Hauch, Carsten Uddrag fra En polsk Familie

↩ Efter disse Ord, greb han Bægeret, og tømmede det, hvorefter han henfaldt i en dyb Taushed, dog efter nogen Tid hævede han igien sin Røst og udbrød: »Jeg er kommen til de Aar, hvori Søvnen er kort, og hvori man opstaaer tidlig om Morgenen, naar Lærken synger, dog har jeg nu ikke hørt Lærken i mange Aar, thi den synger svagere nuomstunder, end i min Ungdom, heller ikke har Solen den Glands og Miøden den Kraft, som i gamle Dage.«