"DEBATTEN I POLITIEVENNEN"
OG
"SPAREKASSEN".
✂ Vi toge atter dette Aar ud til Taarbæk i vor forrige Bolig, Eriksborg. Men Ensomheden i Taarbæk begyndte alt at vige, idet flere Huse byggedes, saa vi forudsaae, at vi ad Aare maatte ty længere ud i Landet. Imidlertid glædede vi os atter ved al den Skjønhed i Naturen, som findes paa denne Kant, men vor Glæde var blandet, idet der lød et Farvel til alle vore Yndlingssteder. Sommeren ilede snart hen, altfor snart, og med et Suk saae vi Dagene tage af og havde alt Bordlampen tændt om Aftenen. Skoven begyndte at antage de gule, brogede Farver, der kunne være saa henrivende, især ved Solnedgang. Naturen er lykkelig! den er skjøn, selv i sin Død. Ak! hvorfor kan ikke Mennesket dø som Naturen, skjøn til det Sidste!
✂ Vi flyttede nu ind fra Taarbæk, og jeg begyndte atter mit travle og anstrængende Theaterliv. Men jeg var fuld af Mod og Lyst og var sikker paa at være velkommen hos Publikum, mine Foresatte og mine Kammerater.
197✂ I Saisonen 1835-36 opførtes Hertz's Vaudeville "Debatten i Politievennen". Der var herhjemme i Danmark opkommen flere smaa Smudsblade, som levede af at sætte private Folk i den offentlige Gabestok. Det var noget Nyt; man var uvant med paa denne Maade at stilles offentligt frem. De skikkelige Borgermænd bleve stærkt afficerede af denne Medfart, og Hertz skrev derfor sin Vaudeville, hvori han raillerer over en saadan Spidsborgers comiske Sorg ved de Angreb, man gjorde mod hans hidindtil ubekjendte Person og Virksomhed. Denne Character er fortrinligt tegnet af Hertz og blev uovertræffeligt spillet af afdøde Skuespiller Foersom. Hans Udførelse af denne Rolle var indtil de mindste Nuancer et sandt Mesterværk af comisk Fremstilling. Publikum modtog den vel ogsaa som noget Godt, men anede dog ikke, hvad det besad i Foersom, saa vel i denne Rolle som i mange andre. Jeg udførte Petreas Rolle i "Debatten" og blev i høj Grad paaskjønnet paa Grund af den comiske Kraft, som jeg formaaede at lægge ind i den lille kjøbenhavnske Pjatte. Enkelte i Personalet, som ved enhver Leilighed søgte at gjøre Folk udenfor Theatret Manglerne i mine Fremstillinger begribelige, bleve her enige om at rose denne som noget af det Bedste, jeg havde leveret. Undertiden kan der ligge en vis Uforskammethed i en saadan Roes. Ved bestandigt at dadle begribe vel slige Mennesker, at de let ses i Kortene, og at man ser Misundelsen, der ligger paa Bunden af deres Dadel. Ved af og til at rose og hæve en lille Rolle til Skyerne er det, ligesom de frakjøbe sig denne Mistanke. At jeg udførte min lille Rolle i "Debatten" med stor Glæde, er vist, men jeg ansaae det for en Uretfærdighed fra Publikums Side, naar man paaskjønnede mig mere i denne lille Rolle end Foersom i hans mesterlige Fremstilling, hvori der var et saa fint Studium og en Naturtroskab, der kunde være et Mønster for enhver Skuespiller. Og alligevel jublede man over os Andre i dette Stykke, medens Foersom kom og gik, uden at der rørtes en Haand for ham. Da denne Mangel af Paaskjønnelse mod Foersom vedblev Aar efter Aar, tabte jeg tilsidst Taalmodigheden. Ligesom det er en berettiget Følelse hos en Kunstner at harmes, naar det Almindelige overvurderes, lige saa naturligt er det, at man gribes af Smerte, naar det Udmærkede ikke agtes og paaskjønnes. Denne Mangel paa Forstaaelse smertede mig, som om det havde været mig selv, det gik ud over. Tilskuerne behøve som oftest dog kun et Fingerpeg for at lære at vurdere det, som de have overset. Dette burde nu Kritiken give - men Gud hjælpe os for vore Bladrecensioner! I min Iver og Vrede gjorde jeg da, hvad en Skuespiller vel iøvrigt bør afholde sig fra - men det var for , ikke imod en af mine Kunstfæller, og det beroligede min Samvittighed - jeg skrev en Anmeldelse i "Fædrelandet", naturligvis anonymt, hvori jeg gjorde opmærksom paa 198 Foersoms Fortjeneste i denne Rolle.*) Jeg udtalte med al den Varme, som hans Udførelse havde vakt hos mig, hvad det var, han præsterede, og bebreidede Folk deres Mangel paa Erkjendelse af en Skuespiller, som her leverede det Bedste af, hvad der i Fremstillingen af dette Stykke blev ydet. Da nu Stykket næste Gang kom til Opførelse, efter at denne Anmeldelse var bleven læst, havde jeg den store Glæde, at Foersom ved sin Indtrædelse blev modtaget med stormende Bifald; og fra nu af saae Alle, hvad de for længe siden burde have set. Da Foersom kom ud hin Aften efter sin første Scene, gik jeg hen til ham, trykkede hans Haand og ytrede min Glæde over, at man endelig havde faaet Øinene op. Med Taarer i Øinene kyssede han min Haand og sagde: "Det kommer lidt sildigt, og jeg veed, at jeg kun har min ubekjendte Ven i "Fædrelandet" at takke for denne Paaskjønnelse." Jeg følte en usigelig hemmelig Glæde i dette Øieblik over, at jeg var den ubekjendte Ven. I det franske Stykke "Guldkorset", bearbeidet og forbedret af Heiberg, havde jeg atter en smuk og interessant Rolle at fremstille. Publikum lo, Publikum græd, Publikum klappede, og Stykket gik atter og atter for fuldt Hus. Ak! hvorfor have dog de, som muligt engang læse, hvad jeg her har nedskrevet, ikke set mig i disse Fremstillinger! Ved enhver ny Rolle, som jeg fortæller om, have de kun et "Saa?" at give mig til Svar. Det gaar mig som Marie i "Alferne"; de have ikke fulgt mig i Phantasiens Have, og hvad jeg fortæller dem om min Vandring, bliver maaske ligesom i Stykket ikke troet, men betragtet som en Phantasihistorie, opdigtet af mig selv. Hvad efterlader en Skuespiller sig af det, der har vibreret i hans Indre? Hvem formaar at holde dette fast? Det er saa umuligt som at fastholde en Tone eller Duften af en Blomst. Dog Goethe lader Jupiter sige til Skjønheden, der klager over, at den er forgjængelig: "Kun det Forgjængelige er skjønt."
✂
"Warum bin ich vergänglich, o Zeus?" so fragte die Schönheit.
"Macht' ich doch," sagte der Gott, "nur das Vergängliche schön."
Und die Liebe, die Blumen, der Tau und die Jugend vernahmen's;
Alle gingen sie weg, weinend, von Jupiters Thron.
✂ I denne Saison skrev Hertz sit Lystspil "Sparekassen". Dette Stykke havde en forunderlig Skjæbne. Alle Rollerne deri har Digteren skrevet for bestemte Skuespillere, men strax ved det første Bekjendtskab med Stykket mishagede det saa godt som Alle. Heiberg, hans Moder og jeg vare derimod i høi Grad indtagne baade af dette Genrebilledes Sandhed og Friskhed og af den ægte, nationale Tone og den ypperlige Dialog. Mærkeligt var det, at uagtet saa * 199 godt som alle Skuespillerne havde imod deres Roller fra Begyndelsen af, saa er vist kun faa Stykker gaaet over Scenen saa fuldendt udførte fra alle Sider, som "Sparekassen". Foersoms Skaarup, Jomfru Jørgensens Madam Rust og Phisters August vare hver for sig mesterlige Fremstillinger. Ogsaa hos Publikum forfeilede Stykket sin Virkning. Man sagde, det var langtrukkent, simpelt - ja, man gav det det dumme Øgenavn "Skarnkassen" og kunde slet ikke faa Syn for, hvad det var, her skulde betragtes, forstaas og nydes. Mit utrættelige Forsvar og min Glæde over de Spillendes Udførelse af deres Roller satte dem i saa godt Lune, at det lidt efter lidt morede dem at udføre, hvad der først havde været dem imod. Min egen Rolle, Antonie, hørte til mine Yndlingsroller, og ti Gange hellere spillede jeg denne lille, naive, troskyldige Pige end mangen en stor, glimrende Rolle, ved hvis Udførelse Huset jublede, men ved hvilken jeg selv blev tom og kold. I nogle Aar spillede vi dette Stykke for et blindt Publikum, der kun skjænkede et svagt Bifald. Saa blev det henlagt og senere atter fremdraget, syv Aar efter dets første Opførelse, med hele den gamle Rollebesætning. Og hvad sker! Nu var det, ligesom Bindet var faldet fra Øinene paa Alle, og med Enthousiasme blev det modtaget og blev et formeligt Kassestykke. Hertz har fortalt mig, at naar han nu i Selskab, paa Gader og Stræder blev takket for "Sparekassen" som for et nyt Arbeide, da kunde han ikke bare sig for at svare: "Aa, ingen Aarsag! Stykket er syv Aar gammelt." At udføre Antonies Rolle, som den bør, anses af de Fleste som en Opgave, der godt kan bydes et mindre Talent, naar kun Fremstillerinden er ung og har et tækkeligt Ydre. Dette er en stor Vildfarelse. Antonie er Stykkets Poesi, og formaar Fremstillerinden ikke bag Prosaen at lade denne skinne igjennem, da taber hele Stykket sin poetiske Belysning. Antonie er - hvor forunderligt det end maaske vil synes de Fleste - en lyrisk Rolle ; ikke hvad man i de høiere Skuespil forstaar derved, men en egen, troskyldig, barnlig Lyrik. Det Lyriske skal vibrere i Baggrunden af Fremstillerindens Sjæl; det skal være tilstede der som en Mulighed, der engang kan træde frem. Hun skal røre ved sin Troskyldighed. Naar jeg i Scenen med Adolf og Jansine i første Akt bad Adolf tage sig af Nicolai og gjøre ham til Noget oppe i Collegierne - naar jeg her med største Alvor, men med forlegen og inderlig Følelse fremførte denne Bøn, da hørte jeg - af alt Bifald det kjæreste - en rørt Mumlen i Publikum, en Lyd, hvor Latter og Taarer kæmpe med hinanden. I Scenen med Nicolai, hvor Antonie fortæller ham Eventyret, er atter et af de Momenter, hvor kun den inderligste Følelse, forenet med den Troskyldighed, der findes hos Børn, formaar at frembringe den rette Illusion. Jo alvorligere dette fremsiges, som Noget, der fuldtud tros, des hjerteligere bliver Tilskuernes Latter. Dog, hvor lidt Tilskuerne have gjort sig Rede for, ved hvilke 200 Midler jeg frembragte Virkning i Antonie, viste sig mange, mange Aar efter, da Rollen kom i andre Hænder. Recensenterne bebreidede da min Efterfølger i Rollen, at hun ikke havde mit Skjælmeri i Udførelsen af Antonie. De saae, at Rollen ikke gjorde den gamle Virkning - de havde ofte set mig udføre skjælmske Roller, og nu troede de, at jeg kun havde spillet Antonie skjælmsk.