↩ At naturharmonien spejler en religiøs harmoni, var en forvisning han havde nået gennem sin Siljanprædiken (XX). Herfor borgede allerede den æstetiske sans hvormed man uvilkårligt arrangerer og grupperer blomster til en buket. På samme måde ordner han rejseoplevelserne til en guirlande og vil nu stikke lidt bladgrønt ind imellem, småbilleder blandt de store; og der er nok at øse af, Billeder i det Uendelige (XXVII) - overskriften antyder tillige uendelighedsperspektivet selv i de mindste uænsede ting. Også dem er det digterens sag at pege på, ligesom mikroskopet viser lilleverdenen i en vanddråbe (eventyret »Vanddraaben« havde han kort forinden skrevet til Ørsted). De følgende fem lynskud fra skovvejen rummer alle et lavt og et højt element, således at vægten forskydes fra det lave til det høje.