↩ I Tristans rolle var der givet Wiehe lejlighed til at udfolde alle de evner, der stod til hans rådighed. Nu behøvede jeg ikke længer 99 at overtale Hertz til at benytte dette lyriske talent; han havde selv gjort sig uundværlig. Aldrig, det tror jeg vist at kunne sige, vil denne rolle herefter nogensinde blive udført som af M. Wiehe. Alle betingelser var her tilstede. Den unge, slanke, ædle, ridderlige skikkelse, den stille, af inderlighed dybt bevægede røst, fuld af virkning, og dog så tilbagetrængt, så lidt læggende an på virkning, så ren, man kan gerne sige, så kysk i sin lidenskabelige elskovsflamme, medbringende ved sin hele personlighed og sit spil romantikkens henrivende stemning. Selv den råeste tilskuer måtte gribes heraf, og de blev grebet. Man tænke sig, med hvilken fryd jeg nød en sådan medspiller ved min side! Ak, I lykkelige tider, hvor længst forsvundne I end er, I står atter for mig, unge, friske, nærværende, som om tiden ikke var svunden, men som om den var til endnu!