WEYSE, JENNY LIND OG LADY TEAZLE.
✂
Imellem Heiberg og Oehlenschläger var der vel paa Grund af Heibergs tidligere polemiske Skrifter nogen Spænding, som gjorde, at han egentlig ikke hørte til vor Omgangskreds, uagtet han dog nu og da besøgte os. Et Baand imellem ham og os var hans tidligere Veninde, Heibergs Moder; hos hende sad han ofte i Theatret, hvor de i Samtaler fornyede mangen en Erindring fra tidligere Aar, da Gyllembourg levede, og Oehlenschläger havde hørt til deres stadige Omgang. Fra denne Gyllembourgske Kreds havde vi ogsaa arvet Weyse. Denne geniale Componist kom ofte, naar vi sade ved Middagsbordet. Naar vi da hørte hans characteristiske Banken paa Døren, som bestod i et kort Slag, da udbrøde vi: Der er Weyse! Weyse var ikke en Musiker som de fleste Andre; inde i al udenlandsk og indenlandsk Litteratur, som han var, manglede man aldrig Stof til Underholdning i hans Selskab. Ved Caffen satte han sig ofte uopfordret (thi paa Opfordring gjorde han det saa godt som aldrig) hen til Claveret og phantaserede, som vist kun han i den hele vide Verden formaaede det. Hele Timer kunde han sidde fordybet heri, medens vi med spændt Lytten fulgte dette forunderlige Spil. Han endte gjerne disse Phantasier, idet han med Et huggede begge Hænderne ned i Tasterne og slog den mest skjærende Dissonansaccord an, sprang op og sagde en eller anden Pudsighed, gjennem hvilken hans ironiske Natur ret udtalte sig. Denne Maner, tror jeg, udsprang især fra, at han saaledes vilde undgaa den Tak, der laa saa nær, og som man altid maatte føle Trang til at bringe ham. Han havde den Godhed at sætte stor Pris paa den Maade, hvorpaa jeg sang mine Viser og Romancer paa Theatret. "Ingen," sagde han ofte, "forener Text og Musik som De." Og da som bekjendt Weyse dengang var saa godt som den eneste af vore Componister, der forstod at læse den Text, hvortil han componerede, saa var dette ham en vigtig Betingelse, ifald han skulde have nogen Nydelse af Sang. Ja, han gik saa vidt, at han ofte vilde overtale mig til at tage Parti i hans Operaer. Naar jeg da sagde: "Men, Weyse, hvorledes skulde det være muligt med min lille Stemme?" Da udbrød han: "Aa, Stemme! Udtrykket er Hovedsagen!" Af og til havde jeg i vort Hjem sunget forskjellige af hans henrivende Romancer for ham; til
181
Tak dedicerede han mig en Samling Sange til Texter af Goethe. Hvor ofte har jeg ikke ønsket at være i Besiddelse af en mægtig Røst for at kunne synge Weyses Romancer og gjøre dem bekjendte i den hele Verden, thi jeg er overbevist om, at det kun skyldes Manglen af en Sanger, der lige saa inderligt kunde lade Texten komme til sin Ret, som Weyse har gjort det i sine Compositioner, naar disse Romancer dengang kun vare lidet bekjendte i hans Fædreland og slet ikke i Udlandet. Da jeg en Del Aar efter henrykkedes ved at høre Jenny Lind synge Romancer, udbrød jeg: "Ak, hun vilde kunnet skaffe Weyses Romancer Indgang i hele Verden!" Thi hos denne begavede Natur fandtes Alt forenet, hvad der udfordredes dertil. Men desværre havde hun en anden Anskuelse. Naar man har en Stemme forenet med en Personlighed som Jenny Lind, da kan man sige: "Hvem der vil høre mig synge" - og det vilde Alverden - "han skal høre den Musik, som jeg vil have skal høres, og ikke den, Moden kræver." I Stedet derfor føiede hun Øieblikkets Smag og sang de nyere, italienske Operaer: "Norma", "Regimentets Datter", "Lucia" og flere. Og hvad vandt hun derved? At sammenlignes med andre bekjendte Virtuosinder, som ikke Faa mente, hun dog ikke kunde naa. Thi Mængden skjelner ikke mellem en Virtuosinde og en Personlighed som Jenny Lind. Et saadant Talent skulde ikke indlade sig paa at gaa i Andres Fodspor, men selv bane sig en ny Vei. Gud være lovet, at Sproget har forhindret mig i at forsøge, om ikke ogsaa jeg kunde blive europæisk berømt; thi hvo veed, om jeg ellers havde modstaaet at prøve paa at gribe det gyldne Æble og denne berusende Drik. Men vist er det, at jeg aldrig har sørget over, at dette var mig negtet. At blive paa et Sted og der have den Lykke at slaa Rod i Nationen, deri er dog en ganske anden Tilfredsstillelse end i denne rastløse Omflakken, ved hvilken man kommer overalt og dog ingensteds bliver hjemme. Var Jenny Lind forblevet i Sverrig, hvor de forgudede hende som Kunstnerinde og som Menneske, da var hendes Navn vel ikke blevet verdensberømt, og hun havde ikke været den rige Jenny Lind, men i det Sted havde hun vist undgaaet mangen en bitter Kamp, der en Tid truede med at sønderrive hendes Indre. Hos faa Kunstnerinder har jeg set det glædelige Bevis for, hvad Sjælen formaar over Legemet i den Grad som hos Jenny Lind. Forinden hendes første Besøg i Kjøbenhavn havde jeg vel hørt af Andre, at denne svenske Nattergal var intet mindre end smuk, ja, at hun selv ofte sagde: "Jag vet val, att jag ar ful." Jeg var altsaa forberedt herpaa, men desuagtet, da hun første Gang traadte ind til mig, blev jeg overrasket, thi her var alt det Modsatte af, hvad man antager et Ydre maa være i Besiddelse af for at virke paa et Theater. Hvor forundret blev jeg derfor, da hun første Gang traadte ind paa Scenen. Det var hende og dog en ganske Anden. Sjælen skinnede i den Grad gjennem Aasyn og Bevægelser,
182
at al Kritik forsvandt, og man satte sig kun til Ro for at nyde i fulde Drag den henrivende Sang og det sjælfulde Spil. Af Alt, hvad jeg har set i Udlandet og herhjemme, er der Intet, jeg har sat over den Nydelse at se og høre Jenny Lind. Dog jeg vil fra denne lille Udflugt vende tilbage til det danske Theaters Virksomhed.
✂
I denne Vinter, 1833-34, udførte jeg første Gang Lady Teazle i Sheridans "Bagtalelsens Skole", men var endnu for meget paavirket af den forrige Fremstillerinde, hvis Opfattelse var drillende, spydig og koket, til at opfatte Rollen paa en anden Maade, end hun havde gjort. Virkningen var kun ringe, og Stykket blev derfor hurtigt henlagt, da Udførelsen af flere af de øvrige Roller ogsaa var svag. Efter flere Aars Forløb, i Begyndelsen af Aaret 1846, blev Stykket atter optaget i Repertoiret. De Kræfter, som Theatret imidlertid havde erhvervet, gjorde det muligt at besætte alle Roller i dette, af de engelske Lystspil maaske mest udmærkede, paa en værdig Maade. Det blev indstuderet af Alle med Liv og Lyst, og Resultatet var glimrende. Ved Stykkets Gjenoptagelse saae jeg nu med friske Øine paa Lady Teazles Rolle og indsaae klart, at min Forgængerinde og jeg selv, ved at gaa i hendes Forspor, havde forfeilet Opfattelsen af denne kvindelige Character, hensat af Digteren i dette eiendommelige Forhold. Lady Teazle var inden sit Giftermaal med den gamle, fornemme Mand en ung Landsbypige, der levede i knappe Kaar og under snevre Forhold. Hun var en ung, kraftig, godmodig og lystig Natur, hvis Ungdom sukkede efter ret at tumle sig i hele sit Overmod. Hun havde endnu ikke kjendt Kjærlighedens Magt og havde ikke engang Trang til at kjende den. Da kom den rige, fornemme, gamle Mand, hvem hun indtog just ved at være en fuldkommen Contrast til ham selv. Hos hende var Ungdom, hos ham Alderdom, hun var frisk og bevægelig i Sind og Skind, han var allerede afsluttet i sine Vaner og i sin Livsanskuelse; hun ubekjendt med Verden, hidtil levende mellem Høns og Kyllinger, han verdensklog og bitter mod Menneskenes Slethed og Upaalidelighed. Da tænkte den gamle Mand: "Med dette uskyldige Barn vil jeg forbinde mig og derved bringe Ungdom og Friskhed ind i mit Pebersvendeliv, hvis Ensomhed jeg ikke længere kan bære," og han tilbød hende sin Haand. Hun havde faaet ham kjær, som et Barn faar den kjær, der byder det Sukkergodt og ved sin Nærværelse bringer en Afbrydelse tilveie i det triste, ensformige Hjem. Og da han nu sagde til hende: "Vil du følge med mig, saa skal du faa pæne Klæder, Vogn og Heste og se den store Verden?" da svarede hun i sin Uskyldighed: "Ja, mange Tak, det vil jeg gjerne!" I hendes Uerfarenhed faldt det hende ikke ind, at hun var den Givende og han den Modtagende. At hun paa sin Maade holdt af ham, fortæller hun jo selv i al Naivetet i en af deres Scener som gifte Folk, og tillige at hendes Cousiner altid gjorde Nar af
183
ham og kaldte ham en gammel vranten, hæslig Pebersvend. "Da tog jeg altid Deres Parti," siger hun, "og sagde, at jeg slet ikke fandt Dem hæslig, og at jeg godt kunde lide en saadan gammel Mand, der ikke vilde negte mig nogen Ting, og det havde De jo lovet." Dette Forsvar viser, at hun paa hans Bag havde udtalt sin Godhed for ham - at denne Godhed ikke var tilstrækkelig til at skabe et langt Samlivs Lykke, derom havde hun aldeles ingen Anelse. Ved at føres ind i den store Verdens Pragt og Herlighed gik det hende som den, der længe har sultet: hun var umættelig og forspiste sig i sin ungdommelige Graadighed, i hvilken hun som Barnet bestandigt sagde: "Mere! Mere!" Paa dette Punkt, da hun er bleven den fornemme Lady, gjøre vi Bekjendtskab med hende i Stykket. Man havde hidtil opfattet Lady Teazles Rolle som en ung Kokette, der skarpt og bidende gjengjælder sin gamle Mands Misfornøjelse over hendes Opførsel og Ødselhed. Jeg gav nu Rollen som et overgivent Landsbybarn, der af barnlig Kaadhed morer sig med at drille sin gamle, vrantne Ægteherre; hun brister i en hjertelig Latter, naar hans Raseri er paa det Høieste, og møder hans bidende, strenge Bemærkninger med et lystigt, kaad Svar, der netop ved Lystigheden bliver uden Braad for den gamle Herre og viser hende endnu paa et uskyldigt Barns Standpunkt. Intet Spor af Bitterhed, Vrede eller Spydighed maa indblande sig i hendes Drillerier, thi derved bliver hun gammel; og Ungdommen i hendes Sjæl og Legeme maa være hendes Undskyldning for, at hun uerfaren har samtykket i at forene sig med den gamle Mand, hvis Drillerier og Bitterheder imod hende hun tager som en Leg, et Tidsfordriv. Efter en af deres Skjændescener siger Sir Peter i en Monolog: "Det er besynderligt, men jeg finder hende aldrig mere indtagende, end naar hun saaledes driller og piner mig." Kunde han sige dette, naar hun i disse Scener havde det for en Kvinde uskjønneste Udtryk, som Heftigheden og Bitterheden give? Hendes lille Kjærlighedsforhold til Joseph siger hun selv, at hun har, fordi det er Mode hos fornemme Damer, og at hun ikke vil staa tilbage for disse, just fordi hun er en Landsbypige af Fødsel. Den Maade, hvorpaa hun lytter til Forførerens Ord i 4de Akt, og hendes Svar derpaa, ere jo virkelig saa uskyldige, at de blive og maa blive rørende i den uerfarne Kvindes Mund. Hvad den forvorpne Mand her udtaler, er hende ganske uforstaaeligt. Der har vel begyndt at røre sig en Trang i hendes Hjerte - en Trang, som da den hidtil ikke er tilfredsstillet, er hende selv utydelig og uklar - og her indtræder det Rørende hos denne unge Kvinde, der har solgt en kostelig Skat: sin Frihed, sin Fremtid, for nogle Skillinger, fordi hun ikke kjendte Skattens Værdi. Da hun nu i 4de Akt, skjult bag Skjærmbrædtet, gjør sin første bitre Livserfaring, idet Elskerens Slethed og Ægtemandens Godhed aabenbares for hendes forbausede Øre, da bliver hun i dette Moment mange Aar
184
ældre, og hendes Sjæl vækkes for første Gang til Alvor. Med en Uskyldigs hele Sanddruhed siger hun til Elskeren: "Afveien, Hykler, jeg vil tale for mig selv." Og nu finder hun ikke - som den kloge, beregnende Kokette vilde have gjort - paa Udflugter, men hun træder frem for sin fornærmede Mands Aasyn med uforstilt Sandhed, angrer sin Ubetænksomhed, lover Bedring og takker med Taarer, redelige, uforstilte Taarer, sin faderlige gamle Ven. Elskeren udbryder - thi Sandhed er for en saadan Hykler noget af det mest Forbausende -: "Er Konen bleven gal!" Hvorpaa hun svarer: "Nei, min Herre, hun har faaet sin Forstand!" Man ser altsaa, at Hovedbetingelsen for Lady Teazles Fremstilling er Sandhed; Sandhed i Overgivenheden, Sandhed i Uskyldigheden, Sandhed i Fortrydelsen. Saaledes opfattet maa Rollen gjøre en stor Virkning fra Scenen, og det gjorde den virkelig. De ældste Skuespillere og gode Comediegjængere vare Alle enige om, at Rollen for første Gang var kommet til sin fulde Ret. Publikum blev elektriseret, og Huset rungede af Latter og Bifald. Det gamle Stykke blev nu pludselig et Kassestykke.