↩ Derigennem antydes også storbyens skyggesider: drikfældighed og løsagtighed, laster der blev for ensidigt fordømt af kirkelige svovlprædikanter. Andersen ofrer et helt stykke herpå (En Historie, XIII, senere optaget blandt eventyrene). Vorherre sender helvedespræsten en drøm for at vise at »i selv de Onde er der en Deel af Gud, en Deel, der vil seire og slukke Helvedes Ild«. Og hans hustru finder de evige straffedomme uforenelige med den guddommelige algodhed. Der gives eksempler på at synden er forvildelse (sml. Cellefængselet). Det er ideen om alles lutring og sluttelige frelse, den såkaldte apokatastase, som Andersen og flere tilsluttede sig, og som blev aktualiseret i disse år gennem en teologisk helvedesdebat over hele Norden.