Midt under disse Optrin nærmede Casimir sig til Adalbert, og bad ham at træde ind i et lille Cabinet ved Siden af den store Sal. Her fandt han Emilie, der nu havde taget Masken af. »Uagtet De i denne Tid vel har vigtigere Ting at tage Vare,« sagde Emilie, »saa 352 bede vi Dem dog om at skienke os en halv Time, saameget mere, da vi snart paa lang Tid maae forlade Dem.«

»Hvorledes har du fundet Emilie?« spurgte Adalbert, »og hvorledes ere I komne her?«

»Det kan du nu erfare, hvis du har Lyst dertil,« svarede Casimir, »men da du dog altid har baaren Godhed for Emilie, og da hun er langt mere veltalende, end jeg, saa skal hun fortælle dig det.«

»Jeg vil ikke undslaae mig derfor,« sagde Emilie smilende, »hvis Adalbert vil høre paa mig.«

Da Adalbert erklærede sig villig hertil, begyndte Emilie følgende Fortælling: