↩ Er nu dette en usand beskyldning, som jeg her fremsætter mod eder? Tænk eder om, hvor mange af eder har i årenes rækker levet i trofast venskab, i ærbødig beundring, i forholdet som lærlingen til mesteren, med de digtere, der var eders samtidige? Så I op til Oehlenschläger, til Hertz, til Heiberg, eller hvad nu de andre hedder, der i årenes løb gav eder lejlighed til at bruge de evner, I har fået? Nej! Og hvor skulle dog et venskab kunne tænkes naturligere, uundgåeligere end mellem digter og skuespiller? Burde en skuespiller dog ikke være glad ved at tjene sådanne herrer, tjene dem med kærlighed, ærbødighed og troskab? Hvor ofte har I ikke anset det som eders ret at slå en streg over, hvad digteren har villet, for at sætte eders eget i stedet, der forrykkede de personer, han ønskede at levendegøre! Som en tjener skal være tro og lydig, således skulle en skuespiller fare varsomt med det betroede gods og sætte en ære i ikke at bortspille digterens billede, at tilintetgøre hans tegning for at sætte en selvgjort i stedet. Der bør gives en skuespillersamvittighed, og dens første lov er at være korrekt, at gengive ord for ord, hvad der er ham betroet; uden at opfylde denne simpleste fordring kan skuespilleren ikke fortjene navn af kunstner, men er og bliver - trods alle gaver - en fusker, en utro tjener; thi det er netop skuespillerens kunst, åndeligt at frigøre sig, under digterens tvang; at kunne tilegne sig det givne, som om det var eders eget. Forfatterens ros skal være ham mere magtpåliggende end publikums; har han hin, da skal han slå sig til ro. Men hvor ofte har jeg ikke hørt skuespillere sige: »Hvad bryder jeg mig om, at forfatteren er misfornøjet! Publikum klapper jo og er glad.« - Sagen er, at publikum ofte klapper ad en enkelt skuespillers fremstilling, medens hele digterværket er blevet forrykket ved denne fremstilling, der vel vækker applaus, men bringer forvirring ind i digterens totalbillede. Mange af eder har gjort sig skyldige heri og derved været troløse mod digterne og mod eder selv som kunstnere.