↩ Mens Sala lå i et fladt og goldt grubelandskab, er Säterdalen berømt for sin frodighed. Andersen oplevede den i plaskregn, men også det har kunnet udnyttes. Væksternes livgivende bad bliver kontrasten til herbarieplanterne i forrige afsnit, helt ned i detaljer. Det er naturens overvældende fornyelse. Om natten opstår ildebrand i værtshuset, men den besejres også af vandets kraft. I brevene hjem ærgrer han sig over fortrædelighederne, men i rejsens indre forløb bliver det en positiv indsprøjtning. At overleve både oversvømmelse og brand er jo også en opmuntring.