Indhold
-
En polsk Familie
- FØRSTE CAPITEL. Mødet.
- ANDET CAPITEL. Hiemkomsten.
- TREDIE CAPITEL. Besøg i Omegnen.
- FIERDE CAPITEL. Folkesangeren.
- FEMTE CAPITEL. Det gamle Slot.
- SIETTE CAPITEL. Undvigelsen.
- SYVENDE CAPITEL. Diplomatisk Fremfærd.
- OTTENDE CAPITEL. En ny Giest.
- NIENDE CAPITEL. Hevnen.
- TIENDE CAPITEL. Erklæring.
- ELLEVTE CAPITEL. En Reise.
- TOLVTE CAPITEL. Udflugten i Skoven.
- TRETTENDE CAPITEL. Czernims Tidsfordriv.
- FIORTENDE CAPITEL. Eventyret i Spindestuen.
- FEMTENDE CAPITEL. Høstgildet.
- SEXTENDE CAPITEL. Domkirken i Krakau.
- SYTTENDE CAPITEL. De Misfornøiede.
- ATTENDE CAPITEL. Indvielse og Drøm.
- ANDEN DEEL
- FØRSTE CAPITEL. Tilbagekomsten.
- ANDET CAPITEL. Tvivl og Mistanke.
- TREDIE CAPITEL. Casimirs Historie.
- FIERDE CAPITEL. Tvekampen.
- FEMTE CAPITEL. Det dybe Saar.
- SIETTE CAPITEL. Alexandra.
- SYVENDE CAPITEL. Barndomsaarene.
- OTTENDE CAPITEL. Træk af en Pebersvends Liv.
- NIENDE CAPITEL. Frøken Wahlstein.
- TIENDE CAPITEL. En skiev Stilling.
- ELLEVTE CAPITEL. Digterlykke.
- TOLVTE CAPITEL. Hvor det lavere Liv ender, begynder det høiere.
- TRETTENDE CAPITEL. Katastrophe.
- FIORTENDE CAPITEL. Den gienvundne Brud.
- FEMTENDE CAPITEL. Julirevolutionen.
- SEXTENDE CAPITEL. Maskeraden.
- SYTTENDE CAPITEL. En Klosterhistorie.
- ATTENDE CAPITEL. Branden.
- NITTENDE CAPITEL. Den gamle Tiener.
- TYVENDE CAPITEL. En uventet Ulykke.
- ET OG TYVENDE CAPITEL. Bortførelsen.
- TO OG TYVENDE CAPITEL. Krigsbegivenheder.
- TRE OG TYVENDE CAPITEL. Lykke og Ulykke række hinanden Haand.
- FIRE OG TYVENDE CAPITEL. Den sidste Kamp.
- FEM OG TYVENDE CAPITEL. Slutning.
Alle forekomster
↩ »Skyggerne af de gamle Konger lode mig ingen Ro, jeg listede mig derfor ud i Haven. Neppe var jeg der, før jeg følte en uimodstaaelig Lyst til at skue Weichselen igien, hvis susende Bølger jeg troede at høre langt borte. Jeg ilede da til Havens Ende, hvor jeg fandt en Dør, der ikke var lukket i Laas; inden jeg ret vidste det, befandt jeg mig i en af de Gader, der føre ned til Floden. Maanen skinnede klart, Veien var mig bekiendt fra forrige Tider, det varede derfor ikke længe, før jeg stod ved Flodbredden. Her var Alt stille, selv Fuglene og Træerne syntes at sove, kun Weichselens Nymphe, der aldrig sover, rullede sine Vande i det klare Maanelys, og sang sin sædvanlige Sang ved Heltenes og de gamle Kongers Grave.«