↩ I det næste ser vi en bondegård, på hvis græstørvtag en mand omhugger et lille træ just som den rejsende passerer. Dagbogen fremhæver det løftende moment: »Jeg kom idet det faldt, et Digterøie saa det og derfor skal det evigt blomstre«. Men i den færdige udformning er tyngdepunktet flyttet, nu dominerer glimtet af den blinkende økse.