Heiberg, Johanne Luise Uddrag fra Et liv genoplevet i erindringen, Bind II 1842-49

Jeg selv havde med overordentlig kærlighed, alvor og interesse indstuderet Jolanthes vanskelige, men taknemmelige rolle. At kunne give talen og følelsen frit løb, uden at øjets ild talte med, var det, der især vakte min kamp og mit studium. Ved i mine ensomme nattetimer at beskæftige mig med denne rolles udførelse, lykkedes det mig lidt efter lidt at vende blikket, synet ligesom indad i sjælen, i stedet for at lade glansen i øjet stråle udad. Dette er en fornemmelsessag, som ikke let lader sig beskrive; men så meget er vist, at jeg virkelig intet så tydeligt, når øjet således vendtes indad, uagtet det stod åbent. Da jeg naturligvis ikke selv kunne se mit øjes udtryk, stod endnu tilbage af en anden at erfare, hvorledes dette så ud. Jeg sagde derfor en aften til Heiberg: »Sig mig, hvorledes mine øjne ser ud, når jeg står med dem på denne måde, [har de da et skelende udtryk eller ikke,] thi således agter jeg at se med dem i »Kong René's datter«.« Han så nu på mig, beroligede mig med hensyn på min frygt for at skele og syntes, at øjet virkelig antog et mat, men rørende udtryk, således som man ofte ser det hos blinde, hvis øjne ikke bærer præg af sygdom, men som har den indadstrålende i stedet for den udådstrålende glans. Jeg blev meget glad over at høre dette og fandt nu vanskeligheden hævet. Forresten bevirkes illusionen, foruden ved øjets udtryk, især ved det plastiske i gang og bevægelser. En blind, selv en sådan, som forfatteren her har skildret, der i en ualmindelig grad ved vanen er blevet herre over savnet af denne sans,

        

100 går altid med en vis varsomhed, idet hænderne stedse er lidt forud for legemet, for at disse, ligesom det er tilfældet med dyrenes følehorn, kan møde det, som står en ivejen. En egen lytten med øret, der hvor en seende ville bruge øjet, er også gennemgående hos den blinde; når nogen f.eks. kommer ind ad døren, da vender den seende straks blikket derhen for at erfare, hvem det er; den blinde derimod øret, og således fremdeles. Der hører derfor en overordentlig opmærksomhed på sig selv til en sådan udførelse for på intet punkt at forglemme sig. Også stemmens betoning og klang må hjælpe til for at tilvejebringe indtrykket af blindhed. Det er ganske naturligt, at ligesom den døve ofte taler med en klangløs stemme, kun lidet nuanceret, fordi øret ikke stødes af lydens monotoni, således kan man forstå, at den blinde i høj grad netop lægger vægt på stemmens vellyd, thi gennem dennes toner har han sin hele kundskab til det individ, der står for ham. For ham gælder den talemåde dobbelt: Tal, at jeg kan se dig! Derfor har de blinde som oftest en smuk, melodisk og blød stemme, med ligesom en sordin på; det ville forekomme en unaturligt, om en blind talte meget højt og skingrende, thi dette sårer og støder øret, denne for den blinde fineste sans. En blind har endvidere små stille bevægelser med hånd og arm. Det ville straks ophæve illusionen, om en blind på teatret gjorde store, kække armbevægelser, thi det, at en blind aldrig kan vide, hvad disse udstrakte arme støder på, afholder ham uvilkårligt derfra. Dette kun om det ydre ved en sådan rolle, det indre i den må føles og lader sig ikke forklare. Hvad indtryk dette stykke med al sin ejendommelighed, al sin stille indadvendthed ville gøre, var ingenlunde vist. Heiberg frygtede fra begyndelsen af meget for dets skæbne, og jeg havde længe næret samme frygt. Da vi derfor skulle have den sidste prøve på stykket, bad jeg ham om at overvære den for at sige mig, hvad virkning han troede, at det ville gøre på det store publikum. Han føjede mig, og i parkettet overværede han prøven. Da denne var forbi, kom han op på teatret, og med tårer i øjnene og et udtryk om munden, som jeg så godt kendte, udbrød han, idet han omfavnede mig: »Dette vil gøre en overordentlig stor virkning!« Hvor glad og beroliget jeg blev, kan man tænke sig. I så lang tid havde dette arbejde ligget mig på hjerte, og nu at høre ham, min øverste dommer, henrykt at udsige denne dom, gjorde mig en

        

101 overordentlig glæde. Herberg skrev straks til Hertz og meddelte ham, hvad virkning prøven havde gjort. Næste aften skulle stykket opføres. Når man betænker, hvilke stykker der i dette øjeblik tiltrak sig publikums opmærksomhed, stykker som: »Pigen i Lyon«, »Advokatens datter«, »Gioacchino«, »Adolf og Henriette«, »En aften i Tivoli«, »Doktor Robin«, »Herren ser dine veje«, »En bedstemoder«, - da kunne man vel være i tvivl om, hvorledes det samme publikum kunne være modtageligt for et arbejde af så modsat natur, drattende ned ligesom fra himlen i alt det mudder. Det sidste af de nysnævnte stykker, »En bedstemoder«, var et affekteret, forskruet fransk stykke, der gik ud på, at en gammel bedstemoder - der naturligvis skulle spilles af en ung skuespillerinde, thi dette var netop det pikante - stak en ung pige ud hos hendes tyveårige elsker, så denne absolut ville giftes med bedstemoderen i stedet for med den unge pige. Og nu måtte denne gamle dame hitte på alle kneb for at kølne det unge menneskes flamme, forstille sig snart som en gigtsvag, snart som en bedesøster, kort på alle måder gøre sig så uelskværdig som muligt, indtil endelig den forsonende opløsning kunne komme istand, så at det forskruede unge menneske til alles glæde og opbyggelse tog tiltakke med den unge, friske, elskværdige pige. Dette stykke havde publikum, og især hoffet med Christian den Ottende i spidsen, kastet sin særdeles nåde på; man fandt frøken Nathalia Ryge uforlignelig i titelrollen, og interessen forhøjedes desuden ved, at hendes søster her fremtrådte første gang; ikke fordi denne søster var noget talent, men det var noget helt usædvanligt, at to søstre spillede sammen. Dette stykke var alt gået mange gange over scenen, da det blev sat sammen med »Kong René's datter«, den første aften dette skulle vise sig. »En bedstemoder« var ansat til at gå først og derefter »Kong René's datter«. Men dagen iforvejen kom der pludselig ordre fra excellencen Levetzau, at »Kong René's datter« skulle gå først og »En bedstemoder« bagefter, thi man var ikke sikker på, at taflet ved hoffet så betids var endt, at man kunne være i teatret i rette tid, og man ville intet undvære af »En bedstemoder«; at komme midt i et originalt stykke gjorde man sig ingen betænkelighed ved. Jeg foreholdt Levetzau, hvor slet denne forandring var. »Hvorledes tror De,« sagde jeg, »at et så fladt konversationsstykke som »En bedstemoder« vil tage sig ud

        

102 ovenpå et romantisk drama?« Levetzau bukkede og svarede: »Majestæterne har befalet, at således skal det være.« - Og således blev det til liden både for den stakkels »bedstemoder«, der ved denne lejlighed fik det dødsstik, som det burde have haft den første aften, det præsenterede sig. Forestillingen (5te april 1845) begyndte altså med »Kong René's datter« og gjorde en højst ualmindelig virkning på det tæt besatte hus. Under den temmelig lange indledning, noget, man oftere har troet at burde dadle hos Hertz, men hvorom der altid kan disputeres, thi hvem tør sige, at ikke denne såkaldte fejl netop bidrager til at bearbejde publikum til at modtage, hvad her følger på, altså under denne noget lange indledning opstod der den uro i huset, som plejer at ytre sig i hosten, rømmen, pudsen næse og deslige. Men næppe betrådte Tristan scenen, før dette mærkeligt tog af, og da Jolanthe viste sig i døren, var opmærksomheden kendelig spændt, og denne spænding gik lidt efter lidt over til en sådan stilhed, at man på scenen kunne tro, at ikke et menneske åndede derude i det store rum. Man var rørt, man var løftet, og man gav tilsidst sin stemning luft ved et entusiastisk udbrud af bifald, og stykkets lykke var gjort for mange år; og dette vil vel af og til i fremtiden gentage sig, så længe vi har et nationalteater, hvorved der findes virkelige kunstnere, der kan opfatte og gengive en slig romantisk digtning.