↩ Dog var Indkjørselen ikke lige for Alleen. I gamle Dage, da Lindene 10 bleve plantede, skal Hovedbygningen have ligget ligefor; nu kjører jeg tilhøire, igjennem en høi Port, ind paa en firkantet Gaardsplads og saa igjen tilvenstre op foran Stentrappen. Nu kommer Ingen ud med aabne Arme; men det er det Samme; lad mig stige af ubemærket og gaae op ad Trappen og ind i Forstuen belagt med store Fliser, hvis Lyd vel endnu er trofast hjemlig, og lad mig, idet jeg bortskyder Minderne, der aandedrætstandsende møde fra Fortiden, strax gaae ind i og igjennem den store Havestue. Mon den endnu er saa overmaade høi og rummelig, som den syntes mig dengang? Mon Stentrappen, der fører ned i Haven, endnu er saa stor og glat og tindrende hvidgraa? Men Haven, se, den er af en ganske egen Slags; thi den er mange Haver, den er et helt Rige, med Frugttræer vidt spredte overalt, som i saa mangen Juni have forvandlet sig og Omgivelserne til en Trylleverden med hvide og lyserøde Kupler og med sommervarm Snebund. Der er Blomsterbede og Sirener nærmest Stuen, saa Gange bugnende med Solbær, Ribs og Stikkelsbær, saa lange, regelmæssige, pyntelige Kjøkkenurtebede, saa igjen et Blomsterparti, udvalgte Blomster, især en Samling af mangfoldige Roser, og et Espalier af Vindruer og spanske Kirsebær tilvenstre paa en hvid Væg - denne Afdeling kaldtes Moders eller Fruens Have - og saa en Lund med Ask, Birk og ung Bøg, der ender i en Høi, hvor der staaer en ensom Guldranke. Men hvor er der Ord for Stilheden, hvori Alt dette aander, og som underdeilig afbrydes af en Fuglestemme, af Leens Klang fra Marken, af Kirkeklokken, der i hemmelighedsfuld Forening med den rødmende Himmel ringer Dagen ud - og hvo inddrikker den jordiske Salighed deraf uden den, der som Barn færdes deri uden Begreb om Tid, og som uden endnu at have Forstand paa, hvad Eiendom er, føler det Hele som Sit?