Heiberg, Johanne Luise DE FØRSTE BARNDOMSAAR.

DE FØRSTE BARNDOMSAAR.

AF mine Forældres ni Børn var jeg det næstyngste. Min Moder, Henriette Hartwig, var fra Frankfurt, hvorfra hun og en ældre Søster flygtede en Morgenstund, barbenede, i en Alder af tolv og fjorten Aar, for at undfly en haard og ubarmhjertig Stifmoders strenge Behandling; hun var en Søster til deres virkelige Moder, som Døden havde berøvet dem i deres første Barndomsaar, en Moder, som de bestandigt mindedes med den inderligste Kjærlighed. Børnene naaede Hamborg ved at tigge sig frem. Her gave de sig Begge til at tjene for deres Brød og vare heldige nok til at træffe paa gode Herskaber, der havde Medlidenhed med deres Ungdom og forladte Stilling. Efter fem til sex Aar fulgte min Moder med sit Herskab, der satte stor Pris paa hende, til Kjøbenhavn. Her gjorde hun Bekjendtskab med min Fader, Christian Heinrich Pätges, der var Vinkyper. Ogsaa han var en Tysker af Fødsel og var vandret ud fra Cölln for at undgaa Krigstjenesten. Da han havde saa meget, at de kunde gifte sig, nedsatte han sig i Kjøbenhavn som Vinhandler. I Bombardementet 1807 mistede de Alt, og da han ikke saae sig istand til at begynde forfra, forsøgte han sig som Værtshusholder. Nu gik deres Liv hen i Fattigdom og Trængsler; de flyttede fra Sted til Sted for at prøve Lykken, som imidlertid udeblev. Da det ikke vilde gaa i Byen, flyttede de ud paa en af Broerne og fæstede en Leilighed paa Nørrebro i et Hus, som var bekjendt under Navnet "Lille Ravnsborg". Her blev jeg født i 1812, den 22de November.

Det var som bekjendt en meget streng Frost denne Vinter, hvilket ikke alene Napoleons Soldater, men ogsaa min stakkels Moder fik at føle. Hun har ofte i senere Aar fortalt, at Værelset, hvori hun laa, var saa fugtigt, at der laa tyk Is under hendes Barselseng. Da hendes Hænders Gjerning var uundværlig i Huset, maatte hun efter faa Dages Leie staa op og tildrog sig 14 derved en heftig Feber, som i længere Tid tvang hende til atter at holde Sengen. Man var nu i stor Forlegenhed med mig, og havde ikke en Nabokone, som tilfældigvis ogsaa havde født et Barn paa samme Tid, tilbudt min Moder at dele sin Mælk mellem hendes Barn og sit eget, var jeg vel omkommet af Mangel paa Pleie. Aaret efter fødte min Moder atter en lille Pige, den Yngste og Sidste af mine Forældres Børn. Da hun oftere vil forekomme i mit Levnet, vil jeg nævne hendes Navn: Amalie . Efter nogle Aars forgjæves Anstrengelse kunde mine Forældre heller ikke erhverve det Fornødne til Livets Ophold her og besluttede derfor at forlade Kjøbenhavn. Officererne ved andet jyske Regiment, som tidligere havde spist i Middagsabonnement hos mine Forældre, fik i Sommeren 1816 Garnison i Aalborg, og da Regimentet nu blev forlagt til Jylland, foreslog min Moder at reise derover, for at de atter kunde spise hos hende, hvis Mad lod til at have behaget dem. Det blev da besluttet, at min Fader for det Første skulde blive i Kjøbenhavn, hvor han havde et lille Erhverv hos forskjellige Vinhandlere ved Aftapning af Vine; min Moder skulde da først prøve i Aalborg, hvorledes det vilde gaa med den nye Plan, inden min Fader opgav, hvad han havde i Kjøbenhavn.

Hun reiste da med alle os smaa Rollinger paa en lille Pæreskude til Aalborg. Vi lede meget Ondt underveis, og min Moder har ofte i senere Aar med Taarer i Øinene fortalt os om sin Nød og Forladthed i hin Tid, og med hvilket tungt Hjerte hun ankom i den fremmede By. Her fæstede hun nu en temmelig stor Leilighed, hvilket var nødvendigt, naar de Mange af Regimentet skulde spise sammen. Jeg ser endnu Huset for mine Øine med sin temmelig høie Stentrappe, som førte ned til Gaden; langs med den løb en Canal, ved Foden af Trappen en bred Rendesten. Jeg var dengang mellem tre og fire Aar. Liggende paa alle Fire ved denne Rendesten, rodende med en Pind i samme, vaktes jeg første Gang til Bevidsthed om mit eget Jeg i dette Liv. Jeg husker tydeligt, hvorledes jeg pludseligt saae i Veiret, skamfuld tørrede mine Fingre af og tænkte: "Hvis Nogen ser dig liggende saaledes her, da er det vist en Skam for dig." Fra denne Dag af holdt jeg mig til Trappen, ved hvis Sider der paa Grund af den ringe Færdsel groede Græs. I disse Græsstraa saae jeg nu de deiligste Blomster; undertiden ogsaa store Træer, hvori jeg saae Fugle, Engle, kort Alt, hvad jeg vilde se. Altid udøvede jeg mine Lege ene; aldrig meddelte jeg Nogen, hvad der sysselsatte mine Tanker. "Hun gaar saa stille og tosser om", hørte jeg ofte min Moder og mine ældre Søskende sige. Ogsaa havde jeg en anden forunderlig Passion. Naar jeg sad ved min kjære Stentrappe, havde jeg ofte bemærket, at i fugtigt Veir kom Regnormene krybende frem af Jorden; heraf sluttede jeg, at de Stakler længtes efter at blive vaskede; for at hjælpe dem saa 15 godt jeg kunde med at faa dette Ønske opfyldt, gravede jeg ofte hele Timer i Jorden og samlede saa mange sammen som muligt. Jeg kunde have et helt Nøgle af Orme; disse vaskede jeg af paa det omhyggeligste, skyllede dem i flere Hold Vand, indtil de vare ganske rene, og puttede dem saa atter ned i Jorden, forvisset om at have gjort en god Gjerning. Med slige stille, beskedne Glæder gik mine første Barndomsaar hen.

Ved andet jyske Regiment var en Underofficer ved Navn Zangenberg. Denne Mand underviste Byens Børn i Dans, og til dette Øiemed havde han leiet en stor Sal hos min Moder med den Forpligtelse, at han skulde tage hendes to yngste Børn, min Søster Amalie og mig, med i sine Dansetimer. Han fandt, at jeg havde et ualmindeligt Talent for Dansen, og kastede sin særdeles Opmærksomhed paa mig. Tilsidst kunde han ikke undvære mig ved sine Informationer hos Byens fornemmere Børn, der holdtes i deres eget Hjem. Han udbad sig derfor hos de elegante Familier, at han maatte tage en lille Pige af sine Elever med for at være ham behjælpelig med at føre Børnene an. Min Moders Tilladelse hertil fik han let, da hun ansaae det for en Ære, der vederfores hende og mig. I slet Veir sendte man ofte en stadselig Karet efter ham, og jeg husker grant, hvorledes han og jeg da kjørte sammen, og hvorledes jeg med Ydmyghed sad ved hans Side og neppe turde trække mit Veir, som om jeg havde siddet hos Kongen selv. I et af disse elegante Huse begyndte min første Sorg. Der var nemlig i et af dem en lille stakkels pukkelrygget Dreng, der havde fattet stor Godhed for mig og altid kun vilde danse med mig. Dette morede de Voxne, og de kaldte mig nu altid i Spøg for hans Kjæreste. Men for mig var det ingen Spøg; med Rædsel saae jeg dette lille fæle Væsen nærme sig mig og skjælvede for, at jeg virkelig skulde bindes til ham og blive hans Kjæreste, uagtet jeg neppe vidste, hvad dette vilde sige. Mange søvnløse Nætter voldte denne Spøg mig, og jeg kom bestandigt med Skræk i dette Hus, hvor jeg var saa velkommen. En Skræk, jeg havde kunnet spare mig, thi uagtet hans Pukkel vilde den fornemme Familie neppe valgt mig fattige Barn til Ledsagerske for deres Søn paa Livets Bane; uden at tale om, at han var syv og jeg sex Aar, saa der var i alt Fald ikke nogen nær Udsigt til en Forening, - men hvad kan ikke ængste et Barn af en tungsindig Character, og en saadan var alt i de unge Aar traadt tydeligt frem hos mig. I Foraaret 1820 forlagdes andet jyske Regiment atter til Kjøbenhavn, og efter et Ophold af fire Aar vendte mine Forældre (min Fader var imidlertid ogsaa kommen til Aalborg) i den Anledning atter tilbage til Kjøbenhavn, og en Sten faldt fra mit Bryst, da vi paa Skibet droge bort uden den pukkelryggede Dreng. Jeg havde i lang Tid glædet mig i Stilhed til at komme til Kjøbenhavn, thi jeg havde hørt min Fader sige, at en Bekjendt af ham havde leiet os en Bolig

        

16 i Grønnegade. Derved opstod tusinde Phantasier hos mig, hvorledes jeg der skulde plukke Blomster. Jeg tænkte mig det som en Mulighed, at jeg kunde faa en Dukkevogn, og at jeg i den kunde kjøre Græs, anlægge smaa Haver, plante store Træer, hvori Fuglene kunde sidde og synge o. s. v.; thi at Verden kunde være saa ondskabsfuld at kalde en Gade for Grønnegade, hvori der ikke fandtes eet Græsstraa, endsige Andet, faldt mig intet Øieblik ind. Man tænke sig derfor min Skræk og min Skuffelse, da vi arriverede til Grønnegade! Jeg græd bitterligt over mit feilslagne Haab uden dog at betro Nogen Grunden til min Smerte.