↩ Dets kernepunkt er kravet om professionalisme i den litterære kritik, som efter Heibergs opfattelse kun kan indfries, hvis det tekniske - det enkelte værks plan og udførelse - gøres til genstand for vurdering. Men for at kunne det »maa Kritiken først være paa det Rene med de forskjellige Digtarters Begreb, som den ikke maa have bestemt efter Conveniens og Fordom, men have udviklet af Poesiens egen Idee, og derpaa maa den undersøge, hvorvidt det afhandlede Digterværk svarer til den bestemte Digtarts Begreb. Kun dette kan 143 kaldes Kritik; alt andet er kun en løs og vilkaarlig Raisonneren« (III s. 202).