Indhold
-
En polsk Familie
- FØRSTE CAPITEL. Mødet.
- ANDET CAPITEL. Hiemkomsten.
- TREDIE CAPITEL. Besøg i Omegnen.
- FIERDE CAPITEL. Folkesangeren.
- FEMTE CAPITEL. Det gamle Slot.
- SIETTE CAPITEL. Undvigelsen.
- SYVENDE CAPITEL. Diplomatisk Fremfærd.
- OTTENDE CAPITEL. En ny Giest.
- NIENDE CAPITEL. Hevnen.
- TIENDE CAPITEL. Erklæring.
- ELLEVTE CAPITEL. En Reise.
- TOLVTE CAPITEL. Udflugten i Skoven.
- TRETTENDE CAPITEL. Czernims Tidsfordriv.
- FIORTENDE CAPITEL. Eventyret i Spindestuen.
- FEMTENDE CAPITEL. Høstgildet.
- SEXTENDE CAPITEL. Domkirken i Krakau.
- SYTTENDE CAPITEL. De Misfornøiede.
- ATTENDE CAPITEL. Indvielse og Drøm.
- ANDEN DEEL
- FØRSTE CAPITEL. Tilbagekomsten.
- ANDET CAPITEL. Tvivl og Mistanke.
- TREDIE CAPITEL. Casimirs Historie.
- FIERDE CAPITEL. Tvekampen.
- FEMTE CAPITEL. Det dybe Saar.
- SIETTE CAPITEL. Alexandra.
- SYVENDE CAPITEL. Barndomsaarene.
- OTTENDE CAPITEL. Træk af en Pebersvends Liv.
- NIENDE CAPITEL. Frøken Wahlstein.
- TIENDE CAPITEL. En skiev Stilling.
- ELLEVTE CAPITEL. Digterlykke.
- TOLVTE CAPITEL. Hvor det lavere Liv ender, begynder det høiere.
- TRETTENDE CAPITEL. Katastrophe.
- FIORTENDE CAPITEL. Den gienvundne Brud.
- FEMTENDE CAPITEL. Julirevolutionen.
- SEXTENDE CAPITEL. Maskeraden.
- SYTTENDE CAPITEL. En Klosterhistorie.
- ATTENDE CAPITEL. Branden.
- NITTENDE CAPITEL. Den gamle Tiener.
- TYVENDE CAPITEL. En uventet Ulykke.
- ET OG TYVENDE CAPITEL. Bortførelsen.
- TO OG TYVENDE CAPITEL. Krigsbegivenheder.
- TRE OG TYVENDE CAPITEL. Lykke og Ulykke række hinanden Haand.
- FIRE OG TYVENDE CAPITEL. Den sidste Kamp.
- FEM OG TYVENDE CAPITEL. Slutning.
Alle forekomster
↩ Efter disse Ord satte Munken sig paa en Steen, under et udgaaet Egetræ ved Skovens Ende, og indbød Adalbert til at tage Plads ved sin Side. Derpaa begyndte han med stor Sagkundskab at omtale de forsvundne Dage; han lagde ikke Dølgsmaal paa de gamle Tiders Laster og Feil, men han udmalede ogsaa med stærke Træk den Snedighed og Rovlyst, hvormed Fremmede havde benyttet disse Feil, for at sønderslide Landet; han henpegede ogsaa paa den bedre Retning, de Glimt af et høiere Liv, der vare fremgangne af Døden og Opløsningen selv, og viste fremdeles, hvorledes de Ædleste i Landet med stor Selvfornegtelse og usædvanlige Offere havde udkastet Planen til en bedre Fremtid, og hvorledes netop da en fiendtlig Magt greb ind og tilintetgiorde de unge Spirer og alle Velsindedes Haab; han viste endelig, hvorledes denne Magt vedblev med et Jernaag at undertrykke hver selvstændig og ædel Yttring, saa man enten maatte opgive Siælens og Tankens Frihed, eller vove en Kamp paa Liv og Død med Undertrykkerne.