↩ Hermed stemmer at rigets hovedstad vokser frem på de vilde skær. Stykket om Stockholm (XI) er helt forskelligt fra Vadstenaskildringen ved ikke at pege bagud, men fremad. Andersen tager byens 600-årige krønike med, men præsterer det kunststykke at genfortælle den i nutidsform som en levende billedserie. Og over stadens digtergrave hvælver sig en dobbelt regnbue som tegn på at »Sangene leve evigt!« Skildringen ender med et udblik mod fremtiden, idet byens »Aasyn bestandig forynges, bestandig forskjønnes«.