↩ Men uagtet de almindelige Interesser saaledes aldrig bør fortrænge det Individuelle, skal da Digteren derfor slet ikke bekymre sig om de store Begivenheder, der foregaae ved hans Side? I gamle Dage 2 tænkte man i det mindste ikke saa, dette bevise mangfoldige Exempler. Saaledes var det netop Øieblikkets Kamp, der begeistrede Tyrtæus, da han sang sine Krigssange for Sparta, det var ogsaa Kampen mod Tyrannerne, der begeistrede den lesbiske Sanger. Æschylus fremstillede i et gigantisk Billede Perserkrigen paa Theatret. En levende Bekymring, ikke blot for Fædrelandets Vel, men ogsaa for Tidens Interesser, forsaavidt de kunne hindre eller fremme dette, gienkommer ogsaa hos Aristophanes. Ja selv Middelalderens Munke digtede deres catholske Psalmer, Luther og hans Efterfølgere deres religiøse Stridssange, fordi Tidens Aand saaledes førte det med sig, og hvor mægtig har ikke Samtidens Kampe virket paa den store Dante, hvis divina Commedia vel bærer Mærkerne deraf! Selv Shakspeare heftede ikke blot sine Øine paa Oldtiden, men han gik ogsaa, om jeg maa bruge dette Udtryk, sin egen Tid og dens forviklede Forhold saa nær, som muligt; hvilket hans Henrik den Ottende vel er tilstrækkelig til at bevise. Noget Lignende kan man sige om Forfatteren til det bekiendte Folkedigt Reineke Fuchs. I alle disse Digte finde vi et stadigt Hensyn ikke blot til Tidens Kamp og Udvikling, men ogsaa til dens Svagheder og Misgreb, og netop herved lykkedes det de ældre Digtere saaledes at vinde Folket for deres Poesier, at en Deel af disse bleve til virkelige Folkebøger. Det er da neppe sandt, naar man tilraaber og vil indbilde os, at de ældre Digtere saaledes havde isoleret sig fra deres Tid, at de, som drømmende Nattergale, blot sang om Kiærlighed og om Foraarets Glæder i en afsides Lund; tvertimod de betydeligste blandt dem have, som deres Digte vise, hverken lukket deres Øine eller deres Hierter for de store Opgaver, der i Menneskesamfundet skulle løses.