FRU GYLLEMBOURGS DØD.
✂ FRA Theatrets Sorger gik jeg til Sygeleiets i Hjemmet. Heibergs Moders Tilstand havde i den sidste Tid taget en høist sørgelig Vending; vi kunde hver Dag vente, at det kjærlige, trofaste Hjerte vilde høre op at slaa; og sandelig, hendes Tilstand var saaledes, at det næsten vilde være Synd at ønske, at den skulde forlænges. Og dog hang hun med et Barns Kjærlighed ved Livet.
✂ Vi vare nu alt sidst i Juni; vor lille Have prangede med det lyseste Grønt og de deiligste Blomster. Naar jeg gik og arbeidede i denne, da lettedes mangt et Tryk i Sindet ved at indaande den friske Luft og ved Synet af den deilige, blaa Himmel og Planternes stille Liv. En Formiddag var Veiret især saa skjønt og oplivende og Blomsterne saa duftende og friske; men atter saae jeg her et Syn, der ofte gjentager sig om Foraaret, og som altid har smertet mig, nemlig en Mængde smaa fine, hvide Sommerfugle laa i Gangene og kæmpede med Døden i Krampetrækninger, medens deres Søskende flagrede fra Blomst til Blomst og ligesom legede Tagfat med Bladene af de hvide Frugtblomster, som Vinden fører hid og did. Jeg tog ideligt feil og troede, at disse hvide Frugtblade af Æble-, Pære- og Kirsebærtræerne, der blinkede i Solen, vare Sommerfugle, og omvendt, at Sommerfuglene vare Blomsterblade. Man skulde tro, at de til en Forandring havde byttet Rolle med hinanden. Det er underligt at tænke sig, at denne Verden jo maa være Sommerfuglenes Paradis, thi det er jo hernede, at de opnaa deres høieste Fuldkommenhedstilstand; efter dette Maal tragte de jo i hele deres Ormetid. Derfor er det et saa vemodigt Syn, saaledes om Foraaret ofte at se saa mange af dem ligge døende paa Jorden, i Stedet for at flyve glade om fra Blomst til Blomst og saaledes nyde deres korte Vingeliv. Det ser jo ud, som om disse syge Stakler, der ligge paa Jorden, ikke have nydt deres Kjærligheds korte Lykke; at de kun have havt Modgangen uden at nyde Lønnen.
✂ Naar man har en Syg i Huset, da gjør Billedet af Døden, om end kun en Sommerfugls Død, et ængsteligt, smerteligt Indtryk; Tanken føres uvilkaarligt hen til den Syge, hvis Øieblikke maaske ere talte. En Angest overfaldt mig ved Synet af disse døende Smaastakler, og jeg kunde ikke længere slaa 10 mig til Ro i Haven. Jeg plukkede i Hast en Rose og gik op med den til Heibergs Moder. Da jeg traadte ind i det halvdunkle Sovekammer, hvor den lille, lidende Skikkelse laa i Sengen, omgivet af Medicinflasker og i en trykkende Luft, følte jeg Overgangen fra den solbestraalede Have til dette saa sørgeligt, saa knugende. Jeg satte mig hos hende ved Sengen, og hun talte om sin Lyst til at leve. "Man vil saa nødigt - sagde hun - ophøre med "die süsse Gewohnheit des Lebens"." Jeg sagde: "Ja, men tænk nu, hvor herligt det vil være, naar man opvaagner efter Døden, befriet fra alle legemlige Tryk, og naar Trætheden afløses af Lethed, Ungdom og Styrke, naar Skjønhed, Sandhed og Harmoni træder os imøde." Da udbrød min stakkels syge Veninde: "Ak, Hanne, Du maa ikke foragte mig, fordi jeg hænger saa fast ved Livet, men mig synes, at her er saa deiligt!" - Ak, hvor saadanne Samtaler kunne være sørgmodige, naar man veed, at den ubarmhjertige Død kun venter paa et beleiligt Øieblik for at indfinde sig med sit uigjenkaldelige "Kom, nu er det Tid!" - Omsider gik jeg atter ned i Haven, fulgt af mine vemodige Tanker om, hvad der snart vilde forestaa os. Jeg var bange og bekymret over, hvad Indtryk den elskede Moders Død vilde have paa Heiberg; denne Moder, han havde levet med som en Broder med sin ældre Søster, i inderlig Fortrolighed. Jeg takkede nu Gud for hans herlige Stjernehimmel, thi i denne fordybede Heiberg sig i denne Tid med en Elskers Lidenskab, i Betragtningen af denne glemte han Jorden og den urolige Menneskeverden.
✂ Ja, i urolige Tider er Naturen med sin vante, stille, rolige Gang efter bestemte Love trøsterig og imponerende. Den bryder sig ikke om de troløse Menneskers Svaien hid og did; den veed, hvad den vil, og hvad den kan, og lader sig ikke føre paa Afveie af Menneskenes Forfængelighed, Ærgjerrighed, og hvad alle disse urolige Lidenskaber hedde.
✂ Den 31te Juli blev det 25 Aar siden, at Heiberg og jeg bleve forenede i den lille Kirke i Slangerup. Denne vor Sølvbryllupsdag vilde vi saa gjerne feire langt borte fra Hjemmet, thi Heiberg var endnu af samme Mening som for 25 Aar siden, og som han senere sang i "De Nygifte": "Saa sparer man sig Trossets Morgenbesøg" o. s. v.
✂ Vor Hu stod til Udlandet, men der laa jo den syge, døende Moder, og før vi havde ydet hende den sidste Kjærlighedsgjerning, var det jo ikke at tænke paa at forlade Hjemmet.
✂ I de sidste Dage af Juni forværredes hendes Tilstand kjendeligt; hun laa nu stille hen uden at tage Del i, hvad der foregik omkring hende. Vi følte tydeligt, at Døden var kommen nærmere, og Heiberg forlod ikke et Øieblik Hjemmet af Frygt for ikke at være tilstede, naar hun drog det sidste Suk.
✂ Den 1ste Juli - hendes kjære, afdøde Pleiesøn, Georg Buntzens Fødselsdag - laa hun fra om Morgenen med lukkede Øine, og uagtet Læberne 11 bevægede sig som til Tale, hørte vi intet Ord. Heiberg og jeg havde hele Dagen siddet ved hendes Leie; han saae bleg og anstrengt ud, som han sad der, taus og i Tanker. Henved Midnat bad jeg ham gaa ind i sit Værelse for at udhvile sig lidt, idet jeg lovede ikke at vige fra Leiet. "Mærker du mindste Forandring," sagde han, "saa kald paa mig." Jeg var glad ved, at han gik, thi jeg var bekymret for ham, saa angrebet saae han ud. Hans Moder laa fremdeles som en Sovende, kun Pulsslaget hørtes gjennem Aandedrættet og en sagte forunderlig Dikken i Halsen. Pludselig syntes mig, at denne Lyd ophørte; jeg greb hendes Haand og mærkede strax, at den store Overgang fra Liv til Død var indtraadt. Jeg gik nu strax ind til Heiberg og sagde: "Kjære Heiberg, jeg tror vist, at din Moder døde i dette Øieblik." Han foer op og ilede til hende. Hun var død. Klokken var da henimod 12 om Natten. Den lille, fine Skikkelse, der altid med Angest havde tænkt paa denne Overgang til det ubekjendte Land, var saaledes sovet stille ind fra et Liv, bevæget af mange Storme. Hun havde gjennem dem alle bevaret det kjærlige Hjerte og den faste Tro, at den, som har elsket meget, skal meget være tilgivet.
✂ Heiberg havde altid en Rædsel for, at man skulde begrave de Døde, forinden der viste sig umiskjendelige Tegn paa Legemets Opløsning. Hans Moder laa derfor i 8 Dage i vort Hjem, forinden hun begravedes. Hver Morgen besøgte Heiberg sin Moders Lig. Da jeg 2 Dage efter hendes Død saae det, gyste jeg tilbage ved at se den legemlige Ødelæggelse og turde ikke oftere betragte det. Heiberg derimod vedblev med sit daglige Besøg. Jeg sagde da til ham: "Hvor kan du dog udholde at beskue disse Levninger! Forfærdes du ikke ved Synet?" - "Nei," svarede han, "dette Syn kan jeg netop udholde; thi hvad jeg her ser, det kan jeg finde mig i at begrave i den sorte Jord. Men saae jeg derimod min Moders Billede uforandret, da synes mig, at det vilde være mig umuligt at lukke Kistelaaget over de kjendte Træk."
✂ Otte Dage efter hendes Død samledes en Venneskare i hendes forrige lille Stue, som jeg helt havde betrukket med Sort og smykket med Blomster. Midt i Stuen stod Kisten; paa Væggen ved Hovedgjærdet havde jeg ophængt hendes skjønne Billede, malet af Juel. Det yndige, smilende Udtryk i dette Billede, de kjærlige, barnlige, forstandige Øine, der skue imod Betragteren, virkede uvilkaarligt paa Alle og borttog Dødens Rædsel. Heiberg takkede mig og sagde: "Ja, nu haaber jeg, at disse Træk, disse Øine paany er det virkelige Billede af min trofaste Moder."
✂ Det var ikke Skik og Brug i hine Aar, at Kvinder indfandt sig ved de Nærmestes Begravelse eller fulgte med Toget til Kirkegaarden. Jeg var altsaa udelukket fra den hele Akt. Men da den foregik i Hjemmet, og det laa mig paa Hjerte at høre vor trofaste Ven Biskop Martensens Tale ved Kisten, 12 havde jeg hængt et sort Drapperi for en Dør ind til et andet Værelse, bag hvilket jeg uset og uforstyrret kunde sidde og høre de herlige, varme Ord over den stille, beskedne Kvinde, som ydmyg Kjærlighed havde baaret gjennem Livets mange Omskiftelser og Kampe. Som jeg sad her ensom bag Drapperiet, forhøiedes Stemningen hos mig ved en lille Begivenhed.
✂ Imellem de mange smaa, flyvende Insekter, der fandtes i vor Have, var der et lille langagtigt, meget fint med et Par Vinger saa klare og gjennemsigtige som det fineste lysegraa Flor. Jeg veed ikke, hvori det egentlig laa, men jeg havde altid fundet, at dette lille Insekt lignede Heibergs Moder paafaldende, og ofte havde jeg i Spøg sagt til hende: "Dette fine, lille Væsen er egentlig et Portrait af dig!" Som jeg nu sad her, lyttende til Talen over vor moderlige Veninde, kom dette Insekt flyvende og satte sig paa mit Skjød, hvor det blev siddende ubevægeligt under hele Talen, som om det ligesom jeg opmærksomt lyttede til Ordene, medens det lille Bryst bevægede sig op og ned. Jeg blev forundret og bevæget ved dette Syn og turde ikke røre mig af Frygt for, at det skulde flyve bort. Først da Talen var forbi, fløi det, uden at jeg kunde se hvorhen.
✂ Jeg veed Alt, hvad man vil sige om denne lille Hændelse, veed, at man vil trække paa Smilebaandet ad min Overtro, o. s. v. Alt det skal man have Lov til, ja jeg vil endogsaa indrømme, at det er berettiget; men Virkningen af dette Besøg under Ligtalen er og bliver dog det Samme for mig og er mig uforglemmelig.
✂ Da det lille Sørgetog vandrede ud af Søkvæsthusets Gaard, bærende Kisten ud til Vognen, der tog Veien til Søetatens Kirkegaard, da fløde mine Taarer stille og vemodige over min tabte Veninde. Altsaa var hun nu taget bort fra Jorden, denne lille, fine Kvinde med den stærke Villie, det varme Hjerte, det ydmyge, beskedne Sind, hun, der rødmende bag et Slør havde meddelt Verden, hvad hendes Aand udfoldede i de ensomme Timer.