Heiberg, Johanne Luise

Christianshavn, d. 16de Julii 1829.
Min kjære lille Hanne!

Du kan ikke forestille dig hvor stor Fornøielse du har gjort mig med det Brev jeg har faaet fra dig og som jeg sidst jeg skrev, ikke fik Tid til nærmere at besvare. Jeg synes det er eet af de yndigste Breve jeg nogensinde i mit Liv har læst, og den gode Hansen (Han er god for mig og kjær ovenikjøbet, fordi han holder saameget af min Søn, uden at tale om hans personlige Elskværdighed) - Den gode Hansen, vilde jeg sige, kan ikke være mere fornøiet over Ludvigs Brev, end jeg er over dit, og jeg har hver Dag villet skrive til dig, men her er altid saa mange Forhindringer og i denne Tid har det været endnu værre dermed, baade med gode og onde. Til de gode regner jeg at nogle af min Falsterske og Jydske Familie er kommet her til Byen i Besøg, og at vi i den Anledning har været indbudne, i Forgaars til Prof. Petersens (fra hvem jeg skal hilse dig paa det kjærligste) og i Aften til min anden Søsterdatter, Frue Winge (som ogsaa brænder af Begjærlighed efter at gjøre dit Bekjendtskab). En lille Falstersk Søsterdatter 13 Aar gammel der seer ud som et Miniaturmaleri af en høisalig Prindsesse fra Kong Christian den fjerdes Tider, saa sneehvid, spinkel, alvorlig og from er hendes hele Person og Væsen, venter jeg her til Middag og maa derfor skynde mig med at skrive, hvilket er meget mod min Villie. - Men for at komme til de onde Forhindringer jeg har havt at stride med, saa har Buntzen været meget syg og er endnu ikke frisk. Jeg troer ikke der er, eller har været nogen egentlig Fare. Jeg troer det ikke, da Møhl siger, at der intet er at befrygte og alt hvad Møhl siger er et Evangelium for mig, men Buntzen selv anseer sig som en Candidat til Døden, hans Humeur er reent 98 nedslagen, og den stakkels Camilla er skrækkelig bedrøvet, saa vi alle har havt en urolig og bedrøvelig Tid. - Denne Sommer forekommer mig i det Hele ret melankolsk, og du kan troe, min kjære lille Veninde, at din Fraværelse bidrager meget dertil. Forrige Sommer saae jeg dig oftere end før eller siden den Tid. Du forstaaer saa ganske, den sjeldne Kunst (den bedste af alle Kunster) at forskjønne dine Venners Liv, baade med din livfulde Omgang og med tusinde smaae Opmærksomheder. Saa ofte hændte det ifjor at jeg en Morgen stod op, af en eller anden Grund i et forstemt Lune. Lidt efter bankede det paa Døren og et Bud fra dig stod der med en Kurv deilige Blomster og en venlig Hilsen fra dig, undertiden med det Løfte at du selv kom samme Dag, og alle mørke Skyer vare forsvundne fra min Himmel. Jeg syntes at føle at jeg altid var i din Erindring som du i min, og dette Gode troer jeg ikke mere at kunne leve foruden. I Aar har jeg enten ingen Blomster, eller de staaer og seer saa triste ud, eller jeg bryder mig ikke om dem. Det regner og blæser hveranden Dag i det mindste, og du er langt borte. - Jeg skal sige dig een Ting, som du - Gud skee Lov! - endnu ikke kan have følt. Naar man er bleven saa gammel som jeg og har været saa - jeg veed ikke om jeg skal sige saa lykkelig, at bevare en vis indre Ungdommelighed, saa elsker man den skjønne Ungdom, men man er selv for gammel til at finde Behag i det som er blot til Lyst; man foragter det ganske gehaltløse Pjat, som udgjør de fleeste unge Personers Samtale og Omgang, medens man paa den anden Side føler sig frastødt ved den Døsighed, den Mangel paa Interesse for alt Skjønt, som udmærker de Ældre, af hvilke enhver kun tænker paa sit Eget. Naar man derfor møder et saadant Væsen som med Ungdommens varme Følelse og dens Yndighed, forener de ældre Aars Forstand og Alvor, saa føler man sig besynderlig oplivet og tiltrukken. Jeg har altid elsket Orangetræet, som paa eengang bærer Blomst og Frugt, men det har aldrig villet lykkes mig at eie det. - Jeg troer, jeg er unøisom, det er vanskeligt for mig at fatte virkelig Hengivenhed for noget Menneske, men Den jeg eengang virkelig har havt kjær, Den bliver mig aldrig ligegyldig; og du kan være overbeviist om at der aldrig i Verden kunde komme saadanne Omstændigheder at du kunde blive mit Hjerte fremmed, selv om vi bleve Uvenner, jeg maatte dog interessere mig for dig, jeg maatte opsøge dig ifald du var ulykkelig og trængte til en kjærlig Ven. - Men du gode Gud! jeg kommer jo af de Hundrede i de Tusinde som man siger.

Naar Kjøbenhavnsposten kommer, sidst paa Ugen, seer jeg altid efter om der er Efterretninger fra Norge, og naar jeg seer, du har udført noget smukt, som f. Eks. Balkonscenen af Romeo og Julie, glæder jeg mig derover. - Undertiden er jeg ganske bedrøvet ved at tænke mig dig i det fremmede 99 Land, ved Siden af denne Nielsen som maaskee mangen Gang, tiltager sig en Slags faderlig Myndighed over dig. Wexschall burde være din Beskytter, men jeg er bange Nielsen tager Herredømmet fra ham. Mit Haab staaer ganske til Mad. Wexschall. Jeg synes at hvor from hun end er, kan hun dog vise Fasthed og Kraft, og jeg haaber hun vil være et Skjold for sin unge Veninde. Jeg troer vist at du har ordentlig Hjemvee min bedste Pige! Det har jeg ogsaa følt og kjender det godt, det er en gruelig Tilstand. Jeg forstaaer godt alt hvad du siger, jeg kan ganske sætte mig i dit Sted og ønsker ofte jeg havde Vinger saa fløi jeg til Norge en Aften silde, greb dig i mine Arme, fløi tilbage med dig, kjælede for dig, lagde dig i min egen Seng, gjorde dig tilgode med alt hvad jeg kunde, talte med dig den halve Nat og naar det gryede ad Dag, fløi jeg tilbage til Norge og bragte dig til dit Kammer, inden de Andre stod op. - Men jeg troer jeg vrøvler fælt idag. - Lad os nu see at tale fornuftigt og ordentligt.

Jeg har skjændt meget paa Ludvig for det Digt han ikke kan faae istand. Jeg vilde ogsaa gjerne straffe ham naar jeg kun vidste hvorledes. Jeg havde betænkt at jeg i en heel Uge vilde give ham Velling og sød Suppe til Middagsmad, men saa er jeg bange han reent skal ophøre at komme herud. Jeg vil overlade hans Straf til dig. - Dog det kan mit moderlige Hjerte ikke nænne, det vilde være for haardt imod ham. Jeg vil heller gaae i Forbøn for ham og sige: Lad Naade gaae for Ret! Jeg vil betroe dig at han i sit nye Stykke til Dronningens Fødselsdag skriver en deilig Rolle for dig og ogsaa en dito til Mad. W. - Naar jeg nu har hilset fra alle de af dine Tilbedere, som jeg kjender (Møhl og Schmitten have udtrykkelig bedet mig hilse dig) og lagt den yngste af dine Tilbedere, din bestandig med blaae Længsler sværmende Georg for dine Fødder, vil jeg for denne Gang ikke optage mere Plads i dette Brev, men overlade det Lidet der er tilbage til den Tilbeder som i det mindste har tilbedet dig længst. Nu lev vel min kjæreste Hanne! Jeg glæder mig til at vi snart skal see dig her igjen. Tænk undertiden paa

din inderlig hengivne
Th. Gyllembourg .