↩ Fra den Tid af forsvandt Hjemveen ganske, og selv Guldranken forekom mig, istedenfor som før at række sig hjem til vor Have, beskjæftiget med at see over den grønne Mur. Jeg kunde ikke lade være at kigge ind, saa ofte jeg troede, at hun var der, og skjøndt jeg tidt saae Selskab af »smukke Folk«, Mennesker af den Slags, som jeg var vant til at omgaaes, vedligeholdt sig dog længe Forestillingen om, at det egenlig var en Feeverden, især naar hun var tilstede. Hun syntes at virke paa Andre næsten ligesom paa mig. Yngre og ældre Herrer viste hende mere Opmærksomhed, end man pleier at vise Børn, og det var mig saa forstaaeligt. Om hun var skjult i en Klynge og blot løftede en Arm, kunde jeg af Maaden, Formen, en egen Virkning paa min Sands, kjende og føle, at det var hende. Hendes Kjole sad anderledes, dens Flige flagrede anderledes i Bevægelsen eller for Vinden end de Andres. Jeg er overbevist om, at hvad Sands jeg senere har havt for Billedhuggerkunst og rene, yndefulde Bevægelser, har jeg faaet vakt eller udviklet ved Synet af hende.