Goldschmidt, M. A.

Brevene vare udkomne, og Otto lyttede og ventede med sin hele Sjæl. I den nye Skikkelse toge hans Tanker sig overraskende godt ud for ham selv; de vare den mandige og klare Deel af hans Væsen; han følte, at der havde været et stort Opsving i ham, at han havde levet dybt sammen med Sandheden og Folket, været ærlig angst og ærlig begeistret, og han kunde ikke troe Andet, end at der maatte komme et sympathetisk Tilbageslag. Og hvadsomhelst der skulde skee, vilde blive meldt ham af Hende, staae i Forbindelse med Hende. Han beregnede Dagene og Timerne, det kunde vare, inden hun fik Bogen, kunde faae den læst, betænke sig paa Svar og skrive. Hvergang han nærmede sig sit Hjem, bankede Hjertet af Forventning, Haab og Frygt: om Brevet mulig skulde ligge der, og hvergang han var skuffet, gjorde han ny Beregning og tilstod ny Udsættelse. Han havde i sin Sjæls Dyb den urokkeligste Vished om, at han skulde faae Bud og komme til at see hende. Det forekom ham som en barbarisk Uretfærdighed, han aldeles ikke kunde tiltroe det i Verden Styrende, hvis der skulde være sendt ham Hilsen og vakt saa uendeligt Haab hos ham, blot for at han skulde blive skuffet.

Men mange andre Tanker og Stemninger stege samtidig op i 544 ham: Stoltheden over at imponere Schiøtt med sine Tankers Magt, den berusende Forventning om at gjøre en lignende Virkning paa Verden. Istedenfor den stille, ydmyge Alvor, hvormed han havde forsket, kom pludselig Fornemmelsen af at være »Herre i Aandens Rige«. Han forstod ikke længer, at han ganske nylig havde skuet ud imod noget Fjernt, der efter stor Anstrængelse skulde naaes og skjænke Lyksalighed; det syntes ham at maatte bringes af den nærmeste Fremtid, Øieblikket var alt varmt af dets Nærmelse.

Det Spørgsmaal, der var blevet opstillet: Hvad Protestantismen egenlig var? syntes ham at burde løses, siden det engang var gjort, og da han havde en dyb Mistro til Præsterne, var han nysgjerrig efter at see selve det religiøse Folk i Virksomhed, mulig vilde der vise sig geniale Glimt. Han havde let ved at faae sit Ønske opfyldt, eftersom Sem var bleven »hellig« og deeltog i nogle halvskjulte, ugenlige Sammenkomster. Da Otto var tilstede, prædikede en lille bleg Væver i et meget dunkelt, men, som det syntes, meget tiltalende Sprog. De Fleste, som vare tilstede, havde Noget i deres Physiognomi, der antydede, at de ad en Bagtrappe vilde naae til Saligheden, fordi de ikke havde Mod til at vise sig paa den rigtige Vei. Siden fulgte Otto og Sem Taleren hjem, og da de kom i Husets Gang, blev han anfaldet af en Nabokone, der beskyldte ham for adskillige smaa Bedragerier og skarpt udhævede dem ved Siden af hans Hellighed. Hun spurgte flere Gange, hvordan han kunde forene de to Ting med hinanden, og endelig udbrød Væveren utaalmodig: Stille, Kvinde, hvad har Religionen med Professionen at gjøre?

Det var netop samme Sætning, som Otto engang havde hørt i Foreningen: at Christendommen ikke havde Noget med Politiken at gjøre. Hans Sjæl havde anet en sand Enhed, men var nu for let og for lykkelig til at ville med Magt udfinde den. I det deilige Veir og i den umaadelige Følelse af Ungdomsliv, skjult Kjærlighed og Lyksalighed, betragtede han alle Menneskenes Urimeligheder som enkelte Stemmer i Verdens hemmelighedsfulde Harmoni. Det var et Øieblik under Mødet faldet ham ind, at her kunde han selv forsøge at faae et »Kjærlighedsmaaltid« foranstaltet, han skulde hengive sin Person til sine Tankers og Ords Fuldbyrdelse; men Menneskene vare ham ubehagelige at see til, det blev ham en frastødende, hans Sjæl fremmed Opgave. Han syntes sig selv for god til saa Lidt. Alt 545 det Smukke og Udmærkede, som han ad Tankens Vei dvælede ved og forstod, forekom ham at være indvendig i ham, Deel af hans Væsen, og det syntes ham, at Menneskene ikke kunde naae høiere end til denne overordenlige Følelse af Fornemhed, Lyksaligheds-Anelse og Begjær.

- Camilla vilde gjerne have skrevet paany; men hun turde ikke. Under Læsningen havde det ofte forekommet hende, som om hans Øine saae paa hende. Hendes kvindelige Instinct vidste, at det næste Skridt enten maatte føre til et personligt, intimt Forhold eller til en uværdig Leg. Hun meente, at et personligt Forhold, hjerteligt Venskab og Beundring, godt kunde bestaae; men hun havde ikke Mod til at vedstaae denne Mening med Handling og fandt sig saa i at betragte det Forbigangne som noget Smukt, der maatte glemmes, som en Hemmelighed, hvis Fare var forbi, og naar hun taug om sin personlige Medviden, ansaae hun det derimod for en Pligt, ærlig og høit at yttre sin Sympathi for denne Bog.

Et forskjelligt, men dog betydeligt Indtryk havde den gjort paa Grev Løvenhjelm og den Kreds, han tilhørte. Man var forbauset over den Friskhed og Energi, som gik derigjennem, følte sig et Øieblik nervøst oplivet derved og smilede forresten ad den mulige Fare, fordi man erkjendte, at den ledende Aand slet ikke havde hjemme i et Samfund med Begjær efter Embeder, Ordener, Titler o. desl. Man sporede ingen Concurrence, men mærkede kløgtig, at her var Noget, som kunde bruges mod Concurrenter. I en Samtale med Dalberg udhævede Grev Løvenhjelm med stor Ros et af Brevene; det var netop det, hvori der med Hentydning til Dalberg var paaviist Mangel paa Klarhed og det personlige Opoffrelsens Mod.

Det Allerførste, Helzen ved at erfare Noget herom tog sig for, var at søge efter Forfatteren. Det blev ham vanskeligt, fordi ved Løvenhjelms Ord Mistanken var ledet paa Vildspor. Ved at lade efterforske i Trykkeriet fik man Spor paa Sem; men Sem gik Ærinder for saa Mange, der vare eller havde været Studenter, og man vidste, at han var altfor ærlig til at forraade Noget, især hvis man opsøgte ham og frittede. I Virkeligheden var Sem ogsaa paa sin Post. Schiøtt havde mærket, at et Uveir trak op, og da ingen udjevnende Forklaring var mulig, havde han paany indskjærpet Sem Taushed, idet han sagde 546 ham, at det gjaldt store Ting. Da havde Sem lovet sig selv, at før skulde Politiet pine ham, som de piinte den maccabæiske Kvinde eller Stephanus, end han skulde forraade Noget.

Helzen og Milner mødte ham en Dag paa Gaden.

Naa, hvordan gaaer det, berømte Mand, store Ubekjendte? sagde Helzen.

Sem var saa smigret ved endog blot i Spøg at kaldes udmærket, at han tog Complimenten som halv Alvor og med en kunstlet Beskedenhed, der lignede en virkelig berømt Mands Affectation, spurgte: Hvori er jeg berømt?

Aa, De skal ikke lade saa uskyldig! De er jo Forfatteren af den politiske Piece, og der kommer snart en kongelig Lakai hjem til Noæh Ark og tilsiger Dem til Taffel.

Nei, veed De hvad, Helzen, det er i Sandhed for meget sagt! Saa Meget har vi ikke fortjent!

Dette »vi« faldt i god Jord, og Helzen vedblev: Ja, ja; men De kan spørge Hr. Fuldmægtigen her, som dog er ansat i Collegiet, om det ikke er sandt, at Kongen har forlangt at kjende Forfatteren, han skal have Kaldet i Gladsaxe.

Ja, men Gladsaxe Sognekald er jo ikke ledigt! raabte Sem.

Uden at lade sig forstyrre, svarede Helzen: Naa, ja, saa er det et andet stort Kald i Nærheden af Kjøbenhavn. Et Kald paa 4000 Daler.

Aa, tal nu alvorlig, lille Helzen. Troer De virkelig, at Kongen er saa fornøiet med den Piæs? Kunde jeg virkelig faae et kjønt lille Kald, om jeg ogsaa ikke var Forfatteren?

Nei, er De gal, Sem, naar De ikke var det, fik De intet Kald; men just fordi De er det, faaer De et.

Ja, men den rigtige Forfatter og den anden Forfatter kunde deles om Noget ....

Nei, Sem, nu er De høimodig, nu vil De have en af Deres Venner befordret og laane ham lidt af Deres Lys, ligerviis som Solen laaner Maanen ....

Er det virkelig sandt, Hr. Fuldmægtig? spurgte Sem i stor Vaande.

Ja, tilforladelig! Forfatteren kan være vis paa noget Stort, svarede Milner og tog Sems Arm.

Sem blev ganske fortumlet ved denne Ære og glemte en Stund 547 baade Bog og Kald ved Synet af det blaa Ærme og den paillegule Handske, der fortrolig laa i hans Arm.

Naa, Hr. Pastor, sagde Helzen, skal vi saa melde Dem i Forgemakket?

Ja, men, udbrød Sem, jeg kan jo dog ikke stige op paa Prædikestolen ligerviis som en Tyv! Saadan gaaer det ikke an! Nei, sandelig! Ingen skal undertrykke eller forfordele sin Broder i nogen Handel; thi Herren er en Hævner over alt Saadant. (1. Thess. 4. 6). Jeg kan ikke tage imod Lønnen, for den tilkommer Hr. Schiøtt. Ære den, Ære bør! Vil Hr. Fuldmægtigen have den Artighed at sige i Collegiet, at det kan blive forebragt Majestæten, at jeg ydmygelig ..... jeg vilde gjerne have et lille Kald, om saa blot et Degnekald .... og kunde det falde af, efterdi jeg har bragt det til Trykkeriet, saa siger jeg Tak for mig; men det er ikke mit alligevel - tenax propositi vir .... Aa, det var dog en stor Fristelse! sagde Sem ganske mat, lod Milners Arm falde, aftog sin Hat og tørrede Sveden af Panden.

Det skal vi nok sørge for, sagde Helzen. Men i det Blik, han og Milner vexlede, var der en saa særegen Triumph, at Sem begyndte at begribe, at han atter var narret. Desuagtet var han ikke klog nok til at bedømme dem anderledes end efter sig selv og tog sin Tilflugt til Bønner: Aa, hør nu, lille Helzen, det kan jo gjerne være, at jeg har sagt noget Galt, men gjør mig nu ikke ulykkelig og lad det blive imellem os.

Ja, ganske vist, svarede Helzen.

Forlad Dem paa vor Discretion, sagde Milner med en Ironi, som han selv fandt, klædte ham godt.

Herre Jøsses, sagde Sem til sig selv, idet han gik fra dem, blot der nu ikke skeer en Ulykke!

Naar et Menneske falder ned i en Stime Makreler, er han ikke synderlig værre faren, end Schiøtt var, efter at man havde faaet »moralsk Beviis« for hans Forfatterskab. Helzen hadede og misundte ham formedelst den Dygtighed, hvormed han strax havde taget første Plads og stillet ham i Skygge; Milner saae Leiligheden aabnet til at hævne sig for utallige Stiklerier og smaa Ydmygelser; Hald havde ikke glemt det første Sidehug og havde at hævne sig for, at han saa længe havde maattet holde gode Miner, ja modtage Schiøtt i sit Huus og, som han nu sagde til sig selv, lade sin Kone vise ham 548 Interesse. Dog vilde naturligviis Ingen tage Hævn for sin egen Skyld, men paa Ideens Vegne, for den krænkede offenlige Moral, for en Forbrydelse mod Nationen o. s. v.

Ligesom Indianerne, naar de have fanget en Fjende og bundet ham til Pælen, ikke kunne finde Marter nok, saaledes var man i Uvished om, hvorledes man skulde anvende de forenede Kræfter til det dobbelte Formaal: at forhindre de skadelige Meninger fra at blive udbredte og vinde Tillid samt straffe Schiøtt paa exemplarisk Maade - indtil et Forslag af Helzen forenede alle Stemmer.

- Der blev opført en Comedie.

Otto var gaaet derhen med Forventning om den sædvanlige Nydelse: en scenisk Handling, der syntes at drive Spot med de egenlige Kunstfordringer og dog paa mange Maader tilfredsstillede dem, en Blanding af Digt og Virkelighed, af saftige og fine Vittigheder, af godmodigt Lune og kaade eller satiriske Udfald til alle Sider. Han lagde en Stund ikke Mærke til, at det dennegang var anderledes, at næsten Alt med Bitterhed og Had var vendt mod en enkelt Person; men pludselig gik det op for ham, han saae, at det var Schiøtt, der løb Spidsrod in effigie. Schiøtt var fremstillet som et Menneske, der begik alt muligt Lavt og Slet, men tillige holdt de kjønneste Foredrag over det Honnette og Dydige. Nogle af hans tidligere Foredrag i Foreningen vare mærkværdig godt huskede, og under Forudsætning af, at man tog Parti imod ham, gjorde det en yderst comisk og kildrende Virkning, hvergang hans egen Yttring blev brugt som Omkvæd: »Lad derfor Svøben blive svungen mellem de Unge for god Tugts Skyld« - eller naar han, der »ikke kunde aabne Munden uden at sige en Heltegjerning«, maatte »stige ned i sin Tilværelses Kjelder og med bævende Haand holde Lyset og see, at der var tomt og mørkt dernede.« Adskillige Gange maatte Otto lee over det Træffende ved Siden af den umaadelige Overdrivelse, over dette Falske, der med Lune skaffede sig Udseende af Rigtighed, hvad Schiøtt saa ofte havde gjort selv; men da det blev ved, da Hensigten umiskjendelig traadte frem, syntes det ham med stigende Forbittrelse, at man havde lokket et Menneske i et Baghold og med uhyre Overmagt langsomt myrdede ham. Vilde da Ingen protestere mod denne feige Maade at dræbe et Menneske paa? Var der blandt de Tilstedeværende ikke en eneste Mand af 1ste Klasse, der kunde 549 tage Magten, saadan som Goethe engang havde gjort, da han tæmmede et heelt Publikum? Otto saae sig et Øieblik stolt omkring, som for tilfulde at nyde Bevidstheden om at være den Eneste, der her turde tjene Ideen og sætte Livet ind mod den hele Mængde - - pludselig var han selv kommen paa Scenen og fremstillet som En, der forforte en Pige og overlod hende til Schiøtt. Hvis Otto havde kunnet reflectere over sig selv og Verden i det Øieblik, da han modtog dette Stød, vilde han have opdaget, hvorfor saa Mange »stænge deres Dør, naar Sandheden anfaldes udenfor«; Noget i deres Tilværelse holder dem inde. Hvor fordreiet det end var, var der dog i det Fremstillede en fiin Traad til det Rigtige, og i samme Øieblik forsvandt ogsaa hos Otto al Tanke om, som Mand af 1ste Klasse at beherske det Hele - han tog en af de Beslutninger, som i 2den og 3die Klasse kaldes store.

Efter Stykkets Slutning opsogte han den unge Løvenhjelm. Baronen havde et Spilleselskab hos sig, og man var netop ved Bordet, i den lystigste Stemning. Der blev hurtig gjort Plads og lagt Couvert for den uventede, saa længe ikke sete Gjæst, og Otto satte en Ære i, ikke at forraade nogen Sindsbevægelse, men deeltage i Maaltidet. Da man tændte Cigarerne og igjen vilde sætte sig til Spillebordene, vilde han gaae; men Løvenhjelm vilde paa ingen Maade lade ham slippe og ingen Opsættelse taale, hvis der var Noget, han havde at tale med ham om.

Er De kommen i Forlegenhed? Behøver De Mynt? Jeg har lige faaet, sagde Løvenhjelm, da de vare ene i hans Soveværelse.

Otto forklarede ham, at han havde et ganske andet Ærinde: han vilde udfordre Helzen og bede ham, Løvenhjelm, være sin Secundant.

Det var interessant at see den Virkning, det gjorde paa Løvenhjelm. Ved en ringe Bevægelse, ved at trække op i Halsbindet, stryge sig over Panden og ordne sit Haar, var det, som om han forjog alle Viindunster og paa passende Maade gjorde Honneurs for en Tanke, der hørte hans Race til. Og i samme Øieblik havde hans Bevægelse den Virkning, at Otto tilfulde gjorde sig klart, at han vilde dræbe et Menneske eller selv lade Livet; han maatte betale sin Tribut til sin poetiske og reflecterende Naturs Særegenhed: Nerverne bævede overfor den tænkte Ulykke og Fare. Men i næste 550 Øieblik høstede han den øvede, energiske Villies Løn, Nerverne lystrede, hans Tanke dvælede ikke ved, hvad der kunde skee, men ved Grunden til, at det maatte skee.

- Næste Dag kom Løvenhjelm og gav en kort Besked. Helzen havde viist ham Døren, idet han erklærede, at han kun sloges med Aandens Vaaben. Hans Fætter, Greven, var strax bleven underrettet om det Passerede, og man havde grebet Leiligheden til at paaskynde, at han skulde fra Kjøbenhavn og enten blive Landmand eller gaae som Officier i østerrigsk Tjeneste. - Og saa har jeg naturligviis valgt det sidste, sagde Løvenhjelm.

Dersom jeg var et Grevebarn! sagde Otto stønnende, da han var bleven alene. For de Mennesker aabner Lykken og Livet altid en Udvei!

Hans Sjæl kjæmpede mellem den voldsomme Følelse af at være indelukket, indesluttet, ikke at kunne hjælpe sig paa kraftig Maade, Væmmelse over de smaalige Sind og Tvivl om, at det Oplevede var virkeligt. Efterhaanden forlod al sjælelig Virksomhed den virkelige Verden og kastede sig over Phantasier, han levede i Forestillinger om en ny Verden, der vilde opstaae, naar Hun skrev - men han troede ikke meer, at hun vilde skrive.