✂ Før Otto reiste udenlands, vilde han tage Afsked med sin Moder, og hun havde sat ham Stævne i hans Fødeby, hvor han skulde være hende behjælpelig med at søge Oplysninger under den store, lange Proces, og hvor hun desuden havde Ærinde, da Agent Theilmann ganske nylig var død.
✂ Da han saae hende sysle med disse kjedelige Papirer og saa alvorlig og ivrig fordybet, med Brillerne klemte paa Næsen, undersøge hver lille Enkelthed, sagde han vemodig til sig selv, at hun jo ikke gjorde det for sin egen Skyld, men var som en Høne, der værgede for sine Kyllinger. Og han vilde ud i den store, rige, glade Verden - han fik Hjemvee, som om han alt var ude - men hvad saa? spurgte han sig selv. Han ordnede det lempelig saadan med hende, at der af 564 hans Arv blev saa meget hos hende, at hvis Processen tabtes, hun dog intet Tab led, og da han havde gjort dette, syntes ham, han havde kjøbt sin Sjæl fri, nu havde han Lov til at gjøre med den, hvad han vilde, sætte den ind for at vinde eller tabe Alt.
✂ Og saa tager Du dig jo af den lille Birgitte, sagde han, og skaffer hende en god Tjeneste ikke langt fra Dig? Hun vil være Dig trofast.
✂ Otto, udbrød hun pludselig med Taarer i Øinene, jeg troer dog, Du har et godt Hjerte.
✂ Hvordan falder Du nu paa det, Moder?
✂ Jeg har altid troet, vedblev hun, at Du ikke havde Noget tilovers .... jeg troede - nu maa Du ikke blive vred, min kjære Dreng - at Du ikke kunde holde af Nogen uden .... uden i Lidenskab.
✂ Men, Moder, sagde han ganske forvirret, naar jeg vilde gifte mig, saa maatte jeg jo dog holde af min Kone med Lidenskab.
✂ Hun følte, at de ikke forstode hinanden, og efter nogle indre frugtesløse Forsøg paa at klare sine Tanker for at gjøre ham dem ret anskuelige, sagde hun: Det Bedste er, at hvad der saa skeer, det gjør Vorherre, og hvorsomhelst Du gaaer hen, er det ham, der fører Dig.
✂ Han var altfor alvorlig og kraftig stemt til at afvise disse Ord; men atter vakte de en dyb, hemmelig Vrede hos ham som Forsøg paa, nemt at slippe fra det Uforklarlige i Verden.
✂ Hun tilføiede: Jeg vilde saa nødig have, at Du skulde reise saa langt bort; men før Du blev født, har jeg drømt det.
✂ Tak, Moder, det var Heldraad for Reisen! udbrød han og tog det som det Uforklarliges nye Varsel om, at det vilde skjænkes ham at leve, lide og glædes meer end Andre.
✂ Lad det være saa, jeg under Dig det, Otto, sagde hun uden at vide, paa hvilke Tanker hun svarede.
✂ Lidt efter gik han ned ad Gaden for at hilse paa sit Fødested og tage Afsked, og atter traf han Dr. Siemsen ifærd med at gjøre Ronden til sine Patienter.
✂ Ih, god Dag, Krøyer, Otto Krøyer! nei vil man see! raabte Doctoren. Hvor dog Tiden løber! Det er, ligesom det var igaar! .... Ja, jeg bli'er nu i Grunden gammel, saadant et gammelt Kræ skulde egenlig skydes. Men hvordan har De det? Naar var Ankomsten? ..... Nei, det er dog, ligesom det var igaar! Kan De huske, da vi gik bag om Haverne? Ja, nu er det vel glemt og dødt og begravet ....
565✂ Ja, sagde Otto smilende.
✂ Saadan gaaer det altid. Tro De en gammel Practicus .... Hun var ellers her endnu iforgaars, der kunde De have seet hende .... det var Skade, De ikke kom til Begravelsen - skjøndt, den var sgu ikke videre fornøielig.
✂ Ja, naar er en Begravelse vel det?
✂ Meget sandt, Hr. Kjøbenhavner! Det var nu ikke saadan meent. Nei, seer De, man var snaus stemt -ja, De har vel hørt det Hele?
✂ Og da Otto svarede Nei, tog Doctoren ham under Armen, førte ham op bag Haverne og lod sine Patienter ligge.
✂ Da Agent Theilmann havde ombygget sin Gaard og holdt Emilies Bryllup og ved den Leilighed, især ved sin geistlige Svigersøns Mellemkomst, var bleven gode Venner med den nye Byfoged, kom hans Sind tilbage i den forrige Ligevægt; han fik ydermere en ny Theilmanns-Gang officielt anerkjendt, saa at han hjertelig udsonede sig med Caroline Amalies Gang og hele Kongehuset. Men imidlertid havde en ny Magt begyndt at udbrede sig: De andre Kjøbmænd gik frem med Tiden ogsaa i politisk Henseende og vare blevne liberale. Det stod dem maaskee i nogle Maader temmelig uklart; fleer end een, der omtalte vore egne Bønder høist despecteerlig, fik ved det blotte Ord om en norsk Odelsbonde et straalende Ansigt, som om han pludselig lugtede til en deilig duftende Blomst. Men dersom man end undertiden kunde blive bragt i Tvivl og Ængstelighed med Hensyn til de reent politiske Spørgsmaal, saa forjog man alt Sligt derved, at man tillige eller hovedsagelig var national. Hvor dette Ord virkede! Hvor de paa næsten vidunderlig Maade kom til at betyde Noget for sig selv og Andre! De vare nationale! De havde aldrig forhen lagt Mærke dertil, ligesom Molieres gentilhomme bourgeois aldrig havde vidst, at han talte Prosa; men de glædedes nu dobbelt og fik en hidtil ukjendt Selvtillid ved at fornemme, at de havde denne Evne, dette Talent, som man ovre i Kjøbenhavn satte saa stor Priis paa. De kunde blot ikke ret føle denne Evne, medmindre de fik Nogen for sig, som de ansaae for Fjender. Men saa skjøn er den sande Nationalitet, den sande Begeistring for Folkets Ære, det sande Mod til at hævde den - at den ligner hiin philosophiske Steen: blot ved at eie det Sandskorn, der havde siddet paa den, blev Jochum hævet betydelig op. 566 Det var nu engang saa og maatte være saa, at Agent Theilmann kom til at staae imod det, de Andre, de Yngre broutede med, og hos dem var kun altfor megen Lyst til at faae ham som Modstander paa et Gebeet, hvor noget Ubekjendt, Noget i selve Luften, stred for dem. Agenten var ikke uden Snuhed; han betvang dem i Assembleerne med Kongens Skaal; den maatte de drikke, endog med ni Hurraer, og saa behøvede han ikke at sige et Ord mere den Aften. Men Hovedmanden for Oppositionen udbragte engang Danmarks Skaal med ni Hurraer, og derved kunde nu Agenten gjøre, hvad han vilde, det var en fjendtlig Toast, og han, som ikke elskede noget andet Land end Danmark og ikke kunde andet Sprog end Dansk, følte sig i sit stille Sind fristet til at ønske Danmark, idetmindste Oppositionens Danmark, Pokker i Vold. Det havde man et saare skarpt instinctmæssigt Blik for og indsaae godt den Fordeel, som lod sig drage deraf; man kaldte sig selv »national« i Modsætning til Agenten og hans »Parti«. Og Agenten lod sig saa meget paavirke deraf, modtog saa uvilkaarlig den Stilling, man anviste ham, at han efter adskillige frugtesløse Forsøg paa at faae Orden i sine Følelser og ret klare, hvad der var i Veien, endog betragtede »Danmark deiligst Vang og Vænge« som en fjendtlig Sang. Modpartiet vandt alt meer og mere Terrain. Læste man om en ufolkelig eller unational Beslutning, Foranstaltning eller Gjerning af Regeringen, saa henvendte man sig til ham og spurgte, hvordan han da vilde forsvare det, og i sit Sinds Bitterhed gjorde han virkelig Forsøg paa at forsvare Noget, han hverken havde Forstand paa eller Sympathi for.
✂ En Ting af praktisk Betydning kom for og beskjæftigede alle de kjæmpende Kræfter. Byens Havn blev alt mere opfyldt, og under Forhandlingerne om en Muddermaskine kom det paa Bane, at der med stort Held og ringe Bekostning lod sig foretage en betydelig Forandring, ja, man kunde faae en ny og langt bedre Havn, naar man inddigede et Stykke Land og byggede en Bro; man fik da et dybt Bassin med et temmelig bredt, fortræffeligt Indløb, hvis Retning svarede til de herskende Vinde. Agenten antog sig med Iver denne Reformplan, deels vistnok af Hensyn til det Almindelige, deels ogsaa fordi det Land, der skulde inddiges, stødte op til hans Vænge, saa at hans Skibe kunde lade og losse saa at sige paa hans egen Grund, istedenfor, at han nu maatte føre Alt en stor Omvei til 567 og fra Skibene. Men netop af denne Grund var Oppositionen imod Forandringen og vilde beholde den gamle Havn. Der opstod en haardnakket Strid. Byfogden holdt sig neutral; en ung Toldassistent var ivrig paa Agentens Parti og skrev anonyme Artikler i en Provindsavis. Modpartiet indsendte en Fremstilling af Sagen til den kjøbenhavnske Oppositionspresse, og en Morgen bragte Posten et Blad, hvori der var talt om den personlige Egoisme, der vilde lede Byen ind i hazarderede Foretagender og formodenlig haabede ved Hjælp af en hyklersk Servilisme at naae sit Maal hos vedkommende Autoriteter. Agent Theilmann var nævnt, han stod i Bladet! Dette skaffede Modpartiet en fuldstændig Seir; Communalbestyrelsens Indstilling gik ud paa at faae den gamle Havn opmudret, og den blev approberet af Cancelliet.
✂ Fra den Tid, Agenten havde staaet i Bladet, var han knækket; han gik sjelden eller aldrig ud, var sky for ethvert fremmed Ansigt, ja blev sløv i sin Handel, saa at Alting snart gik, »som det kunde bedst.« Da han selv begyndte at mærke det, lod han sin ældste Svigersøn flytte fra en Naboby og gaae i Compagni med sig; men han - sagde Dr. Siemsen - han var ham for klog, for da Agenten nu døde, saa var der ikke Andet tilbage end Sølvtøiet og Møblerne. Stakkels Agent! vedblev Doctoren, han led meget til Slutningen. Sidste Gang, jeg saae til ham, tænkte jeg: Han har dog domineret denne By i mange Aar. Men hvad er vi Mennesker? Man siger et lille Pu, som om man vilde puste et Lys ud, og saa er man selv slukt.
✂ De vare komne til Stenten, hvorover man fra Gangen bag Haverne steg ud til Byens Gade. En Equipage kom kjørende; deri sad en Dame med tre nydelige Børn, alle rigt og smagfuldt klædte; en Jæger med Sølvgehæng stod bagpaa.
✂ De har været til Besøg hos Byfogdens, sagde Dr. Siemsen og hilste ærbødig.
✂ Hvem er det? spurgte Otto.
✂ Naa, jeg tænkte det nok, der kommer han selv tilhest .... De kjender ham da? Det er Knud Gjedde.
✂ Rytteren var en statelig ung Mand, sund og fornøiet at see til, brunet af Solen; han red en Hest af ædel Race; den havde ikke nødig at blive ført af Tøilerne, men syntes at gaae selvbevidst og stolt af sig og sin Herre. Alle Folk hilste og saae op med en beundrende 568 Tilfredsstillelse. Equipagen, Moderen med Børnene, Rytteren med hans Hest, Alt vakte en Forestilling, som om man her fik Prøve af Jordens rette Mennesker, de øvrige vare en ringere Slags Skabninger. Man saae intet Spor af, at hiin Mand var »bleven bleg i Paris«, at han havde leget bl. A. med Emilie og grebet saa dybt ind i Ottos Skjæbne.
✂ Otto betvang sit Hjertes Slag og skyndte sig ned til sit Fødested, gik gjennem Porten og Baggaarden ind i Haven. Det lille Æbletræ var der ikke, og Græsplainen var tagen til Kjøkkenhave.
✂ Ja, sagde Otto, vi have jo ikke Stamgods, min Have er fremmed Eiendom, jeg har ikke engang Ret til at staae her. - Er det da sandt, er jeg en Plebejer? Hører jeg til dem, som intet Krav have paa at faae deres Følelser, Længsler, Haab til Virkelighed? Er mit og mine Liges Liv enten af lavere Art eller blot Phantasi? Venter ved mit tredivte Aar Smaaligheden, Misundelsen, Hadet paa mig for at modtage mig som i mit rette Hjem, i mit Stamhuus? - O, hvis man som han havde Magt over Menneskene ved sin blotte Fødsel, hvor man saa kunde have anvendt den, hvor man kunde gjort en saadan By stærk, dristig og høimodig istedenfor smaalig! ..... Moder talte om Lidenskab, Kjærlighed; men det, som jeg begjærer, er jo netop et kraftigt og kjærligt Samliv med Mennesker, der ville noget Stort, hos hvem man føler den menneskelige Herlighed; jeg byder gjerne mit Liv derfor ..... Har jeg virkelig ingen Ret dertil? Hvorfor føler jeg da denne Uro, denne Begyndelse til umaadelig Jubel og umaadelig Smerte? Mig synes altid, for at det skal blive til noget Vældigt, behøver jeg kun Skjæbnens Imødekommen, et fast Punkt udenfor mig selv! - det er derude! det er derude! det skal være der!