættelsen af P. Foersoms Oversættelse af Shakespeares Tragiske Værker VI, 171-380.

388

✂ 271,L.3. "Kong Henrik den Sjette" Drama i tre Dele, hver i 5 Akter, af Shakespeare. - L.31. een eller... to af Oehlenschldgers henlagte Tragedier: Heiberg hentydede til "Palnatoke" og "Correggio", som det ikke lykkedes ham at faa frem. Derimod satte han 1853 "Stærkodder" op, der ikke var spillet siden 1835; desuden fandtes "Erik og Abel" og "Hagbarth og Signe" paa Repertoiret. - L.41. Lord Hastings: Person i "Richard den Tredie". - L.47. i Begyndelsen af 3die Act: 3. Akt, 1. Sc.

✂ 272,L.35. (Heibergs Gennemgang) af "Hamlet": Heiberg gennemgik "Hamlet" litterært i Kbh. flyv. Post 1827, og hans Betragtninger er optrykt i Heib. Pros. VII, 24-37. Ved Opførelsen 1851 var "Planen til det aldeles fornyede og forandrede Scene-Arrangement" udkastet af ham og meddelt Th. Overskou til Udførelse; sml. Heib. Pros. VI, 408. "Jeg maatte," skrev han til Ministeriet 27/12 1855, "med et Magtsprog modsætte mig Høedts projecterede voldsomme Attentater paa denne Tragedie."

✂ 273,L.17. Simony sml. Note til II, 265, 16. - L.34. visse Blade: Det aabne Brud mellem Heiberg og Høedt omtaltes offentligt i Fædrel. 30/11 1852 i Anledning af "Richard III". Bladet advarede mod at hindre den unge Kunstners Fremadstræben og beklagede, at Høedt vilde forlade Teatret. Slutningen lød: "Det synes ikke rimeligt, at denne Bestyrelse vil blive af lang Varighed." Allerede 2/11 s. A. var Bruddet blevet forberedt i en hadsk Artikel, hvori Heiberg blev beskyldt for "at være en afgjort Ven og Beskytter af det Middelmaadige". Sml. Note til II, 265, 35.

✂ 274,L.5. en gammel Veninde: Frk. Arentine Harboe, Søster til Fru Heibergs Ungdomsven J. G. Harboe, var i disse Aar i Huset hos Høedts Moder paa Nørregade Nr, 28, hos hvem F. L, Høedt boede. SmL Brevet fra hende, dat. 22/12 1852, Et Liv. 1. Udg. IV, 425 f. - L.31. Goethe siger: Fri Gengivelse af Goethes Ord 20/12 1829 til Eckermann. Se Eckermann: Gesprache mit Goethe II (1836), 159.

✂ 275,L.2. hans Udtalelser paa Tryk: Høedts Mening om, hvorledes Richard IIIs berømte Replik: "En Hest, en Hest, mit Kongerige for en Hest!" skulde siges, fremkom i "Om det Skjønne" (1856), 33-38. Han maatte døje megen bidende Kritik for dette filosofiske Arbejde. Goldschmidt skrev: "Det Gode deri er ikke nyt, og det Nye er kun for en saare ringe Del godt", og Brøchner kaldte det "1/3 Selvbehagelighed, 1/3 Trivialiteter, 1/3 Nonsens. Summa: Pøjt". Nord og Syd (1856) IV, 316. Brøchner og Molbech: En Brevveksling (1902), 197. Sml. Neiiendam: Michael Wiehe og Fr. Høedt. (1920), 67-69. - L.13-38. "Fortvivl og dø!" "Richard III", V. Akt, 3. Sc. Shakspeare. Dram. Værker. VI (1848), 274 ff. - "Vel tusind Hjerter -" smst. 283. - "Træl, jeg har sat -" smst. 284.

✂ 276,L.22. intet Nyt... af hvad Heiberg ønskede: Det var Heibergs Plan at opføre Oehlenschlägers "Correggio" og Shakespeares "Julius Cæsar", men begge Forestillinger blev opgivet. Derimod ønskede Høedt bl. a. at spille Marinelli i "Emilie Galotti" og Figaro i Komedien "Figaros Bryllup", men disse Forslag afslog Heiberg. - L.24. Pressens Angreb: Sml. Note til II, 389 273, 34. - L.30. "Palnatoke", Tragedie i 5 Akter af Oehlenschläger, opf. 1. Gang 4/4 1809, blev ikke spillet, medens Heiberg var Direktør. - L.35. Skuespillerne... skulde gjøre Oprør: Fru Heiberg hentyder til Artiklen i Fædrel. 30/11 1852, hvori det i Anledning af, at Heiberg ikke vilde opføre "Richard den Tredie", hed, "at man tager ubetinget Parti for Personalet imod ham, og mod en saadan Modstand vilde en langt dygtigere Theaterdirecteur, end Hr. Etatsraad Heiberg har viist sig at være, i Længden umulig kunne bestaae". - L.39. Idelige Sygeanmeldelser: Trods disse, hvoraf Fru Heibergs var den alvorligste, lykkedes det dog Heiberg i Sæsonen 1852-53 af SkuespilNyheder at faa fremført: "De Deporterede", "En Episode", "Slottet i Poitou", "En Sommeraften", "Tycho Brahes Ungdom" og "En Valgdag".

✂ 277,L.4. en af Theatrets mest intrigante Skuespillere: Formentlig Phister, der ikke havde nogen Rolle i "Hamlet". - L.11. "Correggio" var opført 1843 med W. Holst i Titelrollen. M. Wiehe havde ved en Særforestilling i 1847 udført Giulio Romano, der ellers blev spillet af Kr. Mantzius. Nu ønskede Heiberg, at Høedt skulde udføre den. Men han afslog Forslaget, fordi han mente, at Rollen ikke passede for ham, og efter dette Afslag var det ikke muligt for Heiberg at faa Wiehe til atter at overtage Rollen. Først i 1858, da Heiberg var afgaaet, spillede han - ikke Giulio Romano, men Correggio. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 151. - L.28. den af Bladene dagligt...: Bladene indeholdt ikke daglig Angreb paa Heiberg, men nu og da. - L.35-278,27. M.Wiehes Brev findes i Heib. Ark.

✂ 278,L.30. "Julius Cæsar", Shakespeares Tragedie, blev først opført 1911. Heiberg ønskede, at M. Wiehe skulde spille Brutus, men han frabad sig Opgaven, da han mente, at den oversteg hans Evner. Formentlig har Høedt ønsket at spille Rollen. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 151 f.

✂ 279,L.4. Pressen... fortsatte: Fædrel. bragte 12/3 1853 en for Heiberg ubehagelig Artikel, hvori hans tidligere kritiske Udtalelser om Teatret i Afhandlinger og Artikler blev citeret til Belysning af hans Styre. Hans gamle Krav til en Teaterleder: "Hold Theatrets Kunstnere i godt Lune" (Heib. Pros. VI, 226) blev ikke uden Virkning anvendt som Modsætning til de mange Stridigheder under hans eget Direktorat. Derimod var Angrebet i Dagbl. urimeligt, idet Kritiken gik ud paa at bebrejde Heiberg, at han opførte "for mange Holbergere". Sml. Overskou VI, 166 f. Var. til II, 278, 36-279,6. - L.31. Geheimeraad Collin boede fra 1839 til sin Død i 1861 i Amaliegade Nr. 9.

✂ 280,L.20. Hovmod! denne Synd, der styrtede Englene: Citatet ikke fundet. - L.32-281,5. Collins Brev findes i Fru Heibergs Ark. - L.33-34. Ingeborg: Jonas Collins Datter, Ingeborg Drewsen; Jonna, dennes Datter (1827-78), gift 1850 med Baron Henrik Stampe (1821-1892); deres Datter var Astrid (1852-1930), g. m. Stiftamtmand G. H. V. Feddersen. - L.39. Louise: Jonas Collins Datter, Louise Lind.

✂ 281,L.9. Kure af den forfærdeligste Art: Sml. Heib. Hjem, 151, 154, 231 o.fl. - L.26. Citatet er fra P. D. A. Atterbom (1790-1855): Lycksalighetens ö. I (1854), 107.

390

✂ 283,L.4. Reconvalescenstiden: Kgl. Skuespiller Peter Jerndorff (1842- 1926), der som Barn boede paa Søkvæsthuset, fortæller i "Nogle Minder" (1918), 27: "Vi havde Børnekammer lige over Fru Heibergs Sovekammer. Der kom Bud op, om vi vilde være pænt stille. Det gjaldt Fru Heibergs Liv, og følgelig holdt jeg streng Justits over mine Søskende; jeg var den ældste af seks. Jeg gik i en evig Angst. Saa begyndte hun at komme sig. Faren var ovre, og jeg aandede lettere. Men hun var syg det meste af Vinteren. Da hun endelig var rask, skete det Vidunderlige, at hun en Dag som Reconvalescent sammen med Heiberg kom op og gjorde os Visit og takkede os Børn, fordi vi havde været saa pænt stille under hendes Sygdom. Hun klappede mig paa Kinden, jeg skælvede af Lyksalighed. Hun sad i Sofaen ved Siden af Moder; Heiberg og Fader ved hver sin Ende af Divanbordet; jeg paa en Stol beskedent henne ved Døren; de mindre Børn blev sendt ud. Jeg slugte hende med Øjne og Øren. Hun var dejligere end nogensinde. I en halvklar hvid løs Morgendragt, holdt sammen af en Snor om Livet, over den en dyb pensée Atlaskes bekvem Kofte, og Haaret samlet i en eneste tung Lok, der laa ned paa den højre Skulder". - L.5. (Martensens) elskelige Hustru var Virginie Henriette Constance, f. Bidoulac (1817-1904), med hvem han i 1848 var blevet gift efter at have mistet sin første Hustru, Helene Mathilde, f. Hess (1817-47). - L.28. Mynsters Svigersøn: Mynsters Datter Maria Elisabeth (1882-1909) var i 1843 blevet gift med Slotspræst, senere Stiftsprovst Paulli.

✂ 284,L.36. "En Sommeraften", anonym Vaudeville i 1 Akt af Johanne Luise Heiberg, blev opført 8 Gange. De vigtigste Rollehavende var: Baronen: N.P.Nielsen. Hans Døtre Anna, Therese og Lotte: Elisa Holst, Fru Heiberg og Amalie Price. Husholdersken: Julie Sødring. Kaptajn Herdal: M. Wiehe. Fædrel. (31/3 1853) anede ved Opførelsen Slægtskabet med "En Søndag paa Amager" og "Abekatten", men betonede med Rette, at "En Sommeraften" var svagere, og Dagbl. skrev 28/4 1853, da Vaudevillen udkom, at den burde være "et Manuskript for Venner". Sml. Note til II, 215, 24 og til II, 294, 8.

✂ 285,L.29. Saa snart Teppet rullede op: Jerndorff, som var til Stede i Teatret, giver i "Nogle Minder" (1918), 28 f. en tilsvarende Skildring af Aftenens Forløb. En anden Samtidig, General F. G. v. Müller, fortæller: "Alt, hvad der hører til "beau monde" var der". Sml. Kongesorger ved E. Bodenhoff (1913), 44 f. - L.36. Enkedronning Caroline Amalie, Enke efter Kong Christian VIII, som døde 20/1 1848.

✂ 286,L.14. Sangen var skrevet af H. C. Andersen. Melodien var den, Sømanden synger i "En Søndag paa Amager" 18. Sc.: "Paa Søen, naar den skummer vred". Et Eksemplar af Sangen findes i Fru Heib. Ark. Jfr. H. C. Andersen: Sml. Skr. 2. Udg. XII (1879), 495 f.

✂ 287,L.17. en Hylding: Se I, 285, 21 f. - L.20. det Rygte: Fædrel. meddelte 31/3 1853, at Publikum agtede at trække Fru Heiberg til Søkvæsthuset, men forinden havde hun hastigt forladt Teatret. Da Jerndorffs Fader spurgte Heiberg: "Er De nu ikke bange for, at Folk skal trække Deres Frue hjem som efter "Dina"?", svarede han: "Nej, jeg sætter mig ind i Vognen 391 til hende, og saa er der ingen, der trækker". Se Jerndorff: Nogle Minder (1918). 29. - L.22. Theaterporten: Sml. Note til II, 210, 12.

✂ 288, L.12. den gamle Portner: Portneren ved Søkvæsthuset hed Poul Poulsen og var i 1850 66 Aar gammel. Folketalslisten (R. A.). - L.15. en livlig, opvakt Kokkepige: Muligvis Cathrine Elisabeth Greise, som i 1850 var 31 Aar. Folketalslisten (R.A.). Heibergs holdt to Tjenestepiger og en Tjener. - L.35. en... Brosche af Brillanter: General Holten angiver denne Kongegaves Værdi til 6-800 Rdl. Meningen med den var, fortæller han, at Grevinde Danner under Takkeaudiensen hos Kongen skulde komme til Stede, saa at det kunde siges, at Fru Heiberg havde aflagt Grevinden en Visit. Men da Fru Heiberg nøjedes med at takke skriftligt, røg den Plan i Lyset, hvilket i høj Grad mishagede Grevinden. Sml. Holten: Erindringer (1899), 172. Droschen blev solgt ved Heibergiana-Auktionen 1926. - L.38. følgende Sang: Sangens Forfatter var H. C. Andersen (optrykt i Saml. Skr. 2. Udg. XII (1879), 494). Et Eksemplar af Sangen findes i Fru Heib. Ark. - Danserinden Johanne Emilie Egense (1831-81) forlod Balletten og blev fra 1853 en meget benyttet Operasangerinde. Hun blev 1856 g. m. kgl. Skuespiller Theodor Liebe (1823-93).

✂ 290,L.5. den Musik: Fru Heibergs første Solodans fandt Sted 23/1 1824 i Galeottis Ballet "Bjergbøndernes Børn og Speilet", hvortil Claus Schall havde skrevet Musiken. - L.13. den gruelige Sygdom Cholera: Midt i Juni 1853 brød Koleraen ud og fik et voldsomt Omfang i Juli og August; blandt de mange døde var ogsaa Inspektør Jerndorff paa Søkvæsthuset. Sml. C. W. Lange: Fortegnelse over de af Cholera bortdøde Personer 1853. - L.16. Logeauktionen: Paa Grund af Koleraepidemien maatte Auktionen 1853 udskydes. Den plejede at finde Sted medio August i Hofteatrets Forsal. Sæsonen 1853-54 begyndte først 18/9 og varede til 17/6. - L.24. Sml. II, 69, 33 og Note til II, 70,3. Paa Søkvæsthuset blev der atter indrettet Hospital for de syge i Marinen, der ikke havde Kolera, da Søetatens Hospital i Nyboder udelukkende optoges af Kolerapatienter. Alle paa Søkvæsthuset maatte afstaa nogle Værelser til Sygestuer. Sml. Jerndoff: Nogle Minder (1918), 30. - L.36. vor Havetrappe: Den har Knud Gamborg gengivet paa en Tegning (sml. Note til II, 70, 3). Heiberg skrev 12/8 1854: "Vor Havetrappe er nu gjort istand - uden Skade for Matrosens Vers - og malet første Gang". Se Heib. Hjem, 236.

✂ 292,L.3. 21/4 1853 dannede Anders Sandøe Ørsted sit Ministerium og overtog selv Kultusministeriet. En Følge af Ørsteds politiske Indstilling var, at Heiberg følte sig mere styrket i sin administrative Myndighed. Sml. H. Christensen: Det kgl. Teater 1852-59, 79. - L.8. En Dag stormer Nielsen ind til Ørsted: Om N. P. Nielsens Psyke og Handlemaade sml. Note til II, 238, 3-15; 262, 5; 263, 5. Om hans Afsked sml. Note til II, 309, 4. - L.19. den Heiberg, (Ørsted) alt havde kjendt som Dreng: Fru Gyllembourgs intime Venskabsforhold til Brødrene Ørsted stammede allerede fra Tiden omkr. 1806. Sml. P. A. Heiberg og Thomasine Gyllemborg 3. Udg. (1883), 404,

✂ 293,L.7. historiske Studier: I 1836 udkom: Hellig Trefoldigheds Gilde 392 udi det danske Compagni eller det kgl. kbh. Skydeselskabs og danske Broderselskabs Historie. Af N. P. Nielsen. Han efterlod en betydelig Bogsamling med mange historiske Værker, som blev solgt ved Auktion. Sml. Kataloget i T.Mus. - L.19. "Macbeth" var blevet opført fire Gange i 1852 og to Gange i 1853. "Hakon Jarl" en Gang i 1852; "Dronning Margareta" to Gange i 1852 og en Gang i 1853. "Pak" fem Gange i 1852-53 og seks Gange i 1853-54. "Slottet i Poitou" Lystspil i 4 Akter af Sandeau (Mademoiselle de Seiglière), oversat af Glückstad; opf. 1. Gang 17/12 1852 og derefter spillet fjorten Gange i Resten af Sæsonen og syv Gange i 1853-54. N. P. Nielsen havde altsaa ingen Grund til at klage over, at han ikke blev anvendt. Forøvrigt var "Slottet i Poitou", hvori Fru Heiberg ikke medvirkede, den første Forestilling, hvor Høedts Evner som Instruktør satte Frugt. Ganske vist iscenesatte han ikke Forestillingen, men underhaanden paavirkede han de Spillende, saa at Ensemblet blev mønstergyldigt. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 247. - L.26. "Hamlet" blev efter 13 Opførelser i 1851-52 givet to Gange i 1852-53 og fire Gange i 1853-54.

✂ 294,L.8. "Karens Kjæreste", anonym Vaudeville i 1 Akt af U. P. Overby(e) (1819-79), opf. 1. Gang 19/9 1853, ialt seks Gange. Høedt spillede en rejsende Haandværkssvend og M. Wiehe en Bondekarl. Vaudevillen fik en haard Medfart i Fædrel. 24/9 1853. Georg Brandes' Barndomslærer, Jacob Voltelen, skrev en Parodi, som 24/3 1859 opførtes ved Studenterforeningens Karneval under Titlen "Marens Kjæreste", en Duftvaudeville-Ekstrakt, hvis sceniske Udarbejdelse skyldtes Kr. Mantzius. Sml. F. L.Liebenberg: Optegnelser (1894), 46. Bille skrev, "at Overbyes Produkt aabnede Øjnene hos Kritiken og Publikum for "Duftvaudevillen"s Mangler og Farer"; sml. Nat. Tid. 23/1, 1893 Aften. Senere blev Overbye populær som Forfatter til Socialisternes March: "Snart dages det, Brødre".

✂ 295,L.1. En af Skuespillerne: Kristian Mantzius (1819-79), udmærket komisk Karakterskuespiller, Skaber af Løjtnant v. Buddinge i "Gjenboerne". Da ingen Skrivelse til Ministeren om Mantzius kontra "Karens Kjæreste" findes i Kopibogen, maa Meddelelsen til ham være foregaaet mundtligt. - L, IL Heiberg skrev da til Hr. X.: Heibergs Skrivelse til Kr. Mantzius, dat. 10/10 1853, er trykt i Karl Mantzius: Min Far og jeg. (1919), 140-41. Baade Heibergs Koncept og Kopi af Skrivelsen findes i Det kgl. Teaters Kopibog (R. A.), hvilket Karl Mantzius benægter i anf. Skrift. - L.13. Skuespillerreglementet: Reglementet for Theaterpersonalet, dat. 22/10 1832, indeholder ingen Bestemmelse om, hvorledes Skuespillerne skal opføre sig i Tilskuersalen, men i Paragraf 16 forudsættes, at "enhver af Personalet ved en sømmelig og anstændig Opførsel vil giøre Kunsten og Standen Ære" paa og udenfor Scenen. - L.19. Hr. X.'s Erklæring: Heiberg offentliggjorde Kr.Mantzius' udaterede Erklæring i Berl. Tid. 12/10 1853. Den er optrykt i Neiiendam: Breve Skuesp. II, 41 f. og i Karl Mantzius: Min Far og jeg (1919), 142 med denne Tilføjelse: "Fru Heiberg giver i "Et Liv" en ganske urimelig og misvisende Skildring af denne lille Kontrovers. Hun nævner ikke Mantzius ved Navn, 393 men antyder, at Hr. X, som hun kalder ham, trods sin utvetydige Erklæring alligevel havde deltaget i Udpibningen af det lille Stykke. Dette vilde være ganske uforeneligt med Mantzius' Karakter, og hun fører da heller intetsomhelst Bevis for sin Beskyldning". Men Sagen efterlod hos Mantzius en Brod mod Heiberg, som han snart fik Udtryk for. Sml. Note til II, 321, 39.

✂ 296,L.25. Phister (blev) Medlem af begge Leire: Mod Fru Heibergs Fremstilling protesterede Phister i "Et Nødværge" (1893), 13 ff.: "Det er muligt, at jeg har været vittig; sikkert er det, at jeg undertiden kunde more mig lidt over Høedt, der i sin Begejstring troede, at han kunde storme selve Himmelen med sit Talent og sin Ungdom... At jeg stod i begge eller i tre Leire, det er derimod ganske usandt. Jeg taug sikkert nok ikke, naar Noget mishagede mig i alle de ubehagelige Forhold, som denne Theaterstrid førte os ind i; men neppe nogen Anden end Fru Heiberg vilde have sporet en Bestræbelse for at holde mig gode Venner med alle Parter... Jeg elskede, beundrede og forstod Heiberg som Forfatter, men jeg tilstaaer - at jeg hverken elskede eller beundrede ham som Theaterdirektør... Jeg, saavelsom næsten alle de betydeligere Skuespillere vare misfornøjede med hans Bestyrelse, men jeg blev under hans 7 Aar lange Direktorat, og jeg adlød ham, saa længe han var min Chef... Naar alligevel hans Hustru har fundet det passende at beskylde mig for Øientjeneri ligeoverfor ham som Theatrets Direktør, da nødes jeg til at stemple dette som slet og ret Usandhed."

✂ 297,L.13. "En Sjæl efter Døden": I et Brev fra Marienbad, af 15/7 1854, fortæller Fru Heiberg, at Phister reciterede lange Stykker af "En Sjæl efter Døden" udenad for hende. Se Heib. Hjem, 176. - L.27. private Omgang paa Theatret: Derefter har A. D. J. i Et Liv, 1. Udg. I, 171 anbragt tre Stjerner og under Teksten en Note:

✂ "Saadanne Stierner, naar de kommer udi Bøger, betyder de ikke meget godt. Her give de tilkiende en Defect udi Historien." Peder Paars, II, 1.
Udgiverens Anmærkning.

✂ Den Udeladelse af Fru Heibergs Manuskript, som A. D. J. markerede ved denne Note, der aabnede Læsernes Fantasi for allehaande Gælninger, betragtede Phister som en Fornærmelse og forlangte Manuskriptets Ordlyd offentliggjort. Sml. Et Nødværge (1893), 28 ff. A. D. J. afslog hans Krav. (Sml. Nat. Tid. 1/2 1893 Aften samt Piecen: Prof. Phister og Fru Sødrings Kritik (1893), 13 f.). Trykmanuskriptet til det paagældende Parti er ikke bevaret, men iflg. IIIA lød Stedet:

✂ "Til vor stadige Omgangskreds i Hjemmet har han aldrig hørt.

✂ Hvad der ogsaa var det eiendommelige for dette Menneske, var, at han kjendte sig selv nøiere, end det falder i de Flestes Lod. Han havde ofte det rette Syn paa det Gode, det Rette, det Moralske, men de onde Dæmoner spærrede Veien for ham og svækkede hans Villiekraft. En, som kjendte ham nøie, improviserede derfor hans Gravskrift:

394

✂ I Erkjendelsen havde han det Gode, det Rette.
I Villien havde han det Onde, det Slette."

✂ Sml. Var. til II, 344, 5-7, af hvis Slutning det iøvrigt fremgaar, at Gravskriften skyldtes Fru Heiberg selv; se ogsaa Neiiendam, 36 f. - L.29. "Ruth", (anonymt) Drama i 2 Akter af Athalia Schwartz (1821-71), opf. 1. Gang 24/11 1853, ialt 18 Gange. Edv. Lehmanns farvelagte Tegning af Fru Heiberg og Høedt i dette Stykke findes i T. Mus. - L.32. Hans Mortensens Ord: i 23. Sc. af "Aprilsnarrene" (Heib. Poet. VI, 92).

✂ 298,L.19. et Digt: Manuskriptet til Athalia Schwartz' Digt, med Paategning 1853, findes i Fru Heib. Ark. - L.30. "Et Offer", Skuespil i 4 Akter af Hertz, opf. 1. Gang 7/1 1854. Anna Nielsen spillede Frk. Munk, M. Wiehe Arkitekt Norberg, Phister Ritmesteren og Fru Sødring den aandssvage gamle Pige. Stykket opførtes 7 Gange. Sml. J. W. Sødring: Erindringer II, 53 ff. Fædrel. skrev 10/1 1854, at Fru Heiberg holdt "sin Diction i en vel pathetisk Tone", og at Wiehe, hvis Spil i de bevægede Scener kaldes "ypperligt", i de første Akter "paatog sig en vel blaseret Kulde og næppe behøvede at sige sine Replikker til Hermione (Fru Heiberg) slet saa skærende". Dagbl. 9/1 1854 roste de Spillende i al Almindelighed, og Berl. Tid. 9/1 1854 mente, at Udførelsen "blev løst til den høieste Grad af Fuldkommenhed".

✂ 299,L.37. et Brev fra Hertz: Da Høedt ikke havde Rolle i "Et Offer", er det paafaldende, at Fru Heiberg saa, at M. Wiehe læste Brevet for ham under en Prøve. Brevet er ikke fundet, men i Hertz' Dagbog (N. k. S. 3179, 4°) anføres under 6/1 1854, at Høedt ved Generalprøven talte med Wiehe og Jfr. Andersen om den rigtige Opfatning af deres Roller.

✂ 300,L.9. Overskou har Ret: Sml. Overskou VI, 157 f., hvor hans Karakteristik af Wiehe findes. P. A. Heibergs Komedie i 5 Akter "Heckingborn" opførtes i 1788, og Forfatteren skrev selv om Stykkets Hovedperson i "Anmærkninger, i Anledning af Comedieri "Heckingborn"", sml. Rahbek: Dramaturgiske Samlinger II (1789). Udhævelsen i Citatet skyldes Fru Heiberg. Sætningen "Høedt lod til at have forstaaet at behandle ham", findes ikke hos Overskou, men staar for hendes egen Regning. - L.37. Wiehes Forældre, Søskende og Venner sørgede oprigtigt: I Modsætning hertil maa det bemærkes, at M. Wiehes bedste Ven, hans Hustru, med hvem han levede meget lykkeligt, ikke i sine Optegnelser har efterladt ét nedsættende eller beklagende Ord om Høedts Indflydelse paa hendes Mand. Sml. Emilie Wiehes Erindringer i Neiiendam: Breve Skuesp. II, 241-69. Ogsaa Fru Sødring protesterer imod, at Wiehe som Menneske havde tabt sin Selvstændighed i Forholdet til Vennen: "Enhver, der nøjere har kendt Wiehe og har bevaret sin Uhildethed i Dommen over ham, maa vide, at dette ikke kunde forholde sig saa. Naar Wiehe modsatte sig Heiberg, kan man være overbevist om. at han gjorde det med fuld Bevidsthed om, hvad han indlod sig paa og i eget Navn". Se Erindringer II, 36.

✂ 301,L.22. Peter Badon: Peter Pardon var en kbh.sk Original, som alle 395 kendte. Ordet Pardon laa ham altid paa Læben, og dette blev i Folkemunde til Badon. Jacob Davidsen omtaler ham i: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn I (1880), 359 f.

✂ 302,L.20. Georg Buntzen: Se I, 125, 34 og II, 140, 36 med Noter. - L.28. dette pinlige Sygeleie: Træk fra Fru Gyllembourgs sidste Aar findes i Heib. Hjem, 143; 247; 329ff.; 376. - L.33. en Reise til Marienbad: Fru Heiberg rejste 18/6 1854 fra Kbh. over Berlin til Wien, hvor hun opholdt sig fra 22/6 til 4/7; over Prag ankom hun 7/7 til Marienbad, hvorfra hun 10/8 rejste til Franzenbad. Hun var ledsaget af sin Broder, kgl. Skuespiller Anton Pätges. Hjemrejsen lagde hun over Hamborg og naaede Kbh. 31/8. Sml. Heib. Hjem med Brevvekslingen mellem hende og Heiberg i 1854 og 1855.

✂ 303,L.2. hans lille Rejse til Hven 2845; se II, 98-100. - L.3. vor Pige: Fru Heiberg husker fejl; det var Tjeneren, J.H. Christensen (f. 1825), der havde det Hverv at overbringe Heiberg Gaverne, medens hun var borte. Der var ialt 45. Se Heib. Hjem, 110; 274.

✂ 304,L.17. En forskruet Kunstelskerinde: Damen var formentlig Fru Agnete Raasløff, f. Toft (1814-91), g. m. Departementschef, senere Minister H. I. A. Raasløff. Sml. Fru Heibergs Beretning om Rejsen til Stettin i Heib. Hjem, 92.

✂ 305,L.22. det paafølgende (Aar): 1855 rejste Fru Heiberg atter til Marienbad. Hun forlod Kbh. 7/6, tog fra Berlin direkte til Badet, hvor hun opholdt sig fra 11/6 til 4/7, en Tid i Selskab med Etatsraad Suhr og Konsejlspræsident P. G. Bang. Efter at have besøgt Franzenbad til 27/7 gjorde hun en Uges Ophold i Dresden og vendte tilbage 6/8. Sml. Brevene i: Heib. Hjem. - L.34. en ungarsk Grevinde: Hvem har ikke kunnet oplyses.

✂ 306,L.37. Brev fra Heiberg: Se Heib. Hjem, 93; 96. Fru Heiberg modtog Brevene i Wien.

✂ 307,L.26. Goethe-Sitz: Goethe var i Marienbad i 1822 og 1823. - L.29. vemodige Ord: Fri Gengivelse af Goethes Ord 27/1 1824 til Eckermann: "... ich kann wohl sagen, dass ich in meinen fünf und siebzig Jahren keine vier Wochen eigentliches Behagen gehabt." Se Eckermann: Gespräche mit Goethe I (1836), 106.

✂ 308,L.16. Citatet er ikke fundet. - L.20. smaa Pjecer: Fru Heiberg husker fejl. Pjeceiae i Anledning af Heibergs Teaterstyre tog først Fart i 1855. Om Angrebene i Dagbl. og Fædrel. sml. Overskou VI, 202-05. Sml. Note til II, 321, 39. - L.25. HT. Bille i "Dagbladet": Folketingsmand, Redaktør C.St. A. Bille (1828-98) var fra 1851 Redaktør af Dagbl. Den paagældende Artikel, hvori han fraraadede Folk at abonnere, fandtes 4/8 1854. Her var det atter Heibergs tidligere Meninger, der anvendtes imod ham, idet han, før han blev Direktør, havde udtalt sig om Abonnementssystemets uheldige Sider. Heiberg indrømmede, at Abonnementet 1854 var lavere end ellers, og kaldte Bladredaktørerne nogle Slyngler, som skrev imod deres bedre Overbevisning. Sml. Heib. Hjem, 249. Siden forsvarede Bille sin Kritik: Der var ingen Anledning til at tage paa Heiberg med Fløjlshandsker. Han var ikke selv nogen skaansom Kritiker eller Polemiker. Sml. Nat. Tid. 23/1-25/1 1893 Aften.

396

✂ 309, L.4. (N.P.Nielsens) Afsked fra Theatret: Efter at Nielsen flere Gange havde søgt Afsked, støttet til Attester fra Stabslæge F. V. Mansa og Teaterlæge Th. Collin (sml. Note til II, 238, 3-15 og Var. til II, 302, 3), indsendte han sin sidste Afskedsbegæring i Aug. 1853, men det trak ud med Afgørelsen. Karakteristisk var det, at det under Forhandlingerne var Kongen - Heiberg mente Grevinde Danner - og Finans- og Kultusministeriet, som af kunstneriske Hensyn ønskede at bevare Nielsen ved Teatret, medens Heiberg, som han skrev, "helst vilde af med ham", sml. Heib. Hjem, 256. Omsider, da Nielsen havde indvilliget i ikke at optræde paa andre Scener i Hovedstaden, underskrev Kongen 6/10 1854 Afskedigelsen med 1536 Rdl. i Pension fra 1/11 s. A. at regne. Paa Ørsteds Indstilling, men uden Tilskyndelse fra Heibergs Side, udnævnte Kongen ham til Dannebrogsmand. Paa Grevinde Danners Fødselsdag 21/4 1855 udstedte Kongen et Reskript, iflg. hvilket Nielsen fik Titel af Professor. Sml.H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 80 -86. Hans Afskedsbenefice fandt ikke Sted paa Det kgl. Teater, men 1/6 1855 i Heibergs Fjenders Lejr, Hofteatret ved Christiansborg. Han spillede Markien i "Slottet i Poitou" og sagde en Epilog. Sml. Noter til II, 293, 19; 337, 22. - L.8. Madam Fossum: I sit første Ægteskab bar kgl. Kammersangerinde Fru Gerlach dette Navn. Hun var i Sæsonen 1854-55 sygemeldt fra medio Dec. - L.9. Under disse Omstændigheder: Overskou kaldte 1854-55 "Theaterhistoriens stormfuldeste Sæson" VI, 200. Allerede før den begyndte, skrev Fru Heiberg til Heiberg: "Jeg har ingen Idee om, hvorledes Du vil bære Dig ad i Aar, hvis Nielsen gaaer, uden at hans Roller ere besatte og alt indstuderede. Madammen [Anna Nielsen] syg. Knudsen død [han døde 28/5 1854]. Jfr. Ryge syg. Amalie [Price] meldt fra Tjeneste. Men ogsaa heri bevidner jeg Dig min Agtelse, thi Du lader jo til at være ved freidigt Mod". Sml. Heib. Hjem, 261. Sygemeldingerne medførte, at en Forestilling maatte aflyses, uden at det lykkedes Heiberg at opføre en anden i Stedet. Hændelsen gav Fædrel. (11/1 1854) Anledning til et ligesaa vittigt som skarpt Angreb paa "Directeuren i Knibe". - L.25. "Den Yngste", Lystspil i 4 Akter af Hertz; opf. 1. Gang 13/11 1854. M. Wiehe og Fru Heiberg spillede 21 Gange i dette Stykke, senest 1860. Fru Heibergs Citat er en fri Gengivelse af et Brev fra Heiberg dat. 8/8 1854; sml. Heib. Hjem, 221 ff.; 252 f. En Brevveksling angaaende Opførelsen af "Den Yngste" samt nogle udeladte Scener deraf er trykt i: Breve fra og til Henrik Hertz (1895), 145-78.

✂ 310,L.24. "For evig! eller Medicin mod en Elskovsrus", Lystspil i 2 Akter af Scribe og Varner (Toujours ou Favenir d'un fils), oversat af Overskou; opf. 1. Gang i 1833. Anna Nielsen spillede fra 1849 Fru Dermillys Rolle, hvori hun 25/11 1854 genoptraadte efter sin lange Sygdom. - L.32. den... politiske Gjæring: Efter en Mistillidsadresse til Regeringen blev Rigsdagen opløst 20/10 1854 og Valg udskrevet. Da dette var gaaet Regeringen imod, afgik Ministeriet Ørsted 3/12 1854 og efterfulgtes 12/12 s. A. af Ministeriet P. G. Bang, hvori Hall første Gang overtog Kultusministeriet. Politisk betød dette Ministerskifte, at Liberalismen havde besejret de konservative Statsmænd, hvis Meningsfælle Heiberg var.

397

✂ 311,L.10. Geheimekonferensraad, Højesteretsadvokat, Landstingsmand Willum Frederik Treschow (1786-1869), den kendte Legatstifter. - L.29. Strækningen fra Knippelsbro til Kanalen, hvor Søkvæsthuset ligger, kaldtes Lille Torvegade, Resten Store Torvegade.

✂ 312,L.3. (Hall) nærede Ønsket om at blive Theaterdirecteur: Herimod protesterede Halls Søn, Sekretær Oluf Hall (Nat. Tid. 9/12 1892 Aften), idet han erklærede Fru Heibergs Antagelse for "fuldstændig urigtig". Det var heller ikke sandt, hævdede han, at Hall greb ind i Teaterledelsens Enkeltheder, og "ligesaa usandt er det, at han skulde have ønsket særlig at protegere den Ene for den Anden af Personalet". Amtmand Bille kaldte det "taabeligt" at tro, at Hall vilde være Teaterdirektør. Sml. Nat. Tid. 24/1 1893 Aften. Denne Opfattelse deltes af H. Christensen: "Hall ønskede slet ikke at blande sig ind i Theateradministrationens Detailler, naar han ikke blev tvungen dertil". Sml. Det kgl. Theater 1852-59, 91. Fru Heibergs Opfattelse af Hall blev forsvaret af A. D. J. sml. Et Liv. 1. Udg. III, 301-12. - L.25. en Hr. Christensen: Cand. jur. Harald Constantin Christensen (1823-92) var fra 1852 Sekretær hos Kultusministeren. Fra Halls Udnævnelse i 1854 til hans Afgang i Maj 1859 var Christensen den eneste, der under forskellige Former assisterede Ministeren i Behandlingen af Teatrets Sager. I de rørte Vande efter Heibergs Afgang lykkedes det Christensen at blive den egentlige Magthaver. Kunstnerisk fulgte han Høedt i alle Spørgsmaal.

✂ 313,L.33. "som den, der har Myndighed": Sml. f. Eks. Kierkegaard. Saml. Værker. III (1901), 11.

✂ 314,L.4. En ung, Herre: Enten Sangeren Nicolai Wolf (1824-75) eller Skuespiller Wilhelm Wiehe (1826-84), der ofte klagede over deres økonomiske Forhold, og som begge, medens Heiberg var Direktør, tog Engagement ved Christiania Teater. - L.6. En ung Pige: Formentlig Anna Maria Benedictsen, senere g. Meyer (1835-74), der 1853 debuterede som Ragnhild i "Svend Dyrings Huus" og især blev benyttet i Operaen. Heiberg var en Tid hendes Protektor. Ved hans Afgang som Direktør lod hun sig knytte til Casino. Sml. O. Zinck: J. L. Phister. (1896), 157. - L.12. (Nielsens) Talegaver som Rigsdagsmand: N. P. Nielsen gjorde intet Forsøg paa at blive Rigsdagsmand, men han var Stiller for Hall og meget yndet som Festtaler. - hvem veed Peder Paarses Lykke: Iflg. Den danske Ordbog XVI (1936), 742. Sp. 2 lyder Ordsproget: "Hvem kan vide Per Poses Lykke?" - L.32. "Dina" var sidst blevet opført 16/12 1849.

✂ 315,L.21. "Sovedrikken", Syngestykke i 2 Akter af Bretzner, oversat af Oehlenschläger; Musik af Weyse; opf. 1. Gang i 1809, men ikke spillet siden 1849. - L.26. Frøken Benedictsen: Sml. Note til II, 314, 6. - L.29. "Føi mig heri, jeg beder Dem!": Mod Fru Heibergs Skildring af dette Brud protesterede Phister i: Et Nødværge, 17-23. Han paaviste, at Sagen ikke drejede sig om Roses, men om Krokonen Abelones Parti og gav en anden Forklaring paa Optrinet mellem ham og Heiberg. Hvad Phister navnlig hævdede, var, at han "ikke havde staaet som en "Synder" og allermindst som en "forvirret" 398 Synder; dertil har jeg aldrig været anlagt". Sml. O. Zinck: J. L.Phister. (1896), 156-60.

✂ 316,L.26. den fordrukne Murer: I "Dina" spillede Phister den gamle Mursvend Paul Gebhard.

✂ 317,L.26. Aandens: d. v. s. Hamlets Faders Aand, der optræder i Tragediens 1. Akt 5. Sc., har adskillig flere Repliker, end Fru Heiberg angiver. Ogsaa Dronningen forekommer i en Række vigtige Scener; den, Fru Heiberg hentyder til, er vel 4. Sc. i 3. Akt. Rollen kræver absolut en fremragende Skuespillerinde og er altid blevet udført af en saadan.

✂ 318,L.3. de nye Rollehavende: Det vilde betyde en alvorlig Forringelse af "Hamlet"-0pførelsens kunstneriske Kvalitet at forsøge N. P. Nielsen erstattet som Hamlets Faders Aand af Sangeren Christian Ferslev og at give Dronningens Rolle til Begynderinden Jfr. Laura Müller. Sml. Note til II, 326, 35; 328, 3. - L.4. I sin Egenskab af Sceneinstruktør ledede Overskou Prøven og gav siden i Den danske Skueplads VI, 214-39 en mod Oppositionen stærkt vendt Skildring af Sammenstødet og dets Følger; den har dannet Grundlaget for Fru Heibergs Beretning. M. Wiehe skildrede selv det stedfundne Optrin og kaldte Overskou for "Opsynsmanden": "Synderlig Lyst til vedvarende at leve under dette Regimente havde jeg ikke," skrev han. Det udaterede Manuskript findes i Wiehes Arkiv (N.k.S. 1556 fol.). Sml. Nat. Tid. 5/12 1892 Aften. H. Christensen har aktmæssigt belyst Sagen i: Det kgl. Theater 1852-59, 104-59. Sml. A. D. J. i Et Liv. ]. Udg. III, 306-12. Berners Optegnelser (N. k. S. 1968, fol.) nedskrevet i hans 80. Aar, indeholder kritiske Bemærkninger om Overskous Fremstilling. - L.35. slet Selskab fordærver Sæderne: Modsat Fru Herbergs Opfattelse nærede den hende venligt sindede Instruktør Wilhelm Holst ingen Tvivl om, at det var Wiehe, som havde formaaet Høedt til at udeblive fra Prøven. Sml. J. Davidsen i: Avisen 5/6 1890. Det bør hertil bemærkes, at Wiehe først demonstrerede ved den anden Prøve (19/11), hvad der gør det usandsynligt, at han var Ophavsmanden til Provokationen. Sml. H.Christensen i: Nat. Tid. 3/6 1890 Aften.

✂ 319,L.19. Hall ønskede ikke, at Heiberg skulde blive i sin Stilling: Mod denne Antagelse protesterede H. Christensen, Men Heibergs suveræne Ligegyldighed for Finanslov og Rigsdag harmonerede ikke med Halls konstitutionelle Politik. Hvis Heibergs Indstillinger ikke blev godkendt af Ministeriet, opfattede han det som utidig Indblanding. Han nærede ingen Tvivl om, at hans Afgørelser var de eneste rigtige, medens Hall gerne i forsonlig Aand vilde jævne alle Kontroverser. Sml. Det kgl. Teater 1852-59, 90-95.

✂ 320,L.8. den ringe Mulkt: Iflg. Reglementet for Teaterpersonalet havde Heiberg formel Ret til at mulktere M. Wiehe. - L.10. en Klage: M. Wiehes Klage til Ministeriet over, at han var blevet mulkteret uden at blive hørt, er trykt af H.Christensen: Det kgl. Teater 1852-59, 143 ff. Til Fru Heibergs Paastand, at Heiberg ønskede, at Mulkten maatte bortfalde, kan føjes, at han ikke skriftligt gav Udtryk for dette Ønske over for Ministeriet, idet han sluttede sin Erklæring om Wiehes Klage med disse Ord: "Afventende Ministeriets 399 Resolution om, hvad der skal foretages i denne Sag, holder jeg mig for overbeviist om, at den under alle Omstændigheder vil blive saadan, at min Embeds-Autoritet, som jeg vel skal vide at opretholde, naar den hos Ministeriet finder sit nødvendige Støttepunkt, ikke berøves sin Evne til at beseire først de nuværende og siden med langt større Lethed de fremtidige Machinationer." Smst. 153. Mulktens Bortfald var en Venlighed fra Halls Side, hvilket fremgaar af Heibergs udat. Skrivelse til Ministeren efter en Samtale, hvori han meddelte, at Gagen vilde blive Wiehe udbetalt uden Fradrag "for i det Alleryderste at komme Hr. Ministerens Anskuelser imøde". Smst. 139. - L.17-39. Ministeriets Skrivelse til Heiberg 13/2 1855 med Afgørelse i Bødesagen (Udhævelserne i det citerede Uddrag skyldes Fru Heiberg). Den blev 15/2 af Heiberg tilstillet Wiehe med flg. Bemærkninger: "De vil heraf see, at Ministeriet, til hvis Kjendelse De har appelleret, misbilliger Deres Færd og finder den Dem idømte Mulkt at være fuldkommen begrundet, hvorved altsaa Deres i Skrivelse til mig yttrede Formening om det Ulovmedholdelige i min Fremgangsmaade maa være hævet. De vil endvidere see, at naar Ministeriet finder, at den Dem paalagte Mulkt kan falde bort, da er denne Bestemmelse et Resultat af min egen Indstilling, begrundet i de Motiver, som Minist. har citeret i sit Brev. Jeg tør altsaa vente, at den fra min Side viste Føielighed, uden hvilken Mulkten ikke vilde være Dem eftergiven, vil have til Følge, at De i Fremtiden iagttager Deres disciplinaire Forhold lige saa punktligt som De hidtil har gjort det, med Undtagelse af den ene Gang, som vistnok ikke vil gjentages." (Kgl. Teaters Kopibog 1855, hvoraf ses, at Genpart sendtes Overskou). - L.40. Med Bødens Bortfald var Striden med Wiehe nok endt, men formentlig ogsaa det personlige Forhold mellem ham og Ægteparret Heiberg. H. Christensen mener (S. 156), at Wiehe, allerede da han 15/2 modtog Ministeriets Resolution, var bestemt paa at forlade Teatret, hvilket stemmer med hans Redegørelse i hans Arkiv (N. k. S. 1556 fol.). Naar Fru Heiberg i det følgende giver det Udseende af, at Venskabet mellem dem fortsattes endnu i nogen Tid, er hendes Fremstilling næppe holdbar.

✂ 321,L.7. suspenderet: Heiberg suspenderede Høedt 19/1 1855 og nægtede ham Adgang til Teatrets Lokaler, indtil den endelige Afgørelse med Hensyn til det af ham udviste Forhold havde fundet Sted. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 106 f. Over for Ministeriet indrømmede Høedt sin Uret i juridisk Forstand i Henhold til Reglementet, men kunstnerisk var han sikker paa at have den mest fuldkomne Ret, og i Gentagelsestilfælde agtede han at handle paa samme Maade som Protest imod, at Heiberg vilde tvinge ham til at optræde med Personer, der var uværdige til deres Roller. Sml. smst. 134-36, hvor Christensen oplyser, at man i Ministeriet havde Sympati for Høedts Standpunkt, men officielt maatte man støtte Heiberg, fordi han havde den formelle Ret paa sin Side. - L.13. Berlingske: Artiklen findes 26/1 1855. - L.19. "Fædrelandet" søgte ikke 22/1 1855 "at vaske Høedt hvid", men fastslog derimod, at han havde begaaet en stor formel Fejl ved at udeblive fra Prøven. Bladet betragtede iøvrigt det skete "som et enkelt Udbrud af 400 en blandt Skuespillerne almindelig, velbegrundet Misnøie med Etatsraad Heibergs Bestyrelse, der tidligere eller senere maatte føre til dennes Ophør". - "Dagbladet" bragte 22/1 1855 et neutralt Referat af det, som var forefaldet, og foreslog 30/1, at man gav Overskou Afsked, fordi han som Instruktør var gaaet med til, at Heiberg uddelte Roller paa en Maade, som var uforenelig med kunstneriske Hensyn. Saa bragte man de vrede Guder et Offer - uden at fjerne Høedt og Heiberg. 24/2 gav Bladet Høedt "æstetisk Ret" i hans Handlemaade og paatalte det urimelige i at fratage Anna Nielsen hendes Roller, fordi hun var syg. Det skete ikke i den lange Tid, Fru Heiberg var fraværende i Sæsonen 1852-53. - L.25. Theaterreglementerne: Blandt de Fejl, Pressen bebrejdede Heiberg, var ogsaa, at han ikke havde ladet udarbejde nye Reglementer, men styrede paa Bestemmelser fra Enevældens Dage, som ikke passede til Tidsaanden efter Grundloven. - L.27. "med Lempe at ville faa Æg i en Humlesæk": se Mau: Dansk Ordsprogsskat (1879), Nr. 11929. - L.39. smaa Pjecer: 1852 fremkom Fr. Walther: "Bidrag til at oplyse det kgl. Theaters Betydning" med gode Forventninger til Heiberg. Da disse var blevet skuffede, udkom 1855 "Et Par Ord om det kgl. danske Theater" af en Kunstven. Pjecens snaksomme Indhold med Kritik til alle Sider konkluderede i Heibergs Fjernelse fra Direktørposten. Skarpere i Formen og farligere for Heiberg var "Det kgl. Theater og J. L.Heiberg", 1855, et navnløst Angreb, hvis Tanker ogsaa fremkom i Fædrel. 20/12-21/12 1855 og dernæst i Brochureform. Det var skrevet af en Mand med indendørs Kendskab til Forholdene, og naar Angrebene fremkom i Halls Blad, endog ofte som Redaktionsartikler, udeblev Virkningen ikke. Forfatteren var Kristian Mantzius, hvad Samtiden ikke anede. End ikke hans Søn, Dr. Karl Mantzius, vidste det. førend han blandt Faderens efterladte Papirer fandt Manuskripterne til de fleste af Fædrel.s opsigtsvækkende Artikler. Sml. Min Fader og jeg. (1919), 145 f.

✂ 322,L.12. Ogsaa dette (Anna Nielsens Mangel paa Repertoire) bebreidede man Heiberg: Direktørens Syn paa Anna Nielsen i disse Aar fremgaar klart af et Brev, dat. 18/8 1854, til Fru Heiberg, hvori han skrev: "Hende vil jeg ogsaa helst af med; hun er endnu værre at komme tilrette med end Manden." Se Heib. Hjem, 256. Sml. Var. til II, 215, 21-22, II, 219, 16, II, 265, 30, II, 293, 25, II, 302, 3 (første Var.), II, 310, 25-26, II, 322, 28, II, 332, 4-9. Heiberg troede og med ham Overskou, "at hun var Kjærnen i hele den revolutionære Bevægelse, at det var hende, fra hvem dens Spirer gik ud"; sml. Af mit Liv. II (1916), 262. Hertil er at sige, at hendes Breve ikke giver Stof til denne Antagelse; sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 53-62. Endv. Mennesker bag Masker (1931), 74. Blandt de faa Roller, Anna Nielsen havde tilbage i Heibergs sidste Sæsoner, var Lady Macbeth. F. L.Liebenberg fortæller en Anekdote om, at da Heiberg spurgte, om hun vilde afstaa den til hans Frue, svarede N. P. Nielsen, at det havde hans Hustru intet imod, hvis Heiberg til Gengæld vilde spille hans Rolle, Macbeth. Sml. Nogle Optegnelser (1894), 77. - L.19. "Prindsessen af Taranto", (anonymt) Skuespil i 5 Akter af Ida Nielsen, opf. 1. Gang 14/2 1855. Fru Heiberg spillede heri 401 Titelrollen, Griffenfelds Elskede, Anna Nielsen en jævn Borgerkone, Griffenfelds Moder. Hendes Rolle omfatter kun tre smaa Scener, men dem løftede Anna Nielsen op i den store Kunsts Sfære, hvor det svage Skuespil ellers ikke hørte hjemme. Det var den samlede Presse enig om. Sml. II, 328-332 og Noter.

✂ 323,L.31, Man paastod nu (i) "Berlingske Tidende": Citatet er ikke fundet. Da Bladets Tone over for Fru Heiberg i Reglen var hensynsfuld, maa det antages, at Citatet er fra en anden Avis, formodentlig fra Dagbl.

✂ 324,L.7. "Dagbladet"s... Angreb paa mig: Fru Heiberg sigter til en Anmeldelse fra 15/1 1855 af hendes Spil i Hauchs Drama "Et Eventyr i Ørkenen". Hun. der ellers var Genstand for den højeste Ros, fik her denne Dom: "At fremsige en Replik paa en naturlig, ukunstlet Maade er efterhaanden bleven en Umulighed for Fru Heiberg, og den naive Beduinerinde forvandler sig derfor under denne Kunstnerindes Hænder til en blaseret og raffineret Marquise fra Civilisationens Centrum, i den Grad bliver ethvert Ord oversukkret og smagt paa, inden det udfløites af de spidsede Korallæber, i den Grad gjøres der bestandig Stillinger og jages der efter Effekt, som om man befandt sig i en europæisk Salon og ikke i en syrisk Ørken." 23/1 1855 uddybedes Angrebet, som vakte stor Opmærksomhed: "Netop fordi Fru Heiberg i mange Retninger er saa uendelig begavet, netop derfor bør hun underkastes en Kritik, der vilde være skaanselløs ligeoverfor Middelmaadigheden." Efter at have skildret hendes exceptionelle Stilling fortsattes der: "Efterhaanden krævede Naturen sin Ret; den første Ungdom svandt og med denne den naturlige Ynde, der i og for sig udøver et særegent Trylleri; man maatte altsaa vælge imellem enten at give Afkald paa denne Art af scenisk Fremstilling eller erstatte Naturen ved Kunstens Hjælp, og Fru Heiberg valgte det Sidste. Alt som Tiden skred frem, lagde hun Lidt, Lidt endnu og atter Lidt til af Kunstens Raffinements for at tilveiebringe den uundværlige Effekt, og bestandig ledsaget af Publikums begeistrede Bifald og Kritikens tankeløse Vivatraab har hun efterhaanden Skridt for Skridt bragt det til et Punkt, hvor al Natur er ophørt, uden at det store Fleertal har synderlig Anelse om Forandringen.... Vil man have et Beviis, et praktisk, uomstødeligt Beviis paa, hvorledes Fru Heiberg i de sidste Aar har forceret Maneren, saa henvise vi til det Faktum, at "Kong Renes Datter" for Øieblikket spiller en halv Time længere, end da Stykket for en halv Snees Aar siden først fremkom; det tager Tid at oversukkre Replikerne". Goldschmidt valgte et finere Udtryk, da han kaldte denne Maner at "idealisere Naturen". Sml. Fr. Schyberg: Dansk Teaterkritik (1937), 213. - L.20. "Berlingske Tidende": Redaktør Nathansons Forsvarsartikel for Fru Heiberg er citeret af Overskou VI, 232 f.

✂ 325,L.12. Offentlige Modartikler: Kbh.posten forsvarede Heiberg, for Eks. 13/1 1855, og kaldte dem, der altid lastede hans Administration "en Clique". Berl. Tid. 11/4 1855 bragte et varmt Forsvar, der gik ud paa at bevise, at Teatret ikke i de sidste 60 Aar havde haft et saa alsidigt Talent som Fru Heiberg. Artiklen gik stærkt imod den "svage Clique" og de bitre, hadefulde Angreb, som udgik derfra. Sml. Overskou VI, 233 f. - L.16. (Brev fra) 402Digteren Hertz: Brevet er ikke fundet. - L.18. Citatet er en fri Gengivelse af Maries Replik fra "Alferne", 4. Sc.: "kjende I da ikke jeres Datter, jeres lille Marie?" (Heib. Poet. II, 60). - L.22. "forcerede": Ordet forekommer bl. a. i Billes Angreb i Dagbl. 23/1 1855; sml. Note til II, 324, 7. - L.28. Repertoiret... hos Overskou: VI, 192-200. - L.32. lutter store Hovedroller: Det var dog hovedsagelig gamle Roller, Fru Heiberg spillede i Sæsonerne 1854-55 og 1855-56; i den første udførte hun fire nye, i den sidste tre, hvilket var et væsentligt mindre Antal end tidligere.

✂ 326,L.2. "Vi følges ad -": Sidste Linje i Sangen "Farvel du Huus, hvor min Fader boer" i 13. Sc. af "Slægtningerne". - L.13. I de seneste Theateranmeldelser: F.L. Liebenberg hørte til dem, der ikke kunde tilgive Heiberg, at han holdt Anna Nielsen ude fra Repertoiret. Man saa Grunden hertil deri, at Heiberg frygtede, at hendes "mageløse Naturtroskab og Sanddruhed skulde fordunkle al Fru Heibergs Virtuositet". Som Teateranmelder i Avertissementstidende greb han enhver Lejlighed til at være Anna Nielsens Ridder. Sml. Nogle Optegnelser (1894), 75. Hendes Spil som Dronningen i "Farinelli" blev analyseret i Fædrel. 20/10 1855, fordi Bladet savnede hende og beklagede, at hun dels paa Grund af Sygdom og "dels ved Theaterbestyrelsens ødelæggende Virksomhed" saa sjældent optraadte. - L.19. Oehlenschlägers Signe i "Hagbarth og Signe" er knyttet til Fru Holst f. Hegers Navn. Anna Nielsen spillede Dronning Bera. - L.21. Ploug skrev ved Fru Nielsens Død (20/7 1856) i "Danmarks illustrerede Almanak ved Rosenhoff for 1857" et Digt, hvori disse Linier forekommer:

✂ "- hun kunde ned i Dybet dykke
af Valborgs og af Signes Kjærlighed."
(Ploug: Digte. I (1901), 223).

✂ L.34. mundtlige og skriftlige Parlamenteringer: Skrivelserne i den Høedtske Sag er trykt af H.Christensen i: Det kgl. Theater 1852-59, 104-36. Bortset fra sin formelle Uret fastholdt Høedt det Standpunkt, at han af kunstneriske Grunde ikke turde spille Hamlet sammen med de to Dublanter, som Heiberg havde valgt. Han ansaa Aandens Rolle for en af de vigtigste i Tragedien - Shakespeare havde selv spillet den - og mindede om, at Scenen mellem Dronningen og Hamlet i tredie Akt var en af de vanskeligste i den dramatiske Litteratur. Men Heiberg saa bureaukratisk paa Sagen og indstillede ham til Afsked: Naar Høedt ikke vilde underkaste sig Disciplinen, kunde han ikke "være Medlem af det Institut, hvor han, skjøndt han ikke har lært at lyde, troer sig kaldet til at befale". Gennem mundtlige Forhandlinger søgte Hall forgæves at tilvejebringe en Forsoning, men "ihvorvel Ministeriet maatte ansee det for meget beklageligt, at Theatret efter en saa kort Tjenestetid skulde tabe en talentfuld og lovende Skuespiller", var det nødt til at opretholde Direktørens Autoritet. Tilsidst var der ingen anden Udvej end at anmode Kongen om Høedts Afskedigelse, som blev underskrevet 10/4 1855. Sml. Note til II, 328, 2. 403 - L.35-327,5. Se Overskou VI, 334 f. Udhævelsen af Ordet: Shakespeare og Udraabstegnet skyldes Fru Heiberg.

✂ 327,L.8. I Slutningen af denne Saison (1854-55): Allerede 31/1 1855 anede Heiberg, hvad der var i Gære paa det kun nu og da benyttede Hofteater ved Christiansborg. Han advarede derfor Ministeriet: "Vel kan Kongen overlade dem sit Theater, men han kan under vor nuværende Forfatning ikke give dem noget Privilegium paa at opføre Skuespil, hvilket vilde være stridende mod det Kongelige Theaters Privilegier". Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 141. - L.12. Teaterdirektør Hans Wilhelm Lange (1815-73), Privatscenernes Grundlægger i Kbh., havde debuteret paa Det kgl. Teater og været Direktør i Provinserne med Odense som Hovedsæde, inden han 1848 -55 ledede Casino. - L.28. Sedlens Indhold: Originalen til denne Seddel fra M. Wiehe foreligger ikke. Muligvis er den en fri Gengivelse eller en Sammenblanding af flere Sedlers Indhold. Sml. II, 262, 1-4 med Note og Var. til II, 261, 39-262, 4. I sine venlige, men kritiske Bemærkninger fra 1884 til III B (i Lægget: B. Manuskripter) spørger Berner: "Var Wiehes her nævnte udaterede Billet skrevet efterat Mulct-Historien var ordnet?" Fru Heiberg har dog ikke foretaget nogen Ændring i sit Manuskript som Følge heraf.

✂ 328,L.2. øieblikkelige Correspondance: Citatet er en fri Gengivelse af Høedts Ord i Skrivelse til Ministeriet dat. 21/2 1855: "Jeg har ikke nægtet at udføre Hamlets Rolle, fordi jeg ikke vilde spille den, men fordi jeg ikke turde, det vil sige, fordi jeg ikke kunde spille den, som den i mine Tanker bør spilles, og som jeg dog tilnærmelsesviis tidligere har udført den. Al Dialog beroer paa en Vexelvirkning, og ingen Skuespiller kan udføre sit Parti, uafhængigt af de Medspillende..."; sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 120. - L.27. i Dagbladene.: Anerkendelsen af Anna Nielsens Spil var meget stærk, sml. Note til II, 322, 19, men Fru Heiberg blev ogsaa rost meget, for Eks. i Berl. Tid. 15/2 1855 og i Kbh.post. 16/2 1855. Fædrel. 15/2 1855 skrev: "Fru Heibergs Mesterskab som Fremstillerinde af en aandrig, snild og dristig Verdensdame har i Dronning Marguerite viist sig i det skjønneste Lys og gjentager sig her. Og dog er det maaske større i hin Rolle, hvor det Coqvette, Vittige og Intriguante er mest fremtrædende, end i denne, hvor det bevægede Hjertes Bekymring og Sorg har Overvægt i de sidste Acter". Den sidste Reservation har formentlig bidraget til hendes Vrede, men vel især Dagbl. 20/2 1855. Her fik Anna Nielsen denne Dom: "Det var ikke Replikerne, ikke selv hendes Bøn til Kongen, der gjorde Virkning, thi disse ere ganske betydningsløse, men det var den bedrøvede Moders Holdning, Gang, Hulken, der i Øieblikket bragte Publikum til at glemme, at det var paa Comedie og beundrede en stor Kunstnerinde. Det var med eet Ord den Sanddruhed, der ikke alene ligger i det correkte Costume, men i selve Følelsen, som frembragte en høi dramatisk Effekt saavel i den nævnte Scene som senere i Fængselsscenen, hvor Moderen tager Afsked med sin Søn, som hun troer, for sidste Gang". Og saa fulgte den Sammenligning, der fremkaldte Fru Heibergs Protest: "Intet viser bedre Forskjellen mellem Mad. Nielsens og Fru Heibergs 404 hele Maade at spille Comedie paa end de to Fængselsscener. Moderen omfavner sluttelig sin Søn, men kun een Gang, og vakler derefter ud af Fængslet, uden at slippe Sønnens Haand, men ogsaa uden at vende sig oftere om til denne. Elskerinden (Fru Heiberg) omfavner i Afskedsøieblikket Griffenfeld, gjør derpaa en falsk sortie, vender strax tilbage og falder under det rørte Publikums Begeistring paany i hans Favn, hvorefter hun endnu i Døren tilvinker ham et Farvel. Der er i og for sig Intet at sige imod, at Prindsessen omfavner sin Elsker to ja flere Gange; men i Moderens Farvel laae der en dyb Følelse, i Elskerindens en overfladisk, som det neppe har været Forfatterens Mening at ville lægge ind i hendes Charakteer. løvrigt anerkjende vi i det Hele gjerne Fru Heibergs Udførelse af Prindsessens Rolle, der hører til denne Kunstnerindes Glandspartier, og hvis cokette Deel navnlig gjengives heldig". - L.38. Forfatteren foreskriver i en Note: Skuespillet er ikke trykt, men Fru Heibergs Angivelse er blevet kollationeret med Sufflørbogen (Kgl. Bibl.), der hovedsagelig giver hende Ret. Udhævelserne skyldes Fru Heiberg. Den parentetiske Bemærkning S. 331 L.27 f. findes dog ikke i Sufflørbogen.

✂ 329,L.30. det Rygte: Sml. Overskou VI, 227. - L.31. Athalia Schwartz, Forfatterinden til "Ruth" (sml. Note til II, 297, 29), skrev kritiske Artikler i Tidsskriftet "Nord og Syd" under Mærket "Gisle" og redigerede Tidsskrifterne "Theater og Litteratur" og "Hesperus" og benyttede Mærket "Cosinus" i Ugeskriftet "Norden". Hun var en Beundrer af Fru Heiberg, og hendes uforfærdede Pen bragte hende ofte i Polemik. - L.34. Forfatteren lod Stykket trykke: Fru Heiberg husker fejl; Skuespillet "Prindsessen af Taranto" blev ikke trykt. Hun vidste ikke, at Stykket var skrevet af en Dame, Forfatterinden Ida Nielsen (1815-89).

✂ 330,L.19. "Dagbladet": Anmeldelsen 20/2 1855 af "Prindsessen af Taranto" er citeret i Noten til II, 328, 27. Fru Heibergs Referat er meget frit.

✂ 332,L.4. Lyst... til at sammenligne Fru Nielsens og mit Talent: Sml. Note til II, 322, 12. Det var denne Sammenligning og Skildringen af det større Følelsesindhold i Anna Nielsens Spil, der fremkaldte Fru Heibergs Vrede. Hendes Kostumering var der mindre Grund for hende til at forsvare, da Anmelderen i Dagbl. 20/2 1855 kun paatalte, at den ikke var gennemført for de andre Personers Vedkommende: "Denne Tarvelighed i Udstyringen træder saameget desto stærkere frem, som der i visse Henseender er anvendt en passende Luxus, f. Ex. i de 5 eller 7 Dragter, hvori Prindsessen af Taranto viser sig; disse ere baade smukke og elegante, men noget uhistoriske; Prindsessen har tydelig benyttet sin Stilling som Dame af udenlandsk Herkomst til at drappere sig snart som fransk Dandserinde, snart i Fantasidragter, som Datidens Hofetikette vilde have gjort umulige for en indfødt Dame". - L.8. et tidligere Sted: Sml. I, 208. - L.11. (Wiehes) Begjæring om Afsked: Modsat Ægteparret Heibergs Opfattelse, der gik ud paa, at det var Høedt, som paavirkede M. Wiehe til at forlange Afsked, berettede Fru Emilie Wiehe (i Optegnelser fra 1885, i Wiehes Arkiv), at hendes Mand en Dag i Fiolstræde ud for Universitetsbiblioteket pludselig sagde til Høedt: "Ja, Du kan vel nok tænke Dig, 405 at hvad der skeer med Dig, det skeer ogsaa med mig; faaer Du Din Afsked, saa tager jeg øjeblikkelig min". Herimod protesterede Høedt paa det bestemteste, men intet Forsøg paa Overtalelse hjalp. Kort efter Høedts Afskedigelse gav Heiberg Wiehe et Gagetillæg paa 300 Rdl. Han reagerede omgaaende med disse Linier: "Undertegnede ansøger om Afsked af det kgl. Theaters Tjeneste. Ærbødigst M. R. Wiehe" (Ansøgningen er dateret 27/4 1855 og modtoges s.D. af Heiberg). Paa Grundlag af Wiehes Papirer kaldte A. C. Larsen Fru Heibergs Fremstilling "aldeles urigtig" (Nat. Tid. 5/12 1892 Aften). Sml. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 257. Da Wiehe talte Tysk til Fuldkommenhed, agtede han at blive Skuespiller ved Burgteatret i Wien. For at faa Penge til sin Rejse gav han 19/6 en Aftenunderholdning paa Hofteatret, hvor Ægteparret Nielsen, Høedt, Juliette Price og Broderen Willi. Wiehe medvirkede: "Det var ikke en almindelig Aftenunderholdning", skrev Dagbl. 21/6 1855, "der bødes Publikum, men en Festforestilling, hvortil alle Kunstens ikke-officielle Yndere, som vare istand dertil, havde indfundet sig, thi man erindre, at det var en Forestilling, der gaves for og af Oppositionen mod den officielle dramatiske Kunst"; sml. Heib. Hjem, 313; 342f. I de samme Dage blev Wiehe og Høedt engageret af Direktør Lange til Hofteatret. Fru Heiberg raadede sin Mand til at engagere Wilh. Wiehe i Broderens Sted. Sml. Heib. Hjem, 308 og Breve Skuesp. II, 152-54. Til Fru Heibergs usikre Erindring om Wiehes Afsked har Berner i nogle kritiske Bemærkninger til Manuskriptet skrevet: "Jeg har et noget andet Indtryk af Wiehes Beslutning om at tage Afsked". - L.18. Afskedsscenen i "Prindsessen af Taranto", hvori denne Replik forekommer "Og nu skulle vi for stedse skilles", betød dog ikke et Farvel mellem Fru Heiberg og Wiehe. Aftenen efter Stykkets sidste Opførelse, 1/5 1855, virkede de atter sammen i "Den Yngste", hvor deres Sammenspil var af langt større Interesse for Publikum.

✂ 333,L.15. Citatet er en fri Gengivelse af Hamlets Replik i "Hamlet" 1. Akt 2. Sc.: "Det var en Mand, tag ham i eet og alt." (Shakespeare. Dram. Værker.2 I (1845), 18). - L.23. et Tilbageblik: Overskou kaldte Heibergs Tilbageblik paa Sæsonen 1855-56 "efterladt", og Artiklen er næppe trykt før i: Den danske Skueplads VI, 238f. Manuskriptet har ikke kunnet findes, - L.33. skriftligt underrettet Hr. Wiehe om: Heibergs Meddelelse til Wiehe om Gagetillægget var dat. 26/4 1855. Dagen efter indgav han sin Afskedsbegæring. (Teaterdirektionens Kopibog 1855 (R. A.)). Sml. Note til II, 332, 11.

✂ 334,L.4. Bladene: Organerne for Modstanden mod Heibergs Teaterstyre gjorde meget mindre ud af Wiehes Afskedigelse end af Høedts Fjernelse. - L.12. Maj... Maaned blev en af de heldigste for Kassen: Heibergs Indberetning af 30/6 1855 (se Kopibogen i Teatrets Arkiv) bekræfter dette, idet Maj blev Aarets næstbedste Spillemaaned. Sml. H. Christensens uholdbare Kritik heraf i: Det kgl. Theater 1852-59, 160. - L.15. en Commission: Efter at den af Kultusminister Madvig i 1851 nedsatte Kommissions Virksomhed var løbet ud i Sandet, nedsatte Hall i Maj 1855 en ny, hvori Skuespillerne 406 W. Holst og C. Hvid (hvis Navn Fru Heiberg overspringer) og Sangeren L.F.Sahlertz (1812-86) samt Instruktør Overskou fik Sæde. H.Christensen oplyser, at Hall haabede, at Heibergs Administration gennem Kommissionens Resultater kunde føres ind i et andet Spor; sml. Det kgl. Theater 1852-59, 181. Ud af dens Arbejde fremgik bl. a. Bestemmelsen om en Teaterjury, der skulde træde i Kraft under kunstneriske Tvivlsspørgsmaal, et nyt haardt tiltrængt Reglement, som fik kgl. Approbation 23/7 1856, samt et Feu- og Forfatterregulativ. Sml. Overskou VI, 244-80. - L.16. Digteren Carsten Hauch (1790-1872): Med Formandsskabet i Teaterkommissionen af Maj 1855 begyndte Hauchs administrative Berøring med Teatret, hvortil han, den upraktiske Mand, var meget lidt egnet. Hall vidste, at Hauch ikke kunne lede en parlamentarisk Forsamling, men slog sig til Taals med, at hans Digternavn og Retsindighed vilde give Kommissionen Anseelse. - L.37. forskjønne og udvide Tilskuerpladsen: Paa Ministeriets Initiativ blev Tilskuersalen i Sommeren 1855 under Ledelse af Arkitekt Bindesbøll ombygget og udvidet, hvilket fik en gavnlig Indflydelse i økonomisk Henseende paa den kommende Sæson, Heibergs sidste. Tidligere rummede Teatret 1200 siddende og staaende Pladser, der blev forøget til 1370. Fra nu af kom Damer "paa Parterret", der hidtil havde været reserveret det mandlige Køn. Constantin Hansen var Mester for Udsmykningen; hans Portrætter af Ewald, Wessel og Weyse findes nu i T.Mus., medens J.L.Jensens Blomsterkrans paa første Etages Brystning er havnet i Odense Teaters Skuespillerfoyer.

✂ 335,L.5. en ny Theaterbygning: Om de mange Forhandlinger, der gik forud for den nuværende Teaterbygnings Rejsning i 1872-74, sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie I (1921), l-19. - L.9. det saakaldte Hoftheater d. v. s. det nuværende Teatermuseum ved Christiansborg. Naar Fru Heiberg anvender Ordet "saakaldte", er det en ironisk Hentydning til, at Frederik VII ikke holdt Hof i samme Forstand som hans Forgænger og hans Efterfølger. - L.10. Casinos Personale: Mest kendt blandt Høedts og Wiehes Medspillere paa Hofteatret i Sæsonen 1855-56 var og blev Adolph og Anna Rosenkilde, Edvard Hansen og Julie Lumbye, sen. Direktør Langes Hustru. - L.16. "Berlingske Tidende": Det ses ikke, hvilken Artikel Fru Heiberg sigter til. 25/6 1855 fastholdt Bladet en tidligere (f. Eks. 26/1) udtalt Misbilligelse af Høedts Holdning i "Hamlet"-Affæren og efterlyste, om hans Kontrakt med Lange gav ham Ret til pludselig at forlade Teatret midt i Sæsonen. Udtalelsen ender med: "Vi ville ønske, at Directeuren i Eet og Alt var saa undskyldelig som i Wiehes høist beklagelige Bortgang fra Theatret"; disse Ord har Fru Heiberg udeladt. Da Artiklen var positiv over for Heibergs Styre, svarede han 7/7 1855 med at oplyse Enkeltheder i Følelsen af, at de vilde være velkomne i et Blad, "hvis Bestræbelse er at levere uforfalskede Efterretninger". Sml. Heib. Pros. VII, 361-70. - L.26. smaa Skillingspiecer: Sml. Note til II, 321, 39. - L.27. Citatet er fra Kierkegaard: Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed (1859), 43. - L.34. "Dagbladet": Først 21/6 1855 meddelte Dagbl. afgørende, at Hofteater-Sæsonen vilde blive en Realitet.

407

✂ Ved Nielsens Afskedsbenefice, som dannede en Art Indgang til den nye Æra, fremhævede Bladet (5/6) Wiehes og Høedts Sammenspil og beundrede de "finere Nuanceringer", som i Hofteatrets lille Lokale kom fuldt til deres Ret. Den forbavsende Naturlighed, de gav Dialogen, mindede om lignende Præstationer paa Théâtre français. Bladets Sammenligninger faldt ikke ud til Fordel for Nationelscenen.

✂ 336,L.1. Hr. Lange... fik Tilladelse (af Kongen) til at benytte Hoftheatret: Sml. Note til II, 327, 8. Frederik VII satte Pris paa Lange fra hans Direktørtid ved Odense Teater, og i Aarene 1849-55 var Casino Kongens folkelige Skueplads, hvor Grevinde Danner ved hans Side blev hilst fra Publikum, medens Orkestret spillede Nationalsangen. Lønnen udeblev ikke. Heiberg kaldte Lange "noget nær den mest privilegerede Mand i Landet". Foruden at være Bestyrer af Aktieselskabet Casinos Bevilling opnaaede han i 1849 et personligt Privilegium, som stadig fornyedes, og i 1853 fik han endvidere Ret til at oprette et Folketeater. Da den personlige Bevilling udløb 30/11 1855, og Folketeater-Privilegiet ikke gav Lange Ret til at spille paa Hofteatret, mente Heiberg, at Ministeriet kunde og burde hindre hans Forehavende. Ministeriet ønskede dog ikke at tage en Strid med Kongen om et saa underordnet Spørgsmaal, men fornyede 28/3 1856 Langes personlige Bevilling, og det eneste, Heiberg opnaaede, var, at den som hidtil kun lød paa Opførelse af Folkekomedier, Operetter, Lyst- og Sangspil, men ikke egentlige Skuespil. For øvrigt vendte Heibergs Fortid sig imod ham i dette Tilfælde; han havde tidligere gjort gældende, at Det kgl. Teater ikke burde nære nogen smaalig Frygt for at træde i Konkurrence med andre Teatre, men nu var det ikke muligt for ham i Praksis at opretholde dette Standpunkt. Man oplevede altsaa det Særsyn at se to fhv. kgl. Skuespillere demonstrere mod Statsteatret med Kongens Beskyttelse, og i dette Forhold var der ogsaa noget af den indendørs Strid mellem Stats- og Kongemagt, som er typisk for Perioden umiddelbart efter Enevældens Ophør. Sjældent har saa mange Interesser udfyldt hverandre til Parternes Tilfredshed: Kongen fik uden at yde Tilskud i Christiansborgs Nærhed en folkelig Hofscene, hvis Forestillinger hans Gemalinde kunde overvære uden at vække Anstød, og man forstaar af Fru Heibergs Vrede, hvor vigtig Grevindens Medvirken har været ved Planens Realisation; Direktør Lange fik en nem og sikker Konkurrence til Casino, som han havde forladt, og Høedt og Wiehe kunde samle Byens Teaterinteresse om et meget folkeligt Repertoire og derved svække Heibergs Styre. Sml. Pros. VI, 219; H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 179; Neiiendam, 121 f. Samme: Folketeatrets Historie 1857-1908. (1919). Samme: Casinos Historie i Omrids. (1923). - L.28. første Etages Balconloge: Ved Ombygningen indrettedes en ny kgl. Loge midt i Balkonetagen. Iflg. et kgl. Reskript var den bestemt for Enkedronningen, Prinser og Prinsesser og deres Følge samt Kammerherre Berling og Udenrigsminister Scheele, medens Kongen og Grevinden benyttede Logen ved Prosceniet. Paa den Maade mente Frederik VII at løse et aarelangt Stridsspørgsmaal opstaaet ved, at de kgl. Damer ikke vilde sidde i Loge sammen 408 med Grevinden. Ordningen vakte dog ingen Tilfredshed. Prinsesse Louise, den senere Dronning, bad Arveprinsen om at skrive til Kongen, om den nye Loge kun maatte være til Brug for den kgl. Familie og deres Damer, men ikke for de nævnte Kavalerer. Kongen svarede: "Med megen Misfornøielse har jeg modtaget Dit Brev. Naar Du og Din Kone ikke ere tilfredse med de Pladser, jeg har tildelt Eder i Theatret, kunne I blive derfra, undtagen til Min Geburtsdag eller ved Solenniteter, naar jeg lader Eder tilsige. Hils Line! Din hengivne Ven Fr. R.". Sml. Kongesorger ved E. Bodenhoff, (1913), 132-34.

✂ 337,L.5. (Wiehe) indaande(de) en giftig Luft: I Forudanelsen af, at man engang vilde misforstaa eller mistyde Hofteatersæsonens Betydning, efterlod Wiehe en Optegnelse, skrevet i 1856, hvori han modsat Fru Heiberg kaldte hin Sæson "et sundt Aar", fordi han slap bort fra den svulmende lyriske Tonart, hvori hun vilde holde ham fast, til et jævnt Repertoire, der gav ham Anledning til "at øve egentlig Skuespilkunst" d. v. s. Menneskefremstilling. Naar man kom fra det lyriske Drama, var det at blive tvunget til Hverdagstale som "at komme fra Taage til frisk Luft". Derfor kaldte han Hofteatret "et Fristed" og takkede Direktør Lange for "Asylet". Sml. Nat. Tid. 5/12 1855 Aften. Neiiendam: Breve Skuesp. II, 163 f. Efter Hofteatersæsonen skabte Wiehe i sine sidste Leveaar nogle af sine allerbetydeligste Menneskeskikkelser, i hvilke han ikke lagde an paa en lyrisk, men en karakteriserende Fremstilling. Medens Fru Heiberg, glansfuldt og overlegent, vedblev at virke ved det klangskønne, fjernede han sig fra al deklamatorisk Maner og spillede naturtro ud fra sit bølgende, lidenskabelige Sind. - L.7. der hævede sig Stemmer: For Eks. i Artiklen i Berl. Tid, 25/6 1855, Sml. Note til II, 335, 16. - L.14. Hall ønskede det: I Nat. Tid. 9/12 1892 Aften protesterede Oluf Hall mod Paastanden om, at hans Fader "direkte eller indirekte skulde have støttet Planen om Hoftheatrets Indretning til en dramatisk Skueplads. Hall ønskede ikke dette Theaters Oprettelse, og man maatte kjende ham daarligt, naar man troede, at Grevinde Danners ivrige Ønske om i dette Theater at præsentere sig paa en mere fremskudt Plads, skulde gjøre Planen mere tiltalende for ham. Det var ad andre Veie, end gjonnem Ministeriet, at det lykkedes Kammerraad Lange at sætte denne Sag igjennem...". - L.18. Beneficeforstillinger d. v. s. Skuespillernes private Sommerforestillinger, der blev afskaffet ved Heibergs Tiltrædelse. Sml. Note til II, 209, 2. - L.22. (Nielsen) maatte give sin Forestilling paa Hoftheatret: Sml. II, 309, 4 og Note. Skønt Heiberg i 1854 havde lovet N. P. Nielsen en Afskedsbenefice, tilraadede han Ministeriet at nægte ham den Aaret efter. Demonstationen mod Høedt blev fremkaldt af Morgenposten, hvor en Indsender havde opfordret Publikum til at pibe, naar han viste sig. Fædrel. 2/6 1855 gjorde opmærksom paa, at Demonstrationen var meningsløs. Hvis Høedt havde forset sig, var han ogsaa blevet straffet med Afsked. Først efter Politiets Indgriben lykkedes det at standse Pibningen; sml. Kbh.post. 5/6 1855. Dagbl. bemærkede 5/6, at det Høedt tiltænkte Nederlag vendte sig til "en fuldkommen Triumf" paa Grund af hans første Replik: "Min Hilsen til Selskabet! Det glæder mig at træffe Dem i saa godt Lune". Forestillingen gaves for fuldt Hus og under stor Begejstring. Sml. Note til II, 335, 34.

409

✂ 338,L.17. Saa comisk det kan synes: Fru Gyllembourg var selv Forfatterinde i stor Stil; hendes samlede Værker fylder 12 Bind.

✂ 339,L.21. det Sted, hvor jeg havde skildrel: Se Var. til II, 339, 22 samt I, 24-30 med Varianter. - L.31-38. en streng Kritik vil reise sig: Til Fru Sødring sagde Fru Heiberg om sine Erindringer: "Jeg er bange for, at De, hvis De faar dem at læse, bliver vred paa mig". Sml. Fru Sødrings Erindringer II, 307. Kritiken rejste sig især mod tredie Bind, som udkom 1892. Se herom IV, 47 f.

✂ 340,L.1. denne afskyelige Saison: Phister forlangte ogsaa sin Afsked med Pension "paa Grund af nedbrudt Helbred". Ministeriet vilde dog ikke godkende hans Lægeattest, men var villig til at yde ham en Understøttelse til Rekreation (Teaterdir. Kopibog 29/5 1855 (R. A.)); Heib. Hjem, 305 med Note. Sml. Beretningen om hans Samtale med Hall i "Et Nødværge", 23 f. I sin Journal skrev han: "Med denne Sæsons Slutning ophører mine lykkelige Dage ved Theatret, dersom vi ikke snart faar en anden Direktør og en anden Virksomhed. Nu har J. L.Heiberg berøvet Theatret Nielsen, M. Wiehe og Høedt. Vi skal nu glæde Publikum uden disse udmærkede Skuespillere! God Fornøjelse, kære Publikum!" Sml. O. Zinck: J. L.Phister (1896), 159. - L.6. Jeg var ødelagt paa Sjæl og Legeme: Sml. Brevene fra Fru Heibergs anden Kurrejse i: Heib. Hjem, 282-400. - L.14-17. Citatet er fra Heines Digtcyklus "Junge Leiden", Nr. 8, i "Buch der Lieder". - L.20. Digtet "I en tung stund" findes i Bjørnstjerne Bjørnsons: Digte og sange (1870), 64. - L.32. Ombygningen af Tilskuerpladsen: Sml. Note til II, 334, 37. - L.35. den laveste Abonnementspris: Grunden til, at Logeauktionen 1855 gav et mindre Udbytte end tidligere, var for en Del Prisforhøjelsen, som Ministeriet havde fastsat, men især et Politiforbud mod udstykket Billetsalg af Spekulanter; det var dem, som sædvanligvis købte Logerne i 2. og 3. Etage. Sml. Overskou VI, 292. Men paa Aarets samlede økonomiske Resultat fik den mindre Indtægt ved Auktionen ingen Indflydelse. Sml. Note til II, 342, 3.

✂ 341,L.3. Bournonville var harmfuld: Bournonville beundrede Heiberg som Digter, men tabte sin Respekt for Manden, da han "havde ombyttet de skjønne Aanders 1. Classe med Rangforordningens 3die". To af Balletmesterens bedste Arbejder "Brudefærden i Hardanger" (1853) og "Et Folkesagn" (1854) fremkom i Heibergs Direktørtid og tilbageviser Fru Heibergs Paastand, at Balletten "i de senere Aar havde tabt meget af sin Interesse". Bournonville fortæller, at hans Iver blev udlagt som "Anmasselse og betragtet med Mistro"; hans Sukces var Direktøren "en Torn i Øjet, og denne Magt maatte knækkes, uanset om den, vel anvendt, kunde være bleven hans bedste Støtte". Sml, Theaterliv og Erindringer. (1865), 162 ff. Bournonville ønskede ikke at forny sin Kontrakt, saa længe Heiberg var Direktør, skønt Ministeriet gerne saa ham bevaret for Teatret og indrømmede, at hans Kunstart havde "naaet en ualmindelig Høide paa den danske Skueplads", og paaskønnede hans Iver for at skaffe Balletpersonalet bedre Kaar. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 160-70. - L.6. en Række Forestillinger i Wien: 410 Bournonvilles Engagement ved Operaen i Wien varede fra Juli 1855 til April 1856. - L.7. (Bournonville) tog offentlig Afsked: Balletmesterens Farvel fandtes i Berl. Tid. 3/7 1855: "Min Tjenestetid ved det Kongelige Theater er udløben, og da de nærværende Forhold ved den danske Skueplads, navnlig ved Balletten, ikke give Udsigt til, at jeg med den fornødne Kraft kan fortsætte min Virksomhed, har jeg besluttet at trække mig tilbage itide." Han sluttede med en Tak til alle dem, "der ikke have miskjendt mine Bestræbelser for at skaffe Balletten en sideordnet Plads blandt det øvrige Skjønne, som Danmark er saa rig paa". - L.18. eneste Solodanserinde: Juliette Price (1831-1906) var ikke Teatrets eneste Solodanserinde, men den yngste og mest fejrede. Medens Heiberg indstillede hende til Afsked uden Pension, fordi hun agtede at rejse med Bournonville til Wien, hvilket han opfattede som "en grov Intrige", gav Ministeriet hende Orlov fra 1/9 1855 til 1/4 1856. Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 172-77. Men hendes poetiske Dans gjorde ikke Lykke i Østrigs Hovedstad. - L.29. (Bournonvilles) Skuffelse: Det er rigtigt, at Bournonvilles Balletter, deriblandt "Napoli", ikke gjorde den Lykke i Wien, han havde ventet efter Introduktionsforestillingen "Festen i Albano" og "Toreadoren". Smagen var en ganske anden, mere raffineret, og Bournonville indrømmer selv, at hans Idealer, set med Wienernes Øjne, tilhørte en forsvunden, stilfærdig Tid. Sml. Theaterliv og Erindringer. (1865), 187-213, hvor han slutter sin Skildring med "Jeg troer, der er skjønnest i Danmark". - L.32. et nyt Theater: Hofteatret aabnedes 9/9 1855 med Dumas' Komedie "En Kærlighedshistorie fra Versailles" paa Programmet. Alt var udsolgt flere Dage i Forvejen, Kongen og Grevinden overværede Forestillingen i den nyindrettede Loge i Balkonens Midte, der nu rummer Teatermuseets Minder om dem. - L.34. Balletten saa godt som ophørt: Syv af Bournonvilles Balletter opførtes dog i Sæsonen 1855-56, men der var ingen Nyheder imellem. - Fru Nielsen meldt syg: Anna Nielsen, der led af Kræft i Underlivet, spillede først fra 3/2 1856 et Par af sine gamle Roller; 31/5 optraadte hun sidste Gang som Grevinden i "Kongens Læge". - L.35. Phister og Kone (gjorde) betinget Tjeneste: I.,Et Nødværge" (1893), 24 f. beviste Phister at hans Hustru havde spillet 58 og han selv 150 Gange i Sæsonen 1855-56. "Min Hustru og jeg have, hvad Theatrets Journaler vise, kun været sygemeldte et Par Dage ad Gangen i denne Saison". Sml. Note til II, 354, 12.

✂ 342,L.3. Indtægten i Sæsonen 1855-56 var den største i Heibergs syv Direktøraar, hvilket havde sin naturlige Grund i de forhøjede Billetpriser og det forøgede Antal Pladser efter Ombygningen. Sml. Note til II, 334, 37. I Gennemsnit udgjorde Indtægten 603 Rdl. pr. Aften; ved Aabningsforestillingen var der 1238 Rdl. i Kassen, et indtil da ukendt Beløb. - L.7. afvexlende Repertoire: Selv Heibergs Modstander H. Christensen indrømmer, at han "viste Omhu for at holde Theatret i Drift". Det var ikke mindst Genoptagelsen af "Elverhøi", der betingede det heldige økonomiske Resultat. - L.14. "ifald Heiberg ikke fjernes, gaar Theatret tilgrunde": Dette Citat er en fri Gengivelse af Overskriften over Dobbeltartiklen "Etatsraad Heiberg eller det 411 kongelige Theater. Et Enten-Eller" i Fædrel. 20/12-21/12 1855. Lederen af Pressefelttoget her mod Heiberg var Kr. Mantzius, og det maa forundre, at ingen af Stilen opdagede Paterniteten. I den overdrevne Kampagne fik Mantzius Udtryk for sin Vrede over, at "Gjenboerne", "En Spurv i Tranedans" og "Intrigerne" blev nægtet Adgang til Scenen, medens Heiberg dyrkede Duftvaudevillerne. Sml. Note til II, 321. 39. Karl Mantzius har gjort opmærksom paa, at da disse Angreb, der optraadte som Redaktionsartikler, stod i Halls Organ, maatte Heiberg tro, at de betød en Desavouering fra Ministerens Side. Det var maaske derfor mere end en Tilfældighed, at Heiberg just efter dette Angreb, som ikke blev modsagt, gik til Hall og forlangte sin Afsked. Sml. Min Far og jeg. (1919), 145 f. Samtidig udtalte Heiberg Ønsket om, at Udstedelsen af de nye Reglementer, som ikke var efter hans Hovede, maatte blive stillet i Bero, til hans Ledelse var afsluttet. Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 199. De fik da først Approbation 23/7 1856. - L.17. under en af Forhandlingerne: Plougs Udtalelse faldt i Landstinget 31/1 1866 under Behandlingen af Finansloven for 1866-67 og er rigtigt citeret af Fru Heiberg; Udhævelsen skyldes hende. Ogsaa i sin skarpe Polemik mod Høedt i Anledning af hans Pjece "Den danske Skueplads og Commissionen" hævdede Ploug i Fædrel. 7/12 1868, at Heiberg "stod høit over den nuværende Theaterbestyrelse i egentlig konstnerisk Forstand og Smag". Bladets Tone mod Høedt var nu en ganske anden end i Halvtredserne. Man maa til Forklaring af denne Skiften erindre, at det ikke var Ploug, men Kr. Mantzius, som tidligere skrev de haarde Angreb mod Heiberg. - L.33. Wiehes taknemmelige Roller: Hultmann overtog af Wiehes Roller Bertram i "Kongens Læge", Jens i "Slægtningerne" og Kandidaten i "Abekatten" og fik af nye Titelfiguren i "Alexei" og den franske Løjtnant i "Tilfældet har Ret", der oprindelig skulde have været udført af Wiehe. Hultmann var en fortrinlig Lystspilkunstner, men Wiehe underlegen i Følelsens Dybde og Temperamentets Styrke. - L.34. Wiehe (udførte) utaknemmelige Roller: Ingen af de 12 Roller, Wiehe udførte paa Hofteatret, var utaknemmelige, men da Repertoiret iflg. Langes Bevilling kun maatte bestaa af Lyst- og Sangspil, laa hans Roller hovedsagelig paa Linie med Jokum i "En Søndag paa Amager" og Kandidaten i "Abekatten". Sml. Note til II, 337, 5. Ved sin Benefice spillede han Departementschefen i "Fantasifeberen" af Octave Feuillet. - L.40. "Berthas Claveer", Vaudeville i 1 Akt af Barriere og Lorin (Le piano de Berthe); oversat af A. Recke, opf. 1. Gang paa Hofteatret 24/10 1855, ialt 43 Gange, Sæsonens største Sukces. Samtidig spillede Erik Bøgh Stykket paa Casino under Titlen "En Introduktion". Vaudevillen tilhørte siden Folketeatrets Repertoire. - "En Evadatter", Lystspil i 2 Akter af Clara Andersen, opf. 1. Gang paa Hofteatret 23/11 1855, ialt 24 Gange. Stykket opførtes senere paa Folketeatret.

✂ 343,L.3. Ikke eet af disse Arbeider: Fru Heiberg husker fejl. Augiers "En fornem Svigersøn" opførtes senere paa Det kgl. Teater under Titlen "Hr. Poirier og hans Svigersøn". - L.5. da Høedt, Wiehe og Nielsen atter indtoge deres... Stilling: Fra Juli 1856, da Heibergs Direktorat var afsluttet, vendte 412 alle tre tilbage til Det kgl. Teater, N. P. Nielsen dog kun som Gæst. Forhandlingerne herom, der førtes af H. Christensen, skete efter Halls Ordre. - L.19. hans slette Humeur: Wiehes Hustru giver i sine Erindringer (se Note til II, 332, 11), et modsat Billede af sin Mands Sindsstemning i Sæsonen 1855 -56: "Og saa begyndte den uforglemmelig moersomme Hoftheatersaison..., da jeg hver Aften var Værtinde i vort Hiem for Høedt og Michael efter Forestillingerne.... Naar de saa kom hjem, sad vi længe ved Bordet og derefter langt ud i en natlig Time i Michaels Stue, og saa blev der lagt Planer for en kommende Hoftheatersaison; men det blev jo kun til Drømme...". Se Neiiendam: Breve Skuespl. II, 258 f. Sml. Note til II, 337, 5. - L.25. Pressen... støttede Hoftheatrets Præstationer: Fædrel. mente, at Hofteatret ikke skulde rivalisere med Casino, men blive Det kgl. Teater "en meget farlig Medbejler". Dagbl. betragtede Hofteatret som noget forbigaaende, medens Goldschmidt i "Nord og Syd" i Spillet sporede "en Art Begejstring, idet de Stærkere førte de Svagere med sig og hævede dem op". Senere paa Sæsonen konstaterede han dog en Tilbagegang i Retning af Virtuoseri, og lidt efter lidt skiftede Beundringen til en vis kritisk Kulde. Dagbl. sluttede sin Oversigt med at minde om, at Hofteatret "ikke var anlagt paa Evigheden", men en Demonstration mod Det kgl. Teaters System, der var lykkedes. Se A. Aumont: Hofteatret. Af Dagens Krønike, I (1890), 445-67. Den Begejstring for Hofteatersæsonen, som Edv. Brandes 1914 lagde for Dagen i Programmet til Afskedsforestillingerne, har ingen historisk Hjemmel. Foretagendet var en Sensation, som Wiehe og Høedt var stærke nok til at bære, men som til deres Held kun varede én Sæson. For Direktør Lange betød den, at han vandt den fornødne Kapital til at starte Folketeatret paa Nørregade i 1857. Sml. Neiiendam: Theatermuseet ved Christiansborg (1940), 46. - L.31. Bruddet med Phister: Sml. II, 315, 29; 340, 1; 341, 35 og Noter. Phister hævdede, at han modsat Fru Heibergs Opfattelse ønskede, at Teatret var godt besøgt, da hans Feu blev beregnet efter Indtægten, og han paastod, at han aldrig havde været "paa Kant" med Wiehe eller Høedt. Sml. "Et Nødværge" (1893), 25 f.

✂ 344,L.5. Kun en enkelt Cang: Sml. Var. hertil. _ L, 20 i min Barndom: Fru Heiberg husker fejl. Jonas Collin købte 1838 og flyttede n. A. til Amaliegade 9 1 fra "den Collinske Gaard" i Bredgade. Det maa altsaa være ved den sidstnævnte Bolig, at hun ventede i sin Barndom. Sml. I, 52 med Noter.

✂ 345,L.4. "saa gjør jeg dog endnu lidt Nytte": Departementschef Edvard Collin fortalte om sin Faders sidste Aar: "En Overgang som hans fra uafladelig Beskæftigelse til Uvirksomhed gaaer ikke ustraffet hen. Vel var han legemlig rask, men det syntes, at han havde tabt Tilliden til sine Evner. Han levede da saa godt som ene for sine Børn og Børnebørn. Først seent svækkedes hans Aandsevner, dog egentlig kun Hukommelsen; da længtes han efter Døden." Se H. C. Andersen og det Collinske Hus. (1882), 605. - L.15. en Sang: Digtet til Jonas Collin, dat. 6/1 l856, sign. H. P. Holst, findes trykt paa et løst Ark i Fru Heib. Ark.

✂ 347,L.5. Ethvert Ønske... kom tilbage: Fru Heibergs Paastand er 413 overdreven. Men medens Aanden i Heibergs Forslag som Regel var absolutistisk, var Hall Folkestyrets Mand, og hans Beslutninger præget deraf. Sml. Note til II, 319, 19. H. Christensen fortæller, at det ikke var Halls Tanke "directe at give Stødet til Heibergs Fjernelse, men at lade Forholdene roligt udvikle sig, indtil en Afgjørelse i denne Retning naturligt maatte indtræde". Sml. Det kgl. Theater 1852-59, 198. Kontorets Chef, Justitsraad Løffler, var, som Fru Heiberg skriver, en "Embedsmand af den gamle Skole", og det var derfor naturligt, at han ligesom Heiberg ikke følte sig tilfreds med Forholdene efter Grundloven. - L.27. (Hall) gad ikke læse: Mod Fru Heibergs Antagelse, at Hall ikke, før han underskrev, læste de Svar, der udgik fra Ministeriet, protesterede Oluf Hall i Berl. Tid. 7/12 1892 Aften: "Herom har man dog ellers Intet hørt i Halls udstrakte Administration; han var ret godt inde i sine Sager, og særlig føler jeg mig forvisset om, at han paa dette Tidspunkt har skænket Expeditioner vedrørende Theatret og Fru Heiberg sin fulde Opmærksomhed."

✂ 348,L.1. Litteraturhistorikeren, Adjunkt Kristian Arentzen (1823-99). Citatet er ikke fundet. - L.9. at ophæve Skuespillernes kongelige Ansættelse: Teaterkommssionen af 7/6 1867 foreslog, at den kgl. Ansættelse skulde ophøre. Det skete dog først i 1891. Pensionerne blev herefter udredet af den private Pensionsfond. - L.12. (Theatrel) er lige fuldt slaaet ihjel: Det er interessant at iagttage, at Fru Heibergs Mening om Følgerne af at knibe paa Statstilskuddet til Teatret ganske faldt sammen med Høedts Opfattelse i Pjecen "Den danske Skueplads og Commissionen". Dens Forslag gik ud paa, at Staten skulde yde 50,000 Rdl. om Aaret i Understøttelse, men det fandt de begge var alt for lidt, hvis Teatret skulde drives som en Institution for Kunst. "Naar et Theater ikke er Kunst," skrev han, "kan det for mig være, hvad det vil; det har da ikke den mindste Betydning for Staten og fortjener ikke, at man offrer det 50 Skilling endsige 50,000 Rdl." Sml. Neiiendam: Det kgl. Teaters Historie I (1921), 3 f. - L.20. øse Penge ud til at pynte et gammelt Theater: Fra 1852 var Diskussionen levende, om man skulde restaurere den gamle Teaterbygning eller rejse en ny. Bournonville kaldte Huset "aldeles kassabelt", men Hall foretrak det første Alternativ, som lettere lod sig gennemføre i Rigsdagen. Resultatet blev de store Ombygninger i 1855 og 1857. Ydre Skønhed vandt Teatret ikke ved Forandringen, navnlig skæmmede den høje Scenebagbygning Harsdorffs smukke lavere Facade, men Teatret blev brugeligt i en Aarrække, indtil Nedrivningen i 1874. Fru Heibergs Mening, at Istandsættelsen var spildt, og Pengene ødslet bort, harmonerer ikke med hendes senere Opfattelse, da hun i 1875 tog den nye Teaterbygning i Øjesyn: "Tiden vil meer og mere overbevise de opstyltede Enthusiaster om, at der er vundet meget lidt ved at faae denne nye Bygning". Se Krieger II, 258. Hendes Modstander H. Christensen delte denne Opfattelse; sml. Det kgl. Theater 1852-59, 319.

✂ 349,L.1. Poul Møllers "krøllede Frits": Hovedpersonen i Poul Martin Møllers Novelle "En dansk Students Eventyr" (først trykt i hans Efterladte 414 Skrifter III (1843), 19-130. - L.3. Hans Styrke var at nyde Alt: Oluf Hall kaldte Fru Heibergs Karakteristik af hans Fader "grundfalsk"; den "fortjener at rives i Stykker under den skarpeste Protest". Han afviste "pure den utilbørlige Fabel om Halls Ligegyldighed i offentlige som private Sager". Sml. Berl. Tid. 7/12 1892 Aften. Ogsaa efter Amtmand Billes Mening var hendes Karakteristik "et Vrængebillede, som kun Fruentimmer-Had har kunnet præstere det. Karikaturen bliver saa meget bitrere, som den indeholder nogle Træk, der ligne, men disse er overdrevne til det Uriemlige...". Sml. Nat. Tid. 24/1 1893 Aften. - L.37. En Eftermiddag henimod Julen: Sml. Note til II, 342, 14.

✂ 350, L.8. Vedkommende: Fru Heiberg sigter til Halls Sekretær H. Christensen sml. II, 312, 25 og Note. - L.20. Halls Kamp... havde dramatisk Interesse: Heiberg havde uden Tvivl ventet, at Hall skulde opfordre ham til at blive paa sin Post. Efter at han ved Juletid havde udtalt, at han vilde trække sig tilbage, forløb tre Maaneder, inden Ministeren 26/3 1856 anmodede ham om at indsende sin Afskedsansøgning. Da den stadig ikke kom, fik Heiberg 24/4 en ny Paamindelse. Nu hastede Sagen, da Forhandlingerne med Finansministeriet angaaende hans Pension maatte være til Ende, inden Sæsonen sluttede. Endelig 25/4 indsendte Heiberg sin Begæring. Sml. H. Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 199-205. Kongens Resolution faldt 11/5, men allerede 7/5 meddelte Fædrel., at Heiberg agtede at trække sig tilbage. Sml. Note til II, 356, 29. - L.32. Theatret havde været (Heibergs) Talents dyrebare Elskerinde: Sandheden af disse Fru Heibergs Ord fremgaar af hans Brev af 10/6 1828 til Jonas Collin: "Om den [*dolgoe O* en Ansættelse] ogsaa er nok saa ringe, saa vil den dog altid være mig kjær, naar den er her i Byen (thi i Provindserne vil jeg nødig være), og ved Theatret, som dog er den Gjenstand der interesserer mig mest." Sml. Af Jonas Collins Papirer. (1871), 172.

✂ 352,L.5. Hall kom en Dag ud til mig: Om dette Besøg fortæller Fru Andræ i sine politiske Dagbøger II (1916), 23 f. under 10/4 1856: "Hall havde nylig været ude hos Heibergs en Middag for at tale med dem begge om, hvordan det skulde være. Fru Heiberg var i Begyndelsen meget agiteret og sagde, "at det især vilde være hende utaaleligt at spille med Wiehe, med hvem hun i mange Aar havde staaet i et saa godt Forhold, og som ogsaa virkeligt skyldte hende saa Meget".... I Begyndelsen havde det været meget ubehageligt for Hall. men siden vare Alle blevne i bedre Humeur, og Hall blev ganske forundret, da han hørte Klokken slaae 10". - L.21. Rygtet om Wiehes, Høedts og Nielsens Tilbagevenden: Sml. Note til II, 343, 5. Først næste Aar (1857) udnævntes Høedt til Sceneinstruktør efter Overskou.

✂ 353,L.15. en Zitren i Øiepupillerne: Mod Fru Heibergs Iagttagelse, at Halls daarlige Samvittighed viste sig "i Øiets Usikkerhed og Øiepupillernes Sitren", protesterede Oluf Hall, idet han oplyste, at denne Fantasi var af samme Beskaffenhed, som da Heiberg saa Glæden i Halls Øje ved Efterretningen om hans Afskedsbeslutning. "Denne Sitren ved Øiet var en nervøs Eiendommelighed hos Hall, som ikke sjældent kom frem, naar han blev bevæget over Noget og ønskede at undertrykke Bevægelsens ydre Tegn". Se 415 Nat. Tid. 9/12 1892 Aften. - L.24. Forholdet (til) det Hallske Hus: Heiberg har givet en vittig Skildring af en Middag hos Halls i Juli 1855; sml. Heib. Hjem, 390 f. Han kaldte Fru Hall "en væmmelig Kjelling, i Grunden en falsk og sledsk Characteer". Se smst. 285. Fru Heiberg havde i 1855 "den Tro, at hun beed os gjerne, hvis hun kunde komme til". Se smst. 290. Fru Halls Syn paa Ægteparret Heiberg fremgaar af hendes Udtalelse til Fru Andræ: Hun mente, at Direktørens Fald var "en retfærdig Straf for den Egoisme, de i alle Forhold havde viist. Venskab og virkelig sund og sand Følelse havde de aldrig kjendt til, kun en pauvre Form, som havde ihjelslaaet det Naturlige". Se Fru Andræs politiske Dagbøger II (1916), 14. Breve fra Fru Hall til Fru Heiberg findes i Fru Heib. Ark. - L.35. Ulykken: Under et Ophold i Sandefjord i August 1879 blev Hall ramt af et apoplektisk Tilfælde, der delvis lammede ham Resten af hans Liv. Han døde 14/8 1888. - L.38. Jeg kunde nu gaa til ham og række ham min Haand: I sin Protestartikel (Berl. Tid. 7/12 1892 Aften) skildrede Oluf Hall Fru Heibergs Besøg hos hans Fader: "Jeg seer hendes Bevægelse ved Gjensynet med en stor og høisindet Personlighed, hvis ædle Kamp for værdigt at bære en tung Tilskikkelse hun fuldt ud erkjendte og bøiede sig for. Jeg hører, som var det igaar, hendes kjærlige Afskedsord til mig, da jeg hjalp hende i Vognen: "Gud velsigne ham og Dem med, Oluf, jeg, som Halls andre Venner, takker Dem for Deres Omhu". Mindst anede jeg dengang, at hun i sit Gjemme bevarede en saadan Beretning om Fortidens Begivenheder og om hendes Forhold til Hall. Dens Offentliggjørelse, som hun altsaa selv har bestemt, har, det bekjender jeg aabent, smertet mig dybt, og det ikke blot for Halls Skyld, men ogsaa for Fru Heibergs". Sml. A. D. J.s Opfattelse i Et Liv. 1. Udg. III, 301-12 og A. D. J.s Meningsudveksling med Oluf Hall i Nat. Tid. 13/12 1892 Aften, hvoraf det fremgaar, at Fru Heiberg vidste, at Hall havde bemyndiget Christensen til at fremkomme med sit Indlæg, men at hun formente, det først maatte ske efter begges Død. Oluf Hall bemærker hertil, at hans Fader havde fraraadet Christensen at rive op i de gamle Stridigheder, som for ham var betydningsløse. Men Christensen mente, at hans Bog kunde gøre Nytte ved at berigtige Fru Heibergs Opfattelse i hendes kommende Levnedsbeskrivelse, fordi Christensens Bog hvilede paa et aktmæssigt Grundlag. - Dette viste sig at være illusorisk, da Fru Heiberg end ikke ønskede at læse Bogen, som udkom i hendes Dødsaar. Forøvrigt gav hun selv en Skildring af Besøget hos Hall i et Brev til Krieger (II, 329): "Jeg grebes af en stille Anger ved al denne Godhed over mangt Ord, jeg har skrevet i "Værket".

✂ 354, L.7. "Tilfældet har Ret", Lystspil i 3 Akter af C. Goldoni (1707-93) (Un curioso accidente), oversat af P. Th. Thielemann; opf. 1. Gang 5/6 1856. - L.8. "Mynher Philip" spilledes først af Kr. Mantzius og blev en af hans bedste Præstationer, men ved Stykkets Genoptagelse i 1859 overtog Phister Rollen, fordi Mantzius da var ansat ved Folketeatret. Phister indrømmede selv, at Mantzius spillede den meget bedre; sml. Et Nødværge (1893), 27. Han overtog den atter, da han vendte tilbage til Det kgl. Teater. - L.12. baade han og hans Kone: I Et Nødværge (1893), 27 f. forklarer Phister, at det 416 ikke var utidig Lyst til at drille Heiberg, men alvorlig Sygdom, der tvang ham til at holde sig borte fra Teatret: "Efter at jeg havde spillet 11 Roller først i Mai Maaned, bleve mine Børn angrebne af Skarlagensfeber; de smittede vor Pige, og endelig blev min Hustru, som pleiede sine Børn, ogsaa meget haardt angreben. Forholdene i Hjemmet vare fortvivlede; i det ene Værelse laa min Hustru dødssyg, opgivet som redningsløs af vor... Læge, Professor Ballin, hos hende den mindste lille Pige ogsaa meget syg. I det andet Værelse laa min flinke, eneste Dreng død; han døde den 18de og blev begravet den 22. Mai 1856." Da Fru Heiberg skrev Afsnittet herom tyve Aar efter Begivenhederne, har hun glemt de daværende triste Forhold i Phisters Hjem. Bemærkningen om de seks Ugers Sygemeldelse har hun fra Overskou VI, 318. Sml. Note til II, 341, 35.

✂ 355,L.1. Citatet er fra Heibergs Overs. af A. Jal: Mademoiselle Mars (Pros. VII, 433; se ogsaa VI, 358 og VII, 376). - L.22. i mit 63de Aar: Altsaa i 1874 eller 1875. Sml. Var. hertil. Fru Heiberg spillede Mamsel Hanna sidste Gang 16/2 1864. - L.37. Saisonen 1855-56 begyndte 23/9 1855 med "To Dage" og sluttede 21/6 1856 med "Elskovsdrikken".

✂ 356,L.15. det skandinaviske Studentermøde: Paa Hjemrejsen fra Studentertoget til Uppsala opholdt de norske Deltagere sig et Par Dage i Kbh. De blev modtaget af Frederik VII paa Eremitagen, hvor bl. a. Digteren Welhaven talte. Om Aftenen var Deltagerne i Teatret og bragte Fru Heiberg en varm Hyldest. Sml. L.Dietrichson: Svundne Tider I (1896), S. 383 f. Den unge Bjørnstjerne Bjørnson var ved den Lejlighed første Gang i Kbh. Fru Heibergs Beretning om Aftenens festlige Forløb stemmer overens med Referatet i Fædrel. 21/6 1856, men Talen fra Tilskuersalen er gengivet frit. - L.29. "de syv Theateraar" (ophørte): Det var Hall magtpaaliggende, at Digteren Heiberg ikke led noget Tab ved Teaterdirektørens Afsked. Naar Pensionen og hans Gage som Censor blev slaaet sammen, oppebar han en lignende Indtægt (2500 Rdl.) som tidligere. Da han havde faaet nogle Detailspørgsmaal vedrørende Censoratet ordnet, udtalte han 10/7 1856 over for Ministeriet sin "Tak for den særdeles Velvillie, hvormed det havde viist sig tilbøieligt til at opfylde hans Ønsker". Sml. H.Christensen: Det kgl. Theater 1852-59, 205. Fædrel. (l4/5 1856) fandt det rigtigt, at Heiberg fortsatte som Censor, ogsaa af Hensyn til sin Frue. Derimod beklagede Bladet Overskous Forbliven som Instruktør; dette var Indledningen til hans Afskedigelse n. A. Dagbl. 8/5 1856 skrev noget lignende: Det gjaldt om at bevare Fru Heiberg og genvinde de tabte Kræfter samt føje Adolph Rosenkilde og Hustru til dem. Ogsaa dette Blad forventede Overskous Afgang. Berl. Tid. 14/5 1856 komplimenterede Hall for den trufne Ordning. - L.38. Bladenes høistemte Udtalelser: Fru Heiberg hentyder især til Skildringen i Berl. Tid. 21/6 1856. Redaktør Nathanson kunde fra "det halve Seculum, han havde kjendt den danske Scene", ikke mindes en lignende Hyldest. Han vilde ikke fæste Lid til det Rygte, som sagde, at Fru Heiberg agtede at forlade Scenen. Derimod fandt Bladet det naturligt, at hun ovenpaa sine mange Triumfer søgte en nødvendig Hvile.

✂ 357,L.6. Den engelske Dronning: Marie I Tudor (1516-58).