↩ Heibergs satsning lykkedes over al forventning. Da vaudevillen Kong Salomon og Jørgen Hattemager i 1825 gik over scenen, blev det en overvældende publikumssucces, som Heiberg skyndsomst fulgte op med Den 28. Januar, Aprilsnarrene og Recensenten og Dyret i henholdsvis februar, april og oktober 1826. Men så havde han tilsyneladende også tømt åren for guld Fra første færd havde der rejst sig kritiske røster mod det nye heibergske lystspil - den gamle digter og kritiker, professor Rahbek, havde ligefrem kaldt det »Fjællebodsløjer« - og nu faldt også publikum fra. Imidlertid viste Heiberg sig endnu en gang som en formidabel taktiker. Omgående trak han sine vaudeviller tilbage fra scenen og satte sig til at udarbejde et forsvarsskrift: Om Vaudevillen som dramatisk Kunstart, og om dens Betydning paa den danske Skueplads, der blev udsendt i december samme år.