Heiberg, Johan Ludvig Smagsdommeren

Smagsdommeren

Heibergs modtræk satte modstanderne mat Fra den 14. januar 1827 stod vaudevillerne atter på teatrets program, og flere kom til. På den kritiske front fulgte Heiberg kravet om en professionel æstetisk kritik op. På to leder. For det første ved fra den 1. januar 1827 at udgive Kjøbenhavns flyvende Post med to ugentlige numre og således ikke blot supplere sine indtægter, men også befæste og udbygge den magtposition, han var ved at få. For det andet ved at bruge sin nye platform til i december 1827 at gå til angreb på selveste nationalskjalden Oehlenschlågers seneste teaterstykke, tragedien Væringerne i Miklagaard.

Med sine formelle kritiske principper fra vaudevilleopsatsen demonstrerede Heiberg, at Oehlenschlåger af naturen er langt mere lyrisk end dramatisk digter; og da Oehlenschlåger var så uforsigtig at tage til genmæle, greb Heiberg omgående anledningen og fremlagde i et svar, der fyldte hele ni numre af Flyveposten (fra den 25. januar til den 25. februar 1828), et æstetisk og kritisk programskrift, som viderefører og udbygger synspunkterne fra vaudevilleopsatsen.

Dets kernepunkt er kravet om professionalisme i den litterære kritik, som efter Heibergs opfattelse kun kan indfries, hvis det tekniske - det enkelte værks plan og udførelse - gøres til genstand for vurdering. Men for at kunne det »maa Kritiken først være paa det Rene med de forskjellige Digtarters Begreb, som den ikke maa have bestemt efter Conveniens og Fordom, men have udviklet af Poesiens egen Idee, og derpaa maa den undersøge, hvorvidt det afhandlede Digterværk svarer til den bestemte Digtarts Begreb. Kun dette kan 143 kaldes Kritik; alt andet er kun en løs og vilkaarlig Raisonneren« (III s. 202).

Dermed er Heiberg fremme ved hovedsagen: fremlæggelsen af grundlaget for en egentlig litterær kritik. Hans vigtigste værktøj er den særlige hegelske dialektiske logik. For Heiberg er den enkelte genre både en afsluttet helhed og et led i en mere omfattende dialektisk proces, som fører mod stadig højere former fra udgangspunktet i »det Umiddelbare« til dets negation i »det Reflecterede«, som så igen afføder »Eenheden af begge (eller det Speculative)«. Men hermed er processen ikke afsluttet, Hegels dialektik er dynamisk, for »ethvert Led i Treheden lader sig udvikle til en ny Trehed (...) og saaledes i det Uendelige« (III s. 227 og s. 280).

Overført på de tre hovedgenrer er det lyriske da poesiens umiddelbare fremtrædelsesform, det episke den middelbare og det dramatiske endelig enheden og forvandlingen af de to foregående. Af denne grundlæggende genretriade afleder Heiberg nu sit genresystem, hvis yderste og mest udviklede forgreninger udgøres af den universelle komedies tre former: den umiddelbare lyriske komedie, den middelbare episke (musikalske) komedie - som igen deler sig i tre, hvis højeste form er syngespillet, operetten og vaudevillen - og endelig enheden: det lyriske drama, sådan som det findes i spanieren Galderóns skuespil (som Heiberg for øvrigt selv havde skrevet disputats om helt tilbage i 1817). Der var - næsten - ingen grænser for hvad Hegel kunne bringe på plads og i orden.