✂ Efter vor mislykkede Flugt blev jeg behandlet aldeles som en Fange i Starostens Huus. Endelig en Morgen tidlig sendte han mig en Pige, der skulde pakke mit Tøj ind. Noget efter traadte han selv ind i mit Kammer, og bad mig følge sig. - »Hvor skal jeg hen?« spurgte jeg. - »Da Opholdet her nu ikke kan være Dem behageligt,« svarede han, »saa har jeg ganske troet at handle efter Deres Ønske og i Deres Aand, i det jeg opsøgte et bedre Sted for Dem, mit Huus skal imidlertid efter kort Tids Forløb igien staae Dem aabent, og jeg vil under andre Omstændigheder ansee Dem som den første Prydelse deri.« - Med disse Ord bød han mig sin Arm, og førte mig meget artig ned ad Trapperne til den underste Gang, hvor flere Tienere ilede mig i Møde, og hialp mig med mine Reiseklæder. - »Ingen af disse Folk skal følge Dem,« sagde han; »da De er mig saa kiær, og da jeg skatter Dem saa høit, ønsker jeg selv den Ære at ledsage Dem og sørge for Deres Beqvemmelighed.« Dermed trykkede han et Kys paa min Haand, og behandlede mig overhovedet med en 353 Ærbødighed, der rigtignok her, saameget jeg ellers selv elsker den ydre Anstand, forekom mig som en bitter Spot. Han ledsagede mig ned til Vognen, hialp mig selv op deri, og tog derpaa Plads ved min Side, medens hans troeste Tiener satte sig hos Kudsken, hvorpaa Vognen rullede ud af Porten. - »Dette ligner jo en Bortførelse,« sagde jeg smilende. - »Er det saa, da er det en Bortførelse til Deres eget Bedste,« svarede han, og talte derpaa om ligegyldige Gienstande, ligesom om Intet var forefaldet. Vognen rullede hurtig afsted, vi havde koldt Kiøkken med os, saa vi paa intet Sted behøvede at stige ud. Endelig efter otte Timers Kiørsel kom vi forbi en stor Bygning paa en Høi. »Hvad er det for en Bygning?« spurgte jeg. - »Et Carmeliterkloster,« var Svaret. Til min Forundring saae jeg, at Vognen bøiede af fra Landeveien, og nærmede sig til Carmeliterklosteret. »Her bliver De,« sagde Starosten, i det vi rullede ind i den mørke Gaard, »indtil Deres gamle Besindighed vender tilbage, jeg haaber, at det ikke vil vare længe, før det skeer.«
✂ Jeg blev nu med megen Salvelse modtagen af Abbedissen, der uden Tvivl alt skriftlig var underrettet om Starostens Villie, og der holdt en lille Tale til mig ved min Indgang i Klosteret. Denne Tale behagede mig ikke stort, og hun selv heller ikke, thi hun saae kold og kiedsommelig ud. Starosten saae jeg ikke mere, ja han betraadte neppe Klosterets Dørtærskel, men kiørte strax bort igien. -
✂ Noget af det Vigtigste, jeg i mit Liv har lært, er at finde mig i enhver Stilling, som jeg ikke kan forandre, og at plukke de Blomster, der voxe paa min Vei, hvor faa de end ere. Neppe havde jeg derfor været nogle Dage i Klosteret, før jeg lagde den Plan at udbrede Munterhed og Smag selv indenfor Klostermuren, og da de ældre Nonner lukkede deres 354 Øren for mine Raad, saa henvendte jeg mig til de yngre, jeg begyndte med at smigre dem, jeg roste deres Udvortes, og fortalte dem, hvad de gierne gad vide, jeg hørte med Taalmodighed paa deres smaa Hemmeligheder, jeg gav dem Raad, trøstede dem og viste dem Deeltagelse, og beklagede dem, naar Noget gik dem imod, men jeg loe ogsaa af deres Drømmerier, jeg spottede dem, naar de lode Hovederne hænge, og opmuntrede og morede dem for Resten saavidt og saa ofte jeg formaaede.
✂ Der vare tre unge Piger i dette Kloster, der vel bleve opdragne her, men dog ei vare bestemte til at tage Sløret, disse søgte jeg især at vinde, jeg underviste dem i det franske Sprog, jeg fortalte dem lystige Historier, jeg rettede paa deres Dragt, og lærte dem, at man ogsaa kunde klæde sig smagfuldt i et Kloster, jeg viste dem, hvorledes de skulde lægge Udtryk i deres Øine og i deres Smiil, jeg sang og dandsede for dem, jeg lærte dem ogsaa selv adskillige muntre Sange, ved hvilke Bestræbelser jeg snart vandt deres Venskab og deres Fortrolighed.
✂ Det varede ikke længe, før Abbedissen erfoer, hvorledes jeg opdrog mine nye Veninder, dog syntes hun ikke tilfreds dermed, men satte mig strengt i Rette formedelst min verdslige Tænkemaade, og uagtet jeg forestillede hende, at disse Børn skulde ud i Verden igien, hvor det tidt afhang af en Piges ydre Væsen, af hendes Talenter, navnlig hendes Sang og Dands, ja af hendes Paaklædning, hvorledes hendes Fremtid skulde blive, saa vilde dog den gamle Abbedisse intet høre derom, men truede mig med at fierne mig fra Nonnernes Selskab, hvis jeg ikke forandrede min Opførsel.
✂ For alt det Øvrige havde jeg ikke desmindre vel erholdt Tilgivelse, men, skiøndt jeg ellers ikke er tilbøielig til Bitterhed, tillod jeg mig dog tilsidst en 355 Bemærkning, der i det mindste deri lignede Synderne mod den Helligaand, at den ei kunde tilgives, thi en Dag, da hun havde kiedet mig meer, end sædvanligt, med sine Formaninger, sagde jeg, i flere Nonners Paahør: »Hendes Tunge er saa hvas, at ikke engang hendes egne Tænder kunne trives i Nærheden deraf, men have været nødte til at flytte.« Ved disse Ord, der troligt bleve hende berettede igien, havde jeg udtalt min Fordømmelsesdom, der samledes et Raad af de ældre Søstre, som alle bleve enige om, at jeg fordærvede de yngre, og at jeg derfor aldeles burde fiernes fra deres Samfund.
✂ Omtrent midt i September, en Maaned efter min Indgang i Klosteret, maatte jeg da, i Følge Abbedissens Befaling, forlade Hovedbygningen og flytte ned til Gartnersken, der var en Lægsøster, og beboede et lille Huus ved Enden af Haven, hvilket dog endnu var indsluttet af Klosterets Ringmuur.
✂ Denne Gartnerske havde, skiøndt hun ikke mere var ung, et ganske tækkeligt Udvortes, hun forekom mig ogsaa mindre streng, end Abbedissen; desuden kastede Morgensolen sit Skin paa hendes smaa Værelser, der vare langt lysere, end Cellerne i Klosteret, jeg var derfor ganske tilfreds med min Forviisning, og tænkte kun paa, hvorledes jeg skulde tæmme min ny Vertinde.
✂ For at naae dette Maal, anvendte jeg nogle smaa Konstgreb, der sielden i mit Liv have slaaet mig feil: Jeg begyndte med at følge hende i Haven og beundre hendes Anlæg og Blomsterbede, jeg hialp hende med at plukke Frugter og opbinde de sildige Efteraarsplanter, jeg spurgte hende om Blomsternes Navne, forundrede mig over hendes Hukommelse, og rettede hende aldeles ikke, naar jeg mærkede, at hun tog feil. Mange af hendes Blomster tog jeg hiem, og tegnede dem af, jeg tegnede ogsaa Helgenbilleder 356 for hende, som hun med megen Andagt tog og bevarede, endelig udkastede jeg et Billede af hendes lille Huus og af Klosterhaven, hvilket glædede hende meer, end alt Andet. Om Aftenen fortalte jeg hende Meget om Verden og om Livet udenfor Klostermuren, hvilket hun, der var særdeles nysgierrig, gierne lyttede til; ja da jeg mærkede, at det ei var hende ukiært, roste jeg desuden hendes Forstand og hendes Udvortes, og beviste hende med mange Exempler, at det sielden var den uerfarne Ungdom, men den modne Skiønhed, forenet med Klogskab, der beherskede Verden og Menneskene. Ved alt dette vandt jeg lidt efter lidt hendes Godhed, saa hun tillod mig ganske alene at vandre rundt i Haven, hvor og naar jeg vilde.
✂ Mit største Savn paa dette Sted - De vil smile, naar jeg siger Dem det - mit største Savn paa dette Sted, siger jeg, var, at der ikke engang i det hele Kloster fandtes et Speil. Da jeg bad Abbedissen derom, og sagde, at jeg ikke kunde undvære det, svarede hun, at slig verdslig Forfængelighed ikke skulde finde Næring indenfor disse Mure. Herover var jeg nærved at fortvivle, og jeg veed Intet, der saaledes forbittrede mig Opholdet i Klosteret, ja jeg troer virkelig, at denne Mangel var en Hovedgrund til min paafølgende Flugt.
✂ I Klosterhaven opdagede jeg imidlertid snart en Kilde, der løb langsomt og halvt skiult bag Siv og andre Vandplanter. Til denne Kilde vandrede jeg nu hver Morgen, jeg udsøgte det stilleste Sted deri, det afgav rigtignok kun et ufuldkomment Speil, men i Mangel af et bedre hialp jeg mig dermed, indtil midt i October, da Isen endelig dækkede det.
✂ Ved at følge Kildens Løb, saae jeg, at den tabte sig under en Bue i Klostermuren. Denne Bue var, uden Tvivl fordi Kilden tidt efter en Regn strømmede 357 over sine Bredder, temmelig stor. Jeg fik derfor det Indfald, at jeg maaskee giennem denne Bue kunde finde en Udgang af Klosteret, jeg steg da med Forsigtighed ned derunder, og kunde virkelig, naar jeg bøiede mig noget, trænge ind i den smalle Hvælving, men mine øvrige Forhaabninger tilintetgiordes snart, thi tykke Jernstænger gik fra Muren dybt ned i Jorden, og lukkede Udgangen for enhver menneskelig Skabning; dog havde jeg paa dette Sted en vid Udsigt over Sletten, og steg siden ofte derned, for at mit Øie kunde dvæle paa en Flade, der ikke begrændsedes af Klostermuren.
✂ For Resten vandrede jeg ofte rundt i Haven, for at see, om der ikke fandtes noget ubevogtet Sted i mit Fængsel, hvoraf jeg kunde undslippe, men dette var ikke Tilfældet, thi hiin Muur lignede ikke dem, man ellers finder i Polen, den var tvertimod meget stærk, og desuden saa høi, at man aldeles ikke kunde klattre derover.
✂ Til andre Tider drev Kiedsomheden mig til at læse, men der fandtes næsten ingen andre Bøger i Klosteret, end urimelige Legender, gamle latinske Psalmer og Bønnebøger, tilligemed en Beretning om Klosterets ældre Tilstand, i fire store Bind. I Legenderne bladede jeg tidt, ja da Gartnersken bad mig derom, læste jeg undertiden høit for hende deri. Mange forunderlige og utrolige Eventyr maatte jeg saaledes giennemgaae, til liden Glæde for mig, men til stor Opbyggelse for min Selskabssøster. En Dag bragte hun mig blandt Andet en Bog, der indeholdt Fortællinger om store Forbrydelser mod Klosterets Helligdom, hvilke vare blevne strengt straffede allerede i denne Verden. I denne Bog læste jeg en Beretning, der, i det den opbyggede min Selskabssøster, og befæstede Troen hos hende paa Klosterets Uforkrænkelighed, indgav mig ganske andre Tanker.
358✂ Fortællingens Indhold vil jeg i Korthed sige Dem. En Nonne, der havde en Elsker, og var meget ilde tilfreds med sit Klosterliv, brugte, for at undslippe af sit Fængsel, følgende List: først gav hun sin Elsker et Vink om sin Plan, derpaa satte hun Ild paa sin Seng, hendes Elsker sprang paa samme Tid over Muren, satte en Strikkestige til hendes Vindue og bortførte hende. Kort efter skede Anskrig, Nonnerne løb sammen og fandt Sengen og Værelset i Luer. En Deel af Klosterbygningen brændte, og kun med stor Anstrengelse reddede man det øvrige. Imidlertid faldt Ingen paa at forfølge den bortløbne Nonne, som, efter Alles Mening, havde fundet sin Død i Flammerne. Hun undkom saaledes til et fremmed Land, hvor hun giftede sig med sin Elskede, men, lagde den fromme Fortæller til, hun fandt ingen Fred og Lykke i sit Ægteskab, hendes Samvittighed bebreidede hende bestandig den frække Handling, og endelig, da hendes Mand og hendes Børn vare døde, reiste hun tilbage til Klosteret igien, angav sig selv, fik Tilgivelse formedelst sin store Anger, og levede fremdeles, som en bodfærdig Synderinde, til sin Dødsdag i Klosteret, til hvilket hun, for at erstatte den Skade, hun havde anstiftet, opoffrede alt sit timelige Gods.
✂ Denne Fortælling frembragte et meget forskielligt Indtryk paa mig og paa min Tilhørerinde, hun hørte Begyndelsen med Skræk, men fandt derimod stor Opbyggelse, da Enden kom, jeg derimod fandt Begyndelsen kløgtig, men Enden syntes mig at antyde en svag Siæl, der ikke vidste at bruge den Frihed, den ved sin dristigste Handling havde forskaffet sig. Dog denne min Mening sagde jeg naturligviis ikke til min Selskabssøster.
✂ En Morgen, da jeg stod under Muren ved Kildens Udløb, hørte jeg pludselig min Veninde Gartnerskens 359 Røst. »Hvad har De for, Frøken Emilie?« raabte hun. - »Jeg kaster kun et Blik ud af mit Fængsel,« sagde jeg, »det kan vel ikke ansees for nogen Synd af En, som aldeles intet Løfte binder til Klosteret.« - »Ønsker De at see Dem om, da skal jeg vise Dem en beqvemmere Plads,« svarede hun, og førte mig nu til en Udkant af Haven, der laae skiult bag Træer. Her maatte jeg først love hende en hellig Taushed, derpaa tog hun to løse Stene ud af Muren, og nu aabnede der sig et lille Hul, giennem hvilket man kunde see langt ud paa den store Slette, og jeg opdagede desuden, at en temmelig bred Sti her slyngede sig tæt op til Klostermuren.
✂ Imidlertid tænkte jeg tidt paa den Fortælling, jeg nylig havde læst om den bortflygtede Nonne, ofte kunde jeg ikke sove om Natten for disse Tanker, og tilsidst besluttede jeg at forsøge et lignende Eventyr.
✂ Jeg saae tidt en ung Bonde, der bragte forskiellige Fornødenheder fra den nærmeste By til Klosteret, og der ofte handlede med Gartnersken, han og den Præst, der læste Messer i Klosterkirken, vare de eneste Mænd, jeg, siden Starostens Afreise, havde bemærket indenfor disse Mure. Imidlertid blev det ikke gierne seet, at jeg talte med ham, dog var jeg undertiden tilstede, naar Handler bleve sluttede, og jeg mærkede da, at Aloys, saaledes hed denne Mand, var meget begierlig efter Penge, herpaa byggde jeg min Plan.
✂ Først skrev jeg et Brev til Oberst Czernim, der, uagtet han aldrig havde viist mig selv nogen synderlig Velvillie, dog elskede Casimir, og der desuden vel neppe, hvis jeg kiendte ham ret, vilde lade nogen Leilighed ubenyttet, hvorved han kunde overliste de Klostergeistlige.
✂ I dette Brev meldte jeg ham først mit Opholdssted, dernæst tilstod jeg ham i de meest smigrende 360 Udtryk, jeg kunde opfinde, at jeg alene stolede paa ham og hans ridderlige Tænkemaade, jeg bad ham derpaa om at fortælle dette Brevs Indhold til Casimir, og om at ile mig til Hielp saa hurtig som muligt. Jeg lovede desuden hver Morgen at være tilstede ved Havemuren, naar han da gav sig til Kiende ved et Tegn, som jeg nævnede ham, da skulde jeg vel angive, hvad der videre maatte skee. Endelig bad jeg ham om paa min Regning at udbetale ti Ducater til Overbringeren.
✂ Jeg ventede nu med Utaalmodighed paa, at Aloys igien skulde besøge Klosteret, neppe indfandt han sig, før jeg ilede ud, for at træffe ham, naar han kom tilbage. Denne Gang naaede jeg imidlertid ikke mit Ønske, thi til min store Sorg mødte jeg flere af Nonnerne i Haven, hvorfor jeg maatte vende tilbage med uforrettet Sag.
✂ Ved det næste Besøg af Aloys var jeg heldigere, jeg ilede ned, fandt Haven tom, og skyndte mig hen til Muren, hvor jeg tog de to Stene bort, saa jeg kunde oversee et Stykke af Gangstien. Da Aloys var omtrent tyve Skridt borte fra mig, kaldte jeg paa ham, han saae sig forundret om, endelig mærkede han, hvorfra Stemmen kom, og nærmede sig. Jeg lovede ham en kostbar Ring, og desuden ti Ducater, hvis han vilde bære mit Brev til Obersten, hvis Navn er saa bekiendt i disse Egne, at han vanskelig kunde forfeile ham. Aloys, hvem man rimeligviis aldrig havde tilbuden saamange Penge, betænkte sig et Øieblik, endelig lovede han at bringe Brevet. »Ringen faaer du af mig,« sagde jeg, »de ti Ducater betaler Obersten dig.« Derpaa bandt jeg baade Brev og Ring fast til en Steen, og kastede dem samlede over Muren, jeg ilede nu tilbage til min forrige Plads, og saae med Tilfredshed, at Aloys holdt Brevet i sin Haand.
361✂ Jeg ventede med stor Spænding paa min Plans Udfald, men det gik anderledes, end jeg tænkte, thi endnu samme Dag blev jeg kaldet til Abbedissen, der til min Skræk viste mig mit eget Brev, hvorefter hun tiltalte mig ligesaa strengt, som om jeg havde begaaet en virkelig Forbrydelse. Brevet havde hun faaet af Aloys, der vel haabede en stor Belønning for sit Forræderi. Nu blev Blæk Pen og Papiir taget fra mig, Aabningen i Muren forsvandt, og det blev mig strengt forbuden at gaae i Haven, med mindre Gartnersken ledsagede mig.
✂ Men dette Forbud blev ikke efterlevet, min Veninde Gartnersken, der skulde passe paa mig, var vel noget vred i Begyndelsen, men lidt efter lidt vidste jeg at berolige hende, og efter et Par Dage kunde jeg igien gaae alene i Haven, med den Betingelse, at jeg gik tidlig om Morgenen, før Nonnerne kom derned.
✂ En Morgen, da jeg stirrede paa Muren, og tænkte paa mit forsvundne Haab, mærkede jeg tydelig, at Nogen kaldte paa mig, jeg nærmede mig nu, og hørte til min Forundring, at det kaldte anden Gang. - »Hvem er der?« spurgte jeg. - »Det er mig, Aloys,« svarede Røsten, »jeg har i Gaar Nat hugget et nyt Hul, for at tale med Frøkenen.« - »Hvor kan jeg fæste Lid til den, der alt engang har bedraget mig?« sagde jeg. - »Det kan Frøkenen nok,« svarede han, »thi jeg seer, at jeg ingen Fordeel har af at bedrage hende, den fordømte Abbedisse gav mig ikke en Skilling derfor, ja hun tog endog den Ring fra mig, som jeg havde faaet, men vil nu Frøkenen give mig et nyt Brev og de ti Ducater oven i Kiøbet, da skal jeg bringe det hvorhen Frøkenen vil.«
✂ Jeg bestilte ham nu igien til den næste Morgen, og skrev en ny Billet til Obersten, istedenfor Blæk brugte jeg nu Blyant, og istedenfor Papiir et Stykke Pergament, som jeg rev ud af en Tegnebog. Denne 362 Billet bandt jeg atter til en Steen, og kastede den næste Morgen over Muren til Aloys, tillige forsikkrede jeg ham om, at Obersten nok skulde give ham de ti Ducater, hvorpaa han gik.
✂ I stor Uvished henbragte jeg nu de næste otte Dage, paa den niende Morgen hørte jeg virkelig det aftalte Tegn. Jeg ilede hurtig hen til den ny Aabning i Muren, og saae da til min store Glæde Casimir og Oberst Czernim, der stode paa Veien nærved Klostermuren, og ledsagedes af Aloys. Da jeg havde overbeviist mig herom, skrev jeg paa Stedet en ny Billet, hvori jeg bad dem at benytte den Leilighed, jeg næste Nat skulde give dem, til at trænge ind i Klosteret. Denne Billet bandt jeg atter til en Steen, og kastede den over Havemuren.
✂ Min Plan var allerede for længe siden lagt, neppe mærkede jeg, at min Selskabssøster var falden i Søvn, før jeg satte et Lys under min Seng, der, da den var af tørt Træ, hurtigt antændtes. Seng, Lagner og Sengeklæder brændte snart, og Værelset fyldtes med Røg, saa jeg var nærved at qvæles, jeg ilede da ud paa Gangen, og taug endnu stille, saalænge til Væggene ogsaa begyndte at brænde, da skreg jeg høit, bankede paa Gartnerskens Dør, underrettede hende om Faren, og løb op og vækkede Nonnerne, der kom i den yderste Angst. Snart var det hele Kloster i Bevægelse, men tillige i den største Forvirring, jeg overtalte en af Nonnerne til at ringe med den store Klokke, og bevægede en anden til at aabne Porten, hvoraf strax en Mængde Mennesker strømmede ind, for at redde og slukke. Mellem disse vare ogsaa Casimir og Czernim, og medens Havehuset stod i Flamme, og ingen af Nonnerne tænkte paa mig, rakte Obersten mig en Kappe, som jeg kastede over mig, og en Hat, som jeg trykkede dybt ned over min Pande. Derpaa ilede vi alle Tre ud af Porten, 363 og ankom i Gaar, uden noget Slags Forfølgelse, til Czernims Slot, hvorfra vi, saasnart vi have Pas, tænke at flygte til Gallizien.