Kort efter Krukowieckis Udnævnelse til Hoved for den ny Regiering forlod en Deel af Hæren Warschau, under Romarinos Anførsel, for at udføre et Streiftog i Omegnen. Dette erfoer Russerne og besluttede nu, da Besætningen var svækket, hvad det saa skulde koste, at storme Byen.

Da Adalberts Haand endnu ikke mægtede at styre en Hest, tog han denne Gang, uagtet sit Saar i Knæet, Tieneste ved Fodfolket, hans Exempel fulgte Bonaventura, der, dreven af en selsom Anelse, udbad sig en Plads paa en af de yderste Skandser foran Landsbyen Wola, hvor dog ingen af de polske Hærførere troede, at Angrebet vilde begynde.

Adalbert stod paa den anden Forsvarslinie under Uminskis Befaling, Czernim havde en Ryttercommando i Nærheden af ham paa den samme Linie; ogsaa Pater Vincent var med paa Volden, hvor han vandrede giennem Krigernes Rækker, og opmuntrede Soldaterne til Striden.

428

Heller ikke blev Leontine denne Gang tilbage, og skiøndt man sagde hende, at hendes Nærværelse kun lidet vilde nytte, saa indfandt hun sig dog, ligesom hun pleiede, og holdt snart hos Adalbert, snart nærved Czernim, der havde sin inderlige Glæde af hende, ogsaa mellem Tropperne frembragte hendes Nærværelse endnu den gamle Begeistring.

Da Bonaventura sidste Gang saae Adalbert og Leontine, trykkede han dem med usædvanlig Heftighed til sit Bryst. »Farvel!« sagde han, »det kunde nu maaskee vare noget, til I see mig igien.« -»Hvi er du saa bevæget?« spurgte Adalbert. - »Det bæres mig for, at jeg ikke skal overleve mit Lands Undergang,« svarede Bonaventura og gik tankefuld bort.