↩
Det var ganske i sin orden, at den lykke, disse ubetydelige stykker gjorde hos det teaterbesøgende publikum, lidt efter lidt i årenes række fremkaldte en opposition i kritikken; man ærgrede sig over, at de sæson efter sæson kaldte folk sammen, der fra de tætbesatte bænke lo hjerteligt, applauderede livligt, til trods for alt,
242
hvad der med en komisk heftighed prædikedes om, at man ikke måtte le, ikke applaudere, ikke indfinde sig, når de spilledes. Det gik disse stykker, som det ofte går en ung, smuk pige, hvem man gør sit bedste for at bagvaske. Bagvaskelsen tros kun altfor gerne, men når den unge pige selv viser sig, ser man på hende med velvilje og siger: hun er dog smuk og indtagende, og bagvaskelsen glemmes, så længe hun haves for øjnene. Jeg, som måske bedre end nogen anden kendte disse stykkers mangler, har ofte selv været forundret over den magt, de udøvede på tilskuerne, og jeg har da spurgt mig selv: »Hvori kan da egentlig denne tiltrækning ligge?« Og jeg har da ikke kunnet udfinde anden grund end den, at den umiddelbarhed, den naive glæde, den ungdommelige frimodighed, hvormed jeg i hine tider barnligt glad nedskrev dem, den er det, der ubevidst meddeler sig tilskuerne og gør dem selv unge, glade og naive, så at de glemmer al kritiseren og forfriskes af det, der engang uden al kritik kom fra et friskt, frejdigt, bevægeligt sind. Hertz sagde en gang til mig om disse stykker - jeg havde lige så lidt betroet ham som nogen fremmed, at de var af mig -: »Det er en meget uskyldig forfatter, der ikke generes af nogen kritik; ifald han ikke havde været det, ville de ikke være blevet så morsomme og fornøjelige at se på; man smittes af hans ungdomsmagt og bliver selv ung.« I en række år er nu disse stykker gået over scenen; hver gang de efter nogle års forløb påny fremdrages, er de blevet hudflettede af kritikkens kloge herrer, men se, den unge pige viste sig, og virkningen var og blev den samme. Man har i sin harme over dem endog udfundet et nyt skældsord; man har kaldt dem »duftvaudeviller«. Ja ser I, mine herrer, der har I netop truffet sømmet på hovedet; ganske vist, de er »duftvaudeviller«, og det er denne duft, der uimodståeligt har virket i det tætbesatte, lumre hus som en forfriskning, ligesom man på en lummer dag oplives ved duften af en reseda. Denne lille, grønlige, beskedne plante bemærkes næppe imellem pragtblomster, men den har en duft, som virker oplivende på sindet. [Spørger man nu, hvori består da disse stykkers duft, da vil jeg svare: »Deri, at idet tæppet går op for »En søndag på Amager«, er tilskuerne ude i den ejendommelige natur på de flade marker, »hvor lærken, kvidrer højt i sky«; man er på Amager og intet andet sted.« Hvad tilvejebringer nu denne illusion? Ja, se det
243
er hemmeligheden, der kun kan forklares ved, at den, der skrev stykket, selv har været i illusionen, da det blev skrevet; forfatteren har ikke siddet og pint sig med at skildre Amagerlivet, men har munter og glad selv været der med sin fantasi og sin tanke. Han har ikke villet være morsom, men han var så glad inden i sig selv, og denne glæde gav billedet liv, friskhed og duft. Han har i sin fantasi siddet ude på de måneoplyste, flade marker og set lysene skinne inde i kroen, hvor folkelivet bevægede sig muntert imellem de vakre amagere. Han har elsket disse danske, djærve, uforsagte Dragørlodser, der idelig sætter livet på spil, og som dog har et så bramfrit væsen, en så sund, elskværdig natur; han har følt fædrelandskærlighed i den grad, at han, der ikke er digter, er kommet i en digterisk stemning, og denne stemning har ikke forfejlet sin virkning, fordi den har været sand og inderlig. Sådant tilvejebringer mere illusion end al beregnet kunstfærdighed; det tvinger tilskuerne til at være med, enten de vil eller ej; thi det hele lille billede er følt og ikke lavet kunstigt sammen.] Her er egentlig slet ingen kunst, her er en umiddelbar natur, der, hvor lavt man end vil sætte den, virker ved, at den ikke gør fordring på nogen virkning. Og hvad der gælder om »En søndag på Amager«, gælder ligeså om »Abekatten«*. Nu vel, lad det hele være intet, en leg, et lille måneskinssværmeri, et romantisk tidsfordriv, hvori forfatteren har forfrisket sig efter andet anstrengt arbejde; noget virkeligt må der dog være i denne leg, eftersom publikum i mange år ikke er blevet ked af legen, men stadigt har ønsket den om igen. Min undskyldning er altså, at jeg som dramatisk forfatter har forlystet mig med en leg, som hundrede og atter hundrede efter mig har fundet morskab i at fortsætte.