BARNET I "CORREGGIO".
✂ Det var Skik ved Theatret, at Børn, som skulde bruges i Skuespillet til at sige Repliker eller udføre smaa Roller, valgtes imellem dem af Dansebørnene ved Balletten, der alt havde nogen Uddannelse i legemlig Henseende og vare vante til at træde ind paa Scenen. En Dag blev derfor jeg og en anden lille Pige ved Danseskolen tilsagte til at møde hos Instructeur Lindgreen. Jeg ser ham endnu for mine Øine, den lille tykke Mand med det godmodige, men satiriske Smil, komme os venligt imøde, idet han klappede os paa Kinden og sagde: "Sikke to nette Smaapiger! Naar I nu ere lige saa flinke som nette, saa skal Den af jer, som kan gjøre det bedst, faa Lov til at spille Barnets Rolle i "Correggio"." Vi fik nu hver Bogen til Stykket, og han fastsatte en Tid, paa hvilken vi skulde være færdige med at lære Rollen og da atter komme til ham, for at han kunde vælge Den af os, der udførte den bedst. Dagen kom, og med bankende Hjerte indfandt jeg mig hos Lindgreen. Den anden lille Pige kom strax efter, og nu begyndte Prøven for ham, først af hende og dernæst af mig. Jeg kan endnu se, hvorledes hans Ansigtsmuskler vibrerede af Rørelse under min Fremsigelse af de barnlige Repliker. Da jeg var færdig, gik han hen til den anden lille Pige, tog hende under Hagen og sagde: "Du gjorde det meget godt, men den lille Pätges er mindre, og vi ville gjerne have Barnet saa lille som muligt; en anden Gang, naar Barnet skal være større, kan Turen komme til dig." Jeg blev altsaa valgt. Denne fornuftige og kjærlige Fremgangsmaade mod os Begge, der forhindrede mig i at blive stolt og hende fra at blive ydmyget, har jeg i senere Aar beundret og efterlignet, naar jeg selv skulde være Dommer over de Smaa.
✂ Kort efter blev jeg tilsagt til Prøve paa Stykket paa Theatret. Jeg skulde nu ned paa det kongelige Theater, hvor jeg ikke var vant til at komme om Formiddagen, og imellem de mange fremmede Skuespillere, jeg saa godt som slet ikke kjendte. Usigelig forknyt stillede jeg mig i en Krog bagved en Coulisse, da jeg pludselig hørte Dr. Ryges Stentorstemme raabe, saa det gøs i mig: "Hvor er Barnet?" Jeg krøb da frem og neiede dybt for ham paa den for Dansebørn eiendommelige Maade. Han betragtede mig med sine store 23 Øine: "Er det dig, som skal spille Barnet?" Jeg neiede atter dybt. "Kan du ikke tale?" Men om det nu havde gjældt mit Liv, kunde jeg intet Ord faa frem. "Hvad er det for en lille Unge," sagde han, henvendende sig til Lindgreen, "hvor hun ser bleg og ynkelig ud." - "Jeg har prøvet hende i Rollen," svarede den godmodige Lindgreen, "hun gjør det meget ordentligt." Dette satte atter lidt Mod i mig. Denne første Tiltale af Dr. Ryge til mig forknytte Barn gjorde, at han formeligt blev min Skræk. Han udførte Michel Angelos Rolle, saa jeg havde mine vigtigste Scener med ham, og jeg gøs alt ved Tanken om, at jeg skulde komme denne store, strenge Mand saa nær. Den ualmindelige Taushed, hvormed jeg som Barn indesluttede alt hos mig selv, gjorde, at mine Taleorganer først sildigt udviklede sig. Der var derfor Ord, især dem, der begynde med K, som jeg havde stor Vanskelighed ved at udtale; K blev til et blødt G. Da jeg derfor i en af mine Repliker skulde sige: "Saa sætter jeg mig paa dit Knæ, og saa ride vi til Parma"*, udbrød Ryge, paa hvis Knæ jeg alt sad: "Hvad Fanden, kan du ikke sige Knæ? Du siger jo Gnæ." Jeg foer sammen ved denne haarde Tiltale. Denne Mangel hos mig opdagede jeg først i dette Øieblik. "Kan du ikke sige Knæ?" raabte han endnu høiere med sin stærke Røst. Taarerne, som ved den mindste haarde Berøring af Andre altid var det eneste Svar, jeg kunde give, strømmede nu ned ad mine Kinder, og at faa mig til at tale mere den Dag var en Umulighed. "Du forknytter hende," sagde Lindgreen, "hun kommer nok efter at sige det rigtigt." Ryge klappede mig nu paa Kinden, dog saa haardt, at ogsaa dette saarede mig. "Ja ja," vedblev han, "men paa næste Prøve maa du min Sjæl sige Knæ og ikke Gnæ." Da jeg kom hjem, fortalte jeg Intet af alt Dette, og Ingen anede, hvad der laa tungt paa mit unge Hjerte. Hele Dagen søgte jeg Ensomhed for at udtale det ulykkelige Ord høit for mig selv og var Fortvivlelsen nær; thi saa tidt jeg repeterede Ordet, blev det til Gnæ og ikke Knæ. Næste Dag havde jeg et Ærinde for min Moder ud i Nyboder. Paa Veien dertil gjentog jeg ideligt det usalige Ord og faldt paa først at udtale K'et og efterhaanden føie de andre Bogstaver til, og dermed vedblev jeg saa længe, indtil jeg til min uendelige Fryd hørte, at det klang nogenlunde rigtigt. Ved den næste Prøve paa "Correggio", da jeg atter sad paa Knæ, og Stedet kom, gøs det i mig, Blodet foer mig op til Hovedet, og med Fortvivlelsens Anstrengelse udtalte jeg "Knæ" høit og tydeligt, men brast i samme Øieblik i den heftigste Graad. Ryge sagde halvt smilende, halvt rørt: "Se saa, nu gik det jo," og efter at jeg havde tørret mine Øine, fortsatte vi nu Scenen. Det Uudsigelige, der kan ligge i et Barns Stemme og Blik, i Forening med Forfatterens smukke Repliker, maa vel have været Grunden til, at jeg hos ham * 24 som hos Lindgreen saae, at hans Læber vibrerede, og at Taarerne stode i hans store, gjennemborende Øine. Nielsen spillede Correggio . Da han ved Stykkets første Forestilling* efter en af Scenerne bærer Barnet ud paa sine Arme, kyssede han mig, da vi kom ud, idet han satte mig ned paa Gulvet, og sagde: "Det gik jo godt, mit søde Barn, hørte du de mange Klap, du fik?" Heraf lærte jeg, at jeg havde faaet Klap, thi indtil da havde jeg ikke tænkt paa, om dette gjaldt mig eller en Anden. Fra nu af tyede man til mig, hver Gang man i Skuespillet trængte til et Barn for at udføre Barneroller; jeg var saaledes ofte med, snart som Pige, snart som Dreng, snart som Engel, snart som Trold, og Gud veed hvad. En lille Episode paa en af Prøverne kan jeg ikke undlade at fortælle, da jeg saa trofast har gjemt den i min Erindring. "Cendrillon" skulde gaa, og jeg blev tilsagt til Prøve for at udføre en af de smaa Engle, der bære Cendrillon ind under Drømmen. Det var i Vinterens Hjerte og overmaade koldt. Jeg stod i min tynde Dansedragt, med den bare Hals og de bare Arme og frøs forskrækkeligt. Da kom den nydelige Madam Zinck, der udførte Cendrillons Rolle og havde bemærket, at jeg ordentligt rystede af Kulde, hen til mig og sagde: "Hvor din lille Stakkel fryser! Kom, jeg skal varme dig." Og nu aabnede hun sin Kaabe, der var foret med Pelsværk, og puttede mig ind under den, idet hun slog den sammen om mig, saa jeg var skjult fra Hoved til Fod. Jeg glemmer aldrig det Øjeblik, da jeg stod derinde - den velgjørende Varme, Æren af at staa saa tæt op til hende bragte mit Hjerte til at banke af Glæde og Taknemmelighed over en Venlighed, hvortil jeg var saa lidt vant. Jeg turde af Ærbødighed og Ærefrygt neppe drage Aande. Dette lille menneskekjærlige Træk af hende har gjort, at jeg mit øvrige Liv har mindet hende med Hengivenhed og Taknemmelighed.