↩ Og nu får selve fremtidsstudenten fra Uppsala sin nekrolog: Den stumme Bog (XVI). Bogen den gamle student har med i kisten, er åndens forstening, erfaringernes tørrede herbarium. Dens stumme sider aftegner en faldende livskurve: fra egebladet, ungdommens venskabspagt, til det nøgne skarpe græsstrå - døden, måske selvmordet? Græsset groede over Vadstenas rige fortid, over Uppsalahøjenes elskovsnavne, over Salas anonyme grave. Dog netop naturen viser at livet går uanfægtet videre. Kisten med den døde er stillet ud under en løvhytte af blomstrende syrener (et autentisk træk fra Dannemora); og svalen, indledningens rejsefugl der også dukkede op for at husvale fangerne i Mariestad, kvidrer over hans hoved, mens en solstråle baner sig vej. Naturen husker ikke, den fornyer sig bare, ubekymret og ufortrøden. Det ses endnu tydeligere i Sæther-Dalen (XVII).