↩ Opmuntret af dette Bifald fortsatte Otto: Saa gaae vi over til at betragte Maanen. Den er imidlertid reven aldeles ud af sin Bane og kommer nu farende, paa det Voldsomste tiltrukken af Jorden, og slaaer ind som en Bombe. Maanen er fem Gange mindre end Jorden. De kunde lade den slaae ind saaledes, at en stor Deel gik i Atlanterhavet, men dens ene Segment traf ... f Ex. det nordvestlige Afrika, Spanien, Frankrig, endeel af Tydskland og Italien. Hvilken Ligtale at holde! Hvilken Revue over Historiens store Mænd og Begivenheder, Alt knuust i et Secund! Og nu Larmen af Sammenstødet, et Bulder, der overgaaer Alt, hvad man har erfaret eller drømt! Havet sprøiter op i milehøit Skum, Jorden slaaer Revner, saa den underjordiske Ild bryder frem. Jorden farer imidlertid afsted med stedse voxende Hastighed imod Solen. Den indvirker med sin Masses Tiltrækningskraft paa Mercur og Venus og fører dem med sig. Alle de andre Planeter, der gaae udenfor, have alt tabt Ligevægten og fare nu fra deres fjerne Baner allesammen ind mod deres Systems Midtpunkt, Solen. Det var en Hær, et Anfald at male! Digteren staaer i Røg og Damp paa den brændende og hvislende Jord, i det sønderrevne Solsystem; hist flyver et Stykke af Saturns Ring, her en af Jupiters Drabanter, paa den svinglende Uranus seer man Kjæmpeskikkelser. Da gjøres Bekjendtskab idetmindste paa Afstand mellem alle Planeters Beboere, og naar man saa kommer til Solens Atmosphære, Ildhavet, faaer man endelig at vide, hvoraf dette Ildhav bestaaer, hvad det er, hvoraf det næres.