Indhold
-
En polsk Familie
- FØRSTE CAPITEL. Mødet.
- ANDET CAPITEL. Hiemkomsten.
- TREDIE CAPITEL. Besøg i Omegnen.
- FIERDE CAPITEL. Folkesangeren.
- FEMTE CAPITEL. Det gamle Slot.
- SIETTE CAPITEL. Undvigelsen.
- SYVENDE CAPITEL. Diplomatisk Fremfærd.
- OTTENDE CAPITEL. En ny Giest.
- NIENDE CAPITEL. Hevnen.
- TIENDE CAPITEL. Erklæring.
- ELLEVTE CAPITEL. En Reise.
- TOLVTE CAPITEL. Udflugten i Skoven.
- TRETTENDE CAPITEL. Czernims Tidsfordriv.
- FIORTENDE CAPITEL. Eventyret i Spindestuen.
- FEMTENDE CAPITEL. Høstgildet.
- SEXTENDE CAPITEL. Domkirken i Krakau.
- SYTTENDE CAPITEL. De Misfornøiede.
- ATTENDE CAPITEL. Indvielse og Drøm.
- ANDEN DEEL
- FØRSTE CAPITEL. Tilbagekomsten.
- ANDET CAPITEL. Tvivl og Mistanke.
- TREDIE CAPITEL. Casimirs Historie.
- FIERDE CAPITEL. Tvekampen.
- FEMTE CAPITEL. Det dybe Saar.
- SIETTE CAPITEL. Alexandra.
- SYVENDE CAPITEL. Barndomsaarene.
- OTTENDE CAPITEL. Træk af en Pebersvends Liv.
- NIENDE CAPITEL. Frøken Wahlstein.
- TIENDE CAPITEL. En skiev Stilling.
- ELLEVTE CAPITEL. Digterlykke.
- TOLVTE CAPITEL. Hvor det lavere Liv ender, begynder det høiere.
- TRETTENDE CAPITEL. Katastrophe.
- FIORTENDE CAPITEL. Den gienvundne Brud.
- FEMTENDE CAPITEL. Julirevolutionen.
- SEXTENDE CAPITEL. Maskeraden.
- SYTTENDE CAPITEL. En Klosterhistorie.
- ATTENDE CAPITEL. Branden.
- NITTENDE CAPITEL. Den gamle Tiener.
- TYVENDE CAPITEL. En uventet Ulykke.
- ET OG TYVENDE CAPITEL. Bortførelsen.
- TO OG TYVENDE CAPITEL. Krigsbegivenheder.
- TRE OG TYVENDE CAPITEL. Lykke og Ulykke række hinanden Haand.
- FIRE OG TYVENDE CAPITEL. Den sidste Kamp.
- FEM OG TYVENDE CAPITEL. Slutning.
Alle forekomster
↩ Undersøger man de personlige Forudsætninger for Romanen, er det let at konstatere, at det første og inderste Motiv til at behandle dette Stof for Hauch XIII laa i hans egen Grebethed af det polske Folks sørgelige Skæbne. Polens haabløse Frihedskamp opfyldte i 30'erne hele Europa med Beundring og Deltagelse, uden at der dog blev bragt det ulykkelige Land positiv Bistand. Med bitter Ironi lader Digteren i Romanen Bonaventura paa Adalberts Spørgsmaal om fremmed Hjælp svare følgende: »Jo vist, de hænge den polske Ørn i deres Uhrkiæder, og male vore Helte paa deres Tobaksdaaser og paa deres Pibehoveder, imidlertid vedblive de rolig at ryge, og naar Piben er til Ende, tænde de den paa ny, videre gaaer kun Begeistringen hos Faa.« Et Synspunkt, der minder om den flade Passivitet, som vi herhjemme kender det fra Rahbeks Drikkevise i det 18. Aarhundrede: »Hvad gaar os stakkels Polen an? - Vi det dog ikke hjælpe kan.«