↩ Dette kalder dog straks på et dementi: ind hentes det klassiske sagn om fornyelsens og overlevelsens Fugl Phønix (III, trykt året før i et børneblad). Og den arabiske overlevering bliver forbundet med Bibelens paradismyte, således at sangens hellige fugl fødes i en rosenbusk under kundskabens træ. Det er Ørsteds tanke, at ligesom den gamle overtro skulle erstattes af naturindsigt, var denne sidste ikke uforenelig med poesien. Enheden af det skønne (rosen) og det sande (kundskabstræet) er netop digtningens særmærke, som har fulgt menneskehedens vej og skaffet sine største udøvere et uvisneligt navn: »Paa Shakspears Skulder sad den som Odins Ravn og hvidskede ham i Øret: Udødelighed«. Det var netop Andersens lønlige håb om dog at overleve i sin digtning, sådan som Ørsted havde forudset det om eventyrene.