Det er Historieskriverens Pligt at overskue Tidens Hovedstrøm, Digteren derimod dvæler gierne ved de mindre Sidestrømme og Hvirvler nær ved Kysterne; dette maa være vor Undskyldning, naar vi her kun i Korthed omtale den egentlige Kamp, som vi ene skulle berøre, forsaavidt den staaer i Forbindelse med de Personers Levnetsløb, vi her beskrive.

Adalbert og Bonaventura fulgte som Frivillige med Rytteriet i Hovedarmeen, Czernim derimod stod paa den venstre Weichselbred under General Dwernicki. I den første Kamp ved Liewiec, hvori Kanonerne alene giorde Udslaget, deeltog naturligviis de to Venner ikke. Kort efter kom Efterretningen om Dwernickis første Seier, og en almindelig Jubel udbredte sig ikke blot i Hæren, men over det hele Land.

Nogle Dage sildigere, da en Deel af Hæren stod ved Kaluzyn, og da man ventede et stort Slag, saae Adalbert og Bonaventura pludselig en qvindelig Skikkelse til Hest, der red henimod dem; det var Leontine, der, ved Efterretningen om Dwernickis Seier, ikke kunde holde det ud i Warschau, og der nu kom for at kæmpe ved sin Broders Side.

408

»Hvad vil du her?« spurgte Bonaventura. - »Mine Landsmænds Kamp lader mig ikke sove i Ro,« svarede hun, »derfor vil jeg nu vaage og kæmpe med Eder.« - »Hvad tænker du paa? hvorledes kan en Qvinde deeltage i vor Strid?« - »Jeg er ikke den første polske Qvinde, der strider for sit Land, og bliver sikkert heller ikke den sidste.« - »O, jeg beder Dem, bliv dog i Warschau!« raabte Adalbert, »her er ikke Deres Plads.« - »Min Plads er der, hvor mine Landsmænd kæmpe for Friheden.« - »Skal da dette straalerige Øie udstikkes af en fiendtlig Landse?« udbrød Adalbert, »skal denne fine Haand afhugges, skal dette sneehvide Bryst, der burde være et Tempel for Kiærligheden, nedtrampes under Hestenes Fødder? Nei, i Sandhed, det maa ikke skee, jeg vilde skiælve paa Valpladsen, mit Mod vilde forsvinde, hvis jeg vidste, De var der.« - »Ti, Adalbert! der ere Qvinder nok i Warschau, der ere nok tilbage, der kunne pille Charpie og forbinde de Saarede,« svarede Leontine. - »Og selv om De ingen Skade led,« vedblev Adalbert, »hvorledes vilde det klæde Dem, der er uskyldig og reen, at dyppe Deres Hænder i Fiendernes Blod?« - »Og hvis vi nu tabte et Slag,« sagde Bonaventura, »hvis du fangedes og blev et Bytte for de vilde Seierherrer, hvad saa?« - »Derimod bærer jeg tvende Raad hos mig,« svarede hun og viste dem to Terzeroler ved sit Bælte, »men da I frygte min Nærværelse saameget, vil jeg ikke besvære Eder dermed.« Under disse Ord vendte hun sin Hest og red bort.

Bonaventura fik snart Tilladelse til at følge hende, dog maatte han kun i kort Tid blive borte. Efter to Timer vendte han tilbage og fortalte, at hun nu havde funden en sikker Bolig, hvorfra hun næste Morgen vilde blive bragt til Warschau.

Den følgende Dag forefaldt den mærkværdige 409 Træfning ved Dobre, hvori det berømte fierde Regiment lagde Grunden til sin Hæder, og hvori nogle faa Batailloner i flere Timer modstod en uhyre Overmagt, anført af den russiske Overgeneral selv. Paa denne Dag fegtede ogsaa Adalbert for første Gang ved sin Vaabenbroders Side, da Rytteriet blev angrebet ved Janowka. Paa Valpladsen lagde Flere Mærke til en deilig Pige til Hest, der stred i Række med de Øvrige, men Adalbert saae hende ikke før paa Tilbagetoget, da han med Forfærdelse bemærkede Leontine, der ganske rolig nærmede sig til ham, og smilende fortalte, at hun havde deeltaget i Kampen.

»Hvor har De da været fra i Gaar af?« spurgte han. - »I denne Tid staae alle Huse aabne,« svarede hun, »ikke langt herfra fandt jeg en Bolig, hvori jeg hvilede et Par Timer; uden at agte paa nogen Indvending, red jeg derpaa tilbage igien, men skiulte mig for Dem, indtil Kampen begyndte.«

Da det var umuligt at hindre denne besynderlige Skabning fra at udføre sit Forsæt, maatte Adalbert og Bonaventura vel finde sig deri. Hun red nu bestandig ved deres Side, og deelte alle Veiens Besværligheder med dem; hun var stedse den første paa Pladsen om Morgenen, og den sidste til Ro om Aftenen, tidt overnattede hun under aaben Himmel, tidt slumrede hun et Øieblik i sin Broders Telt, og alle Beqvemmeligheder bortviste hun med de Ord: »Jeg har fra min Ungdom af forberedt mig paa denne Kamp, og jeg er vant til at hvile paa den blotte Jord og at slumre i Træernes Grene.«

Sikkert glemmer Ingen af dem, der i de Dage kæmpede nær ved Leontine, nogensinde det Indtryk, den skiønne ranke Qvinde frembragte, der red iblandt dem med Sværd og Landse paa en isabelfarvet Hest. De fornemmere Officerer smilede venligt, 410 naar de saae hende, men Soldaterne og de yngre Krigere betragtede hende som et høiere Væsen, som en Skytsengel, og hendes Nærværelse forøgede i overordentlig Grad deres Mod; ja selv efter Kampen var hendes Bifaldssmiil den Løn, som den Tappre heftigst ønskede. Paa en forunderlig Maade syntes ogsaa Himlen at vaage over hende, thi uagtet hun ofte trodsede Døden, og styrtede sig frem, hvor Kampen var hedest, og hvor Kuglerne hvislede i Græsset, saa kom hun dog aldrig til Skade, og modtog ikke engang det mindste Saar.

Selv Adalbert fandt sig nu i at see hende paa Valpladsen, ja i den Spænding, hvori han var, forekom hun ogsaa ham som en Skytsengel, hvem Kuglerne ikke kunde naae, og hvem Jernet ikke kunde saare. Hans Mod svækkedes ei ved hendes Nærværelse, som han først troede, tvertimod det voxede derved; Bevidstheden om, at hun saae hans Daad og var tilstede derved, styrkede hans Arm og fordoblede hans Kraft, saa det virkelig lykkedes ham undertiden at udmærke sig selv iblandt de kiække Skarer, der omgave ham.

Midt under Krigens Anstrengelser vedligeholdt ikke blot Leontine sin Sundhed, men hun blev endog raskere og skiønnere, end hun nogensinde havde været. Hver ædel Bedrift af hendes Landsmænd fyldte hendes Øine med en stærkere Glands, hver tilkæmpet Seier udbredte et høiere Udtryk over hendes Aasyn. Hendes tidligere Strenghed mildnedes, og den fasttillukkede Rosenknop syntes kun at have ventet paa Frihedens første Morgenstraale, for at udfolde sine hundrede Blade for Lyset.

Adalbert var nu tilstede i flere Træfninger, hvori Polakkerne seirede, ja i Slaget ved Wawer var han heldig nok til at afværge et Sabelhug, der truede Bonaventuras Hoved.

411

Adalbert bivaanede ogsaa det mærkværdige Slag ved Grochow, det første, Polakkerne tabte, skiøndt deres kiække og langvarige Modstand mod en fiirdobbelt Overmagt i Tidens Længde gavnede dem meer, end en Seier, i det den vakte en hemmelig Frygt i Fiendernes Hierter, og vandt den offentlige Mening for Polen.

Den første Følge af dette Slag syntes imidlertid ikke heldig, den polske Hær trak sig tilbage til Warschau, Forstaden Praga antændtes, Russerne kunde sees fra Voldene, og Hovedstadens Begeistring afløstes af Skræk.

Den øiebliklige Frygt forsvandt dog igien, da en ny Seier af Dwernicki tvang Fienden til at fierne sig fra Byen, og da man siden erfarede, at denne alt havde efterladt tredivetusinde Døde paa de forskiellige Valpladse og i de dybe Moradser ved Warschau.

Men nu traadte det gamle Overmod frem igien, og i det Øieblik, da man vel burde samle alle Stridskræfter mod en overlegen Fiende, berøvede man Hæren sin bedste Anfører, i det man befalede General Dwernicki med sine kiække Tropper at forlade Kongeriget og at ile til det fierne Wolhynien, for ogsaa der at udbrede Opstanden.

Efter Slaget ved Grochow bleve Adalbert og Bonaventura udnævnede til Officerer, men kun den første modtog Udnævnelsen, Bonaventura derimod ei; »jeg vil ikke være bedre, end den ringeste blandt mine Brødre,« sagde han, hvorpaa han vedblev at kæmpe som frivillig i Soldaternes Rækker.

I Warschau gienfandt Adalbert Pater Vincent, der, med sin Priors Samtykke, var kommen hid i Spidsen for femhundrede nye Stridsmænd. Adalbert saae ham arbeide paa Voldens Befæstning midt imellem Borgerne, og efter Slaget ved Grochow var han 412 en af dem, der med størst Held beroligede Folket og oprettede det siunkne Mod.

En Dag, noget før Hæren igien rykkede i Marken, modtog Bonaventura følgende Brev fra Oberst Czernim: