↩ Det er navnlig min Faders Gaard eller Naturen, hvori jeg vaagnede til Bevidsthed, som jeg af Længsel og Kjærlighed gjerne vilde mane op i den Glands, Storhed og Friskhed, hvormed Barndomsøiet saae den. Idet jeg skal kalde vor Gaard »en lille Herregaard«, glider Fee-Skjæret bort fra den, og jeg har ikke Ord til at gribe og fastholde dette Skjær, som dog for mig var det Rette og Virkelige. Jeg er fristet til at sige, at vi have lært at tale paa Bekostning af et finere, men rigtignok ufuldstændigt Sprog, som oprindelig er i os.