TAARBÆK. MINE ALFER.
✂ Saisonen nærmede sig sin Ende. Alt i flere Maaneder havde jeg glædet mig til, at vi skulde ud til en Sommerbolig, kaldet Eriksborg, i Taarbæk. Huset laa lige ved Havet, og jeg kunde neppe oppebie Saisonens Slutning af Længsel efter at faa et af mine høieste Ønsker opfyldt: at bo en hel Sommer ved Skov og Strand. Hvor lykkelig var jeg dog i denne uforglemmelige Sommer! At sidde her ved Havet, at se det, ikke i det Fjerne som et Maleri, nei, saa nær, at jeg med Taaspidsen mødte de skummende Smaabølger og sagde til dem: "Kom kun, jeg er ikke bange for mine Sko!" - "Heller ikke for dine Strømper!" svarede de mig undertiden, naar de aldeles paa Drilleri pludselig slog høit op over mine Ben og derved drev mig op i Huset for at skifte - ja, skal man have Glæde af at bo ved Havet, da maa man kunne staa lige ved det. Er det længere borte, da er det ligesom en Blomst, man vel kan se, men ikke lugte; man maa kunne høre denne sagte Smaapludren af Bølgerne, hvorved man saa forunderligt kan fortabe sig, idet man synes, at man tænker; da man dog egentlig slet ikke tænker, men kun vugges til Ro. Men ene maa man nyde dette. Det gaar hermed, som man siger det gaar med Spøgelser, at hvis man taler, saa forsvinde de. I Naturen gjælder det at tie og lytte. I denne Passion for Havet var Heibergs Moder og jeg af modsat Smag. Hun holdt af Indsøer, og dem kunde jeg ikke taale. "Uf! det raa Hav!" sagde hun. "Uf! de lumre Indsøer!" sagde jeg. Om Aftenen i de deilige Solnedgange kom Andræ og andre af vore Venner ofte ud til os. Da satte vi os Alle paa Skrænten, og Heiberg kom da i sit guddommelige Humeur med kjølende Drikke ovenpaa den hede Dag, og vore Venners glade Stemning forhøiede vor Nydelse. Var Stemningen paa det Høieste, sang vi Bellmanske Sange og drak den udødelige Digters Skaal. Jeg var dengang endnu Skuespillerinde med Liv og Sjæl, men saa glad som et saadant Sommerophold gjorde mig, nei, saa glad, saa befriet var jeg ikke i Udøvelsen af min Kunst.
✂ I denne deilige, uforglemmelige Sommer levede jeg atter i livlig Omgang med mine Alfer, der hjalp mig snart med Et, snart med et Andet. Jeg havde forrige Vinter gjort Bekendtskab med den fortræffelige, elskværdige Blomstermalerinde Christine Løvmand og under hendes Veiledning begyndt at 188 male Markblomster efter Naturen. Her i det Frie optog denne Beskjæftigelse mig nu ganske, og Time for Time kunde jeg glæde mig ved at gjengive de smaa, fine Planter og Græsstraa, og lykkelig var jeg, naar de paa Papiret bleve et tro Billede af Originalerne. Naar jeg saaledes sad og malede, syntes mig altid, at mine smaa Veninder stode ved min Side og hjalp til.
✂ En Morgen midt i Juli spadserede jeg hen ad Landevejen og blev henrykt staaende ved en Grøftekant foran en vild Rosenbusk, fuld af de skjønneste Knopper og udsprungne Roser. Min første Tanke var at male en af disse til min Samling. Jeg sprang nu over Grøften og gav mig i Lag med at bryde en lille Gren til dette Brug, men Rosenstilken var saa seig og Tornene saa mange, at jeg tænkte: hvor ærgerligt, at jeg til Trods for mine forkradsede Hænder maa opgive at faa Grenen hjem med! Da udbrød jeg uvilkaarligt: Ja se! ifald der nu var Noget ved Eder, I Smaa, da skaffede I mig en Kniv eller en Sax, hvormed jeg kunde afskjære disse Roser. Jeg vilde alt igjen forlade Busken, da jeg til min Forbauselse saae min egen store Sax staa med begge Spidserne halvt nede i Jorden. Hurtigt udbrød jeg: Tak skal I have! klippede Grenen af og gik hjem, jublende over mit Held. Den Alfehjælp kan man let forstaa, hører jeg sige, hun har naturligvis selv havt Saxen med, som nu er falden paa Jorden. Men jeg svarer, jeg havde aldrig denne store Sax med mig, saa den Udvei til Forklaringen er det mig ikke muligt at gaa ind paa. Ualmindelig oplivet kom jeg hjem fra denne Spadseretur. Ved Indgangen til vor Have mødte jeg Heiberg, der udbrød: "Nei se, hvilke deilige Roser; hvem har skaffet dig dem?" Tankeløst buste det ud af mig: "Det har mine Alfer!" - "Hvad vil det sige?" spurgte han, og nu maatte jeg i fuld Fortrolighed til min Ven gaa til Bekjendelse med Hensyn til det Samliv, jeg fra Barn af havde levet med mine smaa Veninder. Træk for Træk af mit Samliv med disse fristedes jeg til at fortælle, opmuntret af den Interesse og de spørgende Blikke, hvormed Heiberg lyttede til mine Ord. Min Taushed var saaledes brudt, og jeg havde nu en Fortrolig i denne Sag. Han talte senere ofte med mig herom, og lidt efter lidt kom ogsaa hans Moder ind i Fortroligheden. Hun var meget betaget af Alt, hvad jeg fortalte hende, "men," sagde hun en Gang, "havde du været mere hjemme i din Christendom, vilde du ikke have levet i alle disse Forestillinger og i al den Overtro." Jeg svarede hende: "Ja, jeg tror paa en usynlig Verden om os; jeg tror paa tjenstvillige og utjenstvillige Aander; jeg tror at kunne fornemme saa vel de første som de sidste. Det, at saa mange Mennesker ikke kunne og ikke ville tro herpaa, finder jeg ganske naturligt, thi de fleste Mennesker have ved deres forfinede Dannelse tabt alle Instinkter, ligesom Hunden ved Stuelivet taber sin fine Lugt og Jagtnatur." Jeg talte ofte i Spøg til Heiberg om alt dette og sagde: "Ser du, det, at jeg kan sætte mig i Rapport til usynlige Aander, 189 kommer af, at jeg hører til den simple Stand. Den usynlige Verden nærmer sig vist ogsaa ofte til Eder, men I mærke den ikke; maaske høist, naar I pludselig blive betagne af en glad, umotiveret Stemning, sige I: Hvorfor mon jeg med Et bliver saa glad? Se, da omsvæves I af hine lyse Væsener, uden at I som jeg takke dem for deres Komme, og derfor holde de af mig og tjene mig, med hvad de formaa; thi det gaar vel dem som os Andre, at det dog altid er smigrende og behageligt, at der tages Notits af vor Nærværelse." Man lo ad disse Raisonnements, men Heiberg og jeg talte dog atter og atter om mit Alferige og mine Forestillinger om det. "Har du læst Tiecks "Alfer"?" spurgte han mig en Gang, "dem kommer man i Tanker om ved dine Fortællinger." Jeg læste nu Tiecks Fortælling, men fandt ikke, at hans Alfer lignede mine smaa tjenstagtige Aander. "Skriv et Stykke," sagde jeg til ham, "om mine smaa Alfer, der kjærligt tage sig af et forladt Barn; mange Træk til Alfernes Væsen, deres Hjælp, deres Skjælmeri, deres forunderlige Tjenstagtighed kan jeg meddele dig, og disse ville sikkert være af dramatisk Virkning fra Scenen." - "Ja," svarede han, "det lod sig vel bruge, naar Lykken vilde være med." - "Eller mine Alfer," svarede jeg.
✂ En lille Hævn fik jeg over Heibergs Moders Vantro til mine Alfers Hjælp. Da vi en Dag spadserede sammen i Haven, sagde hun til mig: "Du driller mig ofte, fordi jeg saa let taber Et eller Andet, og derfor har jeg fortiet for dig, at jeg i denne Tid har lidt et Tab, som ret er gaaet mig til Hjerte. Du mindes vist den Frugtkniv, jeg satte saa stor Pris paa, fordi jeg engang havde faaet den af Gyllembourg; tænk dig, denne Kniv har jeg tabt. Folkene har jeg lovet en god Douceur, ifald de kunde finde den, thi jeg maa vist have tabt den her i Haven. De og jeg have nu i længere Tid søgt den allevegne, de have flere Gange revet alle Gangene, men borte er den, og borte bliver den." Under denne Samtale spadserede hun og jeg frem og tilbage i Havens Gange. I lystigt Overmod svarede jeg: "Ja hvorfor har du fortiet dette Tab for mig, havde jeg bedt mine smaa Alfer bringe mig den, havde de strax gjort det." I samme Øieblik standsede jeg overrasket, thi jeg saae til min Forundring den bekjendte Kniv ligge i Gangen lige ved mine Fødder. Uden at lade mig mærke med min Overraskelse bukkede jeg mig ned, tog Kniven og rakte hende den, idet jeg sagde: "Vær saa god, mine Alfer svigte mig ikke." Forbauset greb hun Kniven og sagde: "Nei, jeg har dog aldrig kjendt Mage."
✂
Hvor vare disse tre Maaneder blevne af? Hvor sørgede jeg over, at mine ensomme Morgenvandringer i Skoven nu snart skulde ophøre! Med Vemod sagde jeg Farvel til Træer og Buske, til Markerne, til Græsset og de mange smaa Markblomster. Idet jeg en af de sidste Morgener stod og bukkede mig for at plukke disse smaa Planter, hvis rette Skjønhed kun et kjærligt og
190
opmærksomt Øie tilfulde kjender - og alt havde Haanden fuld af en yndig Bouquet, slog En mig sagte paa Skulderen, og Madam Nielsen, forhen Madam Wexschall, stod for mig. Hun var nemlig, nu da den Tid var omme, i hvilken fraskilte Ægtefolk maa vente, forinden de atter kunne gifte sig, i Sommerens Begyndelse bleven gift med Nielsen, der ligeledes havde skilt sig ved sin Ægtefælle, den for sin Ynde og Naivetet engang saa paaskjønnede Skuespillerinde, Madam Rind. Med dyb Smerte havde hun indvilliget i denne Skilsmisse og fundet sig i, at Nielsen tog hendes 3 Sønner fra hende. Jeg havde ikke talt med Madam Nielsen siden hendes Giftermaal og blev derfor noget forlegen, da jeg slog Øiet op og saae hende staa for mig. Ogsaa hun var i første Øieblik noget forlegen, men da vi virkelig gjensidigt holdt af hinanden, forsvandt dette snart, og vi fortsatte nu ved hinandens Side vor Vandring igjennem Dyrehaven. Hun fortalte mig, at ogsaa hun boede i denne Egn i Sommer, og ledte Talen hen paa sit Giftermaal med Nielsen. Hun kjendte fra tidligere Tid min Mening om ham, en Mening hun da tilfulde delte, og følte vel netop derfor Trang til at udtale sig om ham til mig. Dette skete nu i de høieste Toner, og jeg erindrer, at hun udtalte disse for mig uforglemmelige Ord: "Naar man dagligt omgaas med et saa fuldkomment Menneske, saa skammer man sig og beder Gud, at man maa kunne naa op til denne Høide." Med inderlig Bedrøvelse og Forbauselse hørte jeg hende tale saaledes om et Menneske, om hvem hun selv engang havde havt en klar og sand Dom. Til hendes Undskyldning vil jeg anføre, at Nielsen virkelig var i Besiddelse af en ualmindelig Evne til at behage, naar han lagde an derpaa. Han var endnu den Gang en smuk Mand, fuld af Liv og tilsyneladende Varme; som forelsket var han lidenskabelig og kunde være høist indtagende, naar hans onde Luner ikke traadte frem. Men det var vanskeligt at sige, hvad der hos dette Menneske var Sandhed eller Usandhed; jeg tror, han vidste det ikke selv. Men at han var en umandig og usand Character, derom vare vel Alle enige, der kjendte ham nøiere. Og nu at høre hende, der af Naturen havde en Afsky for al Usandhed, tale saaledes og være i en saa sørgelig Illusion - det trængte mig smerteligt ind i mit Hjerte. Ak! tænkte jeg ved at høre denne Tale, hvor vil Du dog engang vækkes af denne Drøm og med Forfærdelse se din Vildfarelse! Jeg gik stille ved hendes Side i Skoven uden at svare paa alt dette. Ved Fortunen skiltes vi venligt ad, idet jeg delte mine Markblomster med hende. I nogen Tid stod jeg stille og saae efter hendes høie Skikkelse, indtil den forsvandt mellem Træerne; derpaa fortsatte jeg min Vei hjemad, idet mine Tanker vare opfyldte af hende og hendes Udtalelser. Hvor er det dog muligt, tænkte jeg, at et Menneske kan gaa i slige Illusioner? Saaledes at kunne slaa sin Fornuft ihjel og se Alt
191
gjennem sine Phantasibriller - det er jo som at være hexebesat! At tale saaledes om ham, der tidligere har været Gjenstand for hendes Ringeagt! Under saadanne Reflexioner naaede jeg vort lille Hus i Taarbæk, fortalte Heiberg mit Møde i Skoven og vor Samtale om Nielsen. Han lo og sagde: "Det kan man da kalde at have et psychologisk Blik!"