↩ En anden art forsonende skær kastes over »svenska fattigdomen« - som C.J.L. Almqvist havde gjort med sit essay Svenska fattigdomens betydelse. Den bliver nu repræsenteret af et par Tiggerdrenge (VII), hvis maleriske skidenhed sammenlignes med Callots folketyper. De er »Skjønhedstidsler i det fattige Landskab«; og ligesom i det foregående billede bliver den sociale anklage - her mod forældrene for at spekulere i turisternes medynk - skånsomt 147 indpakket i gæstehøflighed. Da drengene jages bort, afslører det sig at den mindstes beklædning bagtil alene består i sejlgarn; et par endeløse bukser som spøgefuld variation af uendeligheden?