»Veed du, at Alexandra er vorden en Helgen?« sagde Czernim, da han efter Begravelsen var alene med Munken. - »Hvad mener De dermed?« - »Engle ere jo nedstegne fra Himlen, for at synge over hende i hendes Dødsstund, flere af Gaardens Folk have jo hørt de himmelske Melodier.« - »Ja, hendes sidste Kamp blev mildnet ved geistlig Musik,« svarede Munken, »mig mindede denne Dødsmaade om et Væsens Bortgang, der var mig det kiæreste paa Jorden, og der virkelig døde under Afsyngningen af en geistlig Sang.«

»Om hende skulde du fortælle os Noget, overhovedet gad jeg gierne vide, hvorfor en Mand, som du, der, trods alt Sværmeri, dog synes kaldet til noget Bedre, har lænkebunden sig i et Kloster.«

254

»Ja, det var smukt,« sagde Adalbert, der nu ogsaa var kommen til, »hvis du, ved at fortælle din Historie, vilde forkorte os disse sørgelige Timer!«

Da Munken ikke havde noget herimod, opsøgte de en Plads dybt inde i Skoven, hvor Mennesker sielden kom, hvorpaa Munken begyndte følgende Fortælling: