↩ Naar jeg tænker mig, at jeg kommer reisende tilbage dertil, saa bøier jeg af fra Landeveien ad en Bivei, og man kan aldrig tage feil af denne Bivei, hvis man engang har seet den. Til begge Sider bugner det paa Grøftekanten af Brombær - og hvor Luften en Sommerdag kan ligge stille paa denne dybe Vei, og hvilken sød Duft der slaaer En imøde! Men hvo kan beskrive den? - og lidt længere frem begynder en Allee af Poppelpile. Det er egenlig ikke noget smukt Træ, denne Poppelpil. Den skyder op i en Pyramide, men mærker saa, at den har sluttet Pyramiden for hurtig, og skyder saa en ny, der staaer omvendt, en overflødig Dusk, der vakler og ofte bliver skjæv. Men de have mangen Gang utaalmodig vinket efter mig eller sørgmodig sagt mig Farvel; de vare simple Folk, stode yderst ude, toge imod den værste Blæst for at gjænne om de finere Folk, Lindealleen, der stille og alvorlig ligesom gamle betroede Tjenere førte ind til selve Hjemmet.