Hauch, Carsten FORTALE.

FORTALE.

Man hører hyppig i vor Tid en dobbelt Klage over Digterne, et Partie forekaster dem, at de ikke nok tage Hensyn til de offentlige Begivenheder og til den politiske Virksomhed ved deres Side, et andet Partie synes at ville udelukke alle slige Hensyn af Poesien, der efter deres Mening kun maa behandle den individuelle Stræben, uden at bryde sig om det offentlige Liv.

Begge Partier ere sikkert eensidige og have derfor kun halvt Ret. De Digtere, der forvandle Individet til et blot Organ for en politisk Mening, og saaledes fornedre Poesien til en Partiegænger i Øieblikkets Kampe, ville vel som oftest tabe det klare Blik paa Forholdene, hvilket i det mindste den episke og dramatiske Poesie aldrig kunne undvære, ja disse Digtere stræbe egentlig at neddrage de evige Lys imellem Atmosphærens Skyer, men dette er et forgieves Arbeide, da man, selv om man kunde tvinge dem derned, dog ikke der vilde finde nogen Plads, der var stor nok til dem.

Men uagtet de almindelige Interesser saaledes aldrig bør fortrænge det Individuelle, skal da Digteren derfor slet ikke bekymre sig om de store Begivenheder, der foregaae ved hans Side? I gamle Dage 2 tænkte man i det mindste ikke saa, dette bevise mangfoldige Exempler. Saaledes var det netop Øieblikkets Kamp, der begeistrede Tyrtæus, da han sang sine Krigssange for Sparta, det var ogsaa Kampen mod Tyrannerne, der begeistrede den lesbiske Sanger. Æschylus fremstillede i et gigantisk Billede Perserkrigen paa Theatret. En levende Bekymring, ikke blot for Fædrelandets Vel, men ogsaa for Tidens Interesser, forsaavidt de kunne hindre eller fremme dette, gienkommer ogsaa hos Aristophanes. Ja selv Middelalderens Munke digtede deres catholske Psalmer, Luther og hans Efterfølgere deres religiøse Stridssange, fordi Tidens Aand saaledes førte det med sig, og hvor mægtig har ikke Samtidens Kampe virket paa den store Dante, hvis divina Commedia vel bærer Mærkerne deraf! Selv Shakspeare heftede ikke blot sine Øine paa Oldtiden, men han gik ogsaa, om jeg maa bruge dette Udtryk, sin egen Tid og dens forviklede Forhold saa nær, som muligt; hvilket hans Henrik den Ottende vel er tilstrækkelig til at bevise. Noget Lignende kan man sige om Forfatteren til det bekiendte Folkedigt Reineke Fuchs. I alle disse Digte finde vi et stadigt Hensyn ikke blot til Tidens Kamp og Udvikling, men ogsaa til dens Svagheder og Misgreb, og netop herved lykkedes det de ældre Digtere saaledes at vinde Folket for deres Poesier, at en Deel af disse bleve til virkelige Folkebøger. Det er da neppe sandt, naar man tilraaber og vil indbilde os, at de ældre Digtere saaledes havde isoleret sig fra deres Tid, at de, som drømmende Nattergale, blot sang om Kiærlighed og om Foraarets Glæder i en afsides Lund; tvertimod de betydeligste blandt dem have, som deres Digte vise, hverken lukket deres Øine eller deres Hierter for de store Opgaver, der i Menneskesamfundet skulle løses.

3

Hvad i vore Dage kaldes Politik kan imidlertid vanskelig give Stof i det mindste til den alvorlige Poesie, endnu mindre kan Diplomatiken give det, denne smaalige Konst, ved hvis Hielp Mennesker bilde sig ind at styre Verdens Bevægelse, medens de dog kun ere Marionetter i en høiere Haand; men Verdensideerne selv og deres ustandselige Udvikling, naar de ikke blot betragtes philosophisk *dolgoeO* i Almindelighed, men poetisk *dolgoeO* i det rige Farvespil, hvori de giennem Individerne bryde sig, disse kunne vel, selv naar de nærmest tilhøre den nærværende Tid, skienke Digteren et stort og værdigt Æmne.

Jeg har stedse været overbeviist om, at det Betydningsfuldeste i Nutidens Stræben baade skulde og burde giøre sig gieldende giennem Poesien, og denne Overbeviisning var tildeels Aarsag til at jeg valgte det Æmne, jeg her har behandlet.

»Men,« vil maaskee Nogle sige, »de Ældre havde dog en anden Maade at behandle Verdenslivet paa, thi de betragtede det kun fra deres eget nationale Standpunkt, de forlode ikke det Folk, blandt hvilket de vare fødte og hensatte, for at digte om Fremmede, som aldeles ikke vedkom dem; og ligesaalidet vedkommer Polen og dens Frihedskamp os, der ligger meget Land imellem Danmark og hiint Rige, og vi kunne derfor kun lidet interessere os for dets Skiebne og dets Ulykke.«

Jeg veed vel, at det Nationale er af Vigtighed, jeg veed ogsaa, at Nationerne til en vis Grad ere Egoister, og at man, hvis man vil træffe dem med et electrisk Slag, der skal gaae til Marv og Been, tildeels maae lade dem staae paa den Nationalitetens Isoleerskammel, hvorpaa de have staaet i Aarhundreder, og netop dette har jeg ogsaa stræbt at giøre med Hensyn paa det Folk, jeg i denne Bog har havt for Øie.

4

Men der gives ogsaa en sneverhiertet Nationalitet, som Poesien bør bekæmpe, ja som enhver billigtænkende Mand bør stræbe at udrydde af sit Bryst. I vor Tid nærme sig jo netop Folkene mere, end nogensinde, til hverandre, og dette kunne de vel, uden at tabe deres Individualitet, thi, trods alle Afvigelser i det Enkelte, ere dog de store Ideer, der bevæge dem, de samme, og hvorfor skulde ikke Mennesker, der staae os nær i Tiden, men fiernt i Rummet, ligesaavel fortiene vor Deeltagelse, som de, der have levet paa samme Sted, som vi, men der ere adskilte fra os ved en Kløft af Aarhundreder. Jeg mener overhovedet, at man, uden at bortgive det mindste af sit Folks Eiendommelighed, kan antage, at der gives Ulykker og Fornærmelser, der ere fælles for alle Folkeslag, og der, i det de ramme den ene Nation, ogsaa, i det mindste i aandelig Henseende, ramme den anden. Jeg behøver vel ikke her paa ny at erindre om, hvad der alt indtil Trivialitet er gientaget, at det hele Europa stræber til et fælles Maal, at Culturen slynger sit Baand om de forskiellige Lande, at der af deres Tilnærmelse i Fremtiden skal dannes et Forbund, formedelst hvilket de enkelte Stater, uden at tabe deres eget Præg, dog ville betragte de andres eiendommelige Væsen som Noget, der angaaer dem nær og ikke bør være dem fremmed.

Er dette Verdenshistoriens Gang, saa er og hermed den Vei angivet, som Poesien i kommende Tider har at følge.

Med Hensyn paa nærværende Digt kan jeg for Resten ikke modstaae den Fristelse at tilføie et Par Anmærkninger, for, om muligt, at forebygge nogle af de skieve Domme, som jeg alt er temmelig vant til af de Recensenter, der saalangt troe at kunne oversee det Digt, de criticere, at de aldrig engang 5 gidde tænke over de Gienstande deri, der ikke falde i Øinene ved første Øiekast.

Det er saaledes let at indsee, at Eventyret i Spindestuen, der udtrykkelig siges digtet af Pater Vincent, lider under en dobbelt Tendens, der, hvis det stod isoleret, vilde være en Feil; imidlertid er det med Villie saaledes anlagt, fordi det efter Munkens Characteer, ikke kunde være anderledes. I hans Indre er jo netop denne Dobbelthed tilstede, saavel den ideale Retning, Tendensen til at opgive det Jordiske og til at søge sit rette Hiem paa den anden Side Graven, som paa den anden Kant Lysten til at see sit Fædreland fremstige i dets gamle Glands i denne Verden; af disse to Retninger kunne jo alle hans Handlinger forklares, det er da naturligt, at denne Dobbelthed maa gienkomme i et Digt, der netop skal antyde det Vigtigste af hvad der bevæger sig i hans Siæl.

Det kan maaskee heller ikke være af Veien her ligefrem at henpege paa, hvad der allerede i Romanen selv er berørt, at Pater Vincents Historie er saa langt fra at være en Episode, at den snarere maa ansees for Digtets egentlige Midtpunkt, hvorfra det Heles Gang bedst kan oversees; thi ligesom Pater Vincent tvinges til at opgive det egentlige Maal for sine Ønsker her paa Jorden, og først finder det igien i et høiere Aanderige, saaledes tvinges lidt efter lidt alle hans Brødre til det Samme, og hans Historie vorder saaledes et Billede paa, hvad der skeer med det hele Folk.

I Pater Vincents Liv vorder derfor den ideelle Retning Grunden til alle de Ulykker, han i Virkeligheden giennemgaaer, og hver Vinding i Digtekonstens Rige forvandler sig i Verdens til et Tab. Dette er og kun et Billede paa den Lod, der har truffet det hele Folk, og Ordet Digterlykke var maaskee 6 den meest passende Devise, der kunde sættes paa Nationens Skiold.

Endelig angiver Advocaten, i sin snevrere Kreds, den samme Prosaens Modstand mod Poesien, som, paa et høiere Standpunkt, gienfindes hos Starosten, ogsaa det fordærvende Princip (Snuhed, Egennytte og Barbarie) virker ikke uden Aarsag i begge Fremstillinger giennem een og samme Person.

Det var vel bedre, hvis Forfatterne selv ikke behøvede at give slige Vink; men i vor Tid findes desværre kun faa Læsere og Recensenter, for hvilke de kunne ansees som overflødige.

Hvad de mindre Digte angaaer, der indeholdes paa forskiellige Steder i Bogen, saa grunder sig kun et af disse (første Deel S. 140-41) paa en polsk Sang, i et andet har jeg benyttet et Par Linier af et ældre Digt, for at sætte mig ind i Folketonen, for Resten hører det Hele, ligesom de øvrige Digte, mig selv til.

Denne Roman vorder maaskee det sidste større Værk, jeg i lang Tid giver i Trykken, i det mindste vil den vel afgive et Afsnit og et Vendepunkt i mit poetiske Liv; i det jeg da hermed takker de Faa, der ei have kastet Vrag paa min Musa, og venlig have opmuntret mig med deres Bifald, saa kan jeg ikke Andet, end erkiende, at min poetiske Bane - sandsynligviis fordi den Aand, der gaaer igiennem min Poesie ikke er den, der fører til Lykken - kun har været bestrøet med faa Roser - dog herom har jeg maaskee alt talt for Meget, da jeg har spildt disse Linier derpaa.