↩ I den sidste situation sidder en ung mor i nabohuset og græder 158 ved sit døde barn; hendes levende barn, en lille dreng, bringer en sommerfugl han har fanget, og den slippes fri og flagrer hen over liget. Moderen smiler, »hun forstod vist Tilfældets Poesi«. Udtrykket sigter på en æstetisk ide, som han også anførte i forbindelse med ordet udødelighed i sneen (ovf. s. 143). Og det gælder tillige en religiøs ide, sommerfuglen som billede på psychen der overlever. At det er et konstrueret tankebillede, røbes i kapitlets slutning, da vognen ruller videre: »Billed paa Billed rullede op, i Skoven, paa Veien, og i Tanken med«.