↩
Vi havde alle tre forelsket os således i egnen om Bakkehusene, at vi i år igen havde lejet en sommerbolig der i et hus, kaldet v. d. Maases ny Bakkehus. Der ligger nemlig de fire steder næsten umiddelbart ved siden af hinanden: Rahbeks Bakkeh u s, Halls Ny-Bakkeg ard, v. d. Maases ny Bakkeh us og Moltkes Bakkeg ård. Vi flyttede altså derud i begyndelsen af juni. Denne sommer blev mig iøvrigt forbitret på flere måder. Atter i denne sommer skulle flere af skuespillerne have beneficeforestillinger; iblandt dem, som agtede at benytte tilladelsen, var også min broder, skue spiller Anton Pätges. At det lå ham på hjerte at have mig med ved en sådan forestilling, var jo naturligt, og lige så naturligt var det, at jeg ikke godt kunne nægte ham min hjælp. Nu var det jo den idelige jammer ved disse private forestillinger at få stykker, der kunne trække publikum til huset. Han havde i lang tid kæmpet og
45
kæmpet for at skaffe sig et, men alting slog fejl. Da greb han i sin nød et stykke, [som, Gud bedre det, Heiberg for at slippe fri for min broders anmodning om at skaffe ham et, selv havde rådet ham til at tage, et enaktsstykke,] som havde været indleveret til teaterdirektionen, men var blevet forkastet, et stykke, som måske endnu nogle bevarer i bedrøvelig ihukommelse, og som hed »De skandinaviske brødre«. Skandinavismen havde i den sidste tid, navnlig siden de danske studenters tog til Uppsala, udfoldet sig stærkt; stykkets emne var altså meget populært. Det gik ud på at fremstille tre repræsentanter for Skandinavien, en dansk, en norsk og en svensk student, der i poetiske udgydelser sammenlignedes med bøgen, egen og birken. [Heibergs råd] var for så vidt godt, som man kunne være vis på at få fuldt hus, hvilket jo var hovedsagen ved disse sommerskuespil for privat regning. Hvor fortvivlet jeg end fandt stykket, havde jeg dog ikke hjerte til at nægte min broder, der alt havde udstået så mange genvordigheder, min bistand, og jeg måtte altså gøre gode miner til slet spil. En betingelse gjorde jeg dog, den nemlig, at jeg fik lov til at stryge det lange lyriske, skandinaviske digt, som jeg skulle fremsige som et slags slutningskuplet til publikum. Hvor takkede jeg hin mindeværdige aften alle guder for denne min betænksomhed! Man må nu ikke tro, at de øvrige spillende gik til deres arbejde med ulyst, tværtimod, man fandt mange »skønne steder« i stykket, mange »pæne ord« i dialogen og ventede sig ikke så lidt løn for sit arbejde. Jeg har aldrig haft lyst til at gøre skuespillerne kede af de stykker, som indstuderes, og mindst ville jeg gjort det her, hvor de spillende arbejdede for at gøre min broder en tjeneste; men jeg selv led helvedes kvaler på disse prøver, thi jeg forudså med den fuldstændigste vished, at forestillingen ville blive til latter og skandale; jeg tav og sukkede i stilhed, men min fortvivlelse steg dag for dag, alt som vi rykkede forestillingen nærmere. Jeg havde ligesom håbet på, at en god ånd eller djævel skulle mage det således, at det hele gik overstyr. Men nej, loddet var kastet, dagen kom. I det dejligste solskin kørte jeg den 13de juni 1844 som en delinkvent til sin henrettelse ind fra Bakkehuset for at udføre, hvad jeg havde påtaget mig. Jeg ved virkelig ikke, om jeg skal le eller græde ved tanken på den tilstand, hvori jeg hin eftermiddag befandt mig. Siddende i kareten, udstødende det ene dybe suk efter
46
det andet, betragtende den misundelsesværdige mængde af pyntede folk, der i det dejlige vejr strømmede ud ad Vesterport for i Søndermarken og Frederiksberg Have at frydes ved træer, buske, fuglesang og de tusinde forårsblomster, sad jeg aldeles fortvivlet; og dog kunne jeg endnu ikke opgive håbet om, at et eller andet skulle hjælpe mig i min nød. Jeg sad og tænkte: Hvad ville du give for endnu at blive fri? Jeg syntes virkelig, at jeg ville give alt, hvad jeg ejede; ja, så vidt gik jeg, at jeg tænkte: Gud forlade mig - gid vognen, hvori du sidder, ville vælte; jeg ville med glæde tage imod et lille benbrud og roligt finde mig i den øvrige sommer at måtte sidde stille, for at det atter kunne læges. Jeg husker godt, at denne tanke oplivede mig, og jeg håbede på, at skæbnen ville benytte det vink, jeg her gav til min redning, men den var ubøjelig; vognen væltede ikke, og jeg ankom til mit påklædningsværelse på teatret for at iføre mig min sørgelige pynt og udføre min endnu sørgeligere kunstpræstation. En og anden synes vel, at denne min stemning var overdreven eksalteret! Herre Gud, om nu også et stykke mishager, er da den ulykke så stor? Nej. Jeg indrømmer dette, men forud at vide med vished, at man skal være genstand for latter, spot og hån, at virkeligheden, den rå virkelighed hos et publikum, skal gribe ind og tilintetgøre al illusion, så at jeg står der, ikke som den unge pige i stykket, men som fru Heiberg, med hvem man tillader sig at gøre kommers; denne tanke var det, som jeg ikke kunne udholde. Alt, hvad der forstyrrer illusionen på scenen, selv det bifald, der ofte lød ved min indtræden, stak smerteligt i mig. Jeg selv ville glemme, at det var mig som privat person, som stod der, og jeg ønskede, at alle andre ville gøre ligeså. Kun et har bestandigt ligget mig på hjerte, det at frembringe en fuldstændig illusion, thi kun, hvor denne opnås, kunne der være tale om en kunstnerisk nydelse for publikum som for mig selv.