↩ Selve rundvisningen i lærdomsstaden besørges af mindets alf i skikkelse af en ung student, et pant på fremtiden og fremskridtet. Samt på det gode humør, som dengang studenterne lærte en fordrukken kromand at tale hegeliansk (et hib til hegelianeren Heiberg med tak for sidst!). Via nogle strofer af Wennerbergs sangkreds Gluntarne - endnu knap publiceret, også her viser Andersen næse for hvad der vil overleve - ledes vi fra studenterlivet op på slottet med uhyggeminder fra den såkaldt romantiske middelalder (altså fremskridt til nutiden som i »Lykkens Kalosker«, hans første vokseneventyr). Et grotesk mellemspil er teologen, der tilbringer sit liv i sengen med at oversætte rejseberetninger fra det farefulde Afrika - altså overlever uden at leve! Fra lærdommens hule går det til dens åbne begravelse på universitetsbibliotekets endeløse boghylder, »Aandens Forsteninger«. Endelig ud i det fri, til Gamle Uppsalas tusindårige høje, hvor der dog også møder forsteninger. Besøgende har indskåret deres elskedes navn i grønsværet, men navnene gror til, og »skønhedsrosen« ligger i graven når vandreren ad åre kommer igen. Det er rosenbilledet fra Bedstemoder, kombineret med Gamle Uppsala-scenen fra Billedbog uden Billeder (1839, 6. Aften). Og endnu mismodigere virker Ynglingehøjens gravkammer med ben og aske af oldtidskonger, hvis navne man end ikke kender. Han må ud af det kvælende mørke af jordisk forstøvning og forkrænkelighed, opad mod solen. Dens lys over studenterbyen skal danne slutvignet.