Heiberg, Johanne Luise EN BESKYTTER.

EN BESKYTTER.

Ved denne Tid boede mine Forældre paa Christianshavn i Brogaden Nr. 20 i Stuen, hvor de holdt Billard og Gjæstgiveri. Naar Stuen var tom for Gjæster, var det een af vore Lege at se, hvem af os der kunde holde længst ud at gaa paa Taaspidsen rundt om Billardet. Ofte sprang vi tilsidst op derpaa og udførte vore Balletscener paa Hosesokker for ikke at fordærve Klædet med vore Sko, forestillende os, at dette var Theatret, vi stode paa. Min Fader udgjorde da ofte Publikum og saae med Glæde og Stolthed paa vore Forestillinger. Disse Lege gave Anledning til en Begivenhed, som var af en uberegnelig Indflydelse paa min Barndom, min Ungdom og i Grunden hele mit øvrige Liv, saaledes som jeg nu skal fortælle.

En Aften havde ualmindelig mange Gjæster indfundet sig i Billardstuen. Vor lille Dagligstue, hvor vi Børn opholdt os, var ved Siden af denne, saa vi kunde høre hvert Ord igjennem den tynde Væg. Conversationen i Gjæstestuen var denne Aften meget høirøstet. Amalie og jeg sade og legede, men bleve med Et opmærksomme ved, at vore Navne flere Gange bleve gjentagne af min Fader, der pligtskyldigst pleiede at underholde sine Gjæster. Vi kunde da ikke lade være at lytte, og nu hørte vi, at min Fader fortalte dem om sine to Smaapiger, der vare ved Theatret, og som alt kunde danse og synge og udføre de deiligste Balletter. "De skulde se dem", vedblev han, "naar de her paa Billardet udføre deres Balletter; det er lige saa godt som at gaa paa Comedie." Theatret har en egen Tillokkelse for Alle som ogsaa det, at komme i Berøring med selv en nok saa ringe af dets Personale. Disse Herrer gjorde derfor Spørgsmaal paa Spørgsmaal, og denne høirøstede Passiar endte med, at en af dem raabte: "Lad os faa dem herind paa Billardet og se en af deres Balletter! De skulle nok blive applauderede, hvis de gjør det godt." - "Ja, lad dem komme herind!" raabte nu Alle i Munden paa hinanden. Jeg rystede over mit hele Legeme, thi saa lille jeg var, havde jeg dog en medfødt Takt, der sagde mig, at det var uværdigt for os at lyde denne Opfordring, og komme i Kast med disse Mennesker. Min Fader kom nu 20 med glædestraalende Øine og stolt Mine ind til os og sagde: "Hanne og Malle! Kom ind og dans for Gjæsterne og spil den Ballet for dem, som I viste mig i Gaar." Jeg sprang nu op, løb hen i den fjerneste Krog af Stuen og erklærede paa det Bestemteste, at jeg ikke gjorde det. Min Fader blev vred. tog mig ved Haanden og bød mig strax følge sig. Min Søster lo og sagde: "Kom, din Nar! Hvad kan det gjøre dig?" Min Fader førte os nu ind til Gjæsterne, der støiende omringede os og opfordrede os til at vise vore Kunster. Han løftede os uden videre op paa Billardet og opfordrede os til at begynde. Min Søster opmuntrede mig med venlige Ord og istemte sin Sang, der tjente i Stedet for Orchester, mens hun dansede hen ad Billardet. Jeg fulgte hende nu, idet mine Taarer brøde frem og stege til en lydelig Hulken, alt som Gjæsternes raa Applauderen tiltog.

Ved et lille Bord i en Krog af Stuen sad der under alt dette en Mand og læste i en Avis. Han havde hidtil holdt sig rolig og siddet stille paa sin Plads, men reiste sig nu pludseligt, trængte sig frem til Billardet, greb mig om Livet og satte mig ned paa Gulvet, idet han med høi Røst sagde: "Det er Synd, mine Herrer, at tvinge et stakkels Barn, som har en finere Følelse end De, til at gjøre Løier for Dem." Min Fader blev ganske slukøret over denne Bemærkning og fandt sig i. at Dansen ophørte. Og i samme Nu glemte de øvrige Gjæster os og vore Præstationer og fortsatte det afbrudte Billardspil. Den Fremmede tog mig ved Haanden og førte mig hen til sit afsides staaende Bord. Min Søster fulgte efter. Han klappede mig paa Kinden og gjorde sig megen Umage for at berolige mig, hvilket dog ikke lykkedes ham. Han gjorde mig en Mængde Spørgsmaal, som min Søster besvarede, thi jeg var stum og blev stum. Blandt Andet spurgte han om, hvor gamle vi vare, og hvor vi gik i Skole? Paa det sidste Spørgsmaal svarede min Søster, at vi endnu ikke havde gaaet i nogen Skole. Da han til sin Forundring fremdeles hørte, at vi i vor Alder endnu hverken kunde læse eller skrive, tog han os hver ved sin Haand og sagde: "Før mig ud til Eders Moder!" Vi førte ham da ud i Køkkenet, hvor hun stod i fuldt Arbeide. Han spurgte hende nu, hvoraf det kom, at vi endnu ikke gik i Skole? Hun svarede, at det var der ikke Raad til; vi kostede hende nok alligevel. Da sagde han, idet han pegede paa mig: "Denne lille Pige maa De vogte; hun har vist Evner i sig, som ikke ere almindelige." Disse af ham udtalte Ord har min Moder ofte i senere Aar gjentaget, idet hun pleiede at tilføie: "Jeg glemmer aldrig, da han kom ud med jer, og jeg stod der i Skorstenen og saae ud, saa Gud maatte sig forbarme." - "Ifald De ønsker det," vedblev den Fremmede, "vil jeg paatage mig at komme et Par Gange om Ugen og lære Deres to Smaapiger at læse og skrive. Jeg vil naturligvis gjøre det for Intet, kun maa de rette sig efter min Tid og Leilighed." Min Moder, der hidtil ikke

        

21 havde skjænket hans Tale synderlig Opmærksomhed, standsede med at røre om i sin Gryde og saae forundret paa ham. Hun takkede ham da hjerteligt og bød os Begge at kysse ham paa Haanden til Tak, hvilket jeg gjorde med en Inderlighed og Taknemmelighed, som jeg ikke kan beskrive. Han unddrog sig denne ydmyge Tak og kyssede os begge paa Panden, idet han sagde: "Ja, saa kommer jeg paa Onsdag for første Gang, og saa skulle vi ret være flittige." Derpaa gik han atter ind i Gjæstestuen, men kom et Øieblik efter tilbage til vor Dagligstue, hvor jeg sad og grublede over det Passerede, rakte os en stor Pakke med Kager og sagde til mig: "Se nu ikke saa bedrøvet ud, lille Hanne!" Derpaa satte han sig hos mig og gjorde flere Spørgsmaal, som de andre i Stuen besvarede. Men mine Øine maa vel have talt desmere, thi jeg hørte ham sige til en af mine ældre Søskende, idet han gik ud ad Døren: "Det er et forunderligt Udtryk, der er i det Barns Øine." Efter at vi med megen Appetit havde fortæret vore Kager, gik vi i Seng, hvor jeg længe laa uden at kunne falde i Søvn; thi Aftenens Begivenheder og Manden ved det lille Bord i Krogen havde gjort et dybt Indtryk paa min Phantasi - et Indtryk, som har bevaret sig friskt i mit øvrige Liv. Onsdagen kom og med den Herman, saaledes vil jeg kalde min Befrier fra hin Aften. Vi skulde nu begynde den lovede Undervisning, men alle Rekvisiter hertil manglede i vort fattige Hjem, og da han snart mærkede Umuligheden af at skaffe dem tilveie, forlod han os efter et kort Besøg, idet han lovede, at han næste Gang skulde bringe Bøger, Papir, Penne og alt Fornødent med sig. Faa Dage efter indfandt han sig atter med fuld Oppakning, og nu begyndte han det møisommelige Arbeide: at undervise to Børn, der Intet i Verden vidste - neppe nok, at to og to ere fire. Meget flittig var Ingen af os, men han desmere udholdende. Han kom aldrig uden at medbringe Et eller Andet til os, som kunde fornøie Børn. Ofte spurgte han os, hvad vi havde faaet at spise til Middag, og rystede paa Hovedet ved vor Beretning derom. Tidt bragte han os ogsaa fint indpakket Smørrebrød, Frugt, Kager og andre spiselige Sager. Ogsaa i vore Lege tog han Del, og vi bleve saaledes meget gode Venner, uagtet vi vare dovne til at lære, hvad han paalagde os, og desværre lærte jeg aldrig, heller ikke senere, at skrive orthografisk rigtigt. Min Lærdom havde fra Barn af været for ufuldkommen, saa at jeg ikke var kommet til at have alt sligt som en Vane og for Ingenting. Men var jeg for min Part doven til at læse og skrive, var jeg des flittigere paa Danseskolen. I Hjemmet fandt jeg paa tusinde smaa Beskjæftigelser; især havde jeg en formelig Passion for Syning. Min Søster Amalie havde et sandt Raseri for at lege med Dukker; til disse Dukker syede jeg Klæder, Hatte, Sko etc.; enhver lille Klud, jeg kunde finde, blev strax benyttet hertil, og af nok saa ringe en Lap fik jeg noget Zirligt og Net sat sammen til hendes Dukker.

        

22

Min Lyst til at sy dette Dukketøi udviklede et Slags Skrædertalent hos mig, som siden har været mig til stor Nytte.

Hvorledes det gik til, at Herman efter et Aarstid ophørte at komme til os, husker jeg ikke længer. Han blev vel kjed af vor Dovenskab, thi jeg havde kun Sans for Syning og Dans og gjorde større og større Fremskridt, især i det Sidste.