↩ »I dræbe ham,« raabte Præsten, »den Ulykkelige!« og idet han forhindrende udstrakte Haanden over Synderen, han som alt her leed for haardt, vexlede Scenen om; de fløi gjennem rige Sale og gjennem fattige Stuer; Vellyst, Misundelse, alle Dødssynder skrede dem forbi, en Dommens Engel læste deres Synd, deres Forsvar; dette var vel ringe for Gud, men Gud læser Hjerterne, han 65 kjender Alt tilhobe, det Onde, der kommer indenfra og udenfra, han, Naaden, Alkjærligheden. Præstens Haand skjælvede, han vovede ikke at udstrække den, at rive et Haar af Synderens Hoved. Og Taarerne strømmede fra hans Øine, som Naadens og Kjærlighedens Vande, der slukke Helvedes evige Ild.