↩ At skønheden endda forener sig med det uforgængeligste af alt, grundfjeldet, ses af de vilde roser på det skovklædte Kinnekulle (IV), med et oldtidsnavn kaldt »Sverrigs hængende Have«. Det bekræftes ved besøget på herregården Blomberg (blomsterbjerget), beboet af digteren Geijers datter, »hvor i Haven Geijers Aand søger sig »Blommen paa Kinnekulle« [titlen på en svensk novelle] i sin Datterdatter« - altså en åndens fornyelse gennem barnet. I den nærliggende kampestenskirke, en af landets ældste, der ved sine materialer har trodset tidens tand, står en gammel Mariatavle smykket med forårsbuketter af de unge konfirmander: og »Gudsmoders Billed synes at forynges ved de friske Krandse; de duftende Blomster have her en Kraft, som Poesien har den, de drage de hensvundne Aarhundreders Dage tilbage i vor Tid«. Fortiden genoplives gennem naturen som ved poesien. Forbindelsen er knyttet både tilbage til Fugl Fønix og til bogens senere centralstykke, den store »prædiken« i Guds natur, som her bringer bud ved solens stråler gennem kirkeruden.