DE SIDSTE THEATERAAR.
✂ Mai Maaned var tilende, og den første Saison efter Heibergs Død sluttet. Jeg havde i denne Saison foruden Maria Stuart spillet en hel Række Roller af mit ældre Repertoire, og Publikum havde som altid fulgt mig med Godhed og Interesse. Comedielysten hos Publikum var levende og Theatrets Indtægt altsaa god. Bladene havde vel alt, som sig hør og bør, begyndt at hakke paa Theatrets Bestyrelse, men Geheimeraad Tillisch udførte sin Gjerning med Ro og Orden, og Justitsraad Berner stod ham bi i den daglige Forretning med stor Dygtighed og Udholdenhed. Alle de Bedre i Personalet havde Respect for Tillischs Personlighed og følte, at de stode lige overfor en sanddru, nidkjær Mand, der var høit hævet over alle Omveie og Intriger. Men paa mig laa min Pligt som Skuespillerinde centnertungt. Jeg følte mere end nogensinde, at Skuespilkunsten er en glad Kunst, og at det ikke er let eller godt at udøve den med en stor Sorg som Ballast i Sjælen. Ofte, naar jeg kjørte hjem efter Forestillingerne, betog Modsætningen mellem denne Kunsts Udøvelse og mit Indre mig i saa høi Grad, at jeg trykkede mig grædende ind i en Krog af Vognen ved Tanken om, at Den ikke mere fandtes i det Hjem, jeg nu vendte tilbage til, for hvem jeg kunde udtale mig, og hos hvem jeg altid fandt et aabent Øre for mine Tanker, mine Tvivl og Betragtninger. Min Trøst og Tilflugt var da at gaa ind til de tre sovende Børn, trykke et Kys paa deres Pande, dække dem omhyggeligere til og da stille at forlade Værelset for selv at søge den Ro, der ikke altid var saa let at finde.
✂ Siden Børnenes Ankomst havde det stadigt været under Deliberation mellem mig og mine Venner, hvorledes jeg agtede at tilbringe min Sommer. Jeg gøs for atter at betræde dette Bonderup, der husede saa uforglemmelige Smertensminder for mig; jeg havde derfor besluttet ikke at drage derud mere. Mine Venner fandt det urimeligt, saaledes at opgive et saa smukt 149 Sommerhjem, hvor Alt var indrettet og fuldt meubleret til min Modtagelse, og de stode paa, at jeg burde drage derud. De sagde: "Nu kommer De jo derud med disse Tre, der ville oplive hele Huset og Dem selv; prøv, og De skal se, at De selv vil finde, at dette er det Rette." - Jeg lod mig da omsider overtale og drog i Juni med et tungt Hjerte derud med mine tre Smaapiger. Den første Middag, da vi samledes om det runde, bekjendte Spisebord, og mine Øine søgte hen til Heibergs nu tomme Plads, ak, da følte jeg, hvor svært det var for mig ikke at bryde ud i Graad; men jeg tænkte: Du maa tage dig sammen; disse tre Smaa ville ikke forstaa din Smerte, og det kunde let helt skræmme dem. Jeg tvang mig altsaa. Men hvilket mærkeligt Instinkt kan ikke gode Børn have! Som om de alle Tre havde gjættet mine Tanker, reiste de sig som paa et givet Signal, fore hen til mig og omfavnede, kyssede og klappede mig uden at sige et Ord. Jeg blev aldeles forbauset over denne deres Færd og trykkede dem med dobbelt Varme til mit Hjerte. Og i samme Nu faldt de tre Storke mig ind, som uventet vare komne flyvende ifjor, da jeg efter Heibergs Død bedrøvet og haabløs havde staaet ved Vinduet. Dette uventede Syn af de tre Lykkefugle havde altsaa dog været en Bebudelse om, at nogen Lykke endnu var mig forbeholdt.
✂ Mine Venner havde havt Uret i at formaa mig til atter at drage ud paa dette Sted. Naar man i mange Aar har boet i et Hus, saa har man der oplevet baade gode og onde Tider; men naar man første Gang i et nyt Hjem møder saa sørgelige Begivenheder som dem, jeg mødte paa bonderup, da faar Stedet et uudsletteligt Præg af Sorg, som kaster sin Skygge derover for bestandigt. Der var paa dette Sted kommen en Angest i mig for, at nye Ulykker vilde møde mig her, saa at jeg intet Øieblik følte mig rolig. Saae jeg ikke strax Børnene i Haven, da skjælvede jeg ved Tanken om, at de kunde være druknede i Dammen; jeg løb da som en Fortvivlet, indtil jeg atter fik Øie paa dem; var En eller Anden af dem lidt upasselig, troede jeg strax, at den ubarmhjertige Død atter tænkte paa at kræve et Offer her, og saaledes fremdeles. Sommeren var mig pinlig, og jeg talte Dagene for atter at forlade dette Sted, uagtet mangt et kjært Besøg af mine Venner og Veninder hjalp paa min Stemning. Men hver Dag sagde jeg til mig selv: "Ak, kan jeg blot komme godt herfra med disse Tre i god Behold, da aldrig, nei aldrig mere drager jeg atter herud!" Omsider kom Dagen til Indflytning, og da jeg sad med mine Tre i god Behold i Vognen, der skulde føre os hjem, var jeg glad og let om Hjertet; og jeg holdt Ord, jeg tog Afsked med dette Bonderup for bestandigt og har ikke set det siden.
✂ Nogen Tid efter at vi atter befandt os i vort Hjem, kom min Tjener ind og meldte, at der stod en fattig Kunstner i Entréen, som havde bedet ham om at spørge Fruen, om hun ikke vilde afkjøbe ham to store Oliemalerier.
150✂ Slige Kunstsager, som falbydes ved Dørene, vidste jeg, vare uden alt Værd, og jeg svarede derfor nei, jeg havde ingen Brug for dem. Noget efter, da jeg forlængst troede, at Manden med Malerierne var gaaet, gik jeg igjennem Entréen og saae da, at han endnu stod der.,,O, Frue," bad han, "afkjøb mig disse Malerier!" Jeg svarede da atter, at jeg ingen Brug havde for dem. "Se," sagde han, idet han vendte et af dem om,,,de ere meget smukke," - og til min Overraskelse fremstillede dette Maleri en landlig sjællandsk Egn med Kornmarker, en lille Indsø og en Mose, og midt i denne, i Forgrunden, stode tre store, prægtige Storke, hver i en for disse Fugle eiendommelig Stilling, smukt belyste af den nedgaaende Sol. "Mine tre Storke!" udbrød jeg, neppe istand til at skjule min Glæde for Manden. "Ja, udbrød jeg, "dette Billede vil jeg have." Jeg kjøbte det da, og i min Glæde kjøbte jeg det andet Billede med. Manden gik lykkelig bort, men neppe saa lykkelig som jeg, der havde faaet mine tre Storke forevigede. Maleriet blev ophængt som Dørstykke, og de tre Storke bleve døbte med Navnene: Sarah, Lelia, Anna. Og virkelig var der noget i deres Stilling, der lignede dem, de bleve opkaldte efter. Billedet skilte jeg mig aldrig ved, og det hænger endnu den Dag i Dag som Dørstykke i mit Arbeidsværelse, og altid betragter jeg det med stor Glæde og Taknemmelighed. Professor Marstrand saae engang dette Billede hænge i min Stue. Han sagde: "Dette Billede er ikke godt nok til at hænge her." Jeg fortalte ham da dets Historie, og med Taarer i Øinene sagde han: "Dette forandrer Sagen! Lad det blive hængende."
✂ Allerede i 1862 var mit overordentlig smukke Hus i Rosenvænget, bygget efter Tegning af Arkitekt Herholdt, saa godt som færdigt. Med tungt Hjerte tog jeg da, i 1863, fra mit kjære gamle Hjem paa Søkvæsthuset og flyttede herind. Men det er en vanskelig Sag at faa et nyt Hjem under saa forandrede Forhold, berøvet alle Erindringer, der knytte os til det gamle, til at staa for os som et virkeligt Hjem . Alt er nyt som Stenene, hvoraf det er hygget, og vi føle, at ikke faa Aar maa forløbe, førend ogsaa dette Hjem kan faa sin Historie, der kan knytte os til det i mere end udvortes Henseende.
✂ Jeg følte nu Aar for Aar stærkere og stærkere, at Udøvelsen af den Kunst, for hvilken jeg i saa mange Aar havde virket, ikke længere var det for mig, som den tidligere havde været. Jeg ligesom gyste tilbage for al Illusion og søgte mere og mere henimod en høiere Sandhed i det virkelige Liv. Jeg havde derfor alt i længere Tid pønset paa at afbryde min Virksomhed. Mere end Et kom mig til Hjælp for at fremskynde Beslutningen, saa at denne blev stadig fastere. Først min Gaaen op i de tre Børns Liv og Væxt, saa vel i det Ydre som i det Indre. Dernæst at mit Helbred var blevet i høi Grad vaklende og betænkeligt, men fremfor Alt mit stakkels Fædrelands 151 Ulykker i Krigen med Tyskland. Jeg følte dette saa dybt. at naar jeg i mit Paaklædningsværelse stod og iførte mig mine Costumer og satte Sminken paa mine Kinder, da syntes mig. at Udøvelsen af denne glade Kunst næsten blev mig modbydelig. Hertil kom mine Tvivl om Berettigelsen af denne for en menneskelig Sjæl saa farlige Kunst, hvilke med hver Dag bleve stærkere og stærkere og tilsidst ingen Ro lod mig. Jeg havde i Aarenes Løb set mange stærke, kraftige Individer lidt efter lidt sygne aandeligt hen under den, og jeg spurgte mig selv, om denne Kunst da var berettiget til at udfylde et Menneskes Liv? I denne min Grubien herover drømte jeg en Nat, at en Røst kraftigt og alvorligt tilraabte mig: " Vogt dig! det er ikke godt at slide sine sidste Par Sko paa Theatrets Brædder! " Jeg vaagnede forfærdet op ved dette Raab og var nu bestemt paa at følge Stemmens Advarsel.
✂ Da jeg den 2den Juni 1864 spillede i Heibergs "Elverhøi" for 127de Gang. vidste Ingen i Publikum eller paa Theatret, at jeg stod der for sidste Gang. Nogle Dage efter gik jeg syg og ensom hen ad Kalkbrænderiveien. Jeg saae en bleg, vaklende, sammenbøiet Skikkelse komme mig imøde, og til min Forbauselse og Smerte saae jeg. da Skikkelsen kom nærmere, at det var Michael Wiehe. Vi havde i de sidste Aar været aldeles adskilte, og vi havde alt i lang Tid ikke talt med hinanden i det private Liv. Han havde vel oftere gjort Tilløb til at nærme sig mig paany, men vort Venskabsforhold kunde og vilde jeg ikke mere forny. Han havde altfor aabenbart svigtet mit Venskab for ham som Menneske , svigtet min Begeistring for ham som Kunstner , i en Tid, hvor han, som mig syntes, burde have mindedes begge Dele. Nu saae jeg her pludselig og uventet en Døende komme mig imøde, og mit Hjerte blev varmt og vemodsfuldt ved dette Syn. Jeg standsede ham, da han vilde gaa forbi, og sagde: "Her mødes vi tilfældigt, maaske for sidste Gang. De er meget syg, og jeg er meget syg, og Ingen veed, hvor længe vort skrøbelige Legeme holder ud. Her rækker jeg Dem min Haand til Afsked og Farvel, ifald vi maaske ikke ses mere." Han greb min Haand, medens Blodet steg op i hans ligblege Kinder, drog Veiret dybt og sagde som med lettet Aandedrag: "Tak! o, Tak!" - og vi gik hver sin Vei.
✂ I Sommerens Løb reiste han til Norge i Selskab med flere Skuespillere og udøvede sin Kunst, saa at sige paa Livet løs, for de ved hans Spil beruste Nordmænd, og dermed var hans Kunstnerbane sluttet . Han kom atter hjem og blev sendt til et Bad; - men jeg havde desværre set rigtigt hin Dag, vi saaes aldrig mere. Den 31te October 1864 drog den af Alle savnede Kunstner sit sidste Aandedræt.
✂ Som han blodigt havde saaret mig her ilive, saaledes bleve mine Hænder revne til Blods af de Christtornblade, som jeg bandt sammen til en Krans, der skulde smykke hans Kiste.