↩ Tiltrods for Husets Soliditet var der Noget tilstede, som altfor tidlig og altfor stærkt kunde have udviklet denne Længsel; thi hele vort Samliv var egenlig gjennemvævet med Forestillingen om Adskillelse, og hvilken Ro Moder end udbredte over Husets Gjerning, var der dog - hvad jeg senere desværre skulde blive klog paa - ofte i hendes Stemme og i enkelte tilfældige Ord en Hentydning til en ganske anden Adskillelse end den, at jeg engang skulde til Kjøbenhavn. Men Ritmesteren var ikke den Mand, i hvis Nærhed man, eller idetmindste jeg, fik Lov til at falde hen i Drømme. Han holdt selv Hest, det vil da sige, jeg er overbevist om, at Fader holdt den med Foder; men han havde sin egen Hest, anskaffet for hans egne Penge, og han sørgede altid ved forstandig Bytning for at holde sig godt ridende. Han var naturligvis ogsaa meget omhyggelig for sit hele Sadel- og Ridetøi, og havde ikke Møie med at bibringe mig en lignende Omhu, især da han forærede mig en Sadel. Og med hvilken Lidenskab jeg har elsket 15 den! Hvor det nye, gule Læder har staaet for mig vaagen og i Drømme! Ogsaa til den knytter sig en Begivenhed, der trods al sin Lidenhed og Ubetydelighed virker i mig endnu. Jeg troer, det var den Dag, da vi skulde prøve den. Vi kom ud paa en Eng, og istedenfor at passere en Bro over en nyopkastet Grøft satte Ritmesteren over Grøften. Det saae saa fortræffeligt, skjønt, mandigt ud, at jeg raabte: »Det vil jeg ogsaa gjøre!«; men da jeg kom til Grøfteranden, blev jeg bange og holdt Hesten an. Ritmesteren vendte om, satte over igjen, og idet han som en Hærfører udstrakte sin Haand, raabte han: »Derovre ligger Dit Ord; skal det blive liggende der, Dreng?« Hans Stemme og Haandbevægelse var som en Trompet, og i flyvende Fart kom jeg over; men Beslutningen, Villiesyttringen i min Hjerne i Forening med Hestens kraftige Bøining og Spring synes at have gaaet over i mit Blod, jeg var som et andet Væsen fra den Dag af, blev haard og hensynsløs og gjorde Fortræd, ikke fordi - det troer jeg at kunne sige - jeg havde Ønske eller Tanke om at tilføie Mennesker eller Dyr Ondt; men fordi Alt syntes mig at skulle vige, naar jeg kastede mit Ord ud i Luften. Ritmesteren bestyrkede mig da ogsaa til en vis Grad deri ved Yttringer som denne: »En Dreng, der ikke hver Dag risikerer at brække Halsen, bliver aldrig til Noget. Jeg giver ikke et skimlet Commisbrød for ham.« Ikke at blive til Noget! Hvilken forfærdelig Tanke for en sund Dreng! Men tillige hvilken Foragt for Alle, der gik sindig eller havde Andet at varetage end vove Halsen! Det forstaaer sig, Høimodighed var ikke udelukket fra Ritmesterens Læreregler. »Ikke ind i Stuen, før Du har sørget for Din Hest! Det er simpel Honnethed, naar den har gjort sin Gjerning. Det er desuden klogt, skal jeg sige Dig. Sæt nu, Du engang har en lang Marche at gjøre og Du kommer til en Kro. Før Du gaaer ind i Kroen, er Du agtpaagivende; men Du veed ikke altid, hvordan Du er, naar Du gaaer ud af Kroen. Det vil da sige, en Cavalier er altid Cavalier; men det er undertiden ikke muligt for en Mand at undgaae en Snitser.«